|
Tempelridderne og Moses’ skjulte skat Af OVE VON SPAETHm |
|
Informationer i de ældste
overleveringer om Moses synes sammen med arkæologiske fund at kunne spore til hemmelighedsfulde
steder, hvor Moses og hans folk ”i ørkenen” var beskyttet de fleste år.
Det hebraiske udtryk, der her anvendes i Bibelen for ”1.000” som eksakt tal, er elef i ental og alafim i flertal (1.000’er). Men elef kan også betyde ’slægt’, og ordets rod alaf betyder ’at forbinde’, egentlig ’forbund’ - i Exodus altså 600 grupper/enheder således ialt ca. 6.000 mand. Af samme rod udtrykkes samme ide i det beslægtede sprog assyrisk med udtrykket li’mu eller limu, som både betyder ’tusind’ og ’folk’). På hebraisk anvendes også ordet rebabot for: ’tusinde som ubestemt antal’ f.eks. ’stor gruppe’ - roden er rbb, der betyder ’at være mange’. Den semitologiske ekspert G.E. Mendelhall har påpeget, at israelitternes antal henfører til militære lister, hvor ’tusinde’ blot står for en mindre militær enhed. Jf. også at nordegyptiske fæstningsbyer, hvor Moses først forskansede sig, var som standard bygget til 6.000 mand. Således har de israelitiske mænds antal af cirka 600.000 reelt haft betydningen 600 ”storgrupper”, enten ”kampgrupper” eller snarere ‘familieklaner’ endda forstået som ”telte”, dvs. omfattende våbenføre mænd og deres husstande; men er senere opfattet bogstaveligt som eksakte tal. Dog er den oprindelige betydning stadig klar i tiderne kort efter exodus, udvandringen fra Egypten – nemlig i Bibelens ”Dommernes Bog” (6,15), ”1. Samuel” (10,19) og ”Mika” (5,2). Det fremgår, at der i alt har der været nogle hundrede i hver stamme underdelt i hver sit antal ”telte” (husstande). Større mobile hær-grupper kunne dengang være 5-10.000 mand. Senere brugte romerne just 5-6.000 mand i en pluton, en selvstyrende enhed. Enheder over 40.000 anses militærhistorisk for ekstremt; de kunne hverken være meget mobile, styres direkte eller brødfødes. F.eks. vil enorme grupper opnå forringet logistik, dvs. transport- og kommunikationsforhold. Især kunne foder til trækdyr være et problem - de kræver megen føde og store mængder vand - en okse kan bære vægten af sin egen føde til cirka en uge. I det gamle Egypten findes eksempler på kæmpemæssige entreprenørarbejder med arbejdergrupper plus fourageringsmandskab på i alt 10-, 15- eller 20.000 mand, men netop sjældent større antal end disse. Her kunne fourageringen måske løses med et anseeligt formidlingssystem, hvorimod en hær ofte først måtte bevæge sig ud til områder med nye fødemuligheder. Først med 30-årskrigen i Europa i 1600-tallet blev det almindeligt, at selvstændige hærgrupper kom op på en størrelse over 40.000 mand - f.eks. senere i 1700-tallet og videre frem til Napoleon. Han havde op til 600.000 mand på togt inde i Rusland, dog opdelt i selvstændige grupper på netop 5-6.000 mand og en del på op til 40.000. Ændringen skyldtes oplysningstidens bedre udbyggede vejnet og kartografi. Dertil især bedre muligheder for at opbevare (konservere) og transportere større mængder føde, bl.a. den nye føde kartoflen; (denne amerikanske plante - selvsagt først udbredt i Europa efter Columbus’ tid - blev et vigtigt, holdbart fødeemne til længere opbevaring og transport). Hvis antallet opfattes ud fra senere oversættelser som ”tusinder” (de 600.000) i stedet for ”grupper” - vil deres mængde fylde så meget, at når de første fra israelitternes store skare var kommet via Sinai ind i Kanaan, ville de sidste endnu ikke have forladt Egypten.
