|
Store videnskabsmænd som
Tycho Brahe og Isaac Newton var også
stærkt optaget af astrologi og alkymi.
William Lilly.
Eneste kendte oliemaleri med hans portræt.
Nostradamus blev inspiration for William Lilly
Den engelske astrolog William Lilly forudså og beskrev i sin bog
”Monarchy Or No Monarchy” i 1651, at ”den store pest” ville hærge
London i den grad, at der kunne blive mangel på mennesker til at
begrave de døde - samt at dette derefter ville blive fulgt af en
ødelæggende storbrand i hele byen. - Da disse hændelser senere nøje
indtraf som forudsagt i 1665-1666, måtte Lilly gennem lange
retslige undersøgelser hos byens magistrat, før end han var
renset for mistanken om på anden måde at kende mere til Londons
brand, end han burde.
Lilly havde til denne forudsigelse også inddraget
fiksstjerne-astrologi. Han var bekendt med oldtidsastronomen og
astrologen Ptolemæus værker fra ca. 130 e.Kr., hvori det lyder
herom:
”... Som tilføjelse til de allerede anførte regler om at
tage hensyn til ”familiaritet” (kosmisk forbundethed) mellem de
jordiske regioner og de himmelske med tegn og planeter, må det
holdes for øje, at enhver fiksstjerne - som vil befinde sig på en
hvilken som helst linje, der kan drages fra den ene zodiakale pol
til den anden, og som går igennem de områder af zodiaken, der er
forbundet med et eller andet bestemt land - også er i familiaritet
dermed ...”.
Londons opstigende tegn, ascendanten, i byens grundhoroskop var
traditionelt 17 grader og 54 bueminutter i Tvillingernes tegn. Den
betydningsfulde fiksstjerne Tyrens nordre horn (eta Tauri),
omtalt som ”... af natur med en virkning som Mars ...”, nåede denne
længdegrad 17°54' i årene 1665-66, da pesten og Londons brand
indtraf. - Men mere end 100 år forinden havde den franske astrolog
og clairvoiante Nostradamus forudsagt både pesten, og at
London ”... hærges af ild - tre gange tyve plus seks... ” dvs. år
1666. Lilly havde måske fået ideen ad denne vej og derpå brugt
traditionens regler til sit udsagn 15 år inden det skete - bl.a. ved
at forudberegne tidspunktet for transitten af ovennævnte
’martialske’ stjerne.
Går vi ud fra den i denne type astrologis traditionelle orbis eller
tolerance på 1 grad til hver side af et kulminationspunkt, vil en
sådan transitterende fiksstjerne - der altid kun bevæger sig med
præcessionens langsomme tempo eller rettere ”langsomhed” på ca. 50,4
buesekunder om året - være omkring 143 år om at passere. Der vil
således være et vidt spillerum for indtræf, medmindre der regnes med
nøjagtigt sammentræf i selve kulminationspunktet på Londons
ascendant i 17°54' Tvilling - men med datidens mere upræcise måle-
og regnemetoder kunne det godt blive til en fejl på 1 år eller mere
i en astrologisk prognose.
Derfor har Lilly blot brugt de fremfundne data som udgangspunkt, sat
i relation til hvad planeternes aktuelle transit-konstellationer
måtte bringe. Men hvad angår tiden for fiksstjernens tilnærmen til
det eksakte punkt, vil der ifølge de gamle regler være mulighed for
nogle flere indtræf af afgørende begivenheder, end når stjernen
forlader det pågældende sted.
William Lilly udgav astrolgiske kalendere og lærebøger.
William Lilly: ’London underlagt Tvillingernes tegn’
Lilly havde observeret lignende forhold i 1625, hvor den forrige
pest dræbte over 35.000 mennesker, da den omtalte stjerne, Tyrens
nordre horn, var nået hen til 17°20' Tvilling. Og ved den
engelske borgerkrig fra 1649 var stjernen i 17°40'. Forudsigelse
vedrørende denne borgerkrigs endnu i 1651 uafgjorte resultat gemmer
sig bag titlen på hans ovennævnte bog.
Ptolemæus siger angående prognostisering i forbindelse med
fiksstjerner: ”... Den gradvise fremrykken af fiksstjerner gennem
stjernetegnene skal specielt tages i betragtning, hvad angår
udvikling, skikke, traditioner, love, regeringer samt et riges
fremtid ...”.
