Johannes Døbers hoved som den første ikon

Af OVE VON SPAETH

.Copyright © 2012 - www.moses-egypt.net

Den gamle historie fra Bibelen, at som belønning for sin dans fik Salome
udleveret Johannes Døbers hoved på et fad, ser ud til at være en makaber misforståelse. Det der skete var, at hun fik en gylden træplade med hans
portræt, i realiteten det første hellige ikon-billede hos den nye kristendom.

Tidlig billeddyrkelse i kristen kult

Egyptisk religion er, hvad angår fremstilling og brug af billeder, historiens righoldigste. Moses må med sin egyptiske baggrund have kendt til problematikken ved dette stærkt formidlende, men også i visse tilfælde fremmedgørende element for en dybere religiøs forståelse, når der her var en sådan overvægt af allerede fastlåste dikterede indtryk. Moses' senere forbud mod tilbedelse af (gude)billeder blev bevaret hos jøderne, fra hvem de første kristne overtog det.

Korset - også kendt i Egypten og i sig selv ét blandt flere kristne emblemer - blev først kirkens vigtigste symbol i form af krucifiks længe efter Konstantin d. Store, der afskaffede korsfæstelse som straf. Heller ikke dyrkelse af Jesus som korsfæstet blev brugt hos de tidlige kristne, men tilhører en senere teologi.

Det varede mange hundrede år før dette billedtema blev kirkens vigtigste emblem - men i nogens perspektiv også dens morbide traumasymbol: Først i år 692 bestemtes fra Konstantinopel, Byzants, at som fast symbol skulle en menneskeskikkelse (Jesus) ses på korset og ikke det hidtidige evangeliske symbol med Guds lam (Agnus Dei) !

Det blev således et udbredt eksempel på den i Bibelen ellers forbudte billeddyrkelse. Hos katharerne afvistes både at Jesus døde på korset (pælen) og at bruge billeddyrkelse - og de havde netop aldrig krucifiks i deres kirker.

Efter kirkens store skisma i året 1054 med opsplitning i en romersk-katolsk og en græsk-ortodoks kirke, bibeholdt sidstnævnte mest ikke at afbilde Jesus som korsfæstet, dvs. ikke bruge krucifikset. Modsat hos katolikkerne som, i 1200-tallet, i øvrigt også indførte en depressiv genre: Jesusbilledet, undertiden også uden krucifiks, som "smertemanden".

Da hverken Moses eller Jesus gik ind for billeddyrkelse, fremstår det trosmodstridende træk, at den katolske kirke senere udnævnte tusinder af helgener og tidligt indførte helgendyrkelse med afbildninger, integreret i daglig religiøs praksis. Undertiden med en særlig logik, der her fik nogle komiske perspektiver:

- F.eks. er det et faktum, at idet Maria var anerkendt for at have undfanget "ved Helligånden", har kirken kåret hendes mand Josef til at være skytshelgen for de uheldige, som er gjort til hanrej!
- Et andet eksempel er, at fordi apostelen Bartholomæus fik sin hud afflået af sine modstandere, blev han senere gjort til skytshelgen for garvere, alene fordi det fag arbejdede med flåede huder.

- Der findes endda helgener for specifikke dyr, f.eks. blev Lazarus, hvis sår hundene slikkede, også helgen for hunde. - Og så sent som i året 1979 blev Frans af Assisi, der respektfuldt også havde prædiket for markens fugle, tilmed kåret til helgen for økologi.

T.v.: Princippet med en træplade med et portræt i græsk stil sat på mumie.
Fra Hawara, Egypten. (British Museum).

T.h.: Den særlige guldbaggrund ses her i et portræt, der var sat på et mumie.
Ung kvinde med forgyldt krans i billede udført med farver og voks på en træplade.
Fra græsk-romersk tid i Egypten, Fayoum 120-140 e.Kr.

