Regenter, admiraler - og kongelige astrologer Gennem
historien, faktisk helt frem til 1800-tallet, kunne astrologi være
Aristoteles om ’planeterne i himlen, som vi kalder guder’ Alexander
d. Store havde som konge og feltherre bl.a. en indisk yogi og en syrisk
spåkvinde med på råd under sit store togt, mens han samtidig korresponderede
med sin tidligere lærer, filosoffen Aristoteles, bl.a. om ”... planeterne i
himlen, som vi kalder guder ...”, som der stod i et af brevene fra Aristoteles. Den
græske forfatter Plutarch (45–120 e.Kr.) omtaler
Alexander d. Stores fødsel og hentyder til stjernebilledet Løven, da Alexander
blev født en bestemt dag - 20. juli 356 f.Kr. - mens Løvens hovedstjerne
Basilisken, dvs. Basiliskos (Regulus),
blev passeret af Solen i en tæt konjunktion. I den gamle stjernemytologiske
tradition ifølge astronomen Ptolemæus ansås dette for
under rette betingelser at man kunne være tilknyttet en stærkt berømmelig
karriere. Her
kan der i væsentlige detaljer ses, f.eks. at berømte hærførere, at Alexander d.
Store opstilles som modsvarende til Cæsar, og de sammenlignes på en lang række
vigtige parallelle punkter i deres liv og virke. - Men en ekstra detalje ses
ikke nævnt af Plutarch, nemlig at de begge er født
omkring 20. juli. På den tid var det en dato lige opad dagen hvor solen
passerede Basilisk-stjernen.
Magellan havde
astrolog med på første verdensomsejling Adskillige
historiske beslutninger og deres konsekvenser har gennem tiderne hvilet på
astrologers afgørelser eller astrologiske betragtninger. Eksempelvis
da den græske flåde i 400-tallet f.Kr. undlod at angribe oprøret i det hidtil
græsk-dominerede Syditalien af skræk for en måneformørkelse, hvorved disse
græske kolonier gik tabt for stedse og med romerrigets
muliggørelse til følge. Interessant nok tales der som
eneste sted stadig oldgræsk i disse egne. Eller
da kejser Karl d. 5.’s astrolog varslede personlig ulykke for kejseren pga. en
stor komet i 1555, hvorfor Karl d. 5. af frygt nu afstod trone, titel og hele
kejserriget, her ca. størstedelen af Vesteuropa, til sin søn - og derpå gemte
sig bort i et kloster, hvor han døde fem år senere. Når
konger havde astrologer som rådgivere, lod også deres generaler, guvernører,
admiraler etc. ofte anskaffe sig en sådan måske uundværlig beregner af
forsynets krogede veje. Da lederen af den første verdensomsejling, Magellan, tog af sted i september 1519 på sin årelange færd
med sine folk og sine skibe, havde han som noget af det vigtigste sin astrolog
med. Da
nu Magellan’ ekspedition var nået halvvejs igennem
det vanskelige og farefulde sund - der siden har båret hans navn - ved
Sydamerikas sydspids, måtte han vente seks dage på et af skibene, San Antonio,
der ikke dukkede op. Og da intet spor af skibet viste sig, blev den videre rejse genoptaget, idet Magellan var sikker i sin sag, at så kom det heller ikke mere. Ivrig efter at vide hvad der var sket med skibet, havde han beordret sin astrolog til at arbejde med dets horoskop for at klarlægge dets skæbne. Astrologen San-Martin var åbenbart dygtig til sin profession, for efter at have udført de nødvendige beregninger, rapporterede han, at det savnede skibs besætning havde gjort mytteri, taget kaptajnen til fange og sat kursen mod Europa. Da Magellans ekspedition til sidst selv kom tilbage til Europa i 1522, erfarede de, at dette var nøjagtigt, hvad der var sket.