Omkring tiden for ulykkerne i London skrev Lilly i sin ”Almanac for
1666” - der jo som ”kalender” blev skrevet og trykt forud for dette
katastrofale år:
”... Den 18. grad af Tvillingerne er Londons horoskop
(ascendant), og ved grundlæggelsen af byen var Solen i 25° af samme
tegn. I sandhed, at når nogensomhelst bemærkelsesværdig begivenhed
indtræffer, som angår denne by, vil planeter befinde sig i disse
grader - eller dette tegn og disse grader vil være påvirket ...”.
Senere havde en kendt kendte engelske astrolog, A.J. Pearce, i
slutningen af 1800-tallet set på disse forhold. Han fandt bl.a. frem
til, at da den første pæl til hovedfærdselsåren London Bridge fik
begyndt nedramning 15. marts 1824 kl. 9.20 a.m., var ascendanten i
16°11' Tvilling.
F.eks. skete Fenian’s attentatforsøg for at sprænge Parlamentet,
Westminster Hall og Tower of London med dynamit den 24. januar 1885
kl. 2 p.m., hvor planeten Saturn var i retrograd bevægelse (en fra
Jordens set baglæns kurs) i 17°47' Tvillingerne tegn. I Ptolemæus’
værk ”Almagest” er lande i nord (nuv. England, Tyskland, Danmark)
underlagt Vædderens tegn.
Lilly
beskrev om at pesten hærgede London. Træsnittryk fra samtiden.
Greenwich Observatoriet blev gundlagt ud fra horoskop
Den engelske kong Charles 2. udnævnte den 14. marts 1675
(iflg. senere ny kalenderstil) en kongelig astronom/astrolog, et fra
da af specielt embede betegnet ”Astronomer Royal”, idet ordet
’astronom’ på den tid som regel ligeså ofte betød ’astrolog’ - og
omvendt. Embedet eksisterer endnu her i det nye årtusinde i bedste
velgående og fungerer som overhoved eller en art ”rektor” for
Englands astronomi, men i dag dog ikke mere for astrologi.
I England havde den officielle indstilling og interesse med hensyn
til astrologi dog holdt sig længere end f.eks. i Frankrig. -
Astronomer Royal’s indledende embedshandling blev nu at opstille
horoskop for etableringen af Greenwich Observatorium.
Som den første Astronomer Royal udnævntes John Flamsteed. Og idet
hans tidligste officielle gerning var at opstille et horoskop for
det bedste tidspunkt for grundstensnedlæggelse til det kommende
Greenwich Observatorium - beliggende i London-området - blev
resultatet, at gundstenen blev lagt den 10. august (gammel, dvs.
juliansk kalenderstil) 1675, kl. 03.14 p.m.
Hvis William
Lillys påstand om, at Londons grundhoroskop har horisontlinjen med
det opstigende stjernetegn, ascendanten, mellem 17 og 18 grader i
Tvillingernes tegn, er korrekt, er det påfaldende eller sandsynligt
med hensigt, at det ud fra den traditions system vil matche
Greenwich-horoskopets ascendant/descendant, der er placeret i 17°10'
Skytte/Tvilling.
Londons horoskop kunne stamme fra den dag i 1141, da City blev
delvis selvstændigt - det skete kort før midsommer ved solopgang.
Senere tiders videnskabsmænd og historikere har ofte ment, at det
var pinligt, at videnskabens pionerer og store navne som Brahe,
Kepler, Galilei, Leibniz, Newton m.fl. også arbejdede med astrologi.
Horoskopet for Greenwich blev beregnet, opstillet og håndtegnet af
John Flamsteed - der netop var en betydelig videnskabmand, der
udarbejdede fremragende stjernekataloger, mens han var Englands
første Astronomer Royal, såvel som han altså opstillede
Greenwich-horoskopet som en af sine første embedshandlinger (Arkiv:
RGO MSS 18/2r).
Basilisken - og overgangen fra tradition til videnskab
Gammelt og nyt mødtes - og at skulle starte et moderne
videnskabeligt observatorium ved en medvirken af ideer fra et
oldtidskoncept kan synes på grænsen af det eksotiske set med
nutidsøjne. Men det var det ikke for den tids mennesker i
overgangsfasen på vej mod mere moderne videnskab.
Idet det kommende observatoriums absolut bedst egnede tidspunkt for
start skulle findes, altså ovennævnte dato, 10. august 1675, kl.
03.14 p.m. (gl. kalenderstil), var horisonten, horoskopets
ascendant, som nævnt placeret i 17°10' i Skyttens stjernetegn og vil
dermed i den terminologi matche komplementært med London-horoskopets
ascendant. I øvrigt er Greenwich horoskopets zenithpunkt - MC (medium
coeli) - placeret i 19°42' i Vægtens stjernetegn. I selve
horoskop-opdelingen er anvendt det såkaldte Regiomontanus’ hussystem.
Mange af tidens førende intellektuelle
beskæftigede sig seriøst med astrologi. Dette ses senere ofte slået
hen med, at det var de nødt til for at tjene penge eller for at
tækkes deres fyrste eller chef, men at de ikke selv troede på det
o.lign. bortforklaringer. Dette skønt de pågældendes efterladte
skrifter tydeligt viser personlig interesse eller engagement, hvor
de ofte har opstillet horoskoper for sig selv og deres familie,
hvilket direkte vil modbevise de nævnte påstande.
Det gælder også Flamsteed, der var en endog meget dygtig astronom,
der som nævnt har udført et fremragende videnskabeligt arbejde. Han
blev i eftertiden på samme måde frakendt sin astrologiske
beskæftigelse og indsigt. Som ”bevis” for disse senere udsagn ses
bl.a. anført, at henover Flamsteeds horoskop for Greenwich
Observatory har han selv taget afstand ved at skrive "Risum
teneatis, amici?” - dvs. ’Kan dette få jer til at le, venner?’ -
til trods for, at denne påtegning dog er udført i en senere
skriftstil og med en helt anden persons håndskrift.
Påstanden modbevises yderligere af, at Flamsteed havde gjort sig
umage for med størst mulig nøjagtighed at kunne finde rette
tidspunkt og dermed horoskop for dette observatoriums
grundstensnedlæggelse. For ved nærmere eftersyn opdages, at det er
bragt så tæt som muligt til Tycho Brahes horoskop for den daværende
verdens hidtil mest berømte observatorium, Uraniborg. Nemlig ved
tidspunktet, hvor Solen passerede kongestjernen Basilisken (Regulus).
Flamsteed forsvarer astrologien i et brev
(dateret 24. juni 1701) til en Dr. Wallis: ”... Hvis du i
særdeleshed vil tilråde din kollega-Dr. at udvise lidt mere
varsomhed, når han diskuterer sager, han ikke er bekendt med og kun
har falske, ufuldstændige og fordomsfulde informationer om - så
ville du gøre mig en stor tjeneste ...”.
Flamsteeds håndtegnede horoskop for grundstensnedlæggelsen til
Greenwich Observatoriet.
Den fremmede påførte håndksift i bunden af det indre kvadrat er
tydelig en andens skrift.
Den første Astronomer Royal, John Flamsteed
Flamsteed synes at have - som det hedder - ”kunnet mere end sit
fadervor”. I sine efterladte private dagbøger beskriver han bl.a.,
hvordan hans drømme om natten undertiden giver ham oplysninger, han
kan bruge om dagen. Hans astrologiske kundskaber må have været
kendt, for han fik mange henvendelser.
Således ønskede en ældre kone hjælp til at
finde noget kostbart tøj, der var sporløst forsvundet, mens det var
vasketøj. Da han ikke levede af at være astrolog, men alligevel
gerne ville være hjælpsom, fik han hende til at beskrive husets plan
og området. Flamsteed tegnede da ”... en cirkel og indsatte heri en
kvadrat ...”, gjorde et par beregninger og antegninger, og endte ud
fra de anvendte regler med at udpege retningen, som i forbindelse
med husområdet svarede til et sted, hvor der var en grøft - og hvor
hun derefter ganske rigtig fandt det søgte.
Det er siden blevet påstået af dem, der ville frakende denne
videnskabeligt berømte astronom sin astrologiske håndtering, at han
i sagen om det forsvundne vasketøj valgte helt tilfældigt for at
give konen en lærestreg om, at den slags ting ikke kan lade sig gøre
- men da han så alligevel ved ”tilfælde” ramte nøjagtigt, blev det i
ramme alvor tilskrevet ”den ondes værk”.
Men ovennævnte Lilly havde netop i et af sine værker nogle år
forinden anvist en astrologisk metode til at finde forsvundne eller
stjålne ting f.eks. i et hus. Heller ikke Lily havde opfundet
metoden, den kom fra tradition. Hele situationen i bogens eksempel
på ligger så mange måder nær Flamsteed-episoden, at Flamsteed i
flere henseender blot kunne følge bogens anvisninger.
Det, Flamsteed i virkeligheden tegnede, var et mundan-horoskop, dvs.
et øjeblikshoroskop for det præcise tidspunkt, da hendes
konsultation hos ham begyndte. Ifølge traditionens retningslinjer
for tydning inden for denne gren af mundan-astrologien, kaldet
”horary astrology”, hedder det sig, at Skorpionens tegn i sådanne
spørgsmål angående bortkommet eller stjålet gods meget ofte
indikerer ”et sted med urent vand, en rende, en grøft, en kloak”.
John
Flamsteed, den første Astronomer Royal.
Var Isaac Newton optaget af astrologi?
Hvad angår Isaac Newton (1642-1727) - der fra basis i Keplers love
for planetbanebevægelser endte med at finde principperne for
tyngdeloven (udgivet 1687) - havde også han, ligesom Kepler og som
sin tilsvarende geniale kollega i Tyskland, Leibniz, beskæftiget sig
med astrologien, ikke mindst hvad angår vejrprognoser. Hvilket
allerede Tycho Brahe tidligere havde eksperimenteret med.
Synet på disse pionerers indstilling har tidens løb udviklet en del
stridigheder mellem tilhængere af astrologi og de forskere, der
afviser den. Begge parter vil gerne bevare deres helte som ”rene”.
Det har ført til overdrivelser, hvor man til tider ikke kan stole på
nogen af parterne: Beklageligvis skulle i hvert fald den ene part,
de videnskabelige forskere, dog været uddannet til ikke at udsætte
netop den videnskabelige forsknings resultater for stærkt subjektive
tolkninger.
Men altså i eftertiden er det forsøgt afvist, at den imponerende
kapacitet Newton - med sit ry for at have ”historiens højeste
intelligenskvotient - som kun meget få, f.eks. Goethe og nævnte
Leibniz, kunne nå op i nærheden af - skulle have gået ind for
”overtro” af denne og lignende art. Newtoneksperter har henvist til,
at Newton ganske vist i begyndelsen, i sommeren 1663, ville finde ud
af, om der var noget om astrologien eller ej - hvilket han senere
fortalte sin nevø John Conduitt, der tog notater (der nu opbevares
som lødig citatkilde). Men en astrologibogs natruligvis for en
begynder uforståelige diagrammer bidrog til, at Newton afgørende
satte kurs mod matematiske studier, den ”højere” (dvs. himmelske)
matematik, som dette område dengang kaldtes. Og til det fag gik han
så igang med at studere bl.a. Euklid og Descartes.
Eksperter hævder da, at han ”opdagede tomheden i det, så snart han
havde opstillet et horoskop”. I virkeligheden omtolker de hans
beretning angående, at han sad med en horoskopdiagram, som han ikke
rigtig kunne stille noget op med. Men på dette tidspunkt var Newton
under 24 år og havde absolut ingen erfaring i tydning og udlægning
af horoskoper - en medicinstuderende ville på samme måde i
begyndelsen synes, at hans studier var tomme, hvis han kun fik en
tegning af et skelet at undersøge uden baggrundsviden. Fra
inventarlister vides, at blandt sine 1752 bøger, som han havde en
stor del af sit liv, fandtes 4 om astrologi. Bl.a. en bog (1596) af
den tyske astrolog Johann Essler fra Mainz.
Efter
Flamsteed blev den næste Astronomer Royal, fra 1719, Edmond Halley
(1656-1742), der var Newtons ven, og som på basis af Newtons
tyngdelove kunne bestemme banen for den senere så kendte ”Halley's
komet”, der blev opdaget i 1682. Herved opdagede Halley tilmed, at
kometer ofte havde cyklusser. Udfra en sådan ”teknisk astronomi”
angreb han engang overfor Newton astrologien, hvortil Newton svarede
med sin stadig berømte bemærkning:
”... Min herre, jeg har studeret dette emne, det har De
ikke ...”!
I omtale af
Newtons 4 astrologibøger (hvoraf den ene var imod astrologien, men
bærer intet tegn på nogensinde at være læst eller åbnet til læsning)
bruger Newton-forskerne hyppigt ordet ”kun” foran deres antal på 4,
men uddyber ikke, at han altså havde bøger om astrologi -
eller hvorfor han havde dem. Descartes, f.eks., vides ikke at have
ejet astrologibøger. Med den ofte gentagne brug af ordet ”kun”
bliver denne oplysning mere som et subjektivt partsindlæg.
Et lige så talende eksempel fra modsat hold: Astrologitilhængere ses
ofte med begejstring at ville støtte sig til, at en videnskabsmand
af lignende stort format, nemlig Einstein, skulle have udtalt sig
til fordel for astrologien. Han citeres ofte for det - endda med
ordret tale, men ikke med nogen form for dokumentation om, hvor
eller hvornår dette skulle have fundet sted. Der er ikke noget i
vejen for, at denne ikke-dogmatiske tænker med sin indgående
forståelse af kosmos kunne have haft den betragtning, han tillægges
i citatet, men der ses ikke leveret nogen bekræftelse. Citatet er
ligeledes ikke at finde i en eneste af de forskellige i tidens løb
udgivne samlinger med ”Einstein Quotations”.
Men angående Newton kan yderligere vurderes, om han virkelig har
udtalt sig astrologien som førnævnt. Det er dokumenteret, at bl.a.
Nevil Maskelyne - der netop var Astronomer Royal ved Greenwich
Observatory i årene 1765-1811 - har viderebragt, at Newton (død kort
før Maskelynes fødsel, men tilhørte dog hans forældres generation)
endda meget ofte i diskussioner, også med andre end Halley, brugte
præcis den nævnte vending, ”Jeg har studeret disse ting, det har De
ikke”.
Igen, en af de mest ansete Newton-forskere,
videnskabshistorikeren D.T. Whiteside, har udtalt (ref. hos T.G.
Cowling, 1977), at han aldrig fandt nogen reference til astrologi
blandt de mange millioner ord, som er blevet bevaret fra Newtons
hånd. - Men her er der atter noget ejendommeligt: For med Newtons
livslange overvældende interesse for alkymi, har han ikke
kunnet undgå at beskæftige sig endda særdeles indgående med
astrologiske forhold. Enhver moderne seriøs videnskabshistoriker,
der har den epoke som emne, vil absolut kende til det, så hvorfor
fortrænges dette tilhørende forhold?
På den ene side påstås det altså ved søgning
i tusindvis af notater i Newtons efterladte papirer, at ingen af
disse noter har henvisning til astrologi. På den anden side kunne
Newton med sin kontroversielle forskerinteresse alligevel sagtens
have sagt det citerede om astrologi (se i det følgende). Gjorde han
det nu i virkeligheden? Men mange vil henholde sig til, at det
påståede Newton-citatet netop anses som komplet pålideligt hos nogle
virkelig autoritative biografier (af David Brewster, repr. 1965, og
i nyere tid R.S. Westfall, 1980).
Edmond Halley (1656-1742).
Isaac Newton's næsten en milion ord om alkymi
Hvad andre Newton-forskerne ikke kunne bortforklare var, at udover
sin egen bogsamlings 169 bøger om alkymi efterlod Newton sig egne
manuskripter med næsten en million ord om alkymi. Dertil fandt man
lignende mængder skriftligt materiale om mystik og indbyggede koder
(!) i ”Johannes Åbenbaring” - dette bibelskrift beskæftigede han sig
med hele sit liv. Og han bekæftigede sig indgående med tallene i
dimensionerne for Salomons tempel samt med bibelske profetier og
bibelsk kronologi. (Fra andens side påstås han hemmeligt tilknyttet
en tempelridderorden, hvis hovedsæde Rosslyn Chapel har de præcise
mål for Salomons tempel).
Isaac Newton, som dertil lærte sig hebraisk,
arbejdede det meste af sit liv med Bibelens koder, som han
mente at være på sporet af, bl.a. fra sin inspiration ved at læse om
”de sidste dage” i ”Daniel” og ”Johannes’ Åbenbaring”. Heraf
beregnede Newton verdens omvæltning: år 2060.
Nationaløkonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var stærkt
overrasket ved i Newtons notesbøger - oprindelig pakket ned 1696 på
Cambridge University - at finde, alene hvad angår esoterisk teologi,
op mod en million ord om især en skjult kode i Bibelen. Keynes købte
i 1936 Newton-papirerne på auktion og oversatte deres kodesprog.
Jerusalem University købte 4000 øvrige papirer. Ifølge Keynes’ værk
”Essayes and Sketches in Biography” (1956, s. 280-290) mente Newton,
at Bibelen og universet var ”et kryptogram sat af den
almægtige Gud”, og at:
”... essensen af Bibelen er
profeti om menneskets historie ...”.
Ekempelvis kan det påpeges, at Tycho Brahe
åbent bekræfter sammenhængen mellem alkymi og astrologi. Bl.a. skrev
han i et af sine breve i 1588:
”... Det er vigtigt at vise, at de syv planeter på himlen
modsvares af de syv metaller på Jorden og i mennesket af de syv
vigtigste organer. Alt dette er endda ordnet så smukt og harmonisk,
at det synes nær at have en og samme funktion, art og natur. Således
modsvares Sol og Måne af de ypperste metaller guld og sølv og hos
mennesket af de to vigtigste organer, hjertet og hjernen ...”.
Sammenhængen mellem alkymi og strologi
opfattedes at være yderst tæt. Tycho Brahe kaldte sin astronomiske
forskning for ”den himmelske alkymi”. Og modsvarende har han i sin
selvbiografi ”Mechanica” skrevet om sin betegnelse for alkymien:
”... På alkymistiske undersøgelser
og kemiske eksperimenter har jeg anvendt en ikke ringe omsorg. Det
materiale, som de behandler, har en hel del analogi med
himmelegemerne og deres virkninger, hvorfor jeg vanligt kalder denne
videnskab for den jordiske astrologi”.
Brahe og andre alkymister synes at arbejde ud fra særlig sammenhæng
mellem stoffet svovl og himlens klareste stjerne Sirius, som
aktiveredes ved passage af Solen, der alkymisk sattes i forbindelse
med guld. Moses’ skabelsesberetning i Bibelen ansås som en
alkymistisk proces!
Og når Brahe fremstillede medicin, blev den udviklet ud fra, som
nævnt, at man generelt anså planeterne at kunne relateres til
mennesket organer. Bl.a. når Solen ansås forbundet med hjertet,
kunne en hjertekur f.eks. bestå i, at man skulle drikke vand med
pulveriseret guld i.
Det er i senere tider blevet kritiseret, at
en så begavet mand som Newton af den engelske stat ”blot” blev sat
til at være rigets møntmester. Men det gav ham ikke alene en god
fast indtægt, embedet synes også givet ham p.gr.a. af hans
alkymistiske viden om metaller. Ikke al praksis af alkymi var
forbudt. Ligeledes i Danmark havde kong Christian d. 4. en alkymist
ansat som møntmester - med værksted i en pavillon i Rosenborg have.
Også Tycho Brahe synes at have et lignende arbejde stillet i udsigt
udover som rådgiver hos den bøhmiske kejser Rudolph d. 2.
Sir Isaac
Newton, malet i 1689 af Sir Godfrey Kneller.
Newtons eksperimenter med Regulus, ’basilisken’
I Newtons papirer om sine alkymistiske
eksperimenter optræder udtryk som ”the Starry Regulus of antimony
and Mars” eller ”Martial Regulus”, samt ”Lunar Regulus” og ”Lunar
Venusian Regulus” - hvor Mars, Luna (Månen) og Venus er henvisninger
til grundmetallerne jern, sølv og kobber. Og antimon - fra
græsk anti plus mono, betyder at det ’ikke kommer
alene’ - brugtes ofte som navn for selve dette metal antimon, der
senere også kaldes stibium. Det udvindes af stibnit, et mineral der
fremtræder i form af prismatiske krystaller.
Og endelig betegnelsen Regulus, som er navnet på en af de 5
klareste stjerner på himlen, Løvens hovedstjerne, også kaldet ved
sit oprindelige græske navn Basiliskos. Et navn - som
astronomen Copernicus med succes omdøbte ved at oversætte det til
latin som Regulus - der synes gensidigt inspireret af alkymistisk
terminologi. På græsk betyder basilisk ’et vildt uhyre,
basilisken’, såvel som ’lille konge’, det sidste betyder det også i
navnets latinske form Regulus.
Med antimon som hjælpemiddel (upåvirkeligt af luft) tilsat guld - et
homunculus-træk (lille konge) - havde de ”emperiske
filosoffer”, alkymisterne, store forhåbninger til, at det sølvhvidt
farvede metal antimon skulle lede dem til udvinding af det
mirakuløse stof: ”de vises sten”.
En alkymistisk proces, hvori der indgår antimon, kan resultere i
udvikling af en særlig råmetal-udgave kaldet Regulus, et
navn der netop indførtes af alkymisterne. Hos dem blev det først og
fremmest forbundet med antimon. Til at udskille antimon (stibnit)
kunne der bruges de klasiske grundmetaller som hjælpemiddel til at
’trimme’ (reducere/rense) den metalliske masse - og blev da til
f.eks. regulus af Venus (m. kobber) eller regulus af
Jupiter (m. tin) etc.
Når metallisk antimon lutres i kulild skal det synke til bunds i
en beholder eller smeltedigel, og den lille regelmæssigt formede
klump, der fremkommer, skal undergå yderligere lutringer for at
’fremdrage’ stjernen Regulus. I bunden af beholderen findes det, der
bliver den lille konge.
Der er flere referencer i overført betydning
til stjernebilleder, f.eks. Ravnen (Corvus) eller den
sorte krage er et stjernebillede inden for Jomfruens himmelsektion.
Eller Ørnen, på himlen stjernebilledet (Jupiters) Ørnen, som
i alkymi var et amalgam med Mercurium, kviksølv, i.
Newton refererer direkte til, at ”den sorte
krage” (black scoria) og 2 purgationer (lutringer) med kaliumnitrat
(kan kræve 3-4 purgationer) fremkalder en stor, 60 graders
vinklet stjerne!
Medmindre dette stade med stjernen passeres har man ikke ’den rette
regulus’ til (forsættelse af) sit værk. Newton
skriver bl.a. om en sådan proces, at ”... the Regulus - after a
purgation or two - starred very well ...”. Den atomare
struktur synes at ændres under lutring, forædling.
Udtrykket ”starred” blev brugt af Newton i mest bogstavelige
forstand, når krystalformer i afkøling i den flydende metalliske
overflade formerede triangulære grene omkring et centralt punkt og
antog billedet reelt af en geometrisk præcist aftegnet og
betragtelig stor sølvstjerne.
Titelbladet
af Tycho Brahes selvbiografi – viser også
hans hermetiske moto ”hvad jeg ser oppe, ser jeg nede”.
Astrologer skal ’sendes på hårdt arbejde i Forbedringshuset’
Efter oprettelsen af Flamsteeds embede endte det efterhånden med, at
Skotland ville markere sig og fik også sin egen Astronomer Royal.
Som skotsk A-R gjorde senere især Piazzi Smythe sig bemærket, i
slutningen af 1800-tallet, ved sine uhørt præcise og konstruktive
opmålinger af den store pyramide i Giza. Her som den første
afslørede han dens mange avancerede astronomisk forbundne målforhold
og dens stjerneorienterede bygning og placering.
Hvad angår en engelsk Astronomer Royal, Sir
William H.M. Christie, forekom det så sent som helt frem til 1910,
at det væltede ind med breve til ham med astrologiske
forespørgsler. Det påstås i England, at de 2 hyppigste forespørgsler
eller emner, en astrolog her kommer ud for, er, ”Hvornår dør min
kone/mand”? - og ”Hvornår arver/vinder jeg nogle penge”?
Mængden af forespørgsler til denne Astronomer Royal var så
overvældende, at han måtte lade trykke nogle officielle
standardsvar, hvilke han lod sin sekretær ekspedere:
”... Sir or Madam, - Astronomer
Royal har bedt mig informere Dem om, at han er ude i stand til at
styre Deres planeter. Personer, der udøver den slags, er kæltringer
og landsstrygere. - Idet jeg forbliver Deres forbundne -
(sekretærens navn) ...”.
De ejendommelige udtryk i brevets sidste del hentyder tilomrejsende
markedsfolk, gøglere, sigøjnere, tatere og natmandsfolk etc., hvis
profession i denne retning omtales i en engelsk lov (5 Geo., IV c.
83 (s. iv)) fra 1800-tallet gældende endnu i hvert fald omkring 1930
og er måske fortsat i kraft - til ...? Og i hvert fald står der i
den pågældende lovbestemmelse:
”... Enhver person som foregiver eller udøver at forudsige
skæbne, eller bruger den slags midler eller udstyr, ved håndlæsning,
eller på anden måde for at påvirke nogen af Hans Majestæts
undersåtter ... skal blive dømt som kæltring og vagabond (’Rouge
and Vagabond’) ... og sendes til Forbedringshuset for der at
blive sat til hårdt arbejde i nogen tid dog ikke overstigende 3
kalendermåneder ...”.
Greenwich
Royal Observatory.
Astronomer Royals fejlslagne forudsigelse
Når Astronomer Royal ikke længere opstiller horoskoper, er han på
sin vis afskåret fra at ”kende fremtiden”. I 1956 udtalte den
daværende Astronomer Royal, Sir Richard R. Wooley, med sit kendskab
til moderne tids avancerede matematik, at ideen om at anbringe en
kunstig satellit omkring Jorden er udtalt vrøvl (”utter bilge”)
- og overhovedet ikke kan lade sig gøre!
Indtil da havde kun 2 personer i historien i det hele taget
beskæftiget sig i dybden med dette spørgsmål og de
matematisk-tekniske betingelser. Nemlig Isaac Newtons
”modelberegning” for en ”drabant” om Jorden, da han i 1600-tallet
nåede frem til at kunne opstille konklusioner om tyngdeloven. Og
science fiction forfatteren Arthur C. Clarke i sin
tidsskriftartikel i 1945. Dette skete 3 år før Clarke til BBC
indleverede sin novelle ”The Sentinel” (udkom 1951), der senere
(1964) blev udvidet til det også filmatiserede værk (om år) ”2001: A
Space Odysse”.
Wooleys havde afgivet sin så afgjort definitive ”forudsigelse” ud
fra et videnskabeligt grundlag om, at dette ikke kunne lade sig
gøre. Men russerne - der af nogle ansås for måske knapt så
avancerede og derfor ”ikke kunne vide bedre” - kom til allerede
året efter at overtræde hans afgørelse grundigt, idet de den 4.
oktober 1957 kl. 19.26 UT opsendte ”Sputnik” som Jordens første
kunstige satellit.
Et pudsigt fortilfælde var amerikaneren Simon Newcomb, en af de
største astronomiske beregnere overhovedet - han var bl.a. den
første, der fandt en særdeles præcis hastighed for
præcessions-bevægelsen. Han beregnede udførligt, i 1902, at det var
fysisk umuligt for en genstand tungere end luften at kunne flyve ved
hjælp af en maskine. Og her havde allerede dygtige forskere inden
for biologi og matematik betegnet det som et sandt paradoks, at en
humlebi flyver, skønt meget store og tunge i forhold til eget
vingefang og kraft. Dog, her synes de at have overset, at det også
var nødvendigt med et vist detaljeret kendskab til endnu en faktor:
aerodynamikkens love.
Men året efter, i 1903, fløj opfinder-brødrene Wright - der ikke
vidste, det var blevet ”bevist”, at det, de gjorde, kunne de ikke -
i den første flyvemaskine! Newcombs beregninger var i øvrigt
korrekte nok i sig selv, han havde, som det fremgik, blot ikke
tilstrækkelig kendskab til alle nødvendige faktorer. Det træk ser i
anden sammenhæng i øvrigt ofte ud til at være hovedproblemet, når
den officielle videnskab udtaler sig om astrologi.
Ove von Spaeth
m
Copyright © 2004 (& ©
1984)
ve von Spaeth er forfatter bl.a. til bogserien
"Attentatet på Moses”.
( C.A. Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 &
info@careitzel.com
)
.
Yderligere information:
www.moses-egypt.net
Tycho Brahes berømte himmelglobus. En afbildning efter hans forlæg fra ca. 1600.
I alle gengivelser er globus’en med hensigt drejet således, at den ydre ring
med målangivelser danner skæringspunkt på ekliptika nøjagtigt det sted,
hvor Basiliskos-stjernen (Løvens Hjerte) har sin himmelposition.
|