Israelitterne har ikke kunnet bevæge sig med større
hastighed end deres medbragte kvæg! At israelitterne reelt kun omfattede få
tusinde personer, der foretog overgang over en midlertidigt tørlagt arm eller
bugt af det Røde Hav, sandsynliggøres af det ringe tidsforbrug. Gruppens
passage fordeltes i bredden ud på flere ”stier” over bunden, hvor israelitterne
og: Faraos forfølgende tropper har næppe heller oversteget et realistisk antal på sandsynligvis 5.000, (højst 10.000 mand). - Det øde Sinai kan give plads til kun ca. 6.000 beduiners livsopretholdelse. Der fandtes mulighed for lidt flere dengang, da der med mere regnmængde tidligere fandtes større frugtbarhed på Sinai såvel som i Egypten/Nordafrika; men ikke nok til yderligere at føde en så stor omvandrende gruppe, og da slet ikke til det mistolkede antal på over en halv million. Selv med moderne hjælpemidler ville en folkevandringsgruppe på en halv million mennesker være en umulighed - og yderligere utænkelig som selvforsynende. Det reelle antal israelitter, maksimalt 6.000 mand - plus kvinder og børn (samt kvæget) - kan ses i relation til, at førnævnte bibeltekst Deborahs Sang (”Dommernes Bog” 5,8) senere omtaler 40.000 (våbenføre) mænd i hele Israel. Dvs. med datidens generelt lave folketal en ikke urealistisk flerdobling i århundrederne efter deres invasion i Kanaans land.
De udvandrende israelitter tog kurs mod øst og nåede til det hellige bjerg, der i Bibelen kaldes Horeb eller Sinai og menes at være to bjergtoppe ved samme dal. Ofte var bjerge hellige og opkaldtes efter en gud. Sinai var underlagt Egypten, og bjerget Horeb (Horev), såvel som et bjerg lige nord for Sinaihalvøen, Hor, kunne oprindelig være opkaldt efter den egyptiske gud Horus (Her eller Heru), der også kunne ses forbundet med Månen - jf. at Horebs udløber, Sinai-bjerget, var af semitiske folk forbundet med måneguden Sin. Der har senere været tvivl om bjergets geografiske beliggenhed, idet det ikke hidtil har kunnet bevises, at det bjerg, hvor Moses fremlagde Loven, netop findes i det område, der nu kaldes Sinai-halvøen. Af andre foreslåede lokaliteter er der flere på den Arabiske Halvø. I ”junikrigen” i 1967 efter det moderne Egyptens angreb, erobrede Israels hær Sinai. Israel lod nu selve Sinai udforske intensivt, hvorefter forskere kan pege på 20 bjergtoppe, der eventuelt kunne være bjerget Sinai/Horeb. Men ifølge den gamle og stadig eksisterende tradition findes dette bjerg med det senere arabiske navn Djebel Musa, ’Moses-bjerget’ (2.205 m), på Sinai-halvøens sydlige del. Israelitternes store Sinai-lejr, der var egnet til et
længere ophold, var virkelig professionelt placeret et beskyttet sted, nemlig
ved foden af dette Sinai-bjerg. Med militære erfaringer kombineret med sit
allerede under eksilet erhvervede lokalkendskab til Sinai har Moses i så fald
udvalgt den 3 km lange slette foran Sinai-bjerget som lejrplads for de mange
israelitter, et af de strategisk bedst egnede steder overhovedet på hele Sinai:
- skjult for indblik udefra, omgivet af bjerge, og forsynet med vand og
græsning til kvæget.
