At tro det flydende er fast

Af  OVE VON SPAETH
copyright  2005  -  www.moses-egypt.net

Tilbagebliks-kommentar om ’farlige’ bogudgivelser med sære forhindringer fra bl.a. teologer, - Netavisen, dec. 2005
 

Bibelens ældste dele har traditionelt en tilknytning til Moses, og når der udføres forskning på det felt, er det muligt inden for religionshistorie, teologi og egyptologi også at observere særlige konsekvenser af en ejendommelig fremgangsmåde.
          Bl.a. ses det skubbet tilside, at Moses som en historisk indflydelsesrig og avanceret pioner havde en genuin egyptisk baggrund og fortid, - det er på forskellig vis dokumenteret i rabbinerskrifter fra oldtiden og hos antikkens historikere.
          At disse forhold tages op til revision, har afdækket noget af en grotesk intolerance over for selve dette, at problemet stilles i virkeligt nyt lys. Et større overblik over disse indtryk, nu samlet på ét sted, viser sig temmelig overraskende.

Moderne ahistorisk myte

Bogserien ”Attentatet på Moses” af Ove von Spaeth (5 bind, 1999-2005) fremlægger et usædvanligt stort forskningsmateriale om den historiske Moses, indsamlet i 25 år - samt en bibliografi med stort set alt forskningsmæssigt udgivet om Moses i 120 år, nu samlet ét sted.          

Distancerende forhindringer

Under udarbejdelsen af bogserien om den historiske Moses blev flere manuskripter gennem forskellige forskere og eksperter fra involverede fagområder. Det skete ud fra forhåndstilkendegivelser om, at de pågældende forskere kunne have interesse for emnet. I øvrigt var det således, at statsansatte professorer og universitetslektorer ved henvendelse fra borgerne angående konsultation i sager af en vis relevans, kunne levere en sådan assistance.
          Undervejs fremkaldtes der bl.a. hos nogle af disse universitetsfolk en sær modstand mod indholdet af teksterne. Åbenbart ikke ud fra en neutral videnskabelig indstilling, men en til tider også emotionelt betonet, distancerende tilbagevisning.

          Det er via samtlige følgende eksempler hensigten at demonstrere bestemte former for egentlig irrelevante eller netop distancerende forhindringer, som i forløbet af forfatterens individuelle, ikke-universitære forskning først har skullet forceres. Dokumentationernes præcisering af tid og forløb etc. vil nødvendigvis også berøre navne, jf. at Ombudsmanden har i 2005 i forbindelse med en forskerstrid stadfæstet alment gældende, at evt. forbud mod at ”referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form” er i strid med bestemmelserne om forskningsfrihed og videnskabsmænds muligheder for at deltage i den offentlige debat.

          Forhindringerne kunne opleves at være trælse, idet der mod bøgerne efterhånden blev foretaget en række aktioner af grundlæggende absurditet. Men det har samtidig været æggende, idet forfatteren måtte udvide de årelange dybdestudier med yderligere udforskning både af emnerne og de tilgrænsende kontekstuelle emner - grundigere og bedre end nogen anden. Dette affødte siden hen en ny forhindring, fordi dele af den opnåede vidensmængde blev af nogle fagfolk, der ikke selv kunne kende så meget til visse af emnerne, automatisk betragtet som fejlviden.

Eksempler:
Da historieprofessor ved Aarhus Universitet, dr.phil. Rudi Thomsen, læste manuskriptet til den første bog i Moses-serien, skrev han (brev af 31.12.1991) om fremlæggelsen af materialet, der på nogle punkter bryder med - eller i realiteten udvider - konventionel historieopfattelse i det pgl. emne - at bogen ikke stemte med denne hidtidige historieopfattelse. Nej, det var jo netop deri, der var det nye, som skulle supplere det hidtidige. Han referede ’ældet’ Egyptens-viden. Og han modgik flere af bogens fakta uden tilstrækkeligt kendskab, f.eks. inskriptioner i forskellige årtusinder dokumenterer, at egypternes særlige astronomi-præster (bl.a. tilknyttet hoffet) brugte stjerneobservationer både for tidstagning og varselsastrologi. Nævnte cirkel-argument tilføjede han afvisning af ”...enhver diskussion både skriftligt og telefonisk” om bogen.

