Regenter, admiraler - og kongelige astrologer
 
Af  OVE VON SPAETH

Copyright © 20o4  (backtrack ©  2004)  www.moses-egypt.net

Gennem historien, faktisk helt frem til 1800-tallet, kunne astrologi være
lige så involveret bag politik som f.eks. økonomiske hensyn - foruden at
være  en stærkt udbredt og selvfølgelig faktor i livssyn og i dagligdagen
ligesom religionen. Ofte kendes astrologien næsten ikke i historie­-
bøgerne, hvilket i realiteten kunne svare til f.eks. at omtale
store dele af den katolske kirke i kulturhistorien.


Filosofiskolen i Athen, malet af Raphael. Her diskutererede
de lærde både stjernelære og matematisk astronomi.

Aristoteles om ’planeterne i himlen, som vi kalder guder’

Der var engang, da kongerne i deres tjeneste også havde rådgivere af en særlig type, f.eks. inkluderede persiske og babyloniske konger i deres stab nogle astrologer som vismænd. Det var de såkaldte magoi (magere), der omtales i Bibelen for at have observeret og udlagt betydningen af den såkaldte ”Bethlehemsstjerne”.

Alexander d. Store havde som konge og feltherre bl.a. en indisk yogi og en syrisk spåkvinde med på råd under sit store togt, mens han samtidig korresponderede med sin tidligere lærer, filosoffen Aristoteles, bl.a. om ”... planeterne i himlen, som vi kalder guder ...”, som der stod i et af brevene fra Aristoteles.

Den græske forfatter Plutarch (45–120 e.Kr.) omtaler Alexander d. Stores fødsel og hentyder til stjernebilledet Løven, da Alexander blev født en bestemt dag - 20. juli 356 f.Kr. - mens Løvens hovedstjerne Basilisken, dvs. Basiliskos (Regulus), blev passeret af Solen i en tæt konjunktion. I den gamle stjernemytologiske tradition ifølge astronomen Ptolemæus ansås dette for under rette betingelser at man kunne være tilknyttet en stærkt berømmelig karriere.

I et andet af Plutarchs skrifter, hans nu 2.000 år gamle værk om “parallelle Liv” (jf. Plutarch: "Lives", VII, Loeb Classical Library, 1919). Han var en Delphisk præst, også kultisk indviet og en førende platoniker. I sine tekster viser han sig både som historiker og begavet biografist - her med en parallel gengivelse af beretninger om personer, hvis liv har slående ligheder, hvor der således kan fremføres sammenligning og kontrast.

Her kan der i væsentlige detaljer ses, f.eks. at berømte hærførere, at Alexander d. Store opstilles som modsvarende til Cæsar, og de sammenlignes på en lang række vigtige parallelle punkter i deres liv og virke. - Men en ekstra detalje ses ikke nævnt af Plutarch, nemlig at de begge er født omkring 20. juli. På den tid var det en dato lige opad dagen hvor solen passerede Basilisk-stjernen.

 

Magellan havde astrolog med på første verdensomsejling

Adskillige historiske beslutninger og deres konsekvenser har gennem tiderne hvilet på astrologers afgørelser eller astrologiske betragtninger.

Eksempelvis da den græske flåde i 400-tallet f.Kr. undlod at angribe oprøret i det hidtil græsk-dominerede Syditalien af skræk for en måneformørkelse, hvorved disse græske kolonier gik tabt for stedse og med romerrigets muliggørelse til følge. Interessant nok tales der som eneste sted stadig oldgræsk i disse egne.

Eller da kejser Karl d. 5.’s astrolog varslede personlig ulykke for kejseren pga. en stor komet i 1555, hvorfor Karl d. 5. af frygt nu afstod trone, titel og hele kejserriget, her ca. størstedelen af Vesteuropa, til sin søn - og derpå gemte sig bort i et kloster, hvor han døde fem år senere.

Når konger havde astrologer som rådgivere, lod også deres generaler, guvernører, admiraler etc. ofte anskaffe sig en sådan måske uundværlig beregner af forsynets krogede veje. Da lederen af den første verdensomsejling, Magellan, tog af sted i september 1519 på sin årelange færd med sine folk og sine skibe, havde han som noget af det vigtigste sin astrolog med.
Denne post, langt over f.eks. skibslægen, regnedes endda for mere betydningsfuld end bare på et niveau med navigatøren. Her i Magellan’s stab havde astrologen Andreas de San Martin en position, der svarer til en kommandørkaptajn på et moderne flagskib, hvortil han altså fuldt ud kunne kunsten at navigere med astronomiens hjælp.

Da nu Magellan’ ekspedition var nået halvvejs igennem det vanskelige og farefulde sund - der siden har båret hans navn - ved Sydamerikas sydspids, måtte han vente seks dage på et af skibene, San Antonio, der ikke dukkede op.

Og da intet spor af skibet viste sig, blev den videre rejse genoptaget, idet Magellan var sikker i sin sag, at så kom det heller ikke mere. Ivrig efter at vide hvad der var sket med skibet, havde han beordret sin astrolog til at arbejde med dets horoskop for at klarlægge dets skæbne.

Astrologen San-Martin var åbenbart dygtig til sin profession, for efter at have udført de nødvendige beregninger, rapporterede han, at det savnede skibs besætning havde gjort mytteri, taget kaptajnen til fange og sat kursen mod Europa. Da Magellans ekspedition til sidst selv kom tilbage til Europa i 1522, erfarede de, at dette var nøjagtigt, hvad der var sket.




For at navigere efter nattens stjerner skulle solhøjden måles om dagen.

Columbus og formørkelsen

Da Columbus en del år forud for Magellan’ ekspedition sejlede ud på en ekspedition og ”op-dagede Amerika” i oktober 1492, tog han ikke astrolog med - for det kunne han selv klare.

For en datidig navigationserfaren skibsfører, hjemmevant med positionsberegninger ud fra beregninger og observation af stjerners og himmellegemers indbyrdes stillinger, var der ikke langt til også at kunne opstille horoskoper. Der er stadig fra hans hånd bevaret bl.a. nogle månetabeller, han selv havde nedskrevet.

Hans indsigt her kom ham til gode i forbindelse med fuldmånens indtræf få dage før, han observerede land - en af Amerikas øer. Det skete netop på et tidspunkt, hvor besætningen, der ikke længere troede på et resultat, ikke turde fortsætte, og situationen var lige på randen af mytteri. Så det var temmelig nær ved, at Columbus ikke skulle opdage Amerika.

Langt senere på en af de andre øer, Jamaica, reddede han livet ved at skræmme og imponere indfødte ved at kunne forudsige en formørkelse, der indtraf præcist 29. februar 1504 efter hans beregning. Denne ide af Columbus er siden hen blevet godt udnyttet - bl.a. af H. Rider Haggard i sin bog ”Kong Salomons miner” (1885), og af Mark Twain i ”A Connecticut Yankee in King Arthur's Court” (1889), samt af tegneren Hergé i sin ”Tintin” (1946-1948).

Astrologi forbudt i ny fransk videnskab, men ikke hos kongen

Da det Kongelige Franske Videnskabs Akademi stiftedes 1666, blev astrologien udtrykkeligt forment adgang - en forordning kongens eminence Colbert stod bag. Han ville som rådgiver ikke have konkurrence.

Morin de Villefrance var derfor sidste officielle franske astrolog.

Men sagen forhindrede ikke de franske konger i at benytte sig af astrologi lidt endnu. Kong Ludvig d. 14. brugte dens symbolik overalt, når han optrådte som ”Solkongen”.

Kongens søn, Ludvig d. 15., fik af sin astrolog forudsagt sin levetid i diplomatiske vendinger: ”Så og så mange af Jordens omdrejninger vil majestæten endnu kunne regne med at deltage i”, idet f.eks. 8-10.000 omdrejninger immervæk lød af mere rigelig tid end nogle-og-tyve-år.

Ved flere lejligheder derefter overraskedes bl.a. kongens læge ved - under sin indtræden i de kongelige gemakker - at se majestæten dreje rundt og rundt som en balletdanser. Hertil forklarede kongen, at han ”drejede ’baglæns’ rundt for ved hver omgang at kunne ophæve en virkning fra Jordens rotation for således at kunne leve så meget længere”.         



Herskere og ledere anså det for vigtigt at få opstillet deres horoskop. Wallenstein, en
 af 30-årskrigens store feltherrer, lod dette sit horoskop opstille af Johannes Kepler.

Napoleon talte ofte om indflydelse fra ”sin skæbnestjerne”.

Napoleon er en af historiens mest veldokumenterede personer. Simpelthen alt blev noteret ned af hans stabsofficerer, der var omkring ham nærmest døgnet rundt - alt hvad han sagde, skrev, spiste, mødte, opholdssted, klokkeslæt etc. Trods Napoleons store selvbevidsthed om egen dygtighed talte han ofte om afhængighed eller indflydelse fra ”sin skæbnestjerne” eller ”lykkestjerne”.

Kunne han måske, som mange ledere i historien, også have konsulteret astrologer? Men det er lige så udokumenteret som hans påståede besøg i den store pyramide. Hans officer-sekretærer kan i givet fald have ment, at det kunne anses for pinligt for den store general, - der står intet herom, næppe heller indirekte, i de tykke bind notaterne voksede til.

Dog fremgår det, at disse optegnelser afslører, at Napoleon, skønt han var en stor strateg, nøgtern analytiker, genial matematiker mv., uden videre fejede alt dette og øvrige logiske overvejelser til side ved ansættesen af nye generaler, idet han i stedet altid undersøgte og spurgte som det eneste vigtige: ”Har han held med sig?”

Åbenlyst for alle var det også, at Napoleons sidste, desperate genkomstforsøg, de såkaldte ”100 dage”, faldt nøjagtig sammen med, at en ny komet viste sig på himlen, da han startede fra Elba. Kometen kulminerede samtidig med Napoleons genkomst-succes. Og den vendte og forsvandt mere og mere samtidig med hans nederlag i 1815 ved Waterloo fandt sted. Den blev sidste gang set på himlen præcis den dag, han interneredes som livsfange på øen St. Helena.

Hvad var Napoleons ”skæbnestjerne”? Var det fordi, han var født 15. august 1769? Herved var Napoleon født en sådan dag, hvor Løvens hovedstjerne Basiliskos/Regulus blev passeret af Solen i kun 3 graders afstand (åben konjunktion). Igen, i datidig stjernemytologisk tradition ansås dette for, under rette betingelser, at være tilknyttet en stærkt berømmelig karriere.


 

Napoleon talte ofte om indflydelse fra ”sin skæbnestjerne”.

Præsidenter bruger astrologi - også i nyere historie

.Hitler benyttede gennem folk fra sin stab i krigens første år den svejtsiske astrolog og Nostradamus-fortolker Karl E. Krafft. Højtstående i nazistaben benyttede Krafft, da de læste hans opsigtvækkende gunstige forudsigelser for Hitler, et prospekt med stærk inspiration ved fortolkning af Nostradamus.

Da tilhængeren Rudolf Hess i staben flygtede, faldt Krafft i unåde og endte sine dage i en kz-lejr. Krafft nåede at udgive: ”Über ältere u. älteste Ausgaben d. Propheties” og ”Einführung z.d. Propheties d. M. M. Nostradamus” (begge: Fkf.a.M., 1940). Og det britiske efterretnings-væsen lod under 2. verdenskrig ansætte en astrolog, Louis de Wohl, tidligere flygtet fra Berlin og Ungarn, for at udregne, hvad Krafft og andre kunne have rådet kontaktfolk i Hitlers stab til.



Karl Krafft (1900-1945), Hilters ’hofastrolog’.

I nutidens asiatiske kongeriger som Thailand, Nepal, Sikkhim m.fl. foregår kongelige bryllupper, tronbestigelser etc. stadig efter astrologernes råd. Bangla Desh udråbtes som ny stat på et astrologisk valgt tidspunkt.

I Tibet var visse personer med specielle evner direkte ansat som professionelle statsorakler, som det foregik for flere tusinde år siden i det gamle Egypten.

Da tibetanernes overhoved Dalai Lama i 1959 tilsidst ville flygte efter kinesernes gradvise indtrængen og erobring af landet, lod han sig i første omgang overtale til at holde sig tilbage i længere tid end forsvarligt ved et kloster ved grænsen ind til Indien, fordi statsoraklet (der brugte forskellige metoder, endda også en slags astrologi) frarådede, at han forlod landet.

Gennem hele verdenshistorien har astrologer og andre forudsigere været til fals i de politiske spil, ofte under trusler for at levere fine prospekter i propagandaens tjeneste. Også i dette tilfælde, for det viste sig senere, at statsoraklet var blevet bestukket af kineserne. - Dette fra pålidelig kilde, idet jeg personligt gennem 8 år, til 1980, kendte prins Peter af Grækenland og Danmark; han var uddannet etnograf i London og var Dalai Lamas ven og fortrolige - og en af dengang kun to danskere, der talte tibetansk flydende (den anden var magister Erik Haar).

Indiens første præsident fra 1948, Nehru, har i en bog offentliggjort korrespondance med sin datter, der senere selv blev Indiens præsident, Indira Gandhi. I et brev råder han hende til at konferere med sit horoskop eller lade et beregne, hvis hun endnu ikke var i besiddelse af et.

Flere amerikanske præsidenter fra John F. Kennedy (1961-1989) og fremefter har benyttet sig af det astrologiorienterede medium Jeanne Dixon, som ikke blot nøjedes med at udsende forudsigelser pr. pressemeddelelse, men ofte selv var på besøg i Det hvide Hus' præsidentbolig i Washington DC. Senere blev præsident (1981-1989) Ronald Reagan og især præsidentfruen Nancy jævnligt kritiseret i medierne for at rådføre sig for meget med en (denne) astrolog.



 
Tyrkiske astronomer og astrologer med arabisk tradition.

Kongelig astrolog bag arabisk olieaftale

Under den 2. verdenskrigs sidste år - i dagene efter den berømte konference 4.-12. februar 1945 mellem Roosevelt, Stalin og Churchill i den sydrussiske by Jalta på Krims kyst - begav den amerikanske præsident sig herfra hjemad. Det skete ad en omvej, idet han derefter på en amerikansk destroyer, ”USS Murphy” ud for Arabiens kyst, holdt konference med den daværende konge Abdul Azis, kaldet Ibn Saud, af Saudi-Arabien.

Der blev herved etableret en stærkere vestlig tilknytning i dette - indtil da hovedsagelig britiske - interesseområde som modvægt mod russernes stadig truende indflydelse i olielandet Persien (Iran), en usikkerhed Jalta-aftalerne ikke garanterede noget imod, idet de fortrinsvis bl.a. fastlagde den politiske interessefordeling, der skulle herske i Europa efter krigen.

Russerne opnåede herved en række stødpudestater i vest - især slavisk-sprogede lande, men kiggede sultent over sydgrænserne. Så amerikanerne måtte handle hurtigt og fik da nogle strategisk beliggende islamiske lande gjort til en slags allierede, ved f.eks. kort efter at få Tyrkiet (23. februar) og Egypten (24. februar) til at vende sig imod Tyskland. Den 3. marts 1945 erklærede Saudi-Arabien krig mod Tyskland og Japan - i praksis var det selvfølgelig kun en formalitet. Men nu blev det på grund af bagvedliggende amerikanske initiativ ”legalt” for USA at indsætte sine rådgivere - og derved komme russerne i forkøbet.

Altså en yderst vigtig mission, denne omvej hjem via Saudi-Arabien. Ved den lejlighed kunne opleves eventyrlig kontrast mellem det tekniske Vestens enorme destroyer og den skinbarlige middelalder: Den kongelige chalup i Jeddas havn kom sejlende derud med tre hovedpersoner om bord. Og derpå en båd med 48 personer fra datidens største kongefamilie (56 sønner), der medbragte hele lam til at spidsteges på bål på USA-destroyerens fordæk, nu forsynet med telt, ægte tæpper og tronstol.

Og fra chaluppen gik den saudi-arabiske konge i fuld ornat om bord ledsaget af sin skatmester og sin ”gehejmeråd”, nemlig den kongelige astrolog, der regnedes for en mindst lige så vigtig og uundværlig ekspert. De blev modtaget af præsident Roosevelt.

Fra et senere tidspunkts afstand - efter flere truende oliekriser og voldsomme dollarkursfald - er det muligt at se tilbage på det og vide noget mere om, hvad der dengang blev oprettet mellem USA og Saudi-Arabien, og som i klare punkter forbandt disse to dog på mange måder så fjerne lande tættere for første gang.

For forholdet som siden hen skulle blive en af de vigtigste hovednøgler til verdensøkonomi er, at disse verdenshistorisk afgørende olieaftaler mellem USA og Saudi-Arabien blev skabt

under fuldgyldig medvirken af den kongelige saudi-arabiske astrolog. Derpå hørte briterne resultatet. En ærgerlig britisk delegation mødtes nogle dage senere med saudierne. Fra da af var engelsk indflydelse på vej ud. Kongen fik endda foræret en Roll-Royce (højrestyret, som han ikke kunne lide, en ’simpel’ chauffør på kongens højre side var fornærmende), men amerikanerne havde allerede overtrumfet og givet ham et lille fly.

Disse olieaftalers tilblivelse i Saudiarabien fra dagen(e) efter den 12. februar 1945 var i deres udformning grundlæggende, men er derudfra blevet revideret flere gange siden. Den første såkaldte ”oliekrise” indtraf den 22. oktober 1973, hvor Saudi-Arabien med det afgørende ord, foruden Persien/Iran og fem andre mellemøstlige olielande, iværksatte en embargo, dvs. lukkede af i en periode for olieeksport til USA og Europa.


      


Den h?e person midt i billedet: Kong Ibn Saud Abdul Aziz, i Dammam i 1939.


Den saturniske cyklus - kendt i al tradition

Hvad har den saudiarabiske astrolog kunnet tænke om oliekrisen? Astrologien i Mellemøsten hviler her især på ældgamle traditioner. Ud fra de overleverede systemer og generelle regler fra oldtiden ville en sådan astrolog have søgt at forklare det ved, at på nævnte afgørende krisedag i 1973 havde planeten Saturn gennemløbet sin karakteristiske cyklus. Saturn forbindes ifølge den ældgamle tradition bl.a. med ”skæbne” og ”bremsende effekt”.

Derved var Saturn nået frem til sit såkaldte ”kritiske 29-års vendepunkt”, hvor det ville tillægges betydning, at den nu havde indtaget nøjagtig samme position som ved kontraktens indgåelse. Ved omtalte krise ses endnu en faktor, som ifølge traditionen kunne være ”problematisk” ud fra den nedadgående månebane i sit knudepunkt med ekliptika.

Da oliekrisen sluttede, ved at embargoen ophævedes igen den 14. marts 1974, er der på denne dato forbavsende overensstemmelse i sammenfald og kontakter med planetpositioner og de såkaldte måneknuder mv. den 28. maj 1901, da englænderne (det senere BP-olieselskab) opnåede, og opstartede, deres første koncession i Persien/Irak.

Herfra bredte de sig hurtigt videre til størstedelen af Mellemøsten og foruden Irak, Jordan, Palæstina m.fl. og underlagde sig bl.a. områder som Oman, Aden og Yemen på den Arabiske halvø som protektorater. Men med USA’s fredelige indtog i 1945 i Saudi Arabien var briternes rolle, som antydet, udspillet for altid og blev overtaget af supermagten.

Hvis en oldtidsastronom var stillet heroverfor, ville han - ud fra traditionens værker af bl.a. oldtidsastrologerne Ptolemæus og Manillus - ved deres metoder have bemærket sig en ”kædereaktion”, som aftegnede sig, fra der første gang blev givet adgang til olien i 1901. Her var specifikke planetariske fællespræg ved tidspunktet, da der på ny blev givet adgang i 1974. I nutiden er man på amerikanske universiteter begyndt - uafhængigt af og uden for den gamle astrologi - i større udstrækning at forske seriøst i cykliske forhold og mønster-paralleliteter.

Endnu engang viser verdenshistoriens politik og internationale udvikling sig med flere måske ’eksotiske’ eller irrationelle træk inden for umiddelbart mindre let forklarlige handlemåder, der unddrager sig analytikeres og politiske eksperters indblik. Dvs. forhold - her astrologi - temmelig langt fra det, der på overfladen dengang f.eks. kunne se ud som kampen mellem 1900-tallets to store, problemfyldte økonomiske systemer, som rakte ud efter Mellemøsten.


’Basilisken’ - optræder igen verdenshistorien

Den amerikanske oberst Eddy, der var attacheret præsident Roosevelt som dennes adjudant og sekretær, udgav senere sin dagbog om mødet på Jalta og på den amerikanske destroyer.

Senere er andre papirer blevet frigivet fra Washington, hvor de blev udgivet i serien af ’Diplomatic Papers’.

Både kong Ibn Saud med sin gigt og Roosevelt med sine lammelser måtte ofte bruge kørestol, og om bord fik kongen foræret en sammenklappelig kørestol - typisk amerikansk effektivitet, ideel til rejsebrug. Også derved kom de to ledere på fortrolig fod. De drøftede her ikke mindst spørgsmålet om jødernes fremtid efter verdenskrigens snarlige afslutning.

I 1. Mosebog (37,9-37) berettes, at Josef (Jakobs søn) foretager en drømmetydning, hvori scenen er, at Sol, Måne og 11 stjerner (stjernebilleder) underlægger sig ham. Hans brødre reagerer mod fortællingen ved at kaste ham i en tom brønd, og sælger ham derefter til en karavane til Egypten. Brødrene lader faderen Jakob vide, at ”et vildt uhyre” opslugte Josef, og fremviser som tegn hans berømte ”mangefarvede” kjortel, de misundte ham for, og som faderen havde givet ham.

Fra oldtiden findes en række beretninger om astronomer, der af praktiske årsager undertiden observerede stjernehimlen fra en brønd. Ifølge de gamle traditioner findes der tilmed ”en brønd på himlen” i de indviedes stjernelære. Brønden har som sin bund Løvens stjernebillede, hvis hovedstjerne er kongestjernen Basiliskos/Regulus. Dets modstående stjerne-billede på himlen, så at sige på himlen lodret øverst over brønden, kaldtes Brøndkrukken (det tidligere navn for stjernebilledet Vandbæreren).

Episoden med Josef fremstår derfor samtidig som en lignelse. Oldtidens rabbinerskrifter omtaler, at det eneste som Josefs far, Jakob, tog med, da han flygtede fra Isak, var en speciel stav - som Josef siden overtog. Den var i realiteten et astronomisk instrument, den ældgamle jakobsstav. Og disse rabbinerskrifter angiver, at Josefs mangefarvede kjortel var symbol på stjernehimlen som en nattens kappe over Jorden. Josef føres til ”mørkets land”, Egypten, og efter sin befrielse stiger han til højeste grader som landets lille-konge, dvs. vesir, faraos stedfortræder.

Heri er også en projektion med ingredienser til en alkymistisk udviklingsproces: Josef i bunden af brønden opsluges af uhyret (basilisken), men ender som en ”lille konge”. Stjerneverdenen er hele tiden med i pocessen - lige fra drømmetydning (med stjernekyndig udlægning) og den mangefarvede kjortel (himmelkappen) givet ham af faderen Jakob, og til bunden af brønden (en observationspost i oldtiden astronomi). Jf. dertil udsagnet om Josef med Jakobs astronomiske instrument i sin besiddelse, samt Moses’ kvad (4. Mosebog 24,17), hvor der netop siges: ”en stjerne skal fremtræde fra Jakob”- kunne ses som hentydning til Jakobs ”stjernesøn” Josef.

Josef blev ”ekspatrieret” til Egypten af sine brødre, og det fik en folkevandring til følge - hans families emigration. Og fra det øjeblik de placerede Josef i brønden for ca. 4000 år siden, blev perspektivet indirekte begyndelse til nogle af de senere største konflikter i Mellemøsten.

Ove von Spaeth

Copyright © 2004 (backtrack © 1984)  -  www.moses-egypt.net 
- forfatter til bl.a. bogserien "Attentatet på Moses”.

Yderligere information:  www.moses-egypt.net

 



Astronomisk sigte- og beregningsinstrument,
et ’astrolabium’ fra 1300-1400-tallet.

 

 

8888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888

Copyright  © 2004 by:  Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net  -   All rights reserved.