Columbus og formørkelsen Da
Columbus en del år forud for Magellan’ ekspedition
sejlede ud på en ekspedition og ”op-dagede Amerika” i
oktober 1492, tog han ikke astrolog med - for det kunne han selv klare. For
en datidig navigationserfaren skibsfører, hjemmevant med positionsberegninger
ud fra beregninger og observation af stjerners og himmellegemers indbyrdes
stillinger, var der ikke langt til også at kunne opstille horoskoper. Der er
stadig fra hans hånd bevaret bl.a. nogle månetabeller, han selv havde
nedskrevet. Hans
indsigt her kom ham til gode i forbindelse med fuldmånens indtræf få dage før,
han observerede land - en af Amerikas øer. Det skete netop på et tidspunkt,
hvor besætningen, der ikke længere troede på et resultat, ikke turde fortsætte,
og situationen var lige på randen af mytteri. Så det var temmelig nær ved, at
Columbus ikke skulle opdage Amerika. Langt
senere på en af de andre øer, Jamaica, reddede han livet ved at skræmme og
imponere indfødte ved at kunne forudsige en formørkelse, der indtraf præcist
29. februar 1504 efter hans beregning. Denne ide af Columbus er siden hen
blevet godt udnyttet - bl.a. af H. Rider Haggard i
sin bog ”Kong Salomons miner” (1885), og af Mark Twain i ”A Connecticut Yankee
in King Arthur's Court” (1889), samt af tegneren Hergé i sin ”Tintin”
(1946-1948). Astrologi forbudt i ny fransk videnskab, men
ikke hos kongen Da
det Kongelige Franske Videnskabs Akademi stiftedes 1666, blev astrologien
udtrykkeligt forment adgang - en forordning kongens eminence Colbert stod bag. Han ville som rådgiver ikke have
konkurrence. Morin de Villefrance var
derfor sidste officielle franske astrolog. Men
sagen forhindrede ikke de franske konger i at benytte sig af astrologi lidt
endnu. Kong Ludvig d. 14. brugte dens symbolik overalt, når han optrådte som
”Solkongen”. Kongens
søn, Ludvig d. 15., fik af sin astrolog forudsagt sin levetid i diplomatiske
vendinger: ”Så og så mange af Jordens omdrejninger vil majestæten endnu kunne
regne med at deltage i”, idet f.eks. 8-10.000 omdrejninger immervæk lød af mere
rigelig tid end nogle-og-tyve-år. Ved
flere lejligheder derefter overraskedes bl.a. kongens læge ved - under sin indtræden
i de kongelige gemakker - at se majestæten dreje rundt og rundt som en
balletdanser. Hertil forklarede kongen, at han ”drejede ’baglæns’ rundt for ved
hver omgang at kunne ophæve en virkning fra Jordens rotation for således at
kunne leve så meget længere”.
Napoleon talte ofte om indflydelse fra
”sin skæbnestjerne”. Napoleon
er en af historiens mest veldokumenterede personer. Simpelthen alt blev noteret
ned af hans stabsofficerer, der var omkring ham nærmest døgnet rundt - alt hvad
han sagde, skrev, spiste, mødte, opholdssted, klokkeslæt etc. Trods Napoleons
store selvbevidsthed om egen dygtighed talte han ofte om afhængighed eller
indflydelse fra ”sin skæbnestjerne” eller ”lykkestjerne”. Dog
fremgår det, at disse optegnelser afslører, at Napoleon, skønt han var en stor
strateg, nøgtern analytiker, genial matematiker mv., uden videre fejede alt
dette og øvrige logiske overvejelser til side ved ansættesen af nye generaler,
idet han i stedet altid undersøgte og spurgte som det eneste vigtige: ”Har han
held med sig?” Åbenlyst
for alle var det også, at Napoleons sidste, desperate genkomstforsøg, de
såkaldte ”100 dage”, faldt nøjagtig sammen med, at en ny komet viste sig på
himlen, da han startede fra Elba. Kometen kulminerede samtidig med Napoleons
genkomst-succes. Og den vendte og forsvandt mere og mere samtidig med hans
nederlag i 1815 ved Waterloo fandt sted. Den blev sidste gang set på himlen
præcis den dag, han interneredes som livsfange på øen St. Helena. Hvad
var Napoleons ”skæbnestjerne”? Var det fordi, han var født 15. august 1769?
Herved var Napoleon født en sådan dag, hvor Løvens hovedstjerne Basiliskos/Regulus blev passeret
af Solen i kun 3 graders afstand (åben konjunktion). Igen, i datidig
stjernemytologisk tradition ansås dette for, under rette betingelser, at være
tilknyttet en stærkt berømmelig karriere.
Præsidenter bruger astrologi - også i
nyere historie .Hitler
benyttede gennem folk fra sin stab i krigens første år den svejtsiske astrolog
og Nostradamus-fortolker Karl E. Krafft.
Højtstående i nazistaben benyttede Krafft, da de
læste hans opsigtvækkende gunstige forudsigelser for Hitler, et prospekt med
stærk inspiration ved fortolkning af Nostradamus. Da
tilhængeren Rudolf Hess i staben flygtede, faldt Krafft
i unåde og endte sine dage i en kz-lejr. Krafft nåede
at udgive: ”Über ältere u. älteste Ausgaben d. Propheties” og ”Einführung z.d. Propheties d. M. M. Nostradamus” (begge: Fkf.a.M.,
1940). Og det britiske efterretnings-væsen lod under
2. verdenskrig ansætte en astrolog, Louis de Wohl,
tidligere flygtet fra Berlin og Ungarn, for at udregne, hvad Krafft og andre kunne have rådet kontaktfolk i Hitlers stab
til.
I
nutidens asiatiske kongeriger som Thailand, Nepal, Sikkhim
m.fl. foregår kongelige bryllupper, tronbestigelser etc. stadig efter
astrologernes råd. Bangla Desh
udråbtes som ny stat på et astrologisk valgt tidspunkt. I
Tibet var visse personer med specielle evner direkte ansat som professionelle
statsorakler, som det foregik for flere tusinde år siden i det gamle Egypten. Da
tibetanernes overhoved Dalai Lama i 1959 tilsidst
ville flygte efter kinesernes gradvise indtrængen og erobring af landet, lod
han sig i første omgang overtale til at holde sig tilbage i længere tid end
forsvarligt ved et kloster ved grænsen ind til Indien, fordi statsoraklet (der
brugte forskellige metoder, endda også en slags astrologi) frarådede, at han
forlod landet. Gennem
hele verdenshistorien har astrologer og andre forudsigere
været til fals i de politiske spil, ofte under trusler for at levere fine
prospekter i propagandaens tjeneste. Også i dette tilfælde, for det viste sig
senere, at statsoraklet var blevet bestukket af kineserne. - Dette fra
pålidelig kilde, idet jeg personligt gennem 8 år, til 1980, kendte prins Peter
af Grækenland og Danmark; han var uddannet etnograf i London og var Dalai Lamas
ven og fortrolige - og en af dengang kun to danskere, der talte tibetansk
flydende (den anden var magister Erik Haar). Indiens
første præsident fra 1948, Nehru, har i en bog offentliggjort korrespondance
med sin datter, der senere selv blev Indiens præsident, Indira Gandhi. I et
brev råder han hende til at konferere med sit horoskop eller lade et beregne,
hvis hun endnu ikke var i besiddelse af et.
Kongelig astrolog bag arabisk olieaftale Under
den 2. verdenskrigs sidste år - i dagene efter den berømte konference 4.-12.
februar 1945 mellem Roosevelt, Stalin og Churchill i den sydrussiske by Jalta
på Krims kyst - begav den amerikanske præsident sig herfra hjemad. Det skete ad
en omvej, idet han derefter på en amerikansk destroyer, ”USS Murphy” ud for
Arabiens kyst, holdt konference med den daværende konge Abdul Azis, kaldet Ibn Saud, af Saudi-Arabien. Der
blev herved etableret en stærkere vestlig tilknytning i dette - indtil da
hovedsagelig britiske - interesseområde som modvægt mod russernes stadig
truende indflydelse i olielandet Persien (Iran), en usikkerhed Jalta-aftalerne
ikke garanterede noget imod, idet de fortrinsvis bl.a. fastlagde den politiske
interessefordeling, der skulle herske i Europa efter krigen. Russerne
opnåede herved en række stødpudestater i vest - især slavisk-sprogede lande, men kiggede sultent over sydgrænserne. Så
amerikanerne måtte handle hurtigt og fik da nogle strategisk beliggende
islamiske lande gjort til en slags allierede, ved f.eks. kort efter at få
Tyrkiet (23. februar) og Egypten (24. februar) til at vende sig imod Tyskland.
Den 3. marts 1945 erklærede Saudi-Arabien krig mod Tyskland og Japan - i
praksis var det selvfølgelig kun en formalitet. Men nu blev det på grund af
bagvedliggende amerikanske initiativ ”legalt” for USA at indsætte sine
rådgivere - og derved komme russerne i forkøbet. Altså
en yderst vigtig mission, denne omvej hjem via Saudi-Arabien. Ved den lejlighed
kunne opleves eventyrlig kontrast mellem det tekniske Vestens enorme destroyer
og den skinbarlige middelalder: Den kongelige chalup i Jeddas havn kom sejlende
derud med tre hovedpersoner om bord. Og derpå en båd med 48 personer fra
datidens største kongefamilie (56 sønner), der medbragte hele lam til at
spidsteges på bål på USA-destroyerens fordæk, nu forsynet med telt, ægte tæpper
og tronstol. Og
fra chaluppen gik den saudi-arabiske konge i fuld
ornat om bord ledsaget af sin skatmester og sin ”gehejmeråd”, nemlig den
kongelige astrolog, der regnedes for en mindst lige så vigtig og uundværlig
ekspert. De blev modtaget af præsident Roosevelt. Fra
et senere tidspunkts afstand - efter flere truende oliekriser og voldsomme
dollarkursfald - er det muligt at se tilbage på det og vide noget mere om, hvad
der dengang blev oprettet mellem USA og Saudi-Arabien, og som i klare punkter
forbandt disse to dog på mange måder så fjerne lande tættere for første gang. For
forholdet som siden hen skulle blive en af de vigtigste hovednøgler til
verdensøkonomi er, at disse verdenshistorisk afgørende olieaftaler mellem USA
og Saudi-Arabien blev skabt under
fuldgyldig medvirken af den kongelige saudi-arabiske
astrolog. Derpå hørte briterne resultatet. En ærgerlig britisk delegation
mødtes nogle dage senere med saudierne. Fra da af var engelsk indflydelse på
vej ud. Kongen fik endda foræret en Roll-Royce (højrestyret, som han ikke kunne lide, en ’simpel’ chauffør
på kongens højre side var fornærmende), men amerikanerne havde allerede
overtrumfet og givet ham et lille fly. Disse
olieaftalers tilblivelse i Saudiarabien fra dagen(e)
efter den 12. februar 1945 var i deres udformning grundlæggende, men er derudfra
blevet revideret flere gange siden. Den første såkaldte ”oliekrise” indtraf den
22. oktober 1973, hvor Saudi-Arabien med det afgørende ord, foruden
Persien/Iran og fem andre mellemøstlige olielande, iværksatte en embargo, dvs.
lukkede af i en periode for olieeksport til USA og Europa.
Hvad
har den saudiarabiske astrolog kunnet tænke om oliekrisen? Astrologien i
Mellemøsten hviler her især på ældgamle traditioner. Ud fra de overleverede
systemer og generelle regler fra oldtiden ville en sådan astrolog have søgt at
forklare det ved, at på nævnte afgørende krisedag i 1973 havde planeten Saturn
gennemløbet sin karakteristiske cyklus. Saturn forbindes ifølge den ældgamle
tradition bl.a. med ”skæbne” og ”bremsende effekt”. Derved
var Saturn nået frem til sit såkaldte ”kritiske 29-års vendepunkt”, hvor det
ville tillægges betydning, at den nu havde indtaget nøjagtig samme position som
ved kontraktens indgåelse. Ved omtalte krise ses endnu en faktor, som ifølge
traditionen kunne være ”problematisk” ud fra den nedadgående månebane i sit
knudepunkt med ekliptika. Da
oliekrisen sluttede, ved at embargoen ophævedes igen den 14. marts 1974, er der
på denne dato forbavsende overensstemmelse i sammenfald og kontakter med
planetpositioner og de såkaldte måneknuder mv. den 28. maj 1901, da englænderne
(det senere BP-olieselskab) opnåede, og opstartede,
deres første koncession i Persien/Irak. Herfra
bredte de sig hurtigt videre til størstedelen af Mellemøsten og foruden Irak,
Jordan, Palæstina m.fl. og underlagde sig bl.a. områder som Oman, Aden og Yemen
på den Arabiske halvø som protektorater. Men med USA’s fredelige indtog i 1945
i Saudi Arabien var briternes rolle, som antydet, udspillet for altid og blev
overtaget af supermagten. Hvis
en oldtidsastronom var stillet heroverfor, ville han - ud fra traditionens
værker af bl.a. oldtidsastrologerne Ptolemæus og Manillus - ved deres metoder have bemærket sig en
”kædereaktion”, som aftegnede sig, fra der første gang blev givet adgang til
olien i 1901. Her var specifikke planetariske fællespræg ved tidspunktet, da
der på ny blev givet adgang i 1974. I nutiden er man på amerikanske
universiteter begyndt - uafhængigt af og uden for den gamle astrologi - i
større udstrækning at forske seriøst i cykliske forhold og
mønster-paralleliteter. ’Basilisken’
- optræder igen verdenshistorien Den
amerikanske oberst Eddy, der var attacheret præsident Roosevelt som dennes
adjudant og sekretær, udgav senere sin dagbog om mødet på Jalta og på den
amerikanske destroyer. Senere
er andre papirer blevet frigivet fra Washington, hvor de blev udgivet i serien
af ’Diplomatic Papers’. Både
kong Ibn Saud med sin gigt og Roosevelt med sine lammelser måtte ofte bruge
kørestol, og om bord fik kongen foræret en sammenklappelig kørestol - typisk
amerikansk effektivitet, ideel til rejsebrug. Også derved kom de to ledere på
fortrolig fod. De drøftede her ikke mindst spørgsmålet om jødernes fremtid
efter verdenskrigens snarlige afslutning. I
1. Mosebog (37,9-37) berettes, at Josef (Jakobs søn) foretager en
drømmetydning, hvori scenen er, at Sol, Måne og 11 stjerner (stjernebilleder)
underlægger sig ham. Hans brødre reagerer mod fortællingen ved at kaste ham i
en tom brønd, og sælger ham derefter til en karavane til Egypten. Brødrene
lader faderen Jakob vide, at ”et vildt uhyre” opslugte Josef, og fremviser som
tegn hans berømte ”mangefarvede” kjortel, de misundte ham for, og som faderen
havde givet ham. Fra
oldtiden findes en række beretninger om astronomer, der af praktiske årsager
undertiden observerede stjernehimlen fra en brønd. Ifølge de gamle traditioner
findes der tilmed ”en brønd på himlen” i de indviedes stjernelære. Brønden har
som sin bund Løvens stjernebillede, hvis hovedstjerne er kongestjernen Basiliskos/Regulus. Dets
modstående stjerne-billede på himlen, så at sige på
himlen lodret øverst over brønden, kaldtes Brøndkrukken (det tidligere navn for
stjernebilledet Vandbæreren). Episoden
med Josef fremstår derfor samtidig som en lignelse. Oldtidens rabbinerskrifter
omtaler, at det eneste som Josefs far, Jakob, tog med, da han flygtede fra
Isak, var en speciel stav - som Josef siden overtog. Den var i realiteten et
astronomisk instrument, den ældgamle jakobsstav. Og disse rabbinerskrifter
angiver, at Josefs mangefarvede kjortel var symbol på stjernehimlen som en
nattens kappe over Jorden. Josef føres til ”mørkets land”, Egypten, og efter
sin befrielse stiger han til højeste grader som landets lille-konge, dvs.
vesir, faraos stedfortræder. Heri
er også en projektion med ingredienser til en alkymistisk udviklingsproces: Josef i bunden af brønden opsluges af
uhyret (basilisken), men ender som en ”lille konge”. Stjerneverdenen er hele
tiden med i pocessen - lige fra drømmetydning (med
stjernekyndig udlægning) og den mangefarvede kjortel (himmelkappen) givet ham
af faderen Jakob, og til bunden af brønden (en observationspost i oldtiden
astronomi). Jf. dertil udsagnet om Josef med Jakobs astronomiske instrument i
sin besiddelse, samt Moses’ kvad (4. Mosebog 24,17), hvor der netop siges: ”en
stjerne skal fremtræde fra Jakob”- kunne ses som hentydning til Jakobs
”stjernesøn” Josef. Josef
blev ”ekspatrieret” til Egypten af sine brødre, og det fik en folkevandring til
følge - hans families emigration. Og fra det øjeblik de placerede Josef i
brønden for ca. 4000 år siden, blev perspektivet indirekte begyndelse til nogle
af de senere største konflikter i Mellemøsten. Ove von Spaeth Yderligere
information: www.moses-egypt.net
8888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888 Copyright © 2004 by: Ove von Spaeth - www.moses-egypt.net - All rights
reserved. |