Basilisken, Newton og Astronomer Royal

Af OVE VON SPAETH

Copyright © 2004 (backtrack © 1984) - www.moses-egypt.net

Store videnskabsmæd som Tycho Brahe og Isaac Newton var også stærkt
optaget af astrologi og alkymi.

William Lilly. Eneste kendte oliemaleri med hans portræt.

Nostradamus blev inspiration for William Lilly

Den engelske astrolog William Lilly forudså og beskrev i sin bog ”Monarchy Or No Monarchy” i 1651, at ”den store pest” ville hærge London i den grad, at der kunne blive mangel på mennesker til at begrave de døde - samt at dette derefter ville blive fulgt af en ødelæggende storbrand i hele byen.

Da disse hændelser senere nøje indtraf som forudsagt i 1665-1666, måtte Lilly gennem lange retslige undersøgelser hos byens magistrat, før end han var renset for mistanken om på anden måde at kende mere til Londons brand, end han burde.

Lilly havde til denne forudsigelse også inddraget fiksstjerne-astrologi. Han var bekendt med oldtidsastronomen og astrologen Ptolemæus værker fra ca. 130 e.Kr., hvori ser oplyses:

”... Som tilføjelse til de allerede anførte regler om at tage hensyn til ”familiaritet” (kosmisk forbundethed) mellem de jordiske regioner og de himmelske med tegn og planeter, må det holdes for øje, at enhver fiksstjerne - som vil befinde sig på en hvilken som helst linje, der kan drages fra den ene zodiakale pol til den anden, og som går igennem de områder af zodiaken, der er forbundet med et eller andet bestemt land - også er i familiaritet dermed ...”.

Londons opstigende tegn, ascendanten, i byens grundhoroskop var traditionelt 17 grader og 54 bueminutter i Tvillingernes tegn. Den betydningsfulde fiksstjerne Tyrens nordre horn (eta Tauri), i traditionen beskrevet som ”... af natur med en virkning som Mars ...”, nåede denne længdegrad 17°54' i årene 1665-66, da pesten og Londons brand indtraf.

Men mere end 100 år forinden havde den franske astrolog og clairvoyante Nostradamus forudsagt både pesten, og at London ”... hærges af ild - tre gange tyve plus seks... ”, dvs. år 1666. Lilly havde måske fået ideen ad denne vej og derpå brugt traditionens regler til sit udsagn 15 år inden det skete - bl.a. ved at forudberegne tidspunktet for transitten af ovennævnte ’martialske’ stjerne.

Går vi ud fra den i denne type astrologis traditionelle tolerance (orbis) på 1 buegrad til hver side af et kulminationspunkt, vil en sådan transitterende fiksstjerne - der altid kun bevæger sig med omkring samme langsomhed som præcessionen (dvs. Jord-aksens skiftende retningsposition i verdensrummet) med ca. 50,4 buesekunder om året - være omkring 143 år om at passere.

Der vil således være et vidt spillerum for indtræf, medmindre der regnes med nøjagtigt sammentræf i selve kulminationspunktet på Londonhoroskopets ascendant i 17°54' Tvilling; men med datidens mere upræcise måle- og regnemetoder kunne det godt blive til en fejl på 1 år eller mere i en astrologisk prognose.

Derfor har Lilly blot brugt de fremfundne data som udgangspunkt, sat i relation til hvad planeternes aktuelle transit-konstellationer måtte bringe. Men hvad angår tiden for, når fiksstjernen nærmer sig det eksakte punkt, vil der ifølge de gamle regler være mulighed for nogle flere indtræf af afgørende begivenheder, end når stjernen forlader pågældende sted.

William Lilly udgav astrologiske kalendere og lærebøger.

William Lilly: ’London underlagt Tvillingernes tegn’

Lilly havde observeret lignende forhold i 1625, hvor den forrige pest dræbte over 35.000 mennesker, da den omtalte stjerne, Tyrens nordre horn, var nået hen til 17°20' Tvilling.
Og ved den engelske borgerkrig fra 1649 var stjernen i 17°40'. Forudsigelse vedrørende denne borgerkrigs endnu i 1651 uafgjorte resultat gemmer sig bag titlen på hans ovennævnte bog.

