Tycho Brahe - og Shakespeares stjernekode

Af OVE VON SPAETH

I renæssancen medførte forfølgelsen af anderledes tænkende
inden for religion og politik, at datidens lærde - heriblandt Tycho Brahe
og Shakespeare - måtte skjule en særlig viden, bl.a. om alkymi, og
meddele sig i kodesprog. Den katolske kirke dominerede i Vesteuropa
og kunne ikke acceptere nye strømninger i den lærde verden,
hvilket også influerede de protestantiske kirker.

Koder for indviede

Det er ikke altid så velkendt i dag, at tekstsamlingen “Corpus Hermeticum”, den hermetiske doktrin, med visdomslære fra det gamle Egypten, har fungeret som en af de største inspirationskilder for Europas nye tanker i renæssancen. Fra især dette værk spredtes et bekræftende indtryk af, at der fandtes et andet verdensbillede - en anden virkelighed - end hvad kirkens bibelsyn havde påtvunget folk i mere end tusinde år.

Mange lærde - herunder vor hjemlige Tycho Brahe - måtte derfor skjule forhold fra denne særlige viden i deres tekster. Dette resulterede i dannelsen af en særlig intelligentsias subkultur i 1400-1600-tallets Europa - ofte med en slags broderskaber for indviede. Dette er i det store og hele upåagtet, når der hos nutidens forskere præsenteres historiske tilbageblik.

De indviede måtte bruge en særlig meddelelsesform. Koder af alle slags indbygget i tekster har været kendt lige så længe, som der har eksisteret brug af skrift. Hemmelig skrift kunne yderligere kombineres med rebusser og ordspil.

Meddelelser skjult også ved at indkode dem “under” tekster af anden art var heller ikke ualmindeligt, at latinske tekster af berømte forfattere i oldtiden her brugte initialer i særlige ord, f.eks. første tegn i hver linje, til de skjulte sætninger.

Som en indviet måske kunne fremlægge det: Der er hele skjulte verdener af frimureri og neoplatonisme, alkymi og stjerner især i Shakespeare-tekster og tekster af Francis Bacon.

Mange værker officielt skrevet af Shakespeare (1564-1616) er netop hermetisk prægede - med alkymistiske og astrologisk-okkulte termer, ofte indlagt i en sprogdragt med ofte flere dobbeltbundede lag.

Nogle af disse træk har Peter Usher, professor i astronomi and astrofysik på Pennsylvania State University, kunnet oplyse om i sin artikel “Shakespeare’s Cosmic World View”, i Mercury, Jan.-Feb. 1997 (Vol. 26, no. 1, pp. 20-23). Men de pågældende lag kunne kun være opfattelige for særligt indforståede.

Alt dette ville næppe være muligt, hvis der ikke først var blevet udbredt et kendskab til mange af de også ældre filosofiske og okkulte emner gennem genopdagelsen og udgivelsen af oldtidsværket “Corpus Hermeticum”, der oprindeligt har rødder i Egypten.

Den amerikanske kodeekspert, William Friedman, berømt for at have løst japanernes hemmelige kode “Purple” ved begyndelsen af 2. verdenskrig, mente ud fra sin store erfaring, at der helt afgjort er koder i Shakespeares tekster. Men overraskende tolkninger eller ideer angående, at der i visse af koderne fandtes profetier - bl.a. netop om 2. verdenskrig - anså han ikke for at være realistiske.

Kong Jacob af Skotland besøgte Tycho Brahe på Hven den 20. marts 1590.
(Vægmaleri i Københavns Universitets gamle sal).

Shakespeares protest

I sit fædreland Danmark blev Tycho Brahe fra myndighederne tilsidst udsat for angreb med bevidst stærkt overdrevne anklager. Desuden lagde disse instanser ham store hindringer i vejen i forbindelse med hans arbejde, og hans egne slægtninge blev sat op imod ham. Det værste var, at hans økonomiske eksistensgrundlag, hans på forskellig måde statstildelte indtægter, blev fjernet - en behandling, der var en camoufleret landsfordrivelse.

Senere ved Tycho Brahes mærkelige død i Prag i Böhmen taltes der i en ligprædiken over ham om, at der her var sket et skjult giftattentat. Denne prædiken blev trykt og udbredt i Europa, og den danske konge Christian IV sendte protester til udlandet imod den.

Tycho Brahes internationale forbindelser, bl.a. mange hermetikere og Shakespeare-værkernes forfatter, var stærkt kritiske over for den behandling, der blev hans skæbne.

I 1599 - to år efter Tycho Brahes flugtrejse fra Danmark - var Shakespeares teaterstykke “Hamlet” udformet og opført. I 1603, to år efter Tycho Brahes død, udkom “Hamlet” første gang på tryk som en bog - og snart igen, i 1604, i en let ændret udgave. Handlingen foregår i Danmark på Kronborg, Nordeuropas største fæstning og en af kongens vigtigste residenser. Herfra er “naboen” Tycho Brahes ø, Hven, på tæt hold og inden for synsvidde, sådan som Tycho Brahes mæcen, konge Frederik II i et brev havde udtrykt sin glæde over.

Tycho Brahes domæne på øen Hven ved Helsingør, kan have fået Shakespeare-teksternes forfatter, da denne erfarede om Tycho Brahes mystiske forstødelse i 1597, til en kort tid efter dette nu ved udarbejdelsen af “Hamlet” da at henlægge handlingen til Helsingør.

For Tycho Brahe menes ikke at have været vellidt hos flere af sine slægtninge, heriblandt netop familierne som omtales i ”Hamlet”: Rosenkrans og Gyldenstjerne (Gyldensteren), og selv hans egen bror sad i den kommission, der anklagede ham!

Kobberstik ved titelbladet i Tycho Brahes seneste værk, selvbiografien.
Hans adelige slægtninge på faderens og moderens sider, er omhyggeligt
anført rundt om Tycho Brahes portræt, hvor der ses 14-16 adelsvåben med
slægtsnavne på hans berømmelige slægtninge på faderens og modernes side.

Blandt disse adelige slægtninge var nogle ham fjendtligt stemt, hvilket
genkendes i Shakespeares Hamlet i det skjulte forsvar for ham. På dette portræt
af Tycho Brahe og hans slægts forskellige våbener ses to af deres navne,
Rosenkrans og Gyldensteren (Gyldenstjerne) - de kan genfindes i “Hamlet”.

For Tycho Brahe menes ikke at have været vellidt hos flere af sine slægtninge, heriblandt notop familierne Rosenkrans og Gyldenstjerne (Gyldensteren), og selv hans egen bror sad i den kommission, der anklagede ham!

I skuespillet “Hamlet” sendes den forrådte hovedperson til udlandet for her at skulle ombringes ved et attentat. I den forbindelse optræder der forrædere ved hoffet med navne fuldstændigt som Brahes adelige slægtninge, Rosencrantz og Guildenstern (Rosenkrans og Guldensteren/Gyldenstjerne). Dette træk blev særligt påpeget i 1981 af professor i astronomihistorie på Harvard-Smithsonian, Owen Gingerich: “Great Conjunctions, Tycho, and Shakespeare” (i Sky & Telescope, May 1981, p. 394).

Blandt de 16 navne - de 14 er forskellige - for berømmelige slægter og slægtsnavne som Bille, Trolle, Ruder, Axelsønner, Ulfstander, Kabbeler etc. etc., som Tycho Brahe skilter med på eller i sine bogudgivelser, er det typisk, at to særlige blandt dem, netop Rosenkrans og Gyldenstjerne, udvælges som egnede til det mere skjulte “spil i spillet” i Hamlet.

At netop disse slægtninges navne er udvalgt til dette skuespil kan have en ekstra baggrund, at disse navne er de eneste af alle slægtsnavnene, der kan genkendes i forbindelse med stjernenavne på himlen. Eksempelvis Rosencrantz som stjernebilledet Corona Borealis, der også kendtes for mytologiske allusioner, f.eks. er “rosenkransen” langt ældre end den katolske kirkes brug heraf og går direkte tilbage til oldtidens Isis-kulter.

Europas lærde kendte disse Tycho Brahe-slægtninges navne og heraldiske våben fra titelbladet i Tycho Brahes bøger, trykt i 1586, 1596 og 1601; samt fra hans omfattende korrespondance med engelske og skotske lærde, heriblandt dronning Elizabeth I’s berømte astrolog, alkymist og matematiker, Dr. John Dee.

Kritikken af Tycho Brahes hjemland er tydelig i Hamlets kendte replik:

“... There is something rotten in the state of Denmark ...”.

Tidligt i spillet omtales et giftmord på den gamle konge, og det camoufleres som et dødsfald:
“...a forged process of my death ...”.

I den efterfølgende, let ændrede Hamlet-udgave fra 1604 er noget af kritikken mod Danmark fjernet: i 2. akt hele 30 linjer bl.a. om:

“...Danmark som et fængsel [...], der er for indskrænket for (hovedpersonens) tænkning...”

Sådanne beskæringer i teaterstykker, der spilledes meget for det engelske hof, kan være foretaget for at være politisk korrekt, - ligesom f.eks. “Richard II” måtte beskæres; og i “Hamlet”s tilfælde for ikke at virke krænkende over for Englands dronning. Hun var den “nye” danske konge Christian IV’s søster Anna, gift med kong Jacob af Skotland (som på det tidspunkt også var blevet kong James af England), der tidligere også havde besøgt Tycho Brahe.

I den danske officielle urimelige kritik af Tycho Brahe indgik en modstand mod hans “ukirkelige” samliv med en præstedatter; desuden ansås forbindelsen for at være under hans stand. Shakespeare udtrykker noget lignende for hofmanden Polonius’ datter Ophelia ved hendes forventede forbindelse med Hamlet.

Som flere gange konstateret, viste Tycho Brahe sjældent udadtil direkte, at han var hermetiker, men skjulte en særlig viden i kodeform. Tilsvarende ses Hamlet at spille en uskadelig, verdensbortvendt person, der skjuler sin opfattelse. Motivet genkendes i kejserbiografierne af Svetomius (70-130 e.Kr.), der beretter, at Cæsar gennemførte et sådant illusionsnummer for at redde sig ud af fangenskab i Kalabrien (nuværende Tyrkiet) og udvirkede, at gerningsmændene blev henrettet.

Supernovaen opdaget af Tycho Brahe i 1572, kan ses oppe ved
stjernebilledet Cassiopeia, der populært kendes for sin VV-form, men
som, når den her er på vej i sin nedgang på himlen, danner formen AA.

Hamlet og supernovaen

Historikere fik problemer med, at to tilsyneladende videnskabeligt set uforenelige former for beskæftigelse med stjernerne, dvs. to metoder eller opfattelser, begge fandtes hos samme person, hvorfor man kun anerkendte Tycho Brahes astronomiske opdagelser og henførte resten til tidens overtro, som han måtte spille med på.

Hvilke problemer kan disse lærde ikke få, hvis også det bliver almindeligt forstået, at Shakespeare i “Hamlet” refererer til Tycho Brahe og hans skæbne?

I begyndelsen af 1. akt af “Hamlet” rapporterer kongeborgens vagter om en særlig stjerne, der ekstremt kraftigt oplyser en del af himlen - og om, at Hamlets gamle far som ånd viser sig.
Netop dette blev indledningen til Hamlets (Brahes) indsats. Detaljer i skuespillets tekst om årstid, klokkeslet og stjernens retning på himlen er blevet analyseret af tre forskere ved Texas State University.

Forskernes afhandling, D.W. Olson, M.S. Olson og R.I. Russel: “The Stars of Hamlet”, i Sky & Telescope (November 1998, pp. 68-73) angiver i detaljer, at denne stjernes data viser, at den må være identisk med Tycho Brahes supernova.

Denne stjerne stod netop på vesthimlen ifølge Hamlet-teksten. Og i så fald har stjernebilledet Cassiopeia ud fra den pågældende observationsvinkel vist sig i omvendt position som et AA - nøjagtigt som visse broderskabers tidligere omtalte specielle kendetegn.

Pseudonymet Shakespeare

Den skjulte meddelelsesform, her indlagt “inde” i Shakespeares tekster, var en faktisk normal fremgangsmåde, en levende tradition fra det gamle Egypten og siden hos grækere og romere.

Der er mange tegn på, at den sandsynligvis ikke-skrivekyndige Shakespeare (Will Shaksper) blev betalt for at udlåne sit navn som pseudonym for en højtstående adelig. Sidstnævnte antages ofte at være den engelske filosof og statsmand Sir Francis Bacon. Will Shakspers navn blev til William Shakespeare. Koden er Will-I-am (’jeg er vilje’) og Shake-spear (’lansesvinger’), som var indforståede kendemærker netop for den uafslørede forfatter til Shakespeare-værkerne.

Shakespeares nøjagtige fødselsdag i 1564 er ukendt, men er lagt ved den 23. april (3 dage før hans dåb), det vil sige St. Georges dag, opkaldt efter den helgen, der dræbte dragen eller basilisken med sin lanse. Shakespeare døde den 23. april 1616, således på sin fødselsdag.

Utallige gange staves “Francis Bacon” i kodeform i Shakespeare-teksternes typografi. Her ses navnet Francis Bacon dannet bl.a. af systematiseret brug af “ukorrekte” bogtrykskrifttyper. Dette er en af de metoder, som Tycho Brahe allerede havde anvendt i sine tekster, former han fortsatte med at videreudviklede i sit eget bogtrykkeri på Hven. Det var ikke ualmindeligt, at der i almindelige tekster kunne være lidt uorden med enkelte bogtaver af en forkert stil, så en kodeform næppe ville blive bemærket. Måske kunne dette citat illustrere det: “... Though this be madness, yet there is method in ’t ...” - (Hamlet, Act II, Scene II).

I de omhandlede tekster kan netop Francis Bacon, der selv var en kendt videnskabelig pioner, have givet sin skjulte hyldest til Tycho Brahe og indlagt en protest mod hans skæbne.

Eventuelt kan visse lokale danske informationer være overført også gennem enkelte skuespillere, der siden hen deltog i den gruppe, der spillede Shakespeare-skuespil på Globe Theatre i London. Men dengang gruppen havde gæstespil på Kronborg slot, kunne der have været en chance for at have truffet Tycho Brahe. Dog hans møde med den skotske kong Jacob (der (senere også var englændernes konge, James, gift med ovennævnte Anna) skete ude på Hven. Denne hermetisme-interesserede konge var kendt som protektor inden for okkultismen.

Ikke mange tænker på, at dette berømte forfatterportræt ikke viser den, der skrev
Shakespeare-værkerne, men i stedet en dengang meget velkendt type teater-maske,
der her kan skjule den virkelige forfatter. Masken ses tydeligt ved øret og øjnene og
den unaturligt afskåret hårgrænse. - T.h.: Rekonstruktion, normal maske med skaft.

Et andet hemmeligt signal på billedet er, at dragten er udstyret med to venstre-skuldre!
På personens højre skulder er tøjet udformet som til rygsidens venstre skulderstykke.
Skuldre symboliserer at bære noget og at beskytte. Venstre skulder fører armen, der
bærer skjold, ’protektion’. I alkymi-symbolik er kroppens venstre side tilknyttet månens
princip med nattens hemmeligheder. Denne persons hemmeligheder ses som
beskyttet på begge sine sider, men også at vise bagsiden på forsiden.

Dette vers refererer til ovenstående portræt af Shakespeare, begge
trykt på den allerførste side af The Shakespeare Folio, 1623.

Teksten fortæller, at gravøren ikke har fremstillet en sand gengivelse i
kobberet (“messing”, brasse), og at læseren derfor ikke skal se forfatteren
i dette, men i bogens indhold. - Bemærk også brugen af v-v i stedet for w.
Signaturen B.I. tilhører digterkollegaen Ben Jonson.

Navnet Hamlet vil også betyde ’husene på himlen’

Shakespeare boede i byen Stratford-on-Avon, hvor hans hustru fødte tvillinger, nemlig datteren Judith og sønnen Hammet. Ligesom i det gamle mytestof blev den ene tvilling ramt af døden - og Hammet døde som 11-åring i 1596. (Navnet må ikke forveksles med det senere navn på den store krimiforfatter Dashiell Hammett, 1884-1961, et navn hvor i øvrigt første del er hans mors franske navn Anne Bond Dashiell, anglificeret fra De Chiel,’himlen’). Men måske oprindeligt kunne mindet om Shakespeares døde søn, Hammet, have påvirket valget af navn for skuespillets danske prins, Hamlet?

Men dette navn Hamlet viser sig mere som værende let ændret fra det danske (jyske) sagn om Amled, og som synes henlagt til et tidligt kongesæde ved Randers: dette omtales i “Gesta Danorum” med de gamle legender nedfældet i skrift af biskop Absalons sekretær, Saxo Grammaticus. Heri omtales, i den 3. bog af Saxos “Danmarks Krønike” skrevet på latin omkring år 1200 og trykt for første gang i 1514 (og publiceret i Belleforest’s franske oversættelse i 1576), at prins Amled hævnede sin kongelige fader - og med samme metoder, som Hamlet gør det.

Navnet Hamlet har desuden allusioner til de himmelske regioner med stjernernes verden, bl.a. er navnet et anagram med baglæns stavning: Telmah, dvs. Telemachos, der også, ligesom Hamlet i stykket, spillede enfoldig og hævnede sin kongelige fader! Telemachos’ far var Odysseus - også hans myte er fyldt med stjerneallegorier.

Telmah er desuden et anagram for stjernebilledet Telam (eller Telum), også kaldet Pilen (Sagitta eller Spear), der holdes i kløerne på stjernebilledet Ørnen - og fremtræder præcis sådan i Shakespeares eget heraldiske våbenmærke!

Disse stjernenavne kendes fra antikkens latinske forfattere og helt frem til Kepler. Stjernebilledet Ørnen, Aquila, er placeret ved Lyra øverst på himlen ved Verdensaksen. Igen er der altså tale om stjernehimlen:

Men fremfor alt - navnet eller ordet Hamlet betyder på engelsk ‘en lille samling huse’ - hvilket også vil omfatte de såkaldte astrologiske huse i horoskoperne. Igen ikke noget tilfælde, at der hermed associeres til himlen og himmelcirklen. Nogle forskere mener, at da Hamlet til beskyttelse spillede fjollet, vil en klynge huse, et landligt billede, associere til landsbytosse.

Men i Shakespeares værker generelt findes hundredevis af referencer til stjerner og astrologi, både direkte og indirekte: Astrologiske markeringer ses f.eks. i skuespillet “Comedy of Errors”, ved omtale af “rum nr. 9” i byens herberg Centaur (Centaur Inn), idet Centauren er identisk med Skytten - velkendt som Dyrekredsens niende himmelsektor såvel som det niende rum/hus i et horoskop.

“The Tragicall Histore of Hamlet Prince of Denmarke”, quarto udgaven
fra 1604. Også her er anvendt en ornamentbjælke med AA-symbolet.

Studier i Wittenberg - en af mange nøgler

Tycho Brahe ønskede tidligt at rejse tilbage til sine astronomiske studier i Tyskland. Her havde han bl.a. studeret i Wittenberg, men kongen bad ham blive i Danmark. Tilsvarende ønsker Hamlet at rejse tilbage til sine studier i netop Wittenberg.

Denne by var geografisk set udgangspunkt for Luthers religionsreform, men ikke mindst kendt som en basis for heliocentrisk lærdom om verdenssystemet med Solen i centrum i stedet for Jorden (modsat en hidtil opfattelse i middelalderen) - ligesom i Copernicus’ bog.

Desuden havde den mest vidtgående hermetiker med denne lære, filosoffen Giordano Bruno, undervist i flere år på - igen - Wittenbergs universitet!

Tycho Brahe hævdede ud fra sine observationer - og som den første på et videnskabeligt grundlag - at Copernicus’ hypotese var korrekt i store dele, omend han ikke kunne tjekke alt og derfor ikke bare kunne gå ind for det hele. Tycho opstillede derfor sin kompromis-model, hvor han gik så langt, som han kunne stå inde for med sine præcise målinger - et afgørende skridt på helt videnskabelig basis til at bryde med den gamle hidtidige opfattelse af verdenssystemet. - Bemærk, at Kepler siden hen slet ikke kunne have bevist Copernicus’ princip uden disse genuine og videnskabelig pålidelige forskningsresultater fra Tycho Brahe!

Således kan skuespillet “Hamlet” i virkeligheden ses også som en allegori om den nye lære og det nye astronomiske verdensbillede.

Hos Shakespeare, ligesom hos Tycho Brahe, er kongen imod rejsen til Wittenberg og giver i spillet sit afslag således: “... It is most retrograde to our desire ...”.

Ingen ville normalt (omend vi kender til undtagelser) sige sådan, men det vil dog af alle blevet forstået som et afslag, og der var fortsat en hensigt at henlede opmærksomheden på en bagvedliggende betydning i forbindelse med Tycho Brahes skæbne og astronomiens fremskridt. For ordet retrograd er et rent astronomisk udtryk for et himmellegemes bevægelse som “at rejse baglæns”, modsat dets normale retning.

I øvrigt skulle det blive mytologiens stærke krigergud, planeten Mars, der ved sine retrograde bevægelser først satte Tycho Brahe og derpå nu helt afgørende Kepler på sporet af det nye verdensbillede.

Kongen i “Hamlet” hedder Claudius - ligesom astronomen Claudius Ptolemæus, der
ca. 130 e.Kr. opstillede en beregningsmodel for verdensbilledets planetsystem. Kirken og
de lærde fastholdt i 1.400 år modellen som et sandt billede. Det tog livet af den ældre viden,
og først Tycho Brahe brød frem igen til det bedre system. (Illstr. fra en 1500-tals publikation).

Claudius’ regime opløses for en ny himmellære

Der er endnu flere lag af hentydninger i Shakespeare-teksten. Dens indhold har markante detaljer, der hentyder til omstændighederne i Danmark: Den gamle konge var forbundet med Hamlet, men den nye konge Claudius - den gamle konges bror, der modarbejdede ham for at fjerne ham. “Tilsvarende” havde den gamle konge i Danmark, Frederik II, støttet Tycho Brahe, mens den nye konge Christian IV modarbejdede ham, så han måtte rejse bort.

Det er det særlige ved det, at kongen i “Hamlet” hedder Claudius ligesom den gennem 1.400 år dominerende astronom Claudius Ptolemæus (90-168 e.Kr.), der gennem traditionen ofte ses afbildet med netop kongekrone (de astronomiske lærde omkring det nyfødte Jesusbarn kaldtes også de hellige tre “konger”).

Og samtidig: Den gamle stjernekundskab - en oprindelig stor viden (bl.a. egyptisk, idet Corpus Hermeticum-teksterne antyder et andet verdensbillede), og erkaldet “den kongelige kunst” - blev elimineret og erstattet af den uværdige “brors” regime.

Denne egyptisk-græske astronom, matematiker, astrolog, geograf, Ptolemæus opstillede ca. 130 e.Kr. en beregningsmodel for det gamle astronomiske verdensbillede, der senere blev annekteret og fastholdt af kirken gennem 1.400 år som et sandt billede. Dette tog livet af den gamle og bedre lære, men først Tycho Brahe brød frem igen til det bedre system.

Den engelske astronom Thomas Digges havde i sin udgivne almanak i 1575 forbundet sine ideer om det uendelige verdensrum med Copernicus' system for solens placering i centrum (for første gang på engelsk). Tilmed havde den italienske filosof Giordano Bruno, der gik ind for Copernicus’ system, under sit ophold England udgivet sin ligeså revolutionerende bog “Om det uendelige univers og verdener” i 1584.

Det får betydning, idet i “Hamlet” 2.akt, scene 2, hvor Hamlet taler om “Danmark som et fængsel”, tilføjer han: “... Jeg kunne være indespærret i et nøddeskal og regne mig som konge af det uendelige rum ...” - og tilføjer yderligere: “... men blev forhindret da jeg havde en dårlig drøm ...” Han siger derpå: “... En drøm er i sig selv ikke andet end en skygge ...”.

Således en tydelige reference til den himmelorienterede Giordano Bruno, der også studerede emnet hukommelse i sin bog fra 1582: “Om ideernes skygger” (De umbris idearum).

Som førnævnt hentyder Hamlets navn til himlen, og i skuespillet er han på vej til at revancere sin gamle far, der også hed Hamlet. Denne ældre kong Hamlet var blevet dræbt ved giftattentat af Claudius - symbolsk for at “Claudius Ptolemæus destruerede den ældre himmelopfattelse”. Således beordres den yngre Hamlet (Brahe) af faderens (den gamle læres) ånd til at revancere denne udslettelse (af viden), men tøver meget længe, (den tøven ses senere meget omtalt i efterlitteraturen) - og bliver så selv udslettet undervejs i forsøget.

På samme måde, - Tycho Brahe tøvede først med at genoprette astronomien og ville hellere arbejde med alkymien, men - som omtalt i hans egen bog om novaen - blev også han beordret af en mystisk skikkelse, Urania, ’himlen’, der repræsenterer den gamle himmellære, til at han nu mest skulle koncentrere sig om stjernevidenskaben - og også Brahe dør undervejs.

Konge Claudius og hans tilhængere (det nyes modstandere) søgte at fordrive Hamlet (Tycho) og tage livet af ham. Reelt kom en af Tycho Brahes venner i en sandsynligvis arrangeret fælde i en hel mørk slotskælder ind i en dødelig fægtekamp mod Tycho Brahe, der i mørket fik afhugget næsen. Senere hen dør Tycho Brahe ved forgiftning. Helt parallelt hermed placeres Hamlet - ved intriger og fælder - i en dødelig fægtekamp med en af sine venner, men dør nu ved gift.

Slutscenen (1800-tal-illstr.) i skuespillet Hamlet, - Nu er alle hovedpersoner døde, og kongen
fra nord, Fortinbras, ankommer efter Polen-striden, en krig som Tycho Brahe havde forudsagt.

Skjult bag forhænget

I “Hamlet” optræder i tjenesten hos kong Claudius den veltalende hofmand Polonius. Det navn er der ingen der hedder i virkelighedens verden, og navnet ses da i forbindelse med Hamlet-skuespillets underliggende betydning at hentyde til Polen (jf. senere). Således fremgår, at den latinske form af landets navn netop er Polonius. Dette kunne forstås af det engelske publikum, på engelsk kaldes landet Polonia.

Men navnet spiller også på det græske Apollon(ios), ‘destruktøren’, der i det Ny Testamente (i “Johannes Åbenbaring”) er navnet på “afgrundens engel”. Her er endnu en dobbelthed, et ordspil på Apollon, der også er det græske navn for Solen personificeret. Jf. at den daværende strid om verdensbillederne netop drejede sig om placeringen af Solen (dvs. om Jorden eller Solen er centrum for planetsystemet).

På et tidspunkt støder Hamlet sit sværd gennem et forhæng, hvor Polonius er placeret bagved i skjul. Hamlet rammer og dræber Polonius - mens Tycho Brahe ligeledes gjorde ende på ideen med den hidtidige opfattelse af himlen (ved hjælp af sin nye udformning, der senere fuldendtes af Kepler). Når der igennem teksten hele vejen hentydes til Tycho Brahe, kommer hans forudsigelse i fokus, og i denne fremgår det afgørende klart og bogstaveligt, at Polen (Polonius) står for fald.

Den dramatiske hændelse var med til at bringe Hamlet til fald - lige såvel som hos Tycho Brahe med de “anstødelige” opdagelser, der havde ramt kirkens verdensbillede (både hos katolikker og protestanter). Allerede i sin bog om novaen ramte Brahe gennem “forhænget”, sløret der dækker sandheden, men også fremtiden, og reelt pinpoint’ede Polens undergang.

Det lykkedes til sidst i skuespillet at tage livet af Hamlet efter først en fægtekamp og siden med gift - nøjagtigt som for Tycho Brahe i virkeligheden, en livsfarlig fægtekamp hvor han slap med at miste en del af sin næse, og senere hans mærkelige død. (Jf. desuden at han ankom til et katolsk “fjendeland”, Böhmen, hvor kapucinermunkene i Prag, bl.a. efter en klage om klokkeringning, direkte hadede ham). Men det nye verdensbillede sejrer alligevel.

Tycho Brahes berømte forudsigelse

I “Hamlet” er det en nye magthaver, der står frem efter at have invaderet Polen, nemlig den nordiske - her norske - Mars-agtige krigerkonge Fortinbras, der ifølge udtalen kan dechifreres “fort en bras” - det var netop stavet på fransk, Fortenbras i førsteudgaven af “Hamlet” - og skjuler betydningen ‘kraft i arm’ (“armstrong”). Denne stærke konge optræder kun kort undervejs på vej til sine slag i Polen samt i stykkets allersidste linjer - som et memento.

I andenudgaven af “Hamlet” fra 1604, er navnet altså rettet til Fortinbras, der i højere grad understreger, at første del af ordet kan høres som “14” (fourteen). “Bras” i engelsk betydning er ’arm’ både som våben og heraldik, arms, og indgår i også ordet for krigsflåde, armada. Den spanske armada, der angreb England, blev splittet og opløst i en frygtelig storm, og dronning Elizabeth I udsendte mindemedalje med ordene: “Gud blæste, og vi vandt”.

På tidspunktet for den nye udgave af “Hamlet”, som blev spillet ved hoffet, er det nu Englands nye konge Jacob (James), der sidder på tronen, og her vidste alle, at denne konge i 1590 havde besøgt Tycho Brahe på Hven, hvor kongen ankom fra Norge eskorteret af hele 14 store danske orlogsskibe, en gestus som imponerede meget i Europa.

Og på sin vej fra Norge overvandt kong Jacob “sejrrigt” en frygtelig storm, en ikke usædvanlig storm så nær ved forårsjævndøgn. Stormen forsinkede ham længe, og man talte meget om det bagefter og søgte endog at henrette “hekse, der måtte stå bag dette onde anslag”.

Titelbladet af den svenske kong Gustav II Aldolf’s lille bogudgivelse i 1632 i London,
med en engelsk oversættelse af Tycho Brahes latinske astrologiske prognose
fra 1573 angående en fyrste fra norden, der skal kontrollere Centraleuropa.
Teksten om portrættet af kongen viser ham desuden som hertug af Finland,
hvilket sted også mentes at have betydning i forbindelse med forudsigelserne.

Tycho Brahe er således stadig med i billedet, men Shakespeare-teksten synes denne gang at have flyttet kong Jacob med ind i fokus - vel en opmærksomhed overfor den nye konge?
Fortenbras - var altså oprindeligt den stærke konge, der endte med at skabe en ny tid ved at redde store dele af Europa fra katolsk herredømme, bl.a. dets ’tilbagestående’ lærdom.

Men i øvrigt er navnet Fortenbras meget passende, dvs. Armstrong, som hos det første menneske der betrådte Månen, - hvilket skete for astronauten Neil Armstrong ved hjælp af moderne videnskab, som netop Tycho Brahe grundlagde ved sin empiriske metode, hvilket anerkendes af repræsentanter fra NASA-organisationen og andre rumvidenskabsfolk.

I sin bog om den stærkt lysende supernovas fremkomst opstillede Tycho Brahe et horoskop for den begivenhed og fremsatte en astrologisk prognose. Således 26 år før “Hamlet” udkom, forudsagde Tycho Brahe, at fra nord ville en særlig kraft, hvad alene en fyrste kunne stå bag, splitte konge og kejserdømmer især i det polsk-tyske område i en storeuropæisk krig.

En sådan krig omtaltes senere som 30-årskrigen (1618-1648) samt rummede det meget specielle træk, at en konge fra Norden, den usædvanligt stærke Gustav II Adolf, i 1625 ud fra familiemæssige krav invaderede og erobrede det meste af Polen og derpå i 1630 regulært deltog i 30-årskrigen i Tyskland på protestantisk side, men døde under slag i 1632.

Gustav Adolf havde forsigtigt foreslået Christian IV, at de gik sammen ind denne store krig, men den æreslystne Christian IV afslog - ville han mon være den omtalte ”konge fra nord” - ja, endda fra Norge, da han jo også var konge af Norge (lsom kong Fortinbras i “Hamlet”).

Christian IV skyndte sig nu for at komme først, i 1625, og led straks stort nederlag. Det skete i 1626, men i det trykte Shakespeare-skuespil fortælles allerede i 1603 om “kongen fra nord”, Fortinbras, der forhandlede med Danmark i forbindelse med krigen syd for Danmark.

I skuespillet ’opløses’ den danske kongemagt til sidst, og “kongen fra nord” bliver den ledende skikkelse. Da Christian IV så hurtigt led nederlag i krigen og snart også tabte mange besiddelser - bl.a. store dele af Norge og Østersøens store øer Gotland og Ösel til netop til den svenske konge - udviklede det sig til, at Danmarks rolle som en af de store nationer opløstes for altid, mens Sverige nu blev en ledende stormagt og for en periode den tredjestørste i Europa.

Under den omfattende krig blev Europa oversvømmet af udgivelser, bøger og flyveblade, fyldt med beundring for Tychos Brahes forudsigelse.

Således fandt en meget stor krig sted og lignede i vigtige detaljer, hvad Tycho Brahe havde forudsagt 50 år forinden. Og da selve krigsudbruddet skete, havde Tycho Brahe været død i næsten 17 år - og Shakespeares værk, hvori omtalen af den stærke nordiske krigerkonge Fortinbras afspejler Tycho Brahes tekst, havde været udgivet næsten lige så længe.

Tycho Brahe har også inspireret til udformning af hovedpersonen Prospero
i Shakespeares skuespil “Stormen”. Prospero er en adelig magiker og
alkymist i eksil på en lille ø, hvor han udøver sin kunst. (Symbolsk illstr.
fra Michael Maier’s alkymistiske “Viatorium”-serie, Oppenheim, 1618).

Böhmens kyst?

Pionerforskeren Tycho Brahe med de opsigtsvækkende resultater fremstår desuden som værende inspiration for skabelsen af hovedpersonen Prospero i Shakespeares “Stormen” (”The Tempest”). Dette træk ses undertiden genkendt hos litteraturforskerne - og henover sommeren i 1996 spilledes “Stormen” netop på en scene opstillet på Uraniborgs voldanlæg på Hven i anledning af 450-året for Tycho Brahe. Vi kan let opregne mindst 10 afgørende punkter tilfælles:

Prospero - det betyder ‘givtig’ eller ‘resultatrig’ - er en adelig magiker (1) og alkymist (2), der lever på sin ø (3) i eksil (4) med sin datter Miranda (5); det navn er en form af Mira, en stjerne i stjernebilledet Hvalfisken, der truer mytologiens Andromeda og Bibelens Jonas.

Alle de helt samme karakteristika genfindes direkte i forbindelse med Tycho Brahe som astrolog (1) og alkymist (2), som levede på øen Hven (3) og ligeledes levede i eksil (4) og havde en datter med et lignende navn, nemlig Marianne (5).

Prospero var (6) - ligesom Tycho Brahe (6) - offer for et komplot og har i sin tjeneste (7) en noget magisk person med visse forbindelser til en anden verden. Dette væsen har et navn som stjernebilledet Alteret på vesthimlen, Ariel, der er Jerusalems tempels alter. Og Tycho Brahe havde i sin tjeneste (7) ved sit eget hof en berømt clairvoyant dværg, som han og andre hentede råd hos.

Især kan tre yderligere fælles karakteristika nævnes: Tycho Brahe var - præcis som Prospero i skuespillet - en hermetiker-magiker og neoplatonisk filosof (8). Begge lod på deres ø bygge et lille palads (9), og begge oprettede et berømt bibliotek (10).

I dette skuespil “Stormen” refereres der til Prosperos magi som en stor kunst, hans “Art” (‘Kunst’), der konsekvent i Shakespeares originale førsteudgave er stavet med stort A; dvs. ikke usandsynligt en forbindelse til de indviedes ofte opdukkende AA-kendetegn inden for det hermetiske broderskab. Både alkymien og astrologien blev i samtiden meget omtalt som en ægte kunst.

Temaet Tycho Brahe afspejles i endnu et berømt skuespil: - I en særlig Shakespeare-tekst forekommer det gådefuldt, at der nævnes et umuligt geografisk begreb, “Böhmens kyst”, altså en “kyst” i den centraleuropæiske stat Böhmen, der er placeret langt væk fra havet.
Dog er det ikke manglende geografisk viden, men det fremtræder som bevidst provokation, der igen skal gøre opmærksom på Tycho Brahes skæbne, når der i den i virkeligheden velorienterede Shakespeareforfatters “Vintereventyr” nævnes “Böhmens kyst”.

Baggrunden er, at der her i skuespillet “Vintereventyr” fortælles, hvordan Perdita (dvs. ‘den fortabte’) flygter fra sin konge i et fjernt ørige - ligesom Danmark - og senere modtages af en “hyrde”, hvilket også var en indvielsestitel anvendt siden oldtiden i de lukkede selskaber.

Ligeledes blev Tycho Brahe modtaget af kejser Rudolph II - der i tilhørte hermetikernes indviede broderskab - ude i det fjerne böhmiske eksil efter at være flygtet fra sin egen konge (Christian IV) hos hvem Tycho Brahe hidtil havde residens på en af øerne i det danske ørige.
Tycho Brahe måtte derfor med sit gods i pramme sejles op ad de tyske floder - og steg endelig i land netop på en flodbred, en “kyst”, i Böhmen.

Til samme flodbred ankom fortsat flere pramme op til mere end et år efter medbringende resten af hans gods, hvorfor Tycho Brahe ved starten på sit arbejde i det nye land måtte længe lide afsavn, da denne del af godset tog så lang tid at nå frem.

Yderligere mysterium om forudsigelsen

Som det åbent fremgår, ses forfatteren bag pseudonymet Shakespeare være af høj videnskabelig begavelse, nemlig mest sandsynligt Sir Francis Bacon, som var den eneste der dengang viste sig helt at forstå og derpå i sine egne værker tage konsekvensen af Tycho Brahes nye gennemførte metode for videnskab og forskning.

En særligt spørgsmål trænger sig på angående ”Hamlet”: Idet Shakespeare-teksten mere end 20 år efter Tycho Brahes gådefulde forudsigelse fra 1573 har optaget Brahes udsagn om en kommende centraleuropæisk krig (senere udpeget som ”30-årskrigen”) med ikke mindst Polen og en ”fyrstemagt fra nord” i fokus, - kan det virkeligt undre og reelt imponere, hvordan Shakespeare-forfatteren på det grundlag også yderlige på egen hånd viser sig i stand til detaljeret at specificere, at det drejer sig om netop en arvestrid om Polen i forbindelse med den proklamerede magt fra nord! Hvilket siden hen historisk konkret fandt sted (den svenske konges krig i Polen), her igen mere end 20 år efter den første publicering af ”Hamlet”.

Shakespeares skuespil, der ofte har et dybere islæt af reelt arketypiske lignelser, er som spil elsket højt hos skuespillere, instruktører og publikum nu gennem mere end fire århundreder, kendes yderligere for deres særlige styrke ved uafhængigt at være lige meget, eller måske endda mere, også beregnet til studier ved læsning.

Udgivelser af Shakespeare-teksterne blev næst efter Bibelen det mest trykte værk i verden. Men permanent indbygget i dem findes der tillige bevaret således indlagte, særligt udformede budskaber med ekko fra et historisk drama, hvis betydning for os ikke måtte tabes af syne.

Ove von Spaeth