Manuskriptet var også blevet dr.theol. Eduard Nielsen, professor ved Københavns Universitets Institut for Bibelsk Eksegese. Han meddelte (brev af 16.jun.1986), at han af bestemte årsager måtte afstå fra at gå rigtigt ind i indholdet - og endegyldigt, at han nægtede at diskutere enkelthederne. Som eksempel kan nævnes en detalje han dog selv havde omtalt, idet bogen bl.a. understreger 'Moses' som værende et egyptisk navn, hvorom han skrev, at (citat:) ”det ikke er noget særligt, for det kender da enhver hebraiskstuderende til". Men Sigmund Freud baserede dog hele sin sidste bog, "Der Mann Moses und die monotheistischen Religion" (Wien 1934-1938), på ikke mindst dette forhold som udgangspunkt med tilhørende udvidede historiske konsekvenser.

En tredje professor, dr.theol. Niels Peter Lemche, sendte endda et ti sider langt brev (26.nov.1991), hvori han redegjorde for sit syn på Bibelens baggrund gennem et venligt, men ’indædt’ forsvar for sit billede. Og for at fastholde dette fremgik det, at han ikke havde tilsinds at åbne for og inkludere en eneste af forskningens nyere fund og udvidende opdagelser, hvis de modgik billedet. Internationalt anerkendte forskeres argumenter, der ikke passede til hans tese, samt forskerne selv, kaldte han i flere tilfælde for (citat:) ”forføreriske” og ”fundamentalistiske”.

De pågældende professorers læsning og udsagn er modtaget med tak, men også med virkelig undren over den ikke-analytiske måde man har betragtet det ikke-konsensusprægede stof på. Men der var information at hente i dette, at man havde ladet bøgernes modargumentationer helt ligge. Det bidrog som nævnt til yderligere at uddybe sådanne områder i manuskripterne. Det skal understreges, at alle ovenstående breve var præget af fin venlighed, men i flere tilfælde også af nogen berøringsangst.
          Professorerne er uddannet i at behandle fagets emner i analyse og underviste endda i det. Med al respekt, forekommer i hvert fald dette at alene basere holdninger på en naturligt nok ofte fragmentarisk viden om visse forskningsemner i bøgerne, medfører, at det vanskeligt vil give bedømmelsesindsigt i de vigtige sammenhænge. Derimod er bøgerne fra starten med hensigt opbygget på minutiøs fremlæggelse af materialet i netop større sammenhænge, en yderst informativ synsvinkel med en gevinst i form af en række nyorienterende resultater.

Videnskabelige forestillinger på illusionskurs

Men senere blandt nogle andre universitetsfolk, som i den efterfølgende tid stiftede bekendtskab med bøgernes indhold ad forskellig vej, skete der en afgørende stærk drejning, idet der nu fremkom en direkte aktiv(!) modstand.
          Det er ganske normalt inden for al forskning, at mange af de hidtidige videnskabelige forestillinger eller ’vedtagelser’ senere viser sig at være en illusion - hvadenten delvis eller i helhed. På det seneste har især kvantefysikken gjort dette afgørende klart for os. Man finder et mønster, der passer fint - men det gør det kun, indtil der viser sig nogle undtagelser, som så igen kan forklares, når der ved hjælp af senere tilkommen viden findes et mere overordnet mønster. Det er fortsat den fænomenologi, der uheldigvis er svært for mange at acceptere.

          Hos nogle kan det alligevel skabe nysgerrighed til at videreudvikle vores viden, fordi de pågældende ’illusioner’ dog samtidigt udgjorde et helt nødvendigt stade at kunne arbejde fra.
          Derimod andre forskere kan iagttages at reagere irrationelt og hæmmende for nye oplysninger - undertiden endda med vrede, ængstelse og forsvarsmanøvrer. Og de distancerer sig dermed fra en hensigtsmæssig, videnskabeligt modargumentation og analytisk kritik. De koncentrerer sig mest om at forsvare dét, de tror de ved, og overser helst det, de ikke ved så meget om (men som det i virkeligheden kunne være opgaven at forske i). Til tider bliver disse forsvarsmanøvrer til en bizar fordømmelse af nye trin, der kunne føre til videre udviklinger. Men det har aldrig været en videnskabelig forskers opgave at fordømme, men at forklare.

          Hos C.A. Reitzels forlag i København, der ikke mindst udgiver universitetslitteratur og fagbøger, blev Moses-seriens manuskripter i efteråret 1998 modtaget med en velgørende åbenhed. Og nu senere, i anledning af bind 1’s genudgivelse (efterår 2004) - næsten samtidig med at bind 5 publiceredes som seriens afsluttende bind - vil et tilbageblik(!) vise, at både under og efter seriens udgivelse blev der i visse universitetskredse forsøgt udøvet en absurd antivirksomhed foretaget af personer, som bøgernes forfatter aldrig har kendt, mødt eller gjort det mindste imod. En lærerig observation, der absolut må fremkalde et ønske til alles bedste om en bedre ånd og holdning i de pågældende universitære lag. Forskere med fuld udtryksfrihed har her afsløret når de ikke kan differentiere at de ikke har fuld ansvarsfrihed.
          Der udgives hvert år talrige bøger om egyptologi, religionshistorie og bibelforskning, hvoraf de fleste passerer uproblematisk eller måske endda mere upåagtet, men netop Moses-serien alene er blevet udsat for en uforklarlig fjendtlig aktivitet - erfaringsmæssigt et plausibelt barometer for udgivelser af en særlig beskaffenhed. Det skulle forfatteren kunne tillade sig at tage til indtægt - ud over aktionernes udmærkede reklameværdi i sig selv.

Eksempler:
          I 1996 indsendte Ove von Spaeth - på opfordring fra egyptologen Torben Holm-Rasmussen - en artikel til egyptologitidsskriftet Papyrus til fri brug. Teksten er det senere bind 3's appendiks om egyptisk kronologi. Efter et helt års ureglementeret forsinkelse og tavshed på redaktionen, der har tilhørsforhold til Carsten Niebuhr Instituttet, afvistes manuskriptet og sendtes retur med et følgebrev (22.apr.1997), hvori der flere gange var anført, at artiklen indeholdt (citat:) "... direkte ukorrekte påstande ...".
          Nærlæsning af egyptologen Bo Dahl Hermansens begrundelse for afvisningen afslørede heri et uheldigvis reduktivt kendskab til vigtige konkrete facts om forskellig kalenderpraksis samt om synkretismen inden for religionerne i Middelhavslandene i oldtiden. Et høfligt telefonisk forsøg på udredning hos redaktionen og egyptologen på Instituttet blev vredt og arrogant afvist, bl.a. (citat:) "... jeg får ikke betaling for dette her" - med et derpå følgende irritabelt afbrud af telefonforbindelsen.

          En begejstrende, helsides anmeldelse (Berlingske Tidende 15.jun.1999) af Ove von Spaeth's "De Fortrængte Optegnelser", Moses-seriens bind 1, udløste selvsamme dag et officielt brev - udformet som åbent hadebrev til forlaget - fra den ledende underviser i egyptologi, lektor Paul John Frandsen på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. Lad det være sagt ligeud - han lagde her en ny standard for manipulation og svælgen i egne fordomme bl.a. ved at tillade sig at fremstille som en kendsgerning, at Ove von Spaeth havde (citat:) - "... dybt beskæmmende og dybt uvederhæftigt ..." publiceret "... udsagn, skrevet af folk, der har været døde i lang tid, og af forskere, der aldrig har skrevet, hvad de citeres for at have skrevet. ..."
          Paul John Frandsen blev oplyst om eksistensen af eksakt dokumentation, men valgte uafbrudt tavshed. Hans påstand er objektivt forkert, og det må i betragtning af mandens uddannnelse og baggrund være evident, at han også er i stand til at vide det.

          Men ovennævnte imponerende anmeldelse i Berlingske Tidende af det første bind havde, som det blev klart, også kunnet fornærme Kim Ryholt, adjunkt phd i egyptologi, og Karen Jensen, phd-stud. i assyriologi, begge Carsten Niebuhr Instituttet. De ønskede derfor at belære anmelderen Steen Voigt om, hvormeget han havde fejlet. Det skete på den mest utroværdige måde ved uden analyse eller blot et eneste genuint argument (citater:) "... manipulation" og "... uvederhæftighed", at afvise bogens præsentation af den specifikke videnskabelige dokumentation. I stedet fremsatte de fejlagtige oplysninger, som journalisten ikke kunne kontrollere før publiceringen (Berl.Tid., 3.aug.1999), hvortil de krigerisk lod udstede en fatwa om, at den bog ville de (citat:) "... kæmpe med i mange år fremover! ...".