En af antikkens autoriteter, Ptolemæus siger angående prognostisering i forbindelse med fiksstjerner: ”... Den gradvise fremrykken af fiksstjerner gennem stjernetegnene skal specielt tages i betragtning, hvad angår udvikling, skikke, traditioner, love, regeringer samt et riges fremtid ...”.

Omkring tiden for ulykkerne i London skrev Lilly i sin ”Almanac for 1666”, der jo i egenskab af ”kalender” blev skrevet og trykt forud for dette katastrofale år:

”... Den 18. grad af Tvillingerne er Londons horoskop (ascendant), og ved grundlæggelsen af byen var Solen i 25° af samme tegn. Sandelig, når nogensomhelst bemærkelsesværdig begivenhed indtræffer, som angår denne by, vil planeter befinde sig i disse grader; - eller dette tegn og disse grader vil være påvirket ...”.

Senere havde en kendt engelsk astrolog, A.J. Pearce, i slutningen af 1800-tallet set på disse forhold. Han fandt bl.a. frem til, at da den første pæl til hovedfærdselsåren London Bridge fik påbegyndt sin nedramning 15. marts 1824 kl. 9.20 a.m., var ascendanten i 16°11' Tvilling.

Eksempelvis skete Fenian’s attentatforsøg for at sprænge Parlamentet, Westminster Hall og Tower of London med dynamit den 24. januar 1885 kl. 2 p.m., hvor planeten Saturn var i retrograd bevægelse (en fra Jordens set baglæns kurs) i 17°47' Tvillingerne tegn. I Ptolemæus’ værk ”Almagest” er lande i nord (nuv. England, Tyskland, Danmark) underlagt Vædderens tegn.

Lilly beskrev, hvordan pesten hærgede London. Træsnittryk fra samtiden.

Greenwich Observatoriet blev grundlagt ud fra horoskop

Selv om England var det første land, der etablerede et Videnskabernes Selskab, så havde England den officielle indstilling og interesse med hensyn til astrologi dog holdt sig længere end f.eks. i Frankrig.

Den engelske kong Charles 2. udnævnte den 14. marts 1675 (iflg. senere ny kalenderstil) den første officielle kongelige astronom/astrolog, som var et fra da af specielt embede betegnet ”Astronomer Royal”, idet ordet ’astronom’ på den tid som regel ligeså ofte betød ’astrolog’ (og endda matematiker) - og omvendt.

Embedet eksisterer endnu i den nye æra efter år 2000 i bedste velgående og med den pågældende astronom som overhoved eller en art ”rektor” for Englands astronomi, men i dag dog ikke mere for astrologi.

Som den første Astronomer Royal udnævntes John Flamsteed. En af de første og vigtigste embedshandlinger af denne Englands nye Astronomer Royal var at udarbejde det ligeledes gunstigste tidspunkt for grundstensnedlæggelse ved etableringen af Royal Greenwich Observatorium - som dengang blev opført i London-områdets udkant.

Resultatet blev, at grundstenen blev lagt ifølge det stadig eksisterende horoskop fra hans hånd på tidspunktet 10. august (her i gammel kalenderstil) kl. 3.14 p.m. 1675. (Arkiv: RGO MSS 18/2r).

John Flamsteed, der åbenlyst var en stor beundrer af Tycho Brahe, har ikke angivet fiksstjerner i Greenwich Observatoriets horoskop, men synes tydeligt på vigtige områder at have efterlignet det nær 100 år ældre horoskop for datidens berømteste observatorium, Uraniborg.

Hvis påstanden fra Englands berømte astrolog i 1600-tallet, William Lilly, er korrekt angående at Londons grundhoroskop har horisontlinjen med det opstigende stjernetegn, ascendanten, mellem 17 og 18 grader i Tvillingernes tegn, er det påfaldende eller sandsynligt med hensigt, at det ud fra den astrologiske traditions systemer vil matche Greenwich-horoskopets ascendant/descendant, der er placeret i 17°10' Skytte/Tvilling.

Nogle engelske astrologiske forskere har senere ment at se en vis sammenhæng heri. Londons horoskop menes at kunne stamme fra den dag i 1141, da City blev delvis selvstændigt - det skete kort før midsommer ved solopgang.

