Mordet på historien |
|
Bibelen, religionen og kirken er i det nye årtusinde kommet stadig mere under
debat. Bibelske beretninger afvises som de rene myter. Er de det? Og hvor meget
kan vi overhovedet stole på den hidtidige bibelforskning?
Løgnagtig eller ’sagn
Ikke opdigtet
F.eks. Bibelens omtale af en
sumerisk-babylonisk oldtidsby Ur ansås derfor længe for en myte. Men i 1927
udgravede den britiske arkæolog Leonard Wolley bl.a. denne bystats kongegrave,
der kunne fastslå byens rette identitet. Han afdækkede et stratum dybt nede i
Urs undergrund, som viste en eneste, langvarig kæmpemæssig oversvømmelse. Den
er dateret ubestridt præcist svarende til den bibelske oversvømmelse i
Mellemøsten. Forskere kunne så skændes om, om det lige var den bestemte
oversvømmelse, der blev omtalt, men altså ikke om en sådan kæmpe oversvømmelse
på den tid overhovedet havde fundet sted. Teoretikere afskaffer historien Hvad er logikken bag flere forskeres negative attitude over for det efterhånden overvældende antal konkrete indicier for flere bibelforholds realitet? Kernen i bibelske og andre kulturers ældre beretninger er hyppigt blevet afdækket som afgørende mere konkret-historisk end mytisk (selv om langtfra alt er historisk). På den baggrund burde vi stole mere på
historiske enkeltheder i bibelteksterne end på mange af de modeprægede
bibelforskningsteorier, der kan finde på at negligere historisk ægte materiale.
Fra disse trends inden for den bibelrelaterede forskning fremsættes der desværre
mange uforsvarligt selvsikre postulater. F.eks. sådanne påstande at Jesus og
Moses ikke er reelle historiske personer, men mytefigurer.
Jesus som myte Denne tendens til betvivlelse af historiske personers og begivenheders eksistens begyndte i 1800-tallet. I tiden derefter med større åndelig frihed kunne mange ikke godtage Jesus som "Guds søn". Under denne medfølgende sækulariseringsbølge foretog forskningen et hertil helt unødvendigt skridt ved at begynde at afvise, at Jesus havde eksisteret historisk. I begyndelsen af 1830'erne skrev en fransk forfatter en parodi på den tendens i sin bog ”Bevis for at Napoleon aldrig har eksisteret”. Bogen blev oversat til flere sprog, også skandinaviske. Men i Danmark skrev Georg Brandes i 1925
”Sagnet om Jesus”. Bogen er skarpsindig, men også retorisk-polemisk på
bekostning af videnskabelig analytisk stringens. Brandes var inspireret af den
tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872) ifølge hvis hovedværk ”Om
kristendommens væsen”, religionerne og her kristendommen er menneskeskabte
strukturer - konstrueret til at binde folk og afholde dem fra at tænke selv og
handle som levende væsener.
Derfor besluttede man behændigt, at
bjtdwd
skulle være et teknisk set ligeså korrekt udtryk: '(guden) Dods hus' eller
'keddelhuset' (køkken). Dette til trods for det umulige i, at et sejrsmonument
skulle berette om at have besejret/erobret et køkken! Disse mere særprægede
tolkninger skulle nu synes udelukket ved yderligere to af basaltstenens
fragmenter, fundet 1994. De er inskriberet med navnene på Judas konge Ahaziah
(fra traditionen om Davids hus) og Israels konge Jehoram. Sidstnævnte kæmpede
ifølge Bibelens "2. Krønikebog" (22,5) mod Assyriens konge, der vandt
og altså lod stenen opstille. Men David betvivles stadig.