Johannes Døbers hoved - de kristnes første ikon

Endnu et eksempel, - en "affotografering" - nemlig en ved sved overført "ansigtskontur af Jesus" (som man mente havde en kraft) i det klædestykke, som Veronika aftørrede Jesu ansigt med, da han bar på korset: Nutidens Vatikanet har derfor erklæret Veronika officiel skytshelgen også for udøvere af et moderne fag, fotograferne, fordi ”de tager portrætaftryk”.

Her findes igen en egyptisk baggrund, for i stedet for Veronika burde fra en langt tidligere lejlighed Salomes mor, dronning Herodias, være udnævnt - en hidtil uudforsket årsag. Ifølge det Nye Testamente forlangte Herodias at få "Johannes Døberens hoved på et fad"

Det omtalte fad var dog ikke noget "sølvfad" el.lign., som det senere kan ses forvansket til at være, men er på evangeliets græske sprog konkret: pinax, 'træplade' eller 'billede'. En sådan træplade kunne også bruges som stort fad til f.eks. vildtsteg, men før malerlærredets tid betød pinax oftest netop et 'billede': en træplade, som efter egyptisk skik var bemalet med et portræt (jf. pinakotek, 'billedsamling'). De senere kristnes "fjendefigur", dronning Herodias, synes herved oprindeligt at være årsag til den første kristne accept af helgenbilleder.

Gudebilleder og lignende hellige afbildninger på træplader tilhører oprindelig ældre egyptisk tradition. Det græske ord pinax er i familie med senere ord for andre træer som f.eks. som italiensk pinje og engelsk pine, ’fyrretræ’. Især under Egyptens sene periode, der var under græsk styre fra ca. år 330 til 50 f.Kr., var det almindeligt at importere oliventræ og andet velegnet træ til brug for tynde træplader, der blev bemalet med et portræt af en afdød person og fastgjort ovenpå denne persons mumie.

Netop fra den egyptisk-græske tid er der i Egyptens tørre klima bevaret mange portrætter malet på træ. Denne portræt-skik vandt i nogen grad indflydelse også uden for de græske områder og Egypten.

Mønt med portræt af Herodias’ datter Salome, som dronning af Chalkis og lille-Armenien,
ca. 40 e.Kr. - Hun er kendt fra Det Nye Testamente (Mark 6:17-29 og Matt 14:3-11.

Den omfattende misforståelse

I tidligere tider kunne en hellig mand kynisk anses for at være mere værd død end i live - derfor skulle en særlig afbildning af Johannes' hoved sikre, hvad man anså for "bevarelse af hans udstråling" efter døden. Nemlig efter at han blev henrettet for sin kritik af, at livsførelsen hos kongen (Herodes Antipas) ikke fulgte Moses' lov.

At nogle højtstående hos kongens hof i antikkens Palæstina har ønsket at få et portræt at den hellige mand, Johannes Døber (som også grundlagde en stadig eksisterende, førkristen sekt), inden han blev henrettet - for at bevare en så hellig martyrs udstråling af hellig kraft - var en begivenhed, der med tiden således er blevet fuldstændigt fordrejet af kirkelige fantasifulde fortolkere af evangeliernes oprindeligt kendte græske tekst.

T.v.: Eksempel på tidlig ikon i kristendommens ældste kloster, St. Katherine klostret ved Sinaibjerget.
T.h.: Russisk Maria-og-Jesusbarnet ikon, i senere stil med ædelmetal-overdække, fra 1700-tallet.

En vigtig nøgle

En vigtig nøgle til ’Johannes Døbers Hoved som Første Ikon’ findes i “Mattæus evangeliet” kapitel 14, versene 3-11:
     v1   På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus,
     v2   og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.«
     v3   Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, der var hans broder Filips hustru;
     v4   for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.«
     v5    Herodes ville også lade ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.

     v6   Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias' datter for selskabet og betog Herodes,
     v7    så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. v8    Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!«
     v9 Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det,
     v10   og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet.
     v11    Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor.