I øvrigt er Greenwich horoskopets zenitpunkt - MC (medium coeli) - placeret i 19°42' i Vægtens tegn. Til selve horoskopets opdeling er der anvendt det såkaldte Regiomontanus’ hussystem.

Basilisken - og overgangen fra tradition til videnskab

Gammelt og nyt mødtes - og at skulle starte et moderne videnskabeligt observatorium ved en medvirken af ideer fra et oldtidskoncept kan synes på grænsen af det eksotiske set med nutidsøjne. Men det var det ikke for den tids mennesker i overgangsfasen på vej mod mere moderne videnskab.

Idet Greenwich Observatory’s absolut bedst egnede tidspunkt for start skulle findes - altså ovennævnte dato, 10. august 1675, kl. 03.14 p.m. (gl. kalenderstil) - var horisonten, horoskopets ascendant som nævnt placeret i 17°10' i Skyttens tegn og vil dermed i den terminologi matche komplementært med London-horoskopets ascendant.
Men mange af tidens førende intellektuelle beskæftigede sig seriøst med astrologi. Dette ses senere ofte slået hen med, at det var de nødt til for at tjene penge eller for at tækkes deres fyrste eller chef, men at de ikke selv troede på det o.lign. bortforklaringer. Dette skønt de pågældendes efterladte skrifter tydeligt viser personlig interesse eller engagement, hvor de ofte har opstillet horoskoper for sig selv og deres familie, hvilket bidrager til at direkte modbevise de nævnte påstande.

Det gælder også Flamsteed, der var en endog meget dygtig astronom, der som nævnt har udført et fremragende videnskabeligt arbejde. Han blev i eftertiden på samme måde frakendt sin astrologiske beskæftigelse og indsigt.

Som påstået ’bevis’ for disse senere udsagn er bl.a. anført, at hen over Flamsteeds horoskop for Greenwich Observatory har han selv taget afstand fra ved at skrive "Risum teneatis, amici?” - dvs. ’Kan dette få jer til at le, venner?’ - til trods for, at denne påtegning dog er udført i en senere skriftstil og anden farve blæk, og med en helt anden persons håndskrift.

Påstanden modbevises yderligere af, at Flamsteed havde gjort sig umage for med størst mulig nøjagtighed at kunne finde rette tidspunkt og dermed bedste horoskop for dette observatoriums grundstensnedlæggelse. For ved nærmere eftersyn kan enhver ved selvsyn gøre den opdagelse, at horoskopberegningen er bragt så tæt som muligt til Tycho Brahes horoskop for Uraniborg, skønt nedrevet dog stadig den daværende verdens mest berømte observatorium. Nemlig præcis ved tidspunktet, hvor Solen passerede kongestjernen Basilisken (Regulus).

Flamsteed forsvarer astrologien i et brev (dateret 24. juni 1701) til en Dr. Wallis: ”... Hvis du i særdeleshed vil tilråde din kollega-Dr. at udvise lidt mere varsomhed, når han diskuterer sager, han ikke er bekendt med og kun har falske, ufuldstændige og fordomsfulde informationer om - så ville du gøre mig en stor tjeneste ...”.

John Flamsteeds håndtegnede horoskop for grundstensnedlæggelsen til Greenwich
Observatory, 10. august 1675. Bemærk at den fremmede, påførte håndskrift i bunden
af det indre kvadrat er tydeligvis en andens skrift.

Den første Astronomer Royal, John Flamsteed

John Flamsteed synes at have - som det hedder - ”kunnet mere end sit fadervor”. I sine efterladte private dagbøger beskriver han bl.a., hvordan hans drømme om natten undertiden giver ham oplysninger, han kan bruge om dagen. Hans astrologiske kundskaber må have været kendt, for han fik mange henvendelser.

Således ønskede en ældre kone hjælp til at finde noget kostbart tøj, der var sporløst forsvundet, mens det var vasketøj. Da han ikke levede af at være astrolog, men alligevel gerne ville være hjælpsom, fik han hende til at beskrive husets plan og området. Flamsteed tegnede da ”... en cirkel og indsatte heri en kvadrat ...”, gjorde et par beregninger og antegninger, og endte ud fra de anvendte regler med at udpege retningen, som i forbindelse med husområdet svarede til et sted, hvor der var en grøft - og hvor hun derefter ganske rigtigt fandt det søgte.