Realhistorie omdøbes til myter
Det sker åbenlyst inden for nutidshistorie: Til trods for, at der på Månen blev opstillet reflektorspejle, hvorfra minimale variationer i afstanden Måne til Jord laserstråle-måles dagligt fra flere observatorier på Jorden - foreløbig gennem mere end 30 år - samt at talrige månesten blev bragt tilbage til Jorden, trives myterne herom: Deres mange tilhængere hævder, at månerejserne aldrig har fundet sted, og at det hele er filmtrick optaget i en ørkenbaghave i Californien. Og skønt der stadig forevises holocaust-gasovne
i bevarede KZlejre, nu mindemuseer bl.a. uden for Wien - idet tyskerne under
turbulens ved krigsafslutningen ikke havde nået at slette alle disse spor -
benægtes eksistensen af holocaust af mange. Ligeledes benægtes, på trods af
overvældende dokumentation i de åbnede sovjettiske arkiver, at Stalin var skyld
i drab på millioner af mennesker. Det fortsatte problem er de mange forhold i
Bibelen og ved flere oldtidspersoner, der, nu i to århundreder, af lærde
teoretikere blev fastholdt som myter. Ubemærket af de fleste af os bliver
den form for ”omdøbning” foretaget i en så vid udstrækning, at det i en
lang række alvorlige tilfælde må kaldes
”mord på historien”.
Hititternes arkiver blev ført til Berlin (nu i Berlins Vorderasiatisches Museum). Af deres tekster fremgår, at hittitterne blandt deres naboer, trojanerne, var velbekendt med en prins Paris - endda også under hans andet navn prins Ilion - fra Troja (Ilion). Prinsens navne derfra er tydeligt gengivet. Teksten er fra netop den tid alle klassiske kilder og Homers ”Iliaden” peger på - nemlig 1100-tallet f.Kr. ifølge nutidig tidsregningsform. Selve oldtidsbyen Troja var proklameret som en myte, indtil Schliemann i 1870 fandt byen ud fra Iliadens præcise topografiske angivelser. I 1876 fandt han den myteomspundne Mykene-kongeskat . Begge fund ved hjælp af sin
systematiske pionerarkæologi - bl.a. med sin opfindelse af et noteringssystem
og af søgegrøfter, som begge blev et forbillede for alle senere arkæologer. Men
i lærde kredse blev han ikke for populær for sine opdagelser. Og selv efter man
nu har kendt til arkiverne et århundrede, fortsætter mange forskere fra
skrivebordet alligevel med at proklamere, at Iliadens historiske træk og prins
Paris og Troja er fiktion og ren myte.
Fra myten tilbage til historie Også kong Midas blev påstået at være en myte. Her kan det undre, at Alexander d. Store anerkendes, men ikke hans bekendtskab med en historisk arv angående den uhyrligt rige kong Midas og dennes far kong Gordion, blot 400 år før, skønt Alexanders besøg i deres by, Gordion, dokumenteres. Det vil svare til, at vi ikke ville anerkende eksistensen af solkongen Ludvig d. 14. i Frankrig kun 400 år før vores egen tid. Forskerne måtte trække deres mytetorier
tilbage, da en amerikansk arkæolog, Dr. Rodney Young (University of
Pennsylvania Museum of Archaeology and Anthropology), i 1957 lykkedes at finde
og åbne Midas' gravhøj ved byen Yassihöyük i Tyrkiet. Her lå oldtidsbyen
Gordion. En uhyre præcis datering af gravens indhold til ca. 750 f.Kr. stemmer
fuldstændigt med detaljerede data i de såkaldte myter.
Konkret information
Men når antikkens geograf og astronom Ptolemæus
omtaler byen Ubar (i det sydlige Arabien), blev det afvist med, at ”man ikke kunne
stole på Ptolemæus”. Den sporløst forsvundne 7.000-årige oldtidsby Ubar blev
genfundet i november 1991 under 60 meter sand. Buddha ansås for myte Endog Buddha blev kaldt en myte. Dette blev konkret modbevist i 1876, da den britiske arkæolog John Cunningham (støttet af sin assistent A.C. Carlleyel) fandt, og udgravede, Buddhas forsvundne fødeby Lumbini og hans barndomsby Kapilavastu i Nordindien. Begge ligger i Nepals grænsedistrikt, og Cunningham publicerede hurtigt disse fund i sin ”Ancient Geography of India”. At netop de steder var de korrekte, bestyrkedes overvældende præcist af historiske inskriptioner. Flere af disse blev fundet i 1890erne af en tyske arkæolog, den pali- og sanskrit-sprogkyndige Dr. Alois Anton Fuhrer, i britisk tjeneste. Han fandt også kong Asokas berømte søjler og deres bekræftende inskriptioner. Men allerede forinden havde Conningham flere problemer med en lokal, fundamentalistisk hinduregent, der ønskede at flytte denne fokus på Buddha bort - til steder lidt længere nede i Nordindien. Således ses udover rigide forskningspolitiske
interesser også politisk-religiøse forhold at kunne hæmme opklaringen af ahistoriske
myter. Disse problemer kendes også i mange andre historiske arkæologiforhold.