Johannes Døber - på en ældre russisk ikon.

Ideer om magisk kraft i hellige billeder

Den opfattelse, at billederne kunne have særlige "kræfter", er fra en tradition, som egypterne gennem flere tusinde år havde praktiseret, men som kirken store filosof og teolog, Augustin (354-430), opponerede imod.

Den opfattelse, at billeder kunne have særlige kræfter, var karakteristisk inden for den tidlige kirke. Fra oldtiden findes en mængde beretninger om statuer, der måtte lænkes fast, så de ikke ville flygte, og andre kunne bringes til at nikke med deres hoved, nogle personstatuer kunne svede, græde, eller gøre mennesker bange, slå ud efter folk eller endda dræbe mennesker.

I folketroen allerede hos egypterne boede en gud eller gudens ånd i statuerne. Man måtte da forsøge at uskadeliggøre dem, derfor blev de begravet, tævet, kastet i havet, eller man prøvede at ophæve deres kraft ved at ridse korsets tegn på dem. Dette kunne ramme statuer såvel som billeder.

Ideen om spontane billeder af selveste Jesus har en lang historie, men den tidligste dem er om den ”hellige Veronika”, der tager et aftryk af Jesu ansigt på en klud, ja endda også blot ideen om det billede, som sidenhen blev tillagt at have magiske kræfter. Den hellige Veronica - hendes aftryk af "det hellige ansigt" gjorde, at hendes navn Seraphia blev ændret til Veronica, nemlig vera icon, latin for ’sande billede’.

Det opbevarede ligklæde i Johannes Døber-katedralen i Torino, i Norditalien, er det mest berømte eksempel på, hvad der er kendt som acheropter-billeder (fra et græsk ord, der betyder, ’ikke lavet af menneskehånd’). Også dette billed-aftryk tillægges af de troende overnaturlige kræfter..

Dette ligklæde, som er 4,5 meter langt, er et begravelsessvøb og bærer tydelige aftryk af en mand, der er død ved en blodig død, sandsynligvis ved korsfæstelse. Mens mange kristne har troet på at disse gevanter kommer fra selve Jesu grav, har videnskabsfolk erklæret i 1988, at kulstof-14 dateringstest viser, at det ikke ældre end 1260 e.Kr., mens andre mener at kunne bevise meget ældre datering. Oprindelsen af gevanterne og dets billede er fortsat genstand for intens debat blandt videnskabsfolk, teologer, historikere og forskere.

”Johanne Døbers’ hoved på et fad”, som belønning for Salomes dans ved Herodes’ fest.
Et yndet motiv i kunsten gennem tiderne; her i maleri af Lucas Kranach den Yngre, 1537.

Moses' ti bud med billedforbud

Augustin udtaler i sit værk "Om Guds Stad", at kristendom ikke handler om så nøje overholdelse af Moses' "de ti bud", men om etik og moral - og ikke om en dom, men om tro og kærlighed. Så "de ti bud" blev siden hen ofte prioriteret som mindre væsentlige - og det blev Augustins let omredigerede version af "de ti bud", der senere fik anerkendelse.

De gamle ideer om en art magi i billederne kan have været med til at forstærke oprettelsen af Moses’ bud imod billeddyrkelse. Senere var Martin Luther (1483-1546) af den overbevisning, at Moses' "de ti bud" - som jo også indeholdt billedforbuddet - altid havde været en vigtig del af kirkens lære, og dog ændrede han i dem.

Men da Luther revolterede mod den katolske kirke, omskrev han "de ti bud", i 1529, efter Augustins "model" fra 400-tallet. Luthers version læres fortsat mange steder i verden. Buddet mod misbrug af Jahwehs navn er her det andet bud, men var oprindelig tredje bud ifølge "2. Mosebog"s kap. 20, hvor "de ti bud" første gang nævnes samlet.

Moses' oprindelige andet bud var billedforbuddet. Dette bud var Luther bemærkelsesværdigt enig med sin billeddyrkende modstander, den katolske kirke, i ikke at følge: Sikkert fordi, der ikke skulle skabes tvivl om, hvorvidt krucifikset, afbildningen af en korsfæstet Jesus, krænkede Moses' "ti bud". Det sidste bud deltes i to dele, så der igen var ti. Dog var Luther (og Calvin) imod helgenbilleder.

T.v.: El Grecos maleri, "Det hellige ansigt", præsenterer Veronica med billedaftrykket af Jesus på klædet.

T.h.: Efter en i princippet lignende metoder ses Turin-klædet - et ældgammelt lærredsstof, der bærer billedet
af en mand, der synes at have været udsat for fysiske traumer i overensstemmelse med korsfæstelsen.

Billedstorm

Kirkens ledere diskuterede fra tidlig tid om det var legalt at bruge hellige billeder, for ifølge Moses' "de ti bud", hvad angår afbildning af Gud såvel som tilbedelse af billeder i det hele taget, er det i den form strengt forbudt.

Ved et stort kirkeledermøde, konciliet i Nikæa i år 787, blev "tilbedelse ved stedfortræder" introduceret. Senere, i 1216, bestemte den nu vestromersk-katolske pave Innocent III, at dyrkelse af vera icona, 'Kristi 'sande billede' i Helligkorskirken i Rom kunne give aflad for synder. Derved opnåede denne billeddyrkelse selve Kristus en status ligesom ved reliqvier, dvs. fysiske rester af personer (eller af deres tilhørende genstande) som officielt er erklærede for hellige.

Kritik af brug af hellige billeder voksede ikke mindst efter 695, hvor kejser Justinian II, lod sætte et full-face billede af Kristus på forsiden af sine guldmønter. Det fik endda hans østlige nabo, kaliffen Abd al-Malik, til i dennes muslimske lande at standse den hidtidige brug af byzantinske guldmønter. Han blev den første muslimske hersker, der udstedte mønter og kunne dengang negligere, hvis nogen skulle være imod billeder, for i hvert fald satte han - i stedet for det byzantiske portræt - et billede af sig selv på de nye guldmønter. Han kom nu i krig med Byzants, som tabte og led alvorlige nederlag. Dette resultat var uhørt for dengang verdens stærkeste militærmagt, det kristne romerske imperium.

Ved Romerrigets deraf følgende svære vanskeligheder mente visse kirkefolk hos ledelsen i Byzants, at det var en himlens straf, fordi man måske havde overtrådt det Gamle Testamentes billedforbud. Derefter gik flere af denne teoris fanatikere i gang med ikonoklasme, det græsk for ’ødelæggelse af billeder’, en billedstorm.

Billedstorme fandt sted i flere omgange inden for perioden 726-843. Det hjalp ikke. Og billeder blev igen anvendt.

Langt senere gentog lignende aktioner sig i 1500-tallet, da protestanter i nord-Europa og fanatiske calvinister i vest- og midt-Europa, ønskede ”renhed” og stormede de katolske kirker og rev kostbare billeder bort. Eller hvis det var fresko’er, blev de overstrøget med hvid kalk.

Den vigtige guldbaggrund på de oprindelige ikoner blev efterlignet i de kristnes store mosaikbilleder.

T.v.: St. Thomas, der blev østens (Indiens) apostel, her i kristne gnostikeres mosaikportræt.

T.h.: Kristus afbildet med mosaik guld-grund i Sophia basilika, nu moske og museum, i Istanbul.
Billedet er skabt ca. 850, kort efter, at ”billedstormen” ophørte i Byzants.

Et udvidet billedforbud i islam skabtes allerede hos Mohammed, der omkring 600 stiftede sin religion i lyset af også den jødiske og den kristne lære. Han forbød konsekvent afbildning af Gud.

Dette fortolkedes senere stærkt vidtgående af nogle islamiske retninger. Eksempelvis i 1996 da fundamentalistiske taliban-militsfolk tog magten i Afganistan, indførte ekstra strenge islamiske sharia-love, hvori forbuddet gælder afbildning af alle levende væsener; derfor smadrede taliban de fleste tv-apparater og sprængte landets monumentale, historiske Buddha-statuer.

Den vigtige guld-baggrund

Episoden med Johannes Døber ses således misforstået ved senere tiders mindre kendskab til antikkens tekniske fremstilling af transportable billeder, men er reelt historiens ældste kendte omtale af et ikon (græsk eikon).

Tidligere i det gamle Egypten lod man de afdødes mumiekister, der almindeligvis var af træ - idet sten-sarkofager mest var til konger og højtstående - bemale med en symbolsk-ideal gengivelse af den afdøde. Denne skik ændrede karakter, efter at grækerne dominerede landet fra 330 f.Kr. og flere århundreder frem. Herefter fik mumierne ofte påsat et rigtigt portrætmaleri i græsk stil og i naturlig størrelse.

Den såkaldte encaustiske malemåde kendes praktiseret af græske kunstnere så langt tilbage som i 500-taller f.Kr. Det græske ord enkaustikos betyder 'at smelte' eller 'at indvarme' her angående at male med voks med farvepigmenter, som trængte ind i træpladens årer og sprækker foruden at kunne påføres i flere lag, hvilket gav et billede en hidtil uhørt dybde og glans. Alt dette var den mere normale fremgangsmåde til disse portrætter.

Men ifølge traditionen skulle netop portrætter til brug som ikoner altid males med jordfarver på ægte guldgrund. Guld kunne valses uendeligt tyndt og stadig både hænge sammen og bevare sin ’ædle’ egenskaber: Guld, det reneste metal, som hverken kan korrodere eller angribes af f.eks. syre - og i senere tider kendt som den reneste leder af elektrisk energi - mentes at kunne fastholde en hellig persons "magiske udstråling".

Mere end tusind år senere indførte den italienske maler Giotto at male ikoner også på blå undergrund - blå farve, den kostbareste af alle farver, var som vanligt af pulveriseret blå ædelsten, hvis stråleglans her kan synes tillagt en noget lignende magisk egenskab som guld.

Men i ældre tider var der endda ideer om guldet, til trods for egenskaber for upåvirkelighed, skulle på pladen kunne modtage en slags ”lysaftryk” fra en hellig person med sin aura, hvis han f.eks. i nogle timer lå med en sådan plade under sit hoved. Derfor var et guldgrundlag i et ikonmaleri netop så vigtigt.

Kong Salomon, russisk ikon fra 1800-tallet, men stadig delvis efter gammel tradition.

Hemmelig eller tabt oldtidsviden

En kultisk initieret portrætmaler skulle dengang under en spirituel koncentration kunne fremhæve de faktisk usynlige ”kontur-flader” og udfylde dem med farve, der som tidligere nævnt altid skulle være baseret på jordfarver. Disse indeholder naturligt mikroskopiske krystaller og mineraler, så til sådanne ”elektronisk” influerede felter på pladen kunne der ikke bruges plantebaserede farver, hvorimod farver baseret på forskellige jordarter kan henholdsvis lede eller isolere som en slags ”kondensator” på et højere niveau. - og muligvis forstærke det pågældende ikons kraftfelt.

Således synes de oprindelige ikoner fremstillet ud fra en nu ukendt eller hemmelig oldtidsviden, der siden hen er gået tabt.

I dag foregår fremstilling af de bedste ikoner ud fra traditioner, der viser, at ikke alle detaljer i dengamle viden er glemt. Der findes traditionelle ikonmalere, især hos græsk-ortodokse munke i Grækenland, Rusland og Finland, som kan indarbejde ”spirituelle lag” i ikonerne, når de bliver fremstillet under en slags meditativ tilstand og særlige ritualer overleveret gennem årtusinder.