Det er siden blevet påstået af dem, der ville frakende denne videnskabeligt berømte astronom sin astrologiske håndtering, at han i sagen om det forsvundne vasketøj valgte helt tilfældigt for at give konen en lærestreg om, at den slags ting ikke kan lade sig gøre - men da han så alligevel ved ”tilfælde” ramte nøjagtigt, blev det i ramme alvor tilskrevet ”den ondes værk”.

Men ovennævnte Lilly havde netop i et af sine værker nogle år forinden anvist en astrologisk metode til at finde forsvundne eller stjålne ting f.eks. i et hus. Heller ikke Lilly havde opfundet metoden, den kom fra tradition. Hele situationen i bogens eksempel ligger på så mange måder nær Flamsteed-episoden, at Flamsteed i flere henseender blot kunne følge bogens anvisninger.

Det, Flamsteed i virkeligheden tegnede, var et mundan-horoskop, dvs. et øjeblikshoroskop for det præcise tidspunkt, da hendes konsultation hos ham begyndte. Ifølge traditionens retningslinjer for tydning inden for denne gren af mundan-astrologien, kaldet ”horary astrology”, hedder det sig, at Skorpionens tegn i sådanne spørgsmål angående bortkommet eller stjålet gods meget ofte indikerer ”et sted med urent vand, en rende, en grøft, en kloak”.

John Flamsteed, den første Astronomer Royal.

Var Isaac Newton optaget af astrologi?

Ved at Isaac Newton (1642-1727) kunne tage udgangspunkt i Keplers love for planetbane-bevægelse, endte han med at finde principperne for tyngdeloven (udgivet 1687).
Også han havde - ligesom Kepler og som sin lige så geniale kollega i Tyskland, Leibniz - beskæftiget sig med astrologien, ikke mindst hvad angår vejrprognoser. Hvilket allerede Tycho Brahe tidligere havde eksperimenteret med.

Synet på disse pionerers indstilling har i tidens løb udviklet en del stridigheder mellem tilhængere af astrologi og de forskere, der afviser den. Begge parter vil gerne bevare deres helte som ”rene”. Det har ført til overdrivelser, hvor man til tider ikke kan stole på nogen af parterne: Beklageligvis for ikke mindst den ene part, de videnskabelige forskere, som dog er uddannet til ikke at lade netop den videnskabelige forsknings resultater udsætte for stærkt subjektive tolkninger.

Dog er det i eftertiden forsøgt afvist, at den imponerende kapacitet Newton - med sit ry for at have “historiens højeste intelligenskvotient, som kun meget få, f.eks. Goethe og Leibniz, når op i nærheden af - skulle have gået ind for “overtro” af denne og lignende art.

Newton-eksperter har henvist til, at Newton ganske vist i begyndelsen, i sommeren 1663, ville finde ud af, om der var noget om astrologien eller ej - hvilket han senere fortalte sin nevø John Conduitt, der tog notater (der nu opbevares som lødig citatkilde). Men en astrologibogs naturligvis for en begynder uforståelige diagrammer bidrog til, at Newton afgørende satte kurs mod matematiske studier, den ”højere” (dvs. himmelske) matematik, som dette område dengang kaldtes. Og til det fag gik han så i gang med at studere bl.a. Euklid og Descartes.

Nogle eksperter hævder da, at Newton ”opdagede tomheden i det, så snart han havde opstillet et horoskop”. I virkeligheden omtolker de hans beretning om, at han sad med et horoskop-diagram, som han ikke rigtig kunne stille noget op med. Men på dette tidspunkt var Newton under 24 år og havde absolut ingen erfaring i tydning og udlægning af horoskoper. En medicinstuderende ville på samme måde i begyndelsen synes, at hans studier var tomme, hvis han kun fik en tegning af et skelet til at undersøge uden baggrundsviden.

Efter Flamsteeds periode blev den næste Astronomer Royal, fra 1719: Edmond Halley (1656-1742). Han var Newtons ven, og på basis af Newtons tyngdelove kunne han bestemme banen for den senere så kendte ”Halley's komet”, der blev opdaget i 1682. Herved opdagede Halley tilmed, at kometer ofte havde cyklusser. - Ud fra en sådan ”teknisk astronomi” angreb han engang over for Newton astrologien, hvortil Newton svarede med sin stadig berømte bemærkning:
”... Min herre, jeg har studeret dette emne, det har De ikke ...!”

I omtale af Newtons eget bibliotek med 4 astrologibøger (hvoraf den ene var imod astrologien, men intet tegn bærer på nogensinde at være læst eller åbnet til læsning) bruger Newton-forskerne hyppigt ordet ”kun” foran dette antal på 4, men uddyber ikke, at han altså havde bøger om astrologi - eller hvorfor han havde dem. Descartes, f.eks., vides ikke at have ejet astrologibøger. Med den ofte gentagne brug af ordet ”kun” bliver denne oplysning mere som et subjektivt partsindlæg.

Et lige så talende eksempel fra modsat hold: Astrologitilhængere ses ofte med begejstring at ville støtte sig til, at en videnskabsmand af lignende stort format, nemlig Einstein, skulle have udtalt sig til fordel for astrologien. Han citeres ofte for det - endda med ordret tale - men ikke med nogen form for dokumentation om, hvor eller hvornår dette skulle have fundet sted.

Der er ikke noget i vejen for, at denne ikke-dogmatiske tænker med sin indgående forståelse af kosmos kunne have haft den betragtning, han tillægges i citatet, men der ses ikke leveret nogen bekræftelse. Citatet er heller ikke at finde i en eneste af de forskellige i tidens løb udgivne samlinger med ”Einstein Quotations”.

Men angående Newton kan yderligere vurderes, om han virkelig har udtalt sig om astrologien som førnævnt. Det er dokumenteret, at bl.a. Nevil Maskelyne - der netop var Astronomer Royal ved Greenwich Observatory i årene 1765-1811 - har viderebragt, at Newton (død kort før Maskelynes fødsel, men tilhørte dog hans forældres generation) endda meget ofte i diskussioner, også med andre end Halley, brugte præcis den nævnte vending:
”… Jeg har studeret disse ting, det har De ikke …!”

Igen, en af de mest ansete Newton-forskere, videnskabshistorikeren D.T. Whiteside, har udtalt (ref. hos T.G. Cowling, 1977), at han aldrig fandt nogen reference til astrologi blandt de mange millioner ord, som er blevet bevaret fra Newtons hånd. Men her er der atter noget ejendommeligt: For med Newtons livslange overvældende interesse for alkymi har han ikke kunnet undgå at beskæftige sig endda særdeles indgående med astrologiske forhold. Enhver moderne seriøs videnskabshistoriker, der har den epoke som emne, vil absolut kende til det, så hvorfor fortrænges dette tilhørende forhold?

På den ene side påstås det altså ved søgning i tusindvis af notater i Newtons efterladte papirer, at ingen af disse noter har henvisning til astrologi. På den anden side kunne Newton med sin kontroversielle forskerinteresse alligevel sagtens have sagt det citerede om astrologi (se i det følgende). Gjorde han det nu i virkeligheden? Dog, mange vil henholde sig til, at det påståede Newton-citat netop anses som komplet pålideligt af nogle virkelig autoritative biografier (af David Brewster, repr. 1965, og i nyere tid R.S. Westfall, 1980).

Sir Isaac Newton (malet i 1689 af Sir Godfrey Kneller). - T.h.: Edmond Halley (1656-1742), Astronomer Royal.

Isaac Newton's næsten en milion ord om alkymi

Newton-forskerne har kunnet fremlægge, at udover sin egen bogsamlings 169 bøger om alkymi efterlod Newton sig egne manuskripter med næsten en million ord om alkymi.

Tillige fandt man lignende mængder skriftligt materiale om mystik og indbyggede koder (!) i ”Johannes Åbenbaring” - dette bibelskrift beskæftigede han sig med hele sit liv.

Newton beskæftigede sig indgående med tallene i dimensionerne for Salomons tempel samt med bibelske profetier og bibelsk kronologi. (Fra anden side påstås han hemmeligt tilknyttet en tempelridderorden, hvis senere ’hovedsæde’, Rosslyn Chapel har de præcise mål for Salomons tempel).

Isaac Newton, som dertil lærte sig hebraisk, arbejdede det meste af sit liv med Bibelens koder, som han mente at være på sporet af, bl.a. fra sin inspiration ved at læse om “de sidste dage” i “Daniels Bog” og “Johannes’ Åbenbaring”. Heraf beregnede Newton verdens omvæltning: år 2060. Gennem hele sit liv skrev han langt mere om religionsfunderede emner end om videnskab.

Nationaløkonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var stærkt overrasket ved i Newtons notesbøger - oprindelig pakket ned 1696 på Cambridge University - at finde, alene hvad angår esoterisk teologi, op mod en million ord om især en skjult kode i Bibelen.

Keynes købte i 1936 Newton-papirerne på auktion og oversatte deres kodesprog. Jerusalem University købte 4000 øvrige Newton-papirer. Ifølge Keynes’ værk “Essayes and Sketches in Biography” (1956, pp. 280-290) skrev Newton, at:

“... Bibelen og universet er et kryptogram sat af den almægtige Gud ...”, - og:

“... essensen af Bibelen er en profeti om menneskets historie ...”.

Ekempelvis kan det påpeges, at Tycho Brahe åbent bekræfter sammenhængen mellem alkymi og astrologi. Bl.a. skrev han i et af sine breve i 1588:

”... Det er vigtigt at vise, at de syv planeter på himlen modsvares af de syv metaller på Jorden og i mennesket af de syv vigtigste organer. Alt dette er endda ordnet så smukt og harmonisk, at det synes nær at have en og samme funktion, art og natur. Således modsvares Sol og Måne af de ypperste metaller guld og sølv og hos mennesket af de to vigtigste organer, hjertet og hjernen ...”.

Sammenhængen mellem alkymi og astrologi ansås generelt at være yderst tæt. Tycho Brahe kaldte sin astronomiske forskning for “den himmelske alkymi”. Og modsvarende har han i sin selvbiografi “Mechanica” skrevet om sit engagement og sin betegnelse for alkymien:

”... På alkymistiske undersøgelser og kemiske eksperimenter har jeg anvendt en ikke ringe omsorg. Det materiale, som de behandler, har en hel del analogi med himmelegemerne og deres virkninger, hvorfor jeg vanligt kalder denne videnskab for den jordiske astrologi ...”.

Når Brahe fremstillede medicin, blev den udviklet ud fra, som nævnt, at man generelt anså planeterne for at kunne relateres til menneskets organer. Da Solen ansås for forbundet med hjertet, kunne en hjertekur f.eks. bestå i, at man skulle drikke vand med pulveriseret guld i (forbundet med solen).

Det er i senere tider blevet kritiseret, at en så begavet mand som Newton af den engelske stat ”blot” blev sat til at være rigets møntmester. Men det gav ham ikke alene en god fast indtægt, embedet synes også givet ham pga. af hans alkymistiske viden om metaller. Ikke al praksis af alkymi var forbudt.

I Danmark havde kong Christian d. 4. ligeledes en alkymist ansat som møntmester - med værksted i en pavillon i Rosenborgs have ved København. Hos Tycho Brahe synes lignende arbejde stillet i udsigt hos den bøhmiske kejser Rudolph d. 2., foruden han skulle være dennes rådgiver. Senere, i England, ses tillige Isaac Newton at få embedet som landets møntmester.

T.v.: Under dannelse af Regulus(-martial) som tydeligt stjernemønster
i substansen af antimon-metal.

T.h.: Et af Isaac Newtons mange håndskrevne, religiøse manuskripter. (The Jerusalem Collection).

Newtons eksperimenter med Regulus, ’Basilisken’

I Newton’s papirer om sine alkymistiske eksperimenter optræder udtryk som “the Starry Regulus of antimony and Mars” eller “Martial Regulus”, samt “Lunar Regulus” og “Venusian Regulus” - hvor Mars, Luna (Månen) og Venus er henvisninger til grundmetallerne jern, sølv og kobber. Og antimon - fra græsk anti plus mono - betyder, at det ‘ikke kommer alene’ - brugtes ofte som navn for selve dette metal antimon, der senere også kaldes stibium. Det udvindes af stibnit, et mineral der fremtræder i form af prismatiske krystaller.

Og endelig betegnelsen Regulus, som er navnet på en af de 5 klareste stjerner på himlen, Løvens hovedstjerne, også kaldet ved sit oprindelige græske navn Basiliskos. Dette navn - som astronomen Copernicus med succes omdøbte ved at oversætte det til latin som Regulus - synes gensidigt inspireret af alkymistisk terminologi. På græsk betyder basilisk ‘et vildt uhyre, basilisken’, såvel som ‘lille konge’, det sidste betyder det også i navnets latinske form Regulus.

Med antimon som hjælpemiddel (upåvirkeligt af luft) tilsat guld - et homonculus-træk (lille konge) - havde de “empiriske filosoffer”, alkymisterne, store forhåbninger til, at det sølhvidt farvede metal antimon skulle lede dem til udvinding af det mirakuløse stof: “de vises sten”.

En alkymistisk proces, hvori der indgår antimon, kan resultere i udvikling af en særlig råmetal-udgave kaldet Regulus, et navn der netop indførtes af alkymisterne. Hos dem blev det først og fremmest forbundet med antimon. Til at udskille antimon (stibnit) kunne der bruges de klassiske grundmetaller som hjælpemiddel til at ‘trimme’ (reducere/rense) den metalliske masse - som da kunne blive til f.eks. Regulus af Venus (med kobber) eller Regulus af Jupiter (med tin), etc.

Når metallisk antimon lutres i en kul-ild skal det synke til bunds i en beholder eller smeltedigel, og den lille regelmæssigt formede klump, der fremkommer, skal undergå yderligere lutringer for at ‘fremdrage’ stjernen Regulus. I bunden af beholderen findes det, der bliver “den lille konge”.

Der er flere referencer i overført betydning til stjernebilleder, f.eks. Ravnen (Corvus) eller den sorte krage er et stjernebillede inden for Jomfruens himmelsektion. Eller Ørnen, på himlen stjernebilledet (/Jupiter’s) Ørnen (Aquila), der i alkymi var et amalgam med Mercurium, kviksølv, i.

Newton refererer direkte til, at “den sorte krage” (black scoria) og 2 purgationer (lutringer) med kaliumnitrat (kan kræve 3-4 purgationer) fremkalder en sølvskinnende stortakket stjerne.

Medmindre det stade med stjernen passeres, har man ikke ‘den rette Regulus’ til (fortsættelse af) sit værk. Newton skriver bl.a. om en sådan proces, at

“... the Regulus - after a purgation or two - starred very well ...”.

Den molekylære struktur synes at ændres under lutring - forædling. Udtrykket “starred” blev brugt af Newton i den mest bogstavelige forstand, når krystalformer i afkøling i den flydende metalliske overflade formerede triangulære grene omkring et centralt punkt og antog billedet af en reelt geometrisk struktureret, betragtelig stor ‘sølv’stjerne!

Tycho Brahes berømte himmelglobus. En afbildning efter hans forlæg fra ca. 1600.
I alle gengivelser er globus’en med hensigt drejet således, at den ydre ring
med mål angivelser danner skæringspunkt på ekliptika nøjagtigt det sted,
hvor Basiliskos-stjernen (Løvens Hjerte) har sin himmelposition.

Astrologer skal ’sendes på hårdt arbejde i Forbedringshuset’

Efter oprettelsen af Flamsteeds embede skete det efterhånden, at Skotland ville markere sig og fik da sin egen Astronomer Royal. Også Irland fik så én. I 1800-tallet gjorde især Piazzi Smyth sig bemærket som skotsk Astronomer Royal gennem sine uhørt præcise og konstruktive opmålinger af den store pyramide i Giza. Her afslørede han, som den første, dens mange avancerede astronomisk forbundne målforhold og dens stjerneorienterede bygning og placering.

Hvad angår en engelsk Astronomer Royal, Sir William H.M. Christie, forekom det så sent som helt frem til 1910, at det væltede ind med breve til ham med astrologiske forespørgsler. Det påstås i England, at de to hyppigste forespørgsler eller emner, en astrolog her kommer ud for, er, ”Hvornår dør min kone/mand”? - og ”Hvornår arver/vinder jeg nogle penge”?

Mængden af forespørgsler til denne Astronomer Royal var så overvældende, at han måtte lade trykke nogle officielle standardsvar, hvilke han lod sin sekretær ekspedere:

”... Sir or Madam, - Astronomer Royal har bedt mig informere Dem om, at han er ude af stand til at styre Deres planeter. Personer, der udøver den slags, er kæltringer (rouges) og landsstrygere. - Idet jeg forbliver Deres forbundne - (sekretærens navn) ...”.

De ejendommelige udtryk i brevets sidste del hentyder til omrejsende markedsfolk, gøglere, sigøjnere, tatere og natmandsfolk etc., hvis profession i denne retning omtales i en engelsk lov (5 Geo., IV c. 83 (s. iv) ) fra 1800-tallet gældende endnu i hvert fald omkring 1930 - og er måske fortsat i kraft? I alle tilfælde står der i den pågældende lovbestemmelse:

”... Enhver person som foregiver eller udøver at forudsige skæbne, eller bruger den slags midler eller udstyr, ved håndlæsning, eller på anden måde for at påvirke nogen af Hans Majestæts undersåtter ... skal blive dømt som kæltring og vagabond (’Rouge and Vagabond’) ... og sendes til Forbedringshuset for der at blive sat til hårdt arbejde i nogen tid, dog ikke overstigende 3 kalendermåneder ...”.

Royal Greenwich Observatory.

Astronomer Royals fejlslagne forudsigelse

Når Astronomer Royal ikke længere opstiller horoskoper, er han på sin vis afskåret fra at ”kende fremtiden”. I 1956 udtalte den daværende Astronomer Royal, Sir Richard R. Wooley, med sit kendskab til moderne tids avancerede matematik, at ideen om at anbringe en kunstig satellit omkring Jorden er udtalt vrøvl (”utter bilge”) - og overhovedet ikke kan lade sig gøre!

Indtil da havde kun to personer i historien i det hele taget beskæftiget sig i dybden med dette spørgsmål og de matematisk-tekniske betingelser.
Nemlig Isaac Newtons ”modelberegning” for en ”drabant” om Jorden, da han i 1600-tallet opnåede at kunne opstille konklusioner om tyngdeloven; - samt sciencefiction-forfatteren Arthur C. Clarke, der i sin berømte tidsskriftartikel i 1945 forudsagde kommunikationssatelliter i synkront omløb om Jorden: ”Extra-Terrestrial Relays - Can Rocket Stations Give Worldwide Radio Coverage? ” (i ”Wireless World”, October 1945). Det skete 3 år før Clarke til BBC indleverede sin novelle ”The Sentinel” (første trykning 1951), der senere (1964) blev udvidet til det også filmatiserede værk (om år) ”2001: A Space Odysse”.

Wooleys havde afgivet sin så afgjort definitive ”forudsigelse” ud fra et videnskabeligt grundlag om, at dette ikke kunne lade sig gøre. Men russerne - der af nogle ansås for måske knapt så avancerede dengang og derfor ”ikke kunne vide bedre” - kom til allerede året efter at overtræde hans afgørelse grundigt, idet de den 4. oktober 1957 kl. 19.26 UT opsendte ”Sputnik” som Jordens første kunstige satellit.

Et pudsigt fortilfælde var amerikaneren Simon Newcomb, en af de største astronomiske beregnere overhovedet - han var bl.a. den første, der fandt en særdeles præcis hastighed for præcessions-bevægelsen. Han beregnede udførligt, i 1902, at det var fysisk umuligt for en genstand tungere end luften at kunne flyve ved hjælp af en maskine.

Og her havde allerede dygtige forskere inden for biologi og matematik betegnet det som et sandt paradoks, at humlebier flyver, skønt de er meget store og tunge i forhold til eget vingefang og kraft. Dog, her synes man at have overset, at det også var nødvendigt med et vist detaljeret kendskab til endnu en faktor: aerodynamikkens love.

Men året efter, i 1903, fløj opfinder-brødrene Wright - der jo ikke vidste, at det var blevet ”bevist”, at det, de gjorde, kunne de ikke - i den første flyvemaskine! Newcombs beregninger var dog korrekte nok i sig selv; han havde, som det fremgik, blot ikke tilstrækkelig kendskab til alle nødvendige faktorer. Det træk ser i anden sammenhæng i øvrigt ofte ud til at være hovedproblemet, når den officielle videnskab udtaler sig om astrologi.