Et af de forsvars-egnede tilflugtssteder var netop
sletten foran ”Sinai-bjerget” - hvorfra Moses, ifølge traditionen, fremlagde
lovene. Ved bjergets fod blev Skt. Katharina-klosteret anlagt i senere tider,
og er et af de ældste kristne klostre overhovedet. ”... forhen gjort den Observation, at vi kunde umueligen være på Bierget Sinai. Closteret laae i en snevre Dal, og den Dal er ikke saa stor, at en maadelig Armee kunde leyre sig derudi, endsige 600.000 Mand, som Moses havde med sig, og som med deres Hustruer og Børn, maa have giort over 3.000.000 ud ...”. Forholdet mellem troen og en rationel historiegengivelse
blev tidligt et problem. F.eks. i 1300-tallet e.Kr. hos den islamiske
historiker Ibn Khaldun - ifølge hans værk ”Prolegomena, en introduktion til världshistorien
(Al-Muqadima)”; oversat fra arabisk af Ingvar Rydberg (Lund 1990). Ibn Khaldun
udtrykker konkret, at Moses umuligt kan have stillet en hær på 600.000 mand på
benene , men tilføjer, at: Bibelteksten om udvandringen giver indtryk af en lille millionhær, der i den størrelsesorden endda ville få vanskeligt ved at skjule sig. Lad det her være repeteret, at det er en senere misforståelse, idet det hebraiske ord for ’1000’ kunne i ældre tider lige såvel betyde ’en stor mængde’, ’en meget stor gruppe’. Således har de ”600.000” mand betydet, at israelitterne opdeltes i ca. ’600 store grupper’ - vel 600 klaner (i gennemsnit 50 familier til hver af de 12 stammer), der alle stillede med våbenføre mænd: Israelitterne udgjorde i alt ca. 6.000 mand. - Men sletten foran Sinai-bjerget er rigelig stor til at have rummet sådanne israelittergrupper med deres kvinder, børn og kvæg, nemlig 3 km lang og 1 km bred, samt en ”sidelomme” på næsten 1 km mod vest. Der findes endda en lille regnflod til vandforsyning. Moses havde organiseret udvandringen som en militær operation - dvs. mere end blot en folkeudvandring. Bibelens anvendte ord, f.eks. i ”2. Mosebog” (13,18-20 og 14,2-9 og 14,19-20) og rabbinerskrifterne - er: ”udrustet (hebraisk chamushim) til kamp” og ”de drog ud i kampformationer”; de udvandrende israelitter kaldes under ét zaba, ’en hær’. De ord ville være meningsløse at bruge, hvis ikke det var krigssituation eller kamphandlinger. - Ligeledes: ”de slog lejr (vajachanu)” og deres ”lejr (machaneh)”. Alle udtryk, der sædvanligvis brugtes militært. Jethro og sit følge ville besøge Moses ved Sinai, men måtte først sende en pil med en note herom ind i den velbevogtede lejr. Moses’ lejre skulle just være som som et fort. For - som rabbinerskrifterenes indtryk - farao ville desperat have fat i noget, Moses var i besiddelse af ! Det har været diskuteret, om bjerget, der omtales i
Bibelen, ligger på denne del af Sinai-halvøen eller overhovedet på Sinai. Det
pågældende bjerg nær Skt. Katharina-klosteret på Sinai ligger foran det flade
terræn, Er-Raha-sletten. Her er i virkeligheden to bjerge: Ras Safsafe og,
direkte ud til slettens sydlige ende, Djebel Musa (‘Moses-bjerget’, 2.285 m).
Sinai-dalslettens fordele Det fremgår også af Bibelen, at den store, langsommelige gruppes march til Sinai-bjerget varede nogle dage. Traditionen angiver, at det var netop dette sted. Og just her er der overordentlig gode strategiske fortrin. De fleste af detaljerne er uomtalt i forskernes hypoteser, der ofte ønsker at placere stedet i en anden lokalitet eller afvise beretningen. Men de fremlagte informationer bestyrkes ved observation direkte på stedet. Grundige iagttagelser af disse lokale forhold - på en tid hvor stedet stadig var uberørt - blev foretaget af en anden rejsende, Arthur Penrhyn Stanley, Dean of Westminster. Ifølge hans bog ”Sinai and Palestine” (2nd ed., London 1885, pp. 107-109) - kan der ikke være nogen tvivl: ”... At en sådan slette overhovedet vil kunne findes foran et sådant bjerg, er et så bemærkelsesværdigt sammentræf med den hellige beretning, at det ikke blot er et stærkt indicium på grund af dets identitet med scenen i Bibelen, men også fordi denne scene i sig selv er blevet beskrevet af øjenvidner ...”. ”... Enhver der kommer ned fra de indelukkede bjergbassiner bag Ras Sa(f)safeh-bjerget og gennem de skæve slugter, som flankerer det i nord og syd, vil høre lyde båret gennem stilheden fra sletten, men vil ikke se selve sletten, før han bryder frem fra Wadi el-Deir eller Wadi Leja; og når han gør det, vil han med det samme være under det spidse Sa(f)safeh-bjerg ...”. Forsvarsmæssigt var det altså et ideelt område, afskærmet fra fjendens blik og beskyttet mod uventet indtrængen af en større samlet fjendestyrke, idet der kun var snævre adgangsforhold. Også nærværende artikels forfatter har under et af sine Egyptens-ophold ved selvsyn kunnet konstatere, at den pågældende slettes beskaffenhed er ideel - rent ud optimal, hvad angår netop både strategiske og forsyningsmæssige hensyn under de daværende forhold. For at få et yderligere begreb om størrelsen i praksis viste en afskridtning sig i dalslettens længderetning at tage op til 1½ time - foretaget mellem dens absolut yderste ender. Herved opdagedes en yderligere fordel: Den flade dalbundsslette med udsyn til bjerge i dalens fjerne ender hæver sig ”ubemærket” i midten, så en lejr i dalens ene ende ikke kan opdages af indtrængere fra den anden. Af forståelige turistmæssige årsager har man - efter en stor indvielse ved Egyptens præsident Mubarak 25. april 1985 - ladet en stor del af denne dalslette bebygge med en hel landsby, hoteller, hospital, energi- og kloakstationer etc. - om end mest i den store sidelomme af sletten. Der bor flere tusinde inkl. personale og turister, næsten så mange som israelitterlejren reelt rummede. Alt kunne, med samme indtægt, være anlagt i dalen lige udenfor, så man kunne have totalfredet den store dalslette med den historiske og landskabsmæssige enestående lokalitet. Der løber også periodiske, mindre regnfloder fra
klipperne, så når Moses, ifølge ”5. Mosebog” (9,21), kastede guldstøv fra
Guldkalven i: Der er tale om hele klippemassivet, hvor Moses-bjerget vender ud til den store slette, mens bjergets forlængelse fører ind i den smallere kløft - med det senere kloster ved sin fod. Det var netop af største vigtighed, at Moses som ansvarlig strateg her havde valgt et sted, hvor der til et længere varende ophold både kunne findes vand og mulighed for føde, især til kvæget: Selve dalsletten udstrakt fra Sinai-bjerget omfatter 1,6 kvadratkilometer - foruden anvendelige arealer i tilstødende dale - og der findes kilder i dalene. Hvor lægfolk fokuserer på strategi og taktik, vil militære analyseeksperter især også vurdere en ofte mindre iøjnefaldende logistik: forsynings- og vedligeholdelsestjeneste (kommunikation og transportlinjers oprettelse og funktionsstyring). Dette var under oldtidens forhold og teknik en faktor, som afgørende influerede på strategien, idet en hær under bevægelse selv måtte opsøge sin føde - som senere udtrykt af Cato: ”krigen ernærer sig ved sig selv”. At israelitterfolket i Mellemøstens øde egne kunne
overleve i op til fyrre år var også en bedrift, der i så fald kan vise noget om
hvor godt Moses har behersket disse vigtige sider af strategiens kunst.
Ahrons gravsted Samme gode betingelser som Sinai for beskyttelse og for at føde en (folke)hær findes der i den skjulte klippedal ved Petra syd for det Døde Hav. Ganske nær Petra ligger bjerget Hor, hvor - ifølge Bibelen - Moses og israelitterne har opholdt sig. To forhold peger især på, at han med sin strategiske sans også har anvendt Petra: - Bjerget Hor, hvor Ahron blev gravsat, ligger kun 5 km fra Petra, og naturligt har han og israelitterne taget ophold på dette skjulte sted Petra i flere af de mange ørkenvandringsår, hvor de var ”forsvundet”, og hvor deres færden ikke er omtalt. (Jf. at Lawrence of Arabia skjulte tropper på lignende måde i den ikke så fjerntliggende dal Wadi Rum). Et ophold i Petra, denne komplet skjulte og isolerede plads, kunne medvirke til at forklare, hvorfor Bibelen intet fortæller om Moses’ og israelitternes færden i ca. 38 af exodus’ 40 år. Petra er det af naturen skabte mest perfekte fort, ideelt som base til israelitternes halvmilitære folkegruppe; og uindtagelig for faraos tropper - eller for edomitterne, der så nær Egyptens grænser og dominans må have fundet det opportunt at være israelitternes fjender. Fjendskabet omtales i ”2. Mosebog”. Dog kan et sådant sted ikke tjene til ophold i længere
tid for en større gruppe mennesker, der lever af gede- og fårehold, da mange af
disse altædende dyr kan destruere væksten for altid, hvis ikke de efter nogen
tid flyttes til andre egne. Nogle forskere taler om invasionen i Kanaan i bølger; evt. invaderede Moses’ efterfølger Joshua kun med krigerne alene som første bølge - som fortrop, for at bane vej for de øvrige israelitter. Længe efter forskansede edomitterne sig altså her. Derefter havde nabatæere Petra som base for deres røvervirksomhed. - Senere brugte netop korsfarerriddere stedet som uindtageligt fort (og har med stor sandsynlighed ud fra deres ideologi også søgt efter mulige gemte informationer fra Moses’ ophold). Senest i Europa blev byen opfattet som en sagnby. Men
hvor denne skjulte by lå, vidste ingen. Dens eksistens ansås derefter i 700 år
for gådefuld og tvivlsom, indtil Burchhardt, en schweizisk opdagelsesrejsende
forklædt som araber, fandt den i 1812.
Kontroversielt spor - Moses residerede i Petra Af Bibelens Moses-beretning (”4. Mosebog 20,22) fremgår,
at Moses og israelitterne ved også nåede til førnævnte bjerg Hor, 1.336 m højt,
på arabisk kaldet Djebel Haroun, ’Ahrons bjerg’. Videre oplyses, at Ahron
senere døde og begravedes her: En tidlig tradition - der stadig er stærk hos lokale arabere - forbinder Moses med Petra. Tæt ved dette egnede opholdssted løber en ørkenbæk eller regnflod, en wadi, regnflodsbækken, der er opkaldt efter ham, Wadi Musa. Det var almindeligt før nogen turistindustri senere i antikken, at når et sted var opkaldt efter en person, ansås denne engang reelt at have haft tilknytning hertil. I Petra var der rigelig plads til Moses og hans folk: I selve byen i dalens ene ende boede på et tidspunkt senere hen 25.000 borgere. Således må det antages, at Moses med israelitterne tog
ophold i Petra, der er perfekt til formålet ved at være uindtagelig: - placeret
i en helt lukket klippedal. Stedet har kun adgang gennem en cirka to kilometer
lang kløft, som er let at forsvare, idet den er ekstrem smal, ikke over 1,5 m,
og med høje lodrette bjergvægge.
Moses’ og israelitternes ophold i Petra som en hovedbase, valgt ud fra samme strategiske mønster som både Sinai-dalen og senest Nebo-basen, var etableret i længere perioder inden for de 38 år. ”5. Mosebog” omtaler (2,1-14) kun 18 lejrpladser til alle disse år, samt at de gang på gang - og indtil de alle drog til den ny base på Nebo, lige før invasionen - boede i Kadesh-barnea, hvis lokalitet aldrig er fundet eller bevist! Bibelen omtaler selve det bibelske land Israel udstrakt netop til Kadesh-barnea, dvs. et markant sted - ligesom Petra. Bibeloversætteren Hieronimus (347-420 e.Kr.) omtaler, at stadig på hans tid ved Petra forevistes Moses’ ”søster” Miriams grav, der ifølge Bibelen ligger i Kadesh-barnea. Også Josefus omtalte Kadesh-barnea i ørkendistriktet ved Petra. Petra synes identisk med Kadesh-barnea, kendt som
det sted hvorfra Moses ifølge Bibelen bad østjordanske konger eller stammeledere
om frit lejde på ”Kongevejen” fra syd til nord, den ældgamle vej der passerer
Petra. Moses’ og israelitternes langvarige ophold her er med til at sandsynliggøre,
at der i dette velegnede klippeskjul deponeredes dele af deres føromtalte
egyptiske arkiver og gods. En flertusindårig arabisk tradition taler her om
Moses’ skat.
I al omtale kendes israelitternes såkaldte ”40 år i
ørkenen” - og Petra findes netop i ørkenen. Og her, ifølge ”5. Mosebog (1,46),
opholdt de sig mest i Kadesh-barnea: Det egyptiske ord petr betyder bl.a. ’helligt
eller ophøjet sted’, præcis som lokalitetsnavnet Kadesh gør! Den
egyptiske benævnelse kan senere være overtaget til den i klippedalen senere
anlagte og delvis græskprægede by Petra, der på græsk betyder ‘klippen’
ligesom byens hebraiske navn Sila (Ha-Sela). Fra gammel tid har
Petra-dalen netop været helligsted bl.a. med praktisering af månekult og
blodige ofre - og siden hen hos edomitterne også menneskeofre, ofte udvalgte
unge piger der herved viedes til måneguden.
Hos Moses og senere hen i templet var dette alter til
anvendelse i forbindelse med de i Bibelen så velkendte slagtofre af særligt
udvalgte stykker kvæg. Det var ikke ualmindeligt i oldtidens templer, at præsterne
til templets og egne indtægter afhændede dele af det slagtede offerkød. Ifølge den engelske arkæolog Iain Browning’s udforskning
1970-1990 af Petra er desuden alteret til ikke-blodig ofring (af skuebrød)
udhugget eksakt tilsvarende målene for israelitternes skuebrødsalter:
Fra Nebo-bjerget 17 km øst for Jordanfloden planlagdes invasionen - og herfra udgik den. Fra Nebobjergets øverste del, Pisgah, (802 m), er der uhindret et enormt view ind over Jeriko i Jordan-dalen og videre til bjergene Ebal, Gerizim og Tabor langt inde i vestlandet samt i klart vej det nævnte Hermon 60 km borte. Ved Nebobjergets fod og dens omgivelser findes rester af
gravhuler med bl.a. en hel del af de nævnte bronzealdergravpladser. Bibelen
lader forstå, at Moses kunne være begravet i området. Med hans første 40 års baggrund
i egyptisk tradition og skik var det simpelthen utænkeligt ikke at placere her
(og evt. også i israelitternes to andre hovedbaser) de egyptiske skatte - og
værdifulde arkiver - han ifølge Manetho havde beslaglagt i Egyptens templer.
Hvor meget af den gamle viden bragte den store Moses med sig ud af Egypten? Og er i så fald vigtige dele af den blevet skjult på den tid, da han døde, og deponeret i hans hemmelige gravanlæg nær Nebobjerget samt i hans og israelitternes utilgængelige base i Petra? Visse dele af videnskatten synes senere igen at være blevet skjult i tunneler i hulesystemet under Jerusalems tempel.
Ove von Spaeth
|
|
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤ |
