I oldtidens religionskulter dukker gang på gang et bestemt begreb op - ”Verdens-aksen”. Fra kulturer samtidige med den egyptiske findes flere overleveringer, der omtaler den som en bestemt søjle - ofte i et tempel, hvor denne kultisk repræsenterede Verdens-aksen. - Ideen om Verdens-aksen har yderst sjældent været behandlet af historikerne, men er nødvendig at kende bag ved oldtidens religiøse opfattelse af kosmos.

Stjernebilledet Lyra, ’Lyren’ (og Ørnen), hvis hovedstjerne var Verdens-aksens øverste pol.

Verdens-aksen og kosmologien

Inden for den egyptiske religion og kultustraditionen lærtes om kosmologiske forhold ligesom hos alle de store gamle religioner - og følgelig inkluderedes der heri en stjernelære. For bedre at forstå baggrunden for visse af de specielle kultiske ideer, der var udbredt i oldtiden, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken uhyre betydning der i de store kulturer i ældre tider blev tillagt ”Verdens-aksen”, også kendt som Verdenssøjlen og Verdenstræet.

Verdens-aksen (ikke at forveksle med Jordens akse) var oprindelig netop forbundet med især de gamle religioners stjernelære. Aksen opfattedes som dannet af himlens tre mest lysende stjerner: - Canopus som Verdens-aksens rod, Sirius lidt over denne, og Vega (Lyra) som dens øverste pol højt i nord. Disse specielle stjerners positioner ses som på en helt lige linje tværs hen over himlen, langs Mælkevejens lysende bånd fra sydligst og op over øverste nordhimmel.

Om 12.600 år bliver Lyra igen nordstjerne, ligesom den har været det engang for cirka 13.000 år siden, hvor Verdens-aksen da var som en direkte forlængelse af Jordens akses position ud i rummet, et perspektiv der også synes antydet i flere ældre stjernemyter.

De gamle grækere demonstrerede en slags kendskab herom. Herodots verdenshistorie (2,142) refererer for således mere end 2.400 år siden, at de egyptiske præster havde en overleveret viden om starten på nogle omvæltende verdensbegivenheder ca. 11.000 år tidligere: for just 13.000 år siden. Tidspunktet opfattedes som et afgørende, cyklisk udgangspunkt.
 

    

Jordaksen flytter sig ved præcessionen ’baglæns’ - en 25.160 års cyklus med skiftende
nordstjerner, med den mest lysende stjerne, Vega i Lyren, som den oprindelige polstjerne 

Astromagisk ritual

Ligeledes skimtes et astromagisk ritual bag rabbinerskrifternes beretning om Moses, der i en lille ark flød på Nilen den dag, hvor Sol og Måne var meget tæt ved hinanden; - nymånen menes at have forårsaget en svag solformørkelse. Derefter passerede begge Verdens-aksen på himlen (jf. detaljer og kilde i OvS’s ”De Fortrængte Optegnelser”, 1999, kap. 2 og app. 1).

Episoden med arken er da udtryk for et bevidst iscenesat ritual i samklang med dele af tidligst kendte stjernemytologi, hvor f.eks. stjernebilledet Skibet/Arken og stjernebilledet Floden (Eridanus) kan findes placeret nær roden af Verdens-aksen.

En ark i betydningen kiste eller skib, eller kombinationen en sejlende ark som hos Moses eller Osiris, blev i mytologierne identificeret med selve roden af Verdens-aksen. Også Pagtens Ark, som indeholdt Loven, var i overensstemmelse med stjernemytens ide om ”visdomsskatte” ved

Verdens-aksens rod. Denne del af aksen ansås for at være lokaliseret præcist ved Canopus, hovedstjernen i ovennævnte stjernebillede Arken, der også kaldes Skibet. 

Så sent som ca. 1700 brugtes Verdens-aksen – ligesom i oldtiden – som referance- og
sigtelinje. Samtidig ill. udført for den danske astronom og lyshastighedsopdager Ole Rømer.



Græsk-romersk statue af Atlas med himmelkuglen. Den opadgående Verdens-akse passerer
Sirius (’Store Hund’) og stjernebilledet Arken/Skibet, hvis styreåre er Canopus-stjernen. 

Verdenstræet eller -aksen hos forskellige folkeslag

Verdens-aksen eller -søjlen kendtes af filistre, indere, kinesere, keltere, nordboere og germanere. Også af Finlands samer-folk indtil for blot 200 år siden. Og endda også på det amerikanske kontinent i indianske kulturer. Hos mayaerne var den Verdenstræet, benævnt som junglens kæmpe: cibatræet, som havde rødder i underverdenen og grene i himlen.

Ligeså hos babylonierne - såvel som i nordboernes mytologi. De sidstnævnte kaldte træet for ask, hvilket ord hos dem også var navnet både på det første menneske og det sproghistorisk forbundne ord ”æske” (: kiste, ark, kasse); her antydes en forbindelse mellem arken og Verdens-aksen/træet, som de også kaldte Yggdrasil, eller Jørminsøjlen - sprogligt en variant af Irminsul, der var navn for germanernes Verdenssøjle.

I et old-finsk (ikke samisk) kvad, senere gendigtet som ”Kalevala”, findes motiver oprindelig fra Mellemøsten: Heri bringes de to himmellys, Sol og Måne igen frem, efter at de forsvandt - en tilstand billedligt som ved en solformørkelse. Deres tilvejebringelse igen skete ved, at låget åbnedes på ”en lille ark”, hvori gnisten til dem stadig fandtes. Dvs. i fuldstændig relation til, at ”den nye konge” i arken var som den genfødte sol.

Lignende ses i én version af myten om den græske gudinde Pandora, dvs. ’al-gave’, der åbnede for en kiste (af ler), så at alle deri opbevarede ”gode ting” (svarende til gudebarnet, den nye konge med de gode gaver) ulykkeligvis fløj bort, og ”kun” håbet blev tilbage i kisten.

I Persien blev kong Kyros (559-529 f.Kr.), da han var barn, sat ud hos en mand med indvielsestitlen ”hyrde” og navnet Mithridates. I dette Mithras-kultiske navn betyder mithras ’pagt’ - helt som Bibelens betegnelse ’testamente’. Hyrdens kone hed på medisk-persisk Spaka og i græsk version Kyno, hvilke på begge sprog betyder ’hund’, der igen overalt var det andet meget anvendte navn for stjernen Sirius, ”Store Hund”, på Verdens-aksen.
 

Verdenstræet, Verdens-aksen, er dannet af Mælkevejen hvor stjerene nær dens rod,
Sirius-stjernen, traditionelt var identificeret med Isis og senere Jomfru Maria -

Glemt i historien

Den gæske filosof Pherecydes (ca. 550 f.Kr.) omtalte verdens-egetræet draperet med stjerne-kappen. I Bibelen kan Livets træ og Kundskabens træ ses som ud i ét - det enes krone er det andets rødder. I oldtidens beretninger, også i Bibelen, er denne akse billedligt gengivet som en vinstok. Kong Kyros’ mor Agoste omtales at befinde sig ved dens fod, nemlig - ifølge Herodots beretning (1,107-130) i 400-tallet f.Kr. - som selve vinstokkens udspring. ”1. Mosebog” (49,11) taler om at ”binde hunæslets føl til vinstokken”, hvilket dertil - med hver af Jakobs sønner symbolsk tilknyttet et stjernetegn (ifølge Philo og Josefus) - ses som udtryk for det ”stargate”-sted Solen passerer Verdens-aksen. Og ’Hunæslets føl’, hebraisk aton, er egyptisk for Solen. 

Men allerede i Egypten, på verdens ældste kendte stjernekort - fremstillet af dronning Hatshepsuts berømte vesir Senmut - findes omtalte akse (jf. bogen ”De Fortrængte Optegnelser” i hele appendiks 2, der udgør en oversættelse af Ove von Spaeth’s afhandling ”Dating the Oldest Egyptian Star Map”, i ’Centaurus’ International Magazine of the History of Mathematics, Science, and Technology’, vol. 42;3, 2000, pp. 159-179). Men ellers ses denne akse faktisk aldrig omtalt hidtil - om end kun med en enkelt undtagelse:

- Den høje mast på dette kort af Senmut blev tidligt identificeret som ”Verdens-aksen” af den tyske astronom og astronomihistoriker Ernst Zinner, omtalt i hans afhandling ”Die Sternbilder der alten Ägypten”, i ’Isis’ (vol. 16, 1933, p. 301-325). Verdens-aksen - stadig ikke at forveksle med Jordens akse - forløber som den omtalte lige sigtelinje tværs over himlen gennem dennes mest kraftigt lysende stjerner: Canopus, Sirius og Lyra. Denne linjeføring blev brugt som sigte-udgangspunkt, f.eks. ved udmåling af stjerners indbyrdes distancer.

Verdens-aksen er således et glemt kapitel i nutidens værker med gengivelse af verdenshistorien såvel som astronomiens historie. Den seneste kendte brug i praksis af dette himmelfænomen var hos den danske astronom Ole Rømer, der omkring år 1700 måleteknisk brugte denne markante akse (fra Lyren, men kun frem til Sirius - idet Canopus i syd ikke kan ses nord for Middelhavsområdet) til at udmåle bestemte stjerneforhold udfra.

Dette næsten totalt manglende kendskab til omstændigheder, der vedrører Verdens-aksen, har netop skabt mange gåder og ofte naive fortolkninger hos forskningen i forbindelse med kosmologien i tidligere tiders religion, tankeverden og opfattelsesmåder.

Verdens-aksen i den ældste kendte afbildning: På Senmuts stjernekort fra ca. 1495 f.Kr.

Verdens-aksen hos egypterne

Mens det ældste kendte egyptiske billede af Verdens-aksen således findes på det omtalte, enestående stjernekort i Senmuts gravanlæg ved Theben fra cirka 1495 f.Kr. på dronning Hatshepsuts tid, mens den yngste afbildning i Egypten er fra ca. år 45 på kejser Claudius’ tid.

Sidstnævnte afbildning findes - stadig ukendt eller uidentificeret - således på det berømte 2,5 meter brede stjernekort i tempelloftet i Dendera (nu på Louvre-museet i Paris). Det har undret, at dette stjernekort er placeret skævt for verdenshjørnerne, men her er det hidtil upåagtet, at: Det er orienteret præcis efter Verdens-aksen, der er afbildet herpå som en egyptisk søjle - en himmelsk fortøjningspæl - placeret i korrekt forhold til alle stjernebillederne.

En egyptisk tekstsamling, ”Bogen om Dag og Nat” fra Ramses IV’s tid, kalder aksen menit (mnj.t), ‘fortøjningspæl’ til himmelbåde til sejlads for planeterne. En anden egyptisk tekst, ”Papyrus Harris”, omtaler:
          ”...en søjle fra jorden op i himlen ...”.
Denne udgave af aksen som fortøjningpæl er ukendt hos egyptologerne. I de 4.500 år gamle, såkaldte ”Pyramidetekster” hyldes denne pæl tydeligvis i sin rolle som Verdens-aksen: 
          ”...Himlen porte er åbne for dig, fortøjning-kvinden kaldes frem som Isis ...”.
Her er sammenhængen meget åbenlys, idet Isis altid var identificeret med Sirius-stjernen ved Verdens-aksens rodstykke.

       

Dendera-zodiaken er orienteret efter Verdens-aksen: ”fortøjningssøjlen” med falken på. T.h.: detaljerne.

Verdens-aksen hos israelitterne

Verdens-aksen, eller Verdenstræet, i form af en bestemt søjle eller pæl - som fandtes i oldtidens templer og helligdomme - omtales også i ”5. Mosebog” (16,21):
          ”...Du må ikke plante dig noget træ som hellig pæl nær din gud Jahwehs alter ...”.

Det var i oldtiden en udbredt tradition ved særlige situationer at sove i templet (især kendt fra den senere lægegud Asklepios’ tempel), i inkubatoriet, ved foden af en sådan søjle. Denne opfattedes som tilknyttet en speciel kraft, hvorved den sovende i en drøm ville få oplysning f.eks. om et helbredelsesmiddel eller om noget af vigtighed for sin fremtid. Gaver givet af taknemmelige kunne hobe sig op ved søjlens fod, som var det - med et nutidigt billede - ved juletræets fod. Det kunne ske, at hele tempelskatte blev grundlagt på denne måde.

Det helbredende eller magiske ved Verdenssøjlen/pælen genkendes i bibelteksten om Moses, der under ørkenvandringen proklamerede, at syge israelitter skulle blive raske, når de lagde sig ved en hellig pæl, som han lod opstille i ørkenen. Bibelen beskriver, at der på pælen var anbragt en kobberslange - der senere bevaredes som reliqvie i  Jerusalems tempel, men blev fjernet af kong Josias 622 f.Kr. Moses’ pæl med slangen er ældste kendte udgave af det stadig anvendte lægesymbol, der siden græsk-romersk tid kaldes ”Æskulap(Asklepios)-staven”.

Stadigvæk 400 år efter Moses levede traditionen hos israelitterne om at få åbenbaringer ved det, der tidligere havde været forbundet med foden af Verdens-aksen, nemlig arken for Pagten. Bibelen gengiver en episode, cirka 1100 f.Kr., da profeten Samuel var dreng, hvor han lagde sig ind for at sove foran Pagtens Ark i Eli’s tempel i Silo. - Ifølge samme bibeltekst modtog Samuel ofte visdomme og profetier under ”samtaler med Jahweh” på denne måde.

I Bibelens ”1. Kongebog” (18,19) er profeten Elias i en religionsstrid mod kong Akabs 400 Ashera-profeter, dvs. den hellige pæls præster. - Fra 700 f.Kr. berettes i ”2. Kongebog” (21,3) og ”2. Krønikebog” (33,3), at Judæas kong Manasseh i Jerusalems tempel lod:
          ”...opstille hellige pæle... og bøjede sig for hele himlens hær og dyrkede dem... og ...øvede magi og tog varsler...”.

Bibelen bruger udtrykket ”himlens hær” flere gange i betydningen ‘himlens stjerner’. Stjernekult var forbundet med dyrkelse af pælen, Verdens-aksen, suppleret med orakeludøvelse og eventuelt tempelprostitution. -  ”2. Kongebog” (23,3) beretter om Judæas kong Josias, 622 f.Kr., i ”Jahwehs hus” - dvs. templet i Jerusalem - hvor:
          ”...kongen placerede sig ved søjlen, og sluttede pagt foran Jahwehs ansigt ...”.

Ved Verdens-aksens ekliptika-krydspunkt i Tvillingerne tæt ved Tyren findes også Orion. Han er her afbildet
 med sin løftede arm med køllen og i den anden hånd et skjold, tidligere en høstsegl som våben.

Verdens-aksen - og gudens nedstegne ånds faderskab
 
Verdenssøjlen ansås for et magisk sted, hvor guder åbenbarede sig og steg ned fra højere regioner ad søjlen eller pælen som himmelstige, jf. Jakobs drøm ved foden af himmelstigen.

Ved denne hellige søjle - eller hellige træ, Verdens-træet - knyttet til disse særlige kræfter, kunne der udføres det nævnte kultiske ritual, det såkaldte hieros gamos, ‘det hellige samleje’ - udøvet af landets kongepar eller kronprinsepar. Det var dette særlige ritual på et helligt kultsted eller en særlig afdeling i templet, der andre enkelte andre steder udviklede sig til tempelprostitution-skikken. I Egyptens templer ses verdenssøjlen ikke almindeligvis som en fysisk søjle, men som en ide relateret til himlen. I ”1.Mosebog” (9,29) planter Noah et vintræ eller en vinstok, der hvor arken strandede: Jf. stjernebilledet Skibet kaldtes Arken eller Argo.

Senere omtaler en græsk myte, at guden Zeus steg ned som en svane og befrugtede Leda (jonisk for ‘kvinde’), som herefter fødte tvillingerne Kastor og Pollux. Hele beretningen er forbundet med mysteriernes astromytologiske udtryk: - Stjernebilledet Svanens position ved stjernen Vega (Lyra) ved Verdens-aksens øverste pol ansås som udgangspunkt for en guddommelig kraft, der fulgte denne magiske Verdens-akses forløb fra øverste himmel og ned til ‘kvinden’ ved aksens fod. Sønnerne er Tvillingernes stjerner, der befinder sig lige over denne nedre del af Verdens-aksen.

Af det græske mytestof fremgår, at da Odysseus genforenedes med sin hustru, skete det i en ægteseng udhugget af et kæmpe oliventræs stub, der stadig havde rødderne i jorden. Det hellige samleje under stjernerne foregik på selve roden af træet, dets nederste ”Canopus-del”. Den grundlæggende ide kendes senere på europæiske kongelige ægtesenge til bryllupsritualet - de var de første med stjerneudsmykket sengehimmel, en kanope (”ligesom ved Canopus”).

Blev et barn undfanget ved de kongeliges rituelle hieros gamos-akt, hed det sig, at ”guden var far til barnet”. I enkelte egyptiske templer, hvor det foregik, er Amonkultens centrale rum viet til den guddommelige farao og har afbildninger, der viser det ”teogamiske dogme”, dvs. den øverste gud Amons forening med dronningen, hvorfra faraonens ’overmenneskelige’ væsen mentes at opstå.

I egyptisk mytologi var Horus undfanget og genfødt i Osiris’ kiste ved roden af Verdenstræet, der her afbildedes som en erica-art, nemlig det cirka to meter høje lyngtræ benu. Dette har ordspil på ”genfødselsfuglen” Fugl Føniks, som egypterne kaldte benu.

Aurora, nordlys, tæt ved Orion, der endnu ikke er oprejst når den stiger op over
 horisonten i Middelhavsområdet og yderligere mod syd. 

Indvielsesmysterier og Verdens-aksen

Der kan stadig observeres flere relationer til den tidligere udbredte ide om Verdens-aksen eller Verdenstræet - idet man inden for mysterierne Paradisets opfattede Livets træ og Kundskabens træ som værende ud i ét, hvoraf det enes krone er det andets rod.

Det semitiske ord ”Kana” betyder røret eller stokken/staven og var brugt i mysterierne som betegnelse for Verdens-aksens ”stjernelinje”, der fører gennem himlens tre kraftigst lysende stjerner - nemlig Canopus, Sirius og Lyren. Aksen krydser tværs henover ”Paradiscirklen” (ekliptika med Dyrekredsen). Verdens-aksens rod og udspring er ved stjernen Canopus - i hvis navn kana indgår. Verdens-aksens linje hen over himlen begynder uden for ekliptika (Solens ”cirkelbane”), hvorefter aksen på tværs krydser denne ”Paradiscirkel”, og fortsætter op til stjernen Lyren ved Svanen og Ørnen - i ”Paradishaven”s øverste midte.

Således kunne det fremstilles i mysterierne, at aspiranten sattes ”40 år på ørkenvandring” - foretaget som meditativ eremittilværelse på 40 dage i ørkenen (lignende kendtes f.eks. hos Orfeus og Jesus). Jf. her ækvivalens-koden i ”4. Mosebog” (14,34) og Ezekiel (4,6):
         ”...dine dage skal være som år, 40 dage er 40 år...”
- for derefter at trænge ind i det forjættede Kanas (rørets) land, ”Verdens-aksens land”, dvs. ind i det lovede himmelske Paradis - et ord lånt fra persisk Pardes, ’ind(cirklet)hegnet have’.

De jødiske mystikeres ideer baseredes også på den yngre del af det Gamle Testamente, f.eks. Daniels vision (”Daniels Bog”s kapitel 7). Også her gjaldt det om at ”trænge ind bag forhænget” - ligesom bag dét der skjulte templets Allerhelligste - og derved ”trænge ind i Paradis (Pardes)”. Og således gennemgå det kosmisk-esoteriske erkendelsestrin.

De oldkristne hævdede Maria som ”himmeldronning” - en tilvant tradition fra forbilledet Isis. I de nytestamentlige apokryfe, dvs. ikke-kanoniske, skrifter oplyses, at Jomfru Maria syede på motivet på forhænget til templets allerhelligste. Josefus omtaler i sin ”Jødernes Historie” (”Antiquitates”), at det specielle forhæng var udsmykket med ét stort billede af himlen, dvs. med stjerner og fra øverst til nederst og selve Mælkevejen. Denne var, i den udbredte mellemøstlige tradition, den synlige himmelske Verdens-akse.

Templet var, ud fra Moses’ gamle anvisninger i Bibelen, indrettet med et sådant forhæng. Det betød, at Verdens-aksen stadig var repræsenteret, selv om den hellige søjle/pæl var afskaffet.

Der er her et forbløffende anderledes perspektiv i, hvad teksterne i virkeligheden indikerer: Dette kosmiske motiv vides allerede indsat - under forhængets broderede keruber - i Moses’ instruktion om indretningen af det Allerhelligste (”2. Mosebog” 26,33), hvor:
         ”...forhænget (læs: ’himlens dække - med Verdens-aksen’) skal danne skel mellem det hellige og det allerhelligste...”.       

Pointen i, at forhænget for Jerusalem-templets allerhelligste senere ved Jesu korsfæstelse revnede - ved et jordskælv, der også knækkede dørens overligger - fra øverst til nederst og her symboliserede Verden splittet i to halvdele og åbnede mere til ”det højere”, gik simpelthen tabt senere for bibellæserne. For dette, at forhænget var vævet som et himmelbillede med Verdens-aksen, findes ikke nævnt i de tekster, som Nikæa-kirkemødet i 325 e.Kr. kritisk udvalgte - blandt de øvrige eksisterende tekster - til alene at udgøre det Nye Testamente. 

Endnu et eksempel er en senere, apokryf tekst - et tillæg i jødernes græske bibel, Septuaginta - med Daniel-teksten om ”Susanne i badet”. Her ses en lignende dobbeltbund i beretningen om haven, hvori der angives at være to ”mindre rene” rabbier og to specielle træer.

I himmelgeometrien kunne ”haven” opfattes som en cirkel/oval (Pardes) midterdelt af Verdens-aksen op til en hovedstjerne, (hvide) Svane (Cygnus, ved Lyra/Lyren), der med navnet Susanne, hebraisk Shoshanah (’hvid lilje’), repræsenterer ”renhed”. Under stjernen opfattes en tværakse vinkelret på Verdens-aksen, og som et T-kors deles ”haven”, himmelcirklen, i en treenighed, øverst: den ”rene” halvdel, og under: to ”mindre rene” kvarte.

På Daniels hjemsted Babylon, hvor episoden foregik, betød en rabbi også ‘en kvart’ (ordret ’en stor brøkdel’) - og forstås også på aramaisk (jf. at enkelte af Bibelens Daniel-tekster er på aramaisk). Opdeling af haven med de to træer i hver sin del, samt at det ene træs frugter var søde, er som Bibelens paradisberetning med Livets træ og Kundskabens træ i hver sin side.

Denne himlens tredeling ses senere demonstreret som T i en O-cirkel og ansås genspejlet i det jordiske - jf. begrebet Orbis Terrarum). - I sådanne forhold kan det give et bedre perspektiv, når ordene af kirkefader Origenes (185-254 e.Kr.) tages i betragting, idet han insisterede på - med sin viden modtaget fra lærde jøder bl.a. i Egypten - at ”mange bibeltekster er absurde eller umoralske, hvis ordene kun tages for pålydende eller bogstaveligt”.

Ove von Spaeth
 m
FForfatter, historiker og uafhængig forsker: copyright © 1998 & © 2004. - Visse dele af teksten er fra
OvS’s bøger De Fortrængte Optegnelser og Den Hemmelige Religion i serien ”Attentatet på Moses”
( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00  &  info@careitzel.com )
.
Yderligere information:  www.moses-egypt.net

   

Osiris som Orion. T.h.: information om detaljer i stjernebilledet.

Eagle nebula. Store verdensreligioner var oprindelig stærkt orienteret mod kosmos.