          Siden hen blev Paul John Frandsens indledende aktion yderligere fulgt op af nogle studerende ved hans institut, stud.mag. i hebraisk Leeroy Malachinski (iflg. Malachinski’s brev, 8.aug.2000) og arabist Johan Hermann Rump, der, omend forgæves, foretog et større antal uanstændige forsøg på (især pr. telefon) - via til formålet redigerede "oplysninger" - at bedrage de videnskabsfolk, som havde støttet Ove von Spaeths forskning, til at de nu ikke skulle vedstå deres støtte/udsagn. De uheldige aktører skaffede sig adgang via falsk påskud om at ville anmelde bøgerne i et bestemt tidsskrift skønt dette forlængst var ophørt at udkomme. De kunne ikke fatte, at professor dr.phil. et theol.hc. Jes P. Asmussen, Instituttets eneste verdensberømte forsker, havde støttet med sit forord i et af bindene. Også han misbilligede den udviste opførsel.

          Hos tidsskriftet Sfinx (dec. 2001) havde redaktøren, Birgitta P. Hallager, ladet indkalde Rune Nyord fra egyptologistudiet på Carsten Niebuhr Instituttet, for at anmelde to af seriens bøger. Uden reelt at gennemlæse bøgerne i nødvendigt omfang, hvilket blev afsløret ud fra selve anmeldelsen og hans efterfølgende udglattende forsvarsbrev (feb.2002), morede Nyord sig med at holde læserne for nar ved at anmelde bøgerne som (citat:) "... fiktion". Redaktøren nægtede derefter at optage Ove von Spaeths korrigerende indlæg.

          En helsides anmeldelse i B.T. (31.jul.1999) af bind 1 var ét stort angreb på indholdets oplysninger, skønt der gøres fuldstændigt rede for dem med minutiøs dokumentation hele vejen igennem bogen, hvilket ignoreredes fuldstændigt. Der blev lavet helt om på indholdet ved avisens gengivelse - tilmed selve bogens titel var konsekvent ændret. I Ove von Spaeth’s læserbrev (23.aug.1999) herom, der først nægtedes optagelse flere gange med de besynderligste udflugter, lod avisen så de afslørende korrigerende bemærkninger skære bort, og der blev skamløst digtet en hel del anden tekst ind i brevet. Var det brevkasseredaktøren, der hjalp med at dække over sin kollega, anmelderen Christian Galbjerg, der totalt havde forfejlet at tjekke sine modtagne oplysninger fra folk fra universitetets Teologiske Fakultet? Det viste sig så, at begge poster var bestyret af denne samme person.

          På et senere tidspunkt præsenterede Paul John Frandsen universitetets tidligere prorektor og dekan, dr.theol. John Strange, da denne ved Dansk-Ægyptologisk Selskabs arrangement på Københavns Universitet holdt foredrag (27.nov.2003) om emnet: "Moses - en mytologisk figur?" - med udgangspunkt i bøger af Ove von Spaeth og af Jan Assmann. Fra bogserien om Moses lod han fejlcitere (fra bind 1’s s.17) ved omhyggeligt at udelade nogle dele af citatet, så resultatet blev alarmerede forkert - og ikke en eneste af selve hans få kommentarer om Moses-bogserien viste sig at være andet end lodret usande (udførlig dokumentation eksisterer for begge forhold). Ydermere afslørede de bedagede elementer i hans anklagende påstande, at han havde forsømt at opdatere sin viden. Men, som det skulle vise sig, i det videre forløb bidrog det altsammen naturligvis velkomment til den yderligere interesse omkring bøgerne.

          I sin artikel i Kristeligt Dagblad (2.jun.2005) lod dr.theol. Nicolai Winther-Nielsen, Dansk Bibel Institut, Ove von Spaeths forfatterskab forbinde med (citat:) "... fusk", "... gætterier" o.lign. ufunderede beskyldninger. Disse påstande, i realiteten om videnskabelig uredelighed, måtte han efter flere indsigelser (2, 4, 25/6) trække fuldstændigt tilbage (Kr.Dgbl.29.jun.2005).

Forskning bliver ringere, jo mere den er styret ud fra at finde bekræftelse i gældende tænkning og institutionaliserede opfattelser - i stedet for netop at udfordre meningerne. Men også forskerne selv må afstå fra tendensen til at kanonisere videnskaben, forskerne er ikke guder og skal hverken diktere verdensopfattelsen - eller dyrkes for at forsvare det bestående. God forskning er præget af nysgerrighed - hvorfor der må kræves åbenhed over for nye tanker inklusive det, der til en begyndelse evt. kan ligne skæve synspunkter. Det er et faktum, at et betydeligt antal af vores virkeligt store opdagelser er efter-gennemarbejdede fejltagelser.

Spredning af tvivlsomme oplysninger

Problemet er ikke bøgernes modtagelse - de har fået brilliante anmeldelser også af rigtigt mange betydende videnskabsfolk, og bøgerne findes i stort antal på ethvert større bibliotek i landet. Interessen vokser støt. Studerende skriver specialer om dem. Og det der kunne ønskes er, at berøringsangst hos nævnte antagonister erstattes af fordomsfrihed, så bøgernes enorme samlinger af ofte hidtil overset materiale kan blive yderligere kendt og taget i brug af flere.

Andre eksempler:
          I 1998, da bogseriens manuskripter skulle placeres på et forlag, ville først Borgens forlag gerne se nærmere på dem. Til bedømmelsen indkaldtes som ekstern konsulent, egyptologen Torben Holm-Rasmussen, delvist tilknyttet Carsten Niebuhr Instituttet. I sit afvisende responsum (ca. jan.1998) udtalte han bl.a., at bøgerne (citat:) "... ikke egner sig til læsning af lægmand ..." og desuden: "forfatterens ægyptiske kronologi - bygger på totalt forældede synspunkter - ægyptologerne er i dag enige om (- etc.). Med sin store belæsthed må forf. dog kende de nye og afvigende synspunkter, men omtaler dem overhovedet ikke ...".
          En for tiden gældende opfattelse i visse forskerkredse havde forblændet bedømmelsen så meget, at det skyggede for den til overmål synlige kendsgerning, at bogens (bøgernes) indhold og materialesamlinger fortløbende gennem hele teksten konstituerer sig som ét stort modbevis over for en påstået konsensus (en art flertalsafgørelse og derfor, som altid, rent uvidenskabelig) om de nævnte nyere tendenser. Disse er derimod stadig kun provisoriske teorier, og det er et konkret faktum, at de aldrig nogen sinde har været solidt underbygget af holdbar bevisførelse.

          Efter at bind 1 udkom (maj 1999) fulgt af de første måneders strøm af umiddelbart begejstrede anmeldelser, blev de uredelige beskyldninger om bogserien efterhånden udbredt, og nogle bladfolk (ofte netop med mange cand.theol.’er i redaktionen) blev tilbageholdende. Da Rune Engelbreth Larsen, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, sendte en kronik om bogen til Weekend-avisen (efterår 1999), hvor han i perioden faktisk fik alle tekster optaget, blev det denne gang afvist. Ligeledes ved nyt forsøg. Da han så henvendte sig telefonisk til redaktionen, lod man ham forstå, at artiklen med bogen om Moses var blevet frarådet at bringe i avisen. Han lod den så publicere i tidsskriftet Faklen, jan.2000, men Weekend-avisen har heller ikke siden hen villet anmelde en eneste af seriens bøger.

          Kristeligt Dagblad havde fra starten fastfrosset igangsættelse af anmeldelse af seriens indledende bog. Først efter en række protesterende læserbreve og henvendelser til redaktionen på denne avis, der ellers skulle være det mest indlysende sted for interesse for Moses-serien, bragtes en præstelig anmeldelse (uforståeligt hånlig) med bl.a.: "... det ligger uden von Spaeths horisont ..." - af cand.theol. Tine Lindhardt (11.nov.1999), nu syv måneder efter udgivelsen.

          På Kristeligt Dagblads website www.religion.dk indsatte fagredaktør cand.theol. Merete Bøye manipulerende udsagn ved link’et til Moses-bogseriens website (moses-egypt.net). Hun afviste (5.jan.2001) at kende det mindste til det, men da Ove von Spaeth overfor redaktionen kunne forelægge udprint (28.feb.2001) fra hendes private hjemmesider, der afslørede præcist samme antipatier, forlod hun sin stilling på avisen, og her blev udsagnene fjernet.


Yderligere forhold:
          Lad der være demonstreret nok her - idet den eksisterende række af absurde eller antagonistiske forhold er temmelig omfangsrig, f.eks. yderligere flere anmeldere, der åbent eller mindre åbent vedgik deres (omend legitime) kontakt med f.eks. Carsten Niebuhr Instituttet eller de Teologiske Fakulteter, etc. Ofte i sådanne tilfælde valgtes det enten at gengive bøgernes indhold forvrænget eller helt undgå at lade dem anmelde (jf. også problematiske forhold hos f.eks. Jyllands-Posten, Information og Præsteforeningens Blad mv.). (Flere af episoderne og eksemplerne ovenfor er dokumenteret i detaljer på de individuelle Debat-sider til alle seriens fem bind og findes på www.moses-egypt.net).

Stærk, saglig kritik er principielt konstruktivt, - uenighed undervejs om et forskningsprojekts resultater kan normalt være endog stærkt nødvendigt eller ligefrem uundværligt for at bringe slutproduktet nærmere det optimale. Yderligere kan det afføde debat med omtale der vækker interessen for emnerne.Men at være uenig med en bog bør ikke involvere nogen form for nag.
          For en ganske anden sag er det, når der spredes urigtige oplysninger om udgivelserne. En række af eksempler her er rent groteske. Bemærkelsesværdigt er også, at da ingen kilder gives til modbevis for bøgernes dokumentationbelagte fakta, gøres nu temaindholdet suspekt.

          Ingen havde nogensinde før skrevet 5 bøger om Moses og hans historie, ja ikke engang bare et 2-bindsværk om Moses har eksisteret. De 5 bind er en international begivenhed - de akademiske absurditeter en skandale.Efter gennemførelse trods de mange forhindringer, hvor bogseriens kvaliteter ikke mindst har fået bevist sin overlevelseskraft, må der især siges tak til de mange læsere. Deres interesse har ufortrødent bidraget til, at publicering af det langvarige forskningsarbejde, nu altså i 5 bind har kunnet realiseres uden på nogen måde at have opnået støtte fra hverken private og offentlige midler og fonde (kan mest ses at støtte det etablerede). Læserinteressen for de ikke så almindelige bøger hos ”lægmand” har dertil bevirket at optryk i nye oplag er blevet påbegyndt. Og forlaget fortjener anerkendelse for mod og fremsynethed.

          Mindre forudset af forfatteren, krævede alene omfanget altsammen mere end 20 års studier med opsporing og intensiv testning af materialer og udkrystallisering af resultater - og derefter strukturering af det efterhånden enorme materiale til udbygning i de 5 bind. Således en nær umulig sammenstøbningsproces af de mange tusinde kilder/fragmenter til at blive en konkret og anvendelig helhed. Dertil gennem alle årene uafladeligt den løbende opdatering.
          I den forbindelse må en særlig tak rettes til forskere og andre engagerede hjælpere, der alle utrætteligt hjalp til (nogle faktisk fra starten), viste en betydelig tillid og modigt støttede personligt, skønt modstand fra anden side mod projektet kunne medføre ubehageligheder fra akademiske kolleger.

Når betydende resultater alligevel er foreløbige

Som afsluttende billede på forhindring baseret på den sære modvilje og en åbenbart manglende orientering, kan bl.a. følgende oplyses: Ved deres veritable angreb bragt i Berlingske Tidende (sektion Univers, 3.aug.1999) - tidl. omtalt i eksempel - påstod egyptologen Kim Ryholdt med sin kollega bl.a., at den i bøgerne anvendte tidsregning var fuldstændig forkert, mens den datering han selv gik ind for, var forbundet med, at en bestemt kronologi-afhængig observation af stjernen Sirius (citat:) ”er skudsikker”. Det er illusion.
          Det kan tilmed virke pinligt, at de pågældende akademikere også om andre af bogens emner ved den lejlighed afslørede en besynderlig uvidenhed og historieløshed ved ikke at kende deres egne studiers faglitteratur bedre, men åbenlyst ignorerede veludforskede og internationalt klarlagte studier, der også ligger til grund for bogens forskning og resultater. Hvis man skulle anse deres her demonstrerede fremgangsmåde for at have noget med videnskab at gøre, skal man i hvert fald have en meget alternativ holdning til begrebet.

          Med den viden, der skal kendes i dag om den relevante forskning og dens processer, metoder og nyere opdagelser, vil kompetente fagfolk finde det uprofessionelt og endda naivt uerfarent at lade en sådan følgeslutning som ovennævnte (om kronologi) være baseret på en så gammel og enkeltstående oplysning (om observationen), og lade det være noget urokkeligt fast. Men sandhedsapostle føler sig ikke forpligtet af akademiske standarder - fakta er her gået af mode, og i stedet udvistes en traumatisk modvilje mod at lytte (læse indenad), en komplikation der erfaringsmæssigt kun kan føre til yderligere vidtløftig teoretisering. Man hvorfor har man en forskning, hvis ikke det var for at blive klogere?
          Allerede i oldtidens rabbinerskrifter - ifølge S. Baring-Gould's udvalg i ”Legends of Old Testament Characters from The Talmud” (Vol.II, London 1871, p.78) - berettes om den unge Moses ved faraohoffet og om hans høje uddannelse ’i al Egyptens visdom’, netop at: ”... Han var for klog til at betragte dét som fast, der var flydende ...”.

          Således er forskningsresultater naturligvis kun foreløbige - i praksis aldrig endegyldige. Glem ikke - her med eksempel fra geologividenskaben - at i 1980erne var man (ud fra endda super beregningsmetoder og nyeste teknik) bange for en ny istid, og blot ti år senere var man bange for der skulle komme en ny varmeperiode. Inden for arkæologi og historie måtte man, omkring 2004, på grund af overraskende fund (en fint svungen 11.000 år gammel stentrappe i et tårnfundament nær det Røde Hav) nu til at skrive en del af tidlig Mellemøstenshistorie om.
          Man havde hidtil ikke villet datere lignende ting så tidligt, da der diktatorisk herskede en slags konsensus om, at folk på dette tidlige tidspunkt næppe var gået igang med kultivere jorden. Dvs. den ikke utypiske tendens at forske ud fra, at et historisk-arkæologisk fund skal tilpasses til en teori og ikke omvendt.Her behøves virkelig ny tilgang overfor sådanne tilfælde.

          Modeakademisk omskiftelighed ramte f.eks. den danske polarforsker Knud Rasmussen. Han døde i 1935, internationalt berømt, og højt estimeret for uvurderlige artefakter samlet til Nationalmuseet. Men han blev fra 1970erne betragtet som en pinlig amatør, som ikke engang havde gået på universitetet, og han forsvandt sporløst ud af den etnografiske faglitteratur, skønt ingen nogensinde havde kritiseret hans videnskabelig-etnografiske pionerindsats.  
          Da fotografen Howard Carter, imod egyptologers råd, fandt historiens rigeste gravfund, Tutankhamon, blev han længe ilde anset hos dem.Og f.eks. inden for faget filosofi kan nævnes lejesoldaten Descartes, linse-sliberen Spinoza og universitetsfilosofiens første-hader Humes. Selv Louis Pasteur, en af de største skikkelser overhovedet i medicinens historie, havde ingen lægeeksamen - og hans opdagelse af bakteriers eksistens var imod lægernes tusindårige idéer.
          Sociologen Max Weber hævdede i sit berømte foredrag i 1917, at netop institutionerne let udvikler sig til at avle middelmådighed. Max Planck, nobelpristager og opdager af lyskvantet, erklærede i begyndelsen af 1900-tallet, at dette at få en ny opdagelse anerkendt ofte først kunne realiseres hos den næste (forsker)generation.

          Men det er vel næppe rimeligt, med den udbredelse universitetsverdenen har i dag, at skulle behøve at efterlyse, at udover at besidde nødvendig nysgerrighed må en videnskabelig forsker overholde at efterleve principper om alsidighed, upartiskhed og fairness. Bag ved en opdagelse kan der oftest findes et nyt lag af erkendelse yderligere bagved og derpå endnu et nyt lag. Dette gælder inden for videnskab såvel som religion og hele vor erkendelsesverden - vi er hele tiden undervejs, og den store verdens mest professionelt erfarne, videnskabelige forskere har da også været de nærmeste til dagligt at kunne erkende dette.

Ove von Spaeth

Forfatter, historiker, uafhængig forsker  -  copyright © 2005

Ove von Spaeth er forfatter til bogserien ”Attentatet på Moses”
( C.A.Reitzels forlag og boghandel,  tlf. 33 12 24 00  &  info@careitzel.com )

Yderligere information:  www.moses-egypt.net

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.