F.eks. bliver regulære israelitisk-jødiske oldtidsfund nord for nuværende Israels
grænser, bl.a. i Libanon, for det meste betegnet ”syriske kulturfund”.
Kilderne mod ’Mosesmyten’ I senere tider efter Moses’ epoke havde ingen
jødisk præst eller skriver mulighed for at kunne kende til sådanne
karakteristika, udover netop fra deres gamle overleverede tekster. Farao
Tuthmosis II’s mumie blev først fundet i 1881, hvor hans hud stadig viser en
udviklet lidelse med elephantiasis-lignende udposninger, det voldsomste
tilfælde på nogen kendt kongemumie. Altså kan disse værdifulde data ikke være
opdigtede, men henviser præcist til en bestemt farao og hans tid, nemlig
omkring 1500 f.Kr., hvilket dermed også må indgå i en mere korrekt tidsramme
for Moses.
Gennem næsten 1800 år skulle man betingelsesløst tro på Bibelen. I senere tider skal man ifølge netop teologer ikke tro på Bibelen. At blive konfronteret med nye, konkrete facts om realhistorien kan endog ses modgået med næsten religiøs fanatisme og undertiden lidt aggression. Det skal ikke forstås, som at de mange dygtige forskere evt. er mindre dygtige på deres felt, men blot at det kan være temmelig ansvarsløst at afvise fortidens hændelser på forhånd som ”fantasier”: Hvorfor skal folk i tidligere tider gøres dummere end nutidens mennesker ved at blive udstyret med en tro på regulære skrøner som deres historieviden? Det er et uomgængeligt faktum, at ingen af
oldtidens lærde, ikke engang de der var modstandere af Bibelen eller jøderne,
har benægtet, at Moses har eksisteret. Den benægtelse, som nutidige forskere
foretager, ville anses for arrogance.
Historiske bibelforhold
F.eks.: at det tidligt blev afvist, at en i Bibelen flere gange nævnt assyrisk by Ninive nogensinde havde eksisteret. Men i 1849 udgravede Henry Layard ved Kujundjik ruinerne af Ninive og her især kong Sankerib's (Sennacherib’s) palads. På dets vægge fandtes afbildet og beskrevet kong Sankeribs erobring, 701 f.Kr., af en af den jødiske kong Ezekias' byer, Lakish: - dette er også gengivet i Bibelens ”2. Kongernes Bog” (17-19). Desuden blev det længe påstået, at bibelforfatterne havde opfundet en ellers ukendt farao Shishak, indtil egyptologer fandt beviser for denne farao Sheshonq I både i Theben i Egypten og i Megiddo i Israel. Babylons kong Belsazzar, nævnt i Bibelen, blev af fremtrædende, bl.a. tyske, forskere afvist som opdigtet. Senere arkæologiske fund fra sydlige Irak viser hans historiske eksistens som kong Nabonid's søn og co-regent, der af sin kongelige far blev betroet kongedømmet. Dette er blot tre yderligere af de mange eksempler, hvor i stedet en udvidet vinkel hos de pågældende fagfolk vil kunne bidrage med flere værdifulde erkendelser til forståelse af en vigtig del af vores historie. Men på forhånd blot nedladende at afvise f.eks. de omtalte nye ekspeditioner har i hvert fald intet med videnskab at gøre.
|
|
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤ |
