|
Uafhængig forsker - skam eller hæder
Af
OVE
VON SPAETHm |
|
En lille og hurtigt overstået episode
kan dog have 90 pct. af sin reelle volumen skjult under overfladen - ligesom det
kendes fra isbjerge. En overraskende begivenhed efterlod et særpræget indtryk
hos en erfaren skribent og redaktør, som her videregav den. Det åbner for
indblik inden for et par klassiske forskningsområder, der kunne behøve en
holdningsmodernisering til at være mindre hæmmende for tilgang til ny
viden fra anden side.
Redaktør Hans Anckarstjerna på SweDano Journal fremsendte
16.mar.2004 et referat af en begivenhed, han netop havde oplevet under sit
arbejde: Som en slags forklaring gengav han, at det vitterlig ”generer” flere universitetsfolk, at Ove von Spaeth nogle steder ses omtalt som ”uafhængig” forsker, og: ”her er tilmed ordet simpelthen tornen i øjet”. Det skal bemærkes, at det ikke var gæstens egen mening - og han havde ikke selv læst bøgerne - men det var kun, hvad han noget forundret kunne opleve inde på instituttet.
For egen regning kan
jeg, der via job færdes i alle lag, tilføje at de omtalte ”begrundelser”
hos nævnte videnskabsinstitut i øvrigt nærmest virker barnagtige på
ikke-akademikere og andre udenfor. Hvis dét er niveauet, ville jeg i den situation
også selv foretrække at kalde mig uafhængig forsker. - Men venlig hilsen, Hans
Baron Anckerstjerna, journalist, ansvh. chefredaktør, SweDano Journal...”.
Flere anstødssten I tilfælde af behov for oplysning her vedr. min baggrund skal blot anføres, at jeg har udgivet en bogserie om den historiske Moses baseret på konkret materiale. Desuden har jeg skrevet en engelsksproget videnskabelig afhandling om datering af verdens ældste stjernekort (egyptisk), publiceret i et internationalt videnskabshistorisk tidsskrift. Ydermere er publiceret en række af mine artikler om historiske emner. Min forskning, der førte til de offentliggjorte resultater, begyndte med historisk astronomi. Dertil fandtes det indlysende at benytte den viden til i højere grad at søge at fastsætte historiske begivenheder mere nøjagtigt udfra astronomisk datering af beretninger, der også refererer om himmelmæssige begivenheder. Meget materiale var hidtil ignoreret. Denne astronomiske dateringsmetode var tilmed sjældent anvendt i forbindelse med meget tidlige bibelske begivenheder. Det er der forskellige årsager til. Beklageligvis også det forhold, at forskningen ofte havde afskrevet sådanne overleveringer som værende myter. Men idet der her kunne fremlægges indikationer
for, at flere såkaldte myter måske alligevel var en konkret del af
realhistorien, kom derved en hel del af forskernes undertiden vidtgående teoretiseringer
af fortiden ofte til at fremstå som åbenlyst absurde.
Flere hidtil oversete eller forsømte anliggender i de pågældende forskningsområder krævede, at jeg måtte gå yderligere i dybden med egne studier inden for historie, tekstforskning, teologisk forskning, arkæologi, andre dateringsmetoder og ikke mindst egyptologi samt udbygge kendskab inden for forskellige oldtidssprog. Det blev med andre ord en
tværvidenskabelig
tilgang til stoffet. Jeg kendte faktisk intet til akademisk
insideterritorium
og blev naivt forbavset gang på gang over dets ejendommelige
interessemodsætninger, hvor kvalitet og sandhed ikke altid er primære mål. Og det
viste sig, at man ofte i den etablerede universitetsverden af forskellige
mindre ransagelige grunde ikke brød sig om det ”tværvidenskabelige” - eller så
på det med mistro. Dét blev en ny anstødssten. Dog var det så heldigt, at der fandtes andre forskere,
der så med stor interesse på, hvad jeg havde fundet frem til inden for de
pågældende historiske og astronomiske felter. Her fik jeg ofte en uvurderlig
vejledning og støtte - og sidenhen opbakning. En del af disse fagfolk og
hjælpere er kendte og fremtrædende som virkelig store eksperter - netop heldigt
for mit arbejde. Men dét blev en tredje anstødssten.
Gådefuld adfærd Ved en adfærd, der fremstår med en noget irrationel
karakter hos ovennævnte lille gruppe universitetsfolk - hvoraf de fleste synes
at have udgangspunkt i visse afdelinger på Carsten Niebuhr Instituttet,
Københavns Universitet - har man foretrukket nidkært at desinformere angående
oplysninger, der findes i mine bøger om den historiske Moses. I øvrigt kan det om de pågældende universitetsfolk oplyses, at det er personer, som jeg aldrig har kendt eller mødt eller på nogen måde generet. Udover at alle gruppens forunderlige forsøg naturligvis mislykkedes helt og holdent, kom det hver gang bag på de uheldige aktører, at andre forskere kunne have en anden mening om mine bøger end gruppen selv havde. Og ikke mindst, at flere af de store kapaciteter virkelig ønskede at stå inde for mine projekter og bestemt ikke var bange for netop at lægge navn til opbakningen. Der er selvfølgelig også mere godt nyt, idet man kan møde adskillige fra instituttet, der seriøst anvender deres tid på at forske, studere eller undervise, som det vist skulle være meningen med universitetet. - I øvrigt, som naturligt for karakteren af min virksomhed, findes denne altså placeret uden for ”det ordnede system” og dets båse. I den forbindelse var det blot praktisk informativt, da forskellige redaktører også begyndte at bruge den fremgangsmåde at indsætte betegnelsen ”uafhængig historiker” ved underskriften til mine tekster i publikationerne.
Uden sammenligning i øvrigt, men for princippets skyld, kan følgende bemærkes om nogle af de betydeligste blandt ’uafhængige’ pionerer (der alle tilmed udsattes for en særlig hård og usaglig kritik) - her skal nævnes et par få, f.eks.: - Darwin var slet ikke akademiker, da han indledte sin store forskning, der endte med hans evolutionsteori, som skabte dybe ændringer i den videnskabelige verdensopfattelse. - Einstein var ganske vist akademisk uddannet, men helt uden universitetstilknytning og blot en kontorist på et patentbureau, da han udviklede sin epokegørende relativitetsteori; og han aldrig lagde skjul på, at han altid måtte have hjælp til matematiske udregninger. - Tycho Brahe var ikke uddannet som videnskabsmand, men han opfandt den omvæltende nye videnskabelige metode, som hele den moderne verden nu hviler på - og kunne med sin forskning videnskabeligt bevise, at himmelrummet var mange gange større end hidtil antaget. - Købmanden Schliemann gjorde egenhændigt, trods massiv kritisk modstand fra forskere, alligevel to af de største og rigeste arkæologiske fund nogensinde: Den forsvundne oldtidsby Troja samt ’Agamemnons grav’ - foruden at denne ikke-akademiker dertil med sine egne udviklede metoder blev banebryder for moderne videnskabelig arkæologi.
Således vil der inden for forskningen findes en række fordele ved at være uafhængig forsker, en særlig frihed til at følge egne linjer - og fra f.eks. at skulle opnå en accept inden for kollegers herskende mening eller en eksamen betinget af at skulle ’tvinges’ til også at tro på visse modeprægede opfattelser.
På den anden side er der en hel række andre
solide fordele for de andre forskere netop på en universitetsbaggrund, dvs. med
særligt netværk, lokaliteter og økonomisk fundament - også til at opdyrke
mindste detaljeområde. Systemet fokuserer på sit eget, og den aflukkethed er en
fælde. Og der skal ofte udøves tidsbeslaglæggende forpligtelser fjernt fra
forskning. I stedet for den slet skjulte modstand ville det være mindre kontraproduktivt, om man konkret anførte, hvor det er, at bøgernes forfatter og hans kilder skulle tage så frygteligt fejl, at man åbenbart end ikke vil læse argumentationen i bøgerne, men blot generelt anviser at afholde sig fra at beskæftige sig med dem. At derfor ændre på dén kurs, må afgjort være mere relevant og interessant for den fortsatte forskning omkring personen Moses. Det, der i det aktuelle tilfælde derfor kan undre en smule, er, at formentligvis travle universitetsfolk overhovedet lader deres uforståeligt fornærmede attitude fortsætte gennem så mange år, skønt der hele tiden har været fuldt åbent for inspirativt tværgående samarbejde.
Ove von Spaeth
|
|
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤ |
