|
Richard I, engelsk konge 1189 til 1199, fik tilnavnet Coeur
de Lion, ’Løvehjerte’. Men
hvorfor? Ved at se på datidens omfattende brug af varsler og tegn i forbindelse
med denne berømte konge og korsridder dukker en hidtil ukendt sammenhæng op..

Stjernebilledet Løven hvori stjernen kaldet Løvens hjerte
var berømmet gennem traditioner helt fra oldtiden.
Tegn og varsler
I middelalderen opfattede man alle slags uforklarlige, mærkelige hændelser som
et tegn på Guds vilje. Især gjaldt dette også et stort antal astronomiske og
meteorologiske fænomener. I perioder forbød den katolske kirke at praktisere
astrologi, men andre gange hed det sig, at Gud således stod bag disse tegn på
himlen. Sidstnævnte holdning bidrog til, at astrologer og varseltagere i
1100-1200-tallet i nogen grad var tolereret af kirken. En række kendte
europæiske konger, bl.a. Wilhelm Erobreren og Richard Løvehjerte, synes at have
haft gavn af disse varseltageres tydninger - ikke mindst i propaganda-øjemed.
Blandt den tids himmelske tegn og varsler ses det mest berømte af dem alle
afbildet i et indvævet motiv på Bayeux-tapetet i Normandiet, nemlig Halleys
komet. På tapetet vises kometen over hovederne på folkene omkring Englands
sidste angelsaxiske konge Harold (Harald Godwinssøn) ved dennes kroning i 1066.
Kometer var alment betragtet som ulykkesbebudere - og også især for konger og
herskere. Et noget senere eksempel er i 1500-tallet, hvor en komet havde vist
sig, hvorefter Europas mægtigste hersker Karl V trak sig tilbage fra tronen - af
skræk for dette varsel - og i stedet lod sin søn krone til kejser, mens han selv
valgte at leve sine sidste par år i et kloster.
Mange i samtiden var ikke i tvivl om, at den nævnte Halley-komet i 1066 så
skæbnesvangert varslede kong Harolds død. Og han døde da også i det samme år, i
Hastings, under sit nederlag til Wilhelm Erobrerens invaderende normanniske hær.
Wilhelm (William) - der i øvrigt var direkte efterkommer af danske vikinger og
lod sine sønner lære dansk i Bayeux - blev ved sin sejrrige invasion konge over
England. Hvorved de store franske områder, han kom fra, i lange tider herefter
var forbundet med det engelske kongedømme.
Snart påbegyndtes de store korstog. Vesteuropas ledende regenter deltog aktivt i
disse store togter mod Orienten, hvorfra nye lærdomme af mange arter fulgte med
de tilbagerejsende hjem til Europa. Fra deres arabiske modstanderes ledere var
Europas fyrster her blevet rigt inspireret. Et af disse træk var, at fyrsterne
til brug for hurtig varseltagning havde astrologer installeret permanent i deres
paladser. Således som ansat ved kejser Frederik II’s hof fuldendte Michael Scot(us)
i 1228 sit siden hen så berømte astrologiske opslagsværk.

Wilhelm Erobreren lod fremstille
Bayeux-tapetet med (Halleys) komet
på himlen (øverst t.v.) som uheldbringende varsel for hans fjende, den
engelske kong Harald, der her ses ”trykket” under kometen.
Richard Løvehjerte - Coeur de Lion
Et århundrede efter Willliam Erobreren blev en af mest berømte engelske konger
født, Richard Løvehjerte. Han er fortsat kendt af mange, ikke mindst fordi han
ofte ses gengivet i film om Robin Hood og Ivanhoe - og andre kender ham måske
fra Walter Scotts romaner, ”Talismanen” og ”Ivanhoe”, som filmene er bygget
over.
I flere tilfælde menes de sagnagtige anekdoter om kongen i disse film og romaner
ikke at have hold i virkeligheden. Men kongens egen virkelighed var imidlertid
ikke mindre spændende. Eftertidens forestillinger om ham skyldes i høj grad hans
tilnavn Løvehjerte, Coeur de Lion.
Der er således to udgaver af Richard Løvehjerte: Legendens og historiens. I
historiens udgave kendes han som Richard I, engelsk konge 1189-1199, af slægten
Plantagenet, en normannisk konge- og adelslinje. Han var en karismatisk og
æreslysten søn af den engelske konge Henry II, der også herskede over næsten
halvdelen af Frankrig. Ved denne konges død i 1189 skulle Richard være konge, og
fra sit domæne i en af disse engelske besiddelser i Frankrigs vestlige provinser
måtte han derfor rejse til England for at blive kronet.
Her blev han modtaget med en statslig ceremoni i Winchester den 15. august samme
år og blev så den 2. september kronet i det nyopførte, det nuværende ældste
Westminster (Abbey). Under selve rejsen fra Frankrig skimtes der spor af en
særlig hændelse - der nu synes ukendt af historikerne - som netop synes at være
blevet knyttet til hans berømmelse.
Ovennævnte datoer er fra samtidsberetningen ”Images of History” af Ralph of
Diceto fra St. Pauls i London. De er 8 dage bagud i forhold til en datering med
nutidens Gregorianske kalender. Det gælder også Richards ’gamle’ fødselsdato den
8. september 1167.
Samme Ralph of Diceto nedskev desuden varslende fænomener; f.eks. afsluttede han
sin krønike ved året 1200 med at fortælle skræmmende om en måneformørkelse den
3. januar, hvor Månen blev ”farvet som blodet”, og gennem flere timer ”var dens
stråler som ilden”.

Kong Richard I med tilnavnet Løvehjerte.
Det meste af sin regeringstid tilbragte han i udlandet på korstog,
og desuden blev han tilbageholdt et helt år i et tysk fængsel.
Forudsigelser om Richard
En visionær abbed i den cisterciensiske munkeorden, Joachim af Fiore i Kalabrien,
blev grundigt udspurgt af den begavede og veluddannede Richard Løvehjerte, der i
1190-1191 var på besøg undervejs på det tredje korstog. Samtalen mellem Joachim
og Richard er gengivet i samtidskrøniken ”The Deeds of Kings”, skrevet af den
berømte engelske munk Gervase fra Canterbury Cathedral.
I krøniken kan vi læse, at Joachim ud fra ”Johannes Åbenbaring” i Bibelen
varslede følgende: Eftersom lederen af de kristnes modstandere, den kurdiske
Saladin (Salah al-din) - der var Syriens og Egyptens fyrste - ansås at kunne
udpeges som den sjette ud af ”kirkens syv fjender” (heriblandt nævntes også
Herodes og Antikrist), var Saladin og hans hære derfor som dømt til at bukke
under. Resten af Joachims forudsigelse omhandler, at Richard ville blive en
vigtig faktor i denne ”uundgåelige begivenhed”.
En anden krønikeskriver, William of Newburgh, kan endda have været øjenvidne til
flere ”varselbringende” hændelser. Han skrev i sin ”History of English Affairs”
i 1196-1198, at i januar 1193 blev store dele af himlen gennem flere timer så
røde, som om der var regulært ild i den. Dette gentog sig i februar - og igen i
november, hvor munkene løb ud fra deres kirke for at finde ud af hvilken
bygning, der var i brand. Ud fra disse begivenheder lod William af Newburgh
forudsige Richard Løvehjertes udenlandske fængselsophold på dennes vej hjem fra
det tredje korstog. I dag menes omtalte himmelfænomen at være Aurora Borealis.
Tre år efter, i 1196, så William of Newburgh en dobbelt-Sol. Ifølge ældgammel
tradition ansås Solen som et symbol knyttet til konger. Han tydede da dette syn
som et tegn på, at to konger ville splittes - her som en krig mellem Richard og
den franske konge Philip II Augustus, Richards allierede på korstogene. Faktisk
indtraf netop denne begivenhed historisk kort efter.

Richard Løvehjertes forbundsfælle ved Palæstinas erobring,
den franske kong
Philip II, blev senere hans modstander.
Den forklædte konge
Ingen ved med sikkerhed, hvornår Richard fik tilnavnet Løvehjerte, der gennem
sit liv som oftest - fra hans baggrund i det franske - gengives som Coeur de
Lion. Desuden fik han andre og smædende tilnavne, som f.eks. Oc-e-No,
gammel aquitansk-fransk for ’Ja-og-Nej’, givet ham af visse skuffede tilhængere.
Men Løvehjerte-navnet blev så berømt, at det endda blev navn for en nu ældgammel
slægt Corleone (langt senere anvendt i romanen/filmen ”Godfather”) på
Sicilien, hvor han netop opholdt sig undervejs på et korstog. Måske nåede
Richard, mens han ventede her, at ’grundlægge’ efterkommere, der så fik dette
navn? Dog har historikere foreslået, at det næppe interesserede ham - han var
barnløs med dronningen.
Richard Løvehjerte ragede uklar med flere af sine allierede, især den franske
konge Philip II. Det var første korstog med hærene ført til Palæstina ad
søvejen. Genialt og overrumplende havde Richard ladet øen Cypern erobre - til at
være korsfarernes skærmende base, men han blev derefter i Palæstina forladt af
Philip II og den franske hær og det meste af den fælles flåde. Så Richard og
hans hær måtte klare kampen alene, hvilket han gjorde med bravur.
Uventet kom han på god fod med fjendernes konge Saladin, der endog - da Richards
hest blev dræbt under ham - forærede ham en frisk hest og sendte den ud til ham
midt under deres hæres indbyrdes kamp.
Urolig for sin stilling hjemme, hvor Richards illoyale bror John Lackland,
’Johan Udenland’, var rigsforstander (støttet af den franske konge), drog han
hemmeligt hjem fra Jerusalem.
Undervejs lod han rejsen gå gennem de tyske lande for at indgå forbund med en
lokal konge og havde derfor i forklædning udgivet sig for en køkkentjener, der
”drejede stegespid i en kro uden for Wien”. Men han blev røbet ved sin
uforsigtighed (ved at lade sin ligeledes forklædte væbner alligevel bære
kostbare handsker ved markedsindkøb) og blev derpå regulært kidnappet af Østrigs
hertug Leopold og skjult i mange måneder. Leopold krævede en kæmpe løsesum.
Efter betalingen blev Richard på frigivelsesrejsen påny pågrebet og nu udleveret
til tidens mægtigste fyrste, selve den tyske kejser Henrik VI (igen
bifaldet af den franske konge).

På hemmelig hjemrejse fra Jerusalem
gennem bl.a. Østrig var
Richard Løvehjerte trukket i forklædning. Men han blev genkendt og
sat i forvaring et skjult sted. Ill. i et italiensk manuskript fra samtiden.
Løver med og uden hjerter
Ved den seneste frigivelse blev Richard tvunget til at anerkende Henrik VI’s
principielle overhøjhed - samt vise dette ved bl.a. at annektere kejserens
heraldiske våbenmotiv, løveafbildningen. Dette motiv var af samme art som i hans
eget skjold - nemlig tre løver. Denne, om end symbolske, form for anerkendelse
af kejseren kunne ikke ophæves, i stedet demonstrerede Richard sin
selvstændighed ved at lade sig krone i England for anden gang, i april 1194.
Endnu i dag findes dette løvemotiv i Englands rigsvåben.
Også den samtidige danske kong Valdemar den Store (1154-1182) skulle
gensidigt anerkende den tyske kejser og deltog i officielle ceremonier hos ham i
Tyskland - hvorefter Valdemar til deres overensstemmelse fastsatte, ligeledes,
Danmarks våbens motiv med de tre løver. De såkaldte ”hjerter”, der derudover
findes i det danske våbenmotiv, har ikke noget med ”løvehjerter” at gøre;
dengang kaldtes de ”søblade”, nemlig nogle hjerteformede åkandeblade. Derimod
har det engelske våben højst kunnet være indirekte anledning til Richards
tilnavn ”Løvehjerte”. Så hvor kom navnet fra? Der findes her nogle
omstændigheder, som kan tyde på en astrologisk oprindelse.

Richard Løvehjertes slægts adelsvåben med de
tre løver, som stadig findes i Englands rigsvåben.
En kongelig stjerne
Det mytologiske fabeldyr basilisken kendtes inden for alkymien og også tidligt i
astrologien. I denne stjernelære mente man, at den indgik i navnet på en de fire
såkaldte kongestjerner, i dette tilfælde stjernebilledet Løvens hovedstjerne,
der er himlens 5.-stærkest lysende stjerne: Basiliskos, der betyder ’lille
konge’.
Fra dette græske navn blev den navngivet af astronomen Copernicus til på latin
at hedde Regulus med samme betydning. Den hedder desuden Cor Leonis,
latinsk for ’løvens hjerte’.
I oldtiden var det fra samtidens optegnelser blevet gengivet af Plutarch, at man
havde arrangeret, at Alexander den Store blev undfanget, så han kunne blive
født, når Solen passerede Løvens hjerte-stjernen. Hans liv blev verdensberømt,
et formidabelt forløb - men kortvarigt. Han regerede i cirka 10 år og døde
allerede som 32-årig.
Oldtidens astrologer mente i øvrigt, at sådanne intensive træk var blandt de
karakteristika, som ved tolkning af horoskopmæssige forhold mentes have relation
til den pågældende stjerne. I senere tider gik eksempelvis Tycho Brahe også ind
for sådanne betragtninger - men alligevel grundlagde han i 1576 på Hven sit
observatorium-palads så ambitiøst netop på det tidspunkt, hvor Solen passerede
denne stjerne. Det blev det ypperste observatorium, beundret og verdensberømt -
og eksisterede kun i cirka 22 år. Og 100 år efter efterlignedes dette, da
Greenwich Observatoriet også blev grundlagt på Basiliskos-dagen - men
eksisterede i 300 år.
Både i øst og vest blev Richard hurtigt en af de mest berømte korsfarerkonger,
endda i selve England, skønt han i dette land tilbragte i alt blot seks måneder
ud af sin netop korte, men dynamiske og dramatiske regeringstid på kun 10 år -
inden han døde som 42-årig. Ud fra datidens opfattelsesmåde rummer det
interessante perspektiver. Fordi på selve den dag, den 12. august 1189 (moderne
kalenderstil 20. august), da den engelske prins Richard sejlede over Kanalen til
England for at blive kronet til konge den 2. september, indtraf der forinden
undervejs en solformørkelse: lige på den omtalte stjerne Basiliskos/Cor Leonis -
Løvehjertet!

Stjernebilledet Løven med dens stærkt
lysende stjerne
Cor Leonis/Basiliskos som dens hjerte.
Solformørkelsen 1189
Den pågældende formørkelse i 1189 ses ikke omtalt eller findes ikke mere i nogen
tekst - end ikke hos nævnte Gerwase i Canterbury, der var en flittig optegner
også af himmelfænomener. Det kan beregnes som sandsynligt, at formørkelsen kunne
observeres ude på Kanalen, men kunne næppe ses inde fra England. I hvert fald
kunne dens fremtræden forudberegnes astronomisk - og være kendt af astrologer og
dermed af sådanne kyndige folk, der også var tilknyttet Richards stab, ligesom
hos de øvrige ledere. Formørkelsen var ikke total og indtraf ved 18-tiden noget
før solnedgang og var afsluttet ved tusmørket, sandsynligvis lige inden at
Richard og hans følge nåede den engelske kyst. Formørkelser ansås for
uheldsvarslende!
På ovennævnte baggrund må den spektakulære hændelse være blevet modtaget med
ængstelse hos Richards gruppe. Ikke mindst fordi man ud fra den tids tankegang
har sat denne stjernes kongelige betegnelser i relation til den netop
forestående kroning og til Richard. Men også yderligere fordi som nævnt hans
adelige familievåbens heraldiske motiv i forvejen - og således i generationer
før hans møde med den tyske kejser - indeholdt det nævnte kongelige løvetema.
Uden for al tvivl har man i så fald for en sikkerheds skyld nu villet afværge det dårlige varsel ved at vende dets uheldige publicity om og udnytte
det propagandistisk til at forlene kongen med en positiv og helteagtig glans.
Med det udgangspunkt fra den berørte løvestjerne er det netop plausibelt, at
kong Richard I med sit løvesymbol og ved denne landgang foran sin kroning få
dage efter, tog Løvehjerte som tilnavn - det skulle siden hen blive meget
berømt.

Ove von Spaeth
Uafhængig historiker. Dele af teksten er
fra Ove von Spaeth bog “Den Hemmelige Religion”,
som er bind 4 i hans bogserie "Attentatet på Moses”.
( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 & info@careitzel.com
)
Yderligere information: www.moses-egypt.net

Richard Løvehjerte, statue i London.
|