|
.
Publ. i AMH Magasinet, december 2006
(nr.4, s.24-27)
Til oldtidens astronomiske observationer, der især blev foretaget af præsterne,
lod man himlen inddele i et netværk af forskelligartede stjernebaserede
hjælpelinjer. Ud over tidsmåling og kalenderpræcision tjente denne
metode nogle særlige kultiske og indsigtsmæssige formål.
Ubevægelige
stjernebilleder og bevægelige ’stjernetegn’
Hvorfra og hvortil udstrækker Dyrekredsens 12 stjernebilleder sig, når det
gælder den ubevægelige, såkaldte sideriske zodiak på himlen? Vædderen var altid
den første i rækken af stjernebilleder, men hvor er dens begyndelsessted? Dette
stjernebillede er nærmest stjernetomt i området ved den tænkte
begyndelsesgrænse. Derfor har man andre steder i zodiaken måttet finde
referencepunkter med kendte positioner på den sideriske zodiak, nemlig
veldefinerede stjerner, til herudfra at måle og beregne sig frem til det
pågældende begyndelsespunkt.
Til en bedre forståelse og til undgåelse af sammenblanding vil der -
med en enkelt markeret undtagelse - i det følgende omtales alene den
sideriske zodiak, dvs. de ubevægelige Dyrekreds-stjernebilleder defineret ud
fra stabile punkter på himlen. Der er således ikke tale om de bevægelige
”stjerne-tegn” ligeledes med Dyrekredsnavne, som netop er forbundet til det
altid positionsskiftende forårspunkt. Det er sidstnævnte Dyrekreds,
vesterlandske astrologer beskæftiger sig med.
Under forsøget gennem tiderne med at finde den stjerne, som var det
mulige oprindelige udgangspunkt for at måle sig frem til stedet, hvor den faste
sideriske zodiak begynder, ses i traditionen ofte stjernen Spica
fremhævet. Således beskæftigede oldtidens berømte astronom Ptolemæus (ca. 85-165
e.Kr.) sig en del med denne stjerne. Også i oldtidens Indien kom man efterhånden
ind på at bruge denne stjerne til formålet.
I sit værk ”Almagest” (IV, II) med det oprindelige græske navn
Matemathike Syntaxis beskriver Ptolemæus den procedure, som hans kollega
Hipparchus ca. 250 år forinden havde bestemt denne stjernes position ud fra.
Yderligere nævner Ptolemæus andetsteds i sin ”Almagest” (VIII, I), at Spica
er en af selve det faste Dyrekredsbæltes 5 mest lysstærke hovedstjerner.
Blandt de øvrige af en række stjerner, som Ptolemæus angiver blandt
346 af zodiakens stjerner, man dengang opregnede som værende lysstærke af 1.
størrelse, er f.eks. følgende: alpha Tauri, alpha Leonis (Basiliskos-Regulus),
men også f.eks. beta Leonis samt alpha Piscis australis.
Derfor vil det under alle omstændigheder være mest relevant at i hele
denne særlige gruppe opspore den optimale stjerne, der har været anvendt til
måling af begyndelsespunktet, en stjerne der derfor ikke nødvendigvis behøver at
have været Spica.
Den egyptisk-græske
oldtidsastronom Ptolemæus (85-165) residerede i oldtidens
videncentrum Alexandria.
Han brugte Basilisk-stjernen som målepunkt (Ill. fra renæssancen).
De fire
kongelige stjerner
I netop den nævnte gruppe af de mest lysende zodiakale stjerner er de følgende
to af særlig art og stærkt lysende. Nemlig Aldebaran (alpha Tauri), der
er hovedstjerne i Tyrens stjernebillede - og Basiliskos-Regulus (alpha
Leo), der er hovedstjerne i Løvens stjernebillede.
Disse i oldtiden meget anvendte stjerner til måleforhold bringer to
andre ligeledes stærkt lysklare hovedstjerner ind i billedet. Nemlig Antares (alpha
Scorpio) i Skorpionens stjernebillede og Sadelmelik (alpha Aquarius)
i Vandbærerens stjernebillede.
Det har fra tid til anden været hævdet, at den søgte stjerne til brug
for et oprindeligt udgangspunkt måtte være førnævnte stjerne Aldebaran. Især
denne stjerne var ofte til hjælp ved normal observationstagning. Og i
traditionen kendes en målemetode, hvor netop den lysklare hovedstjerne Aldebaran
benyttes i samarbejde med den nøjagtigt overfor liggende hovedstjerne
Antares i Skorpionens stjernebillede.
Græsk-babyloniske oldtidstekster angiver metoden - og det gør
ligeledes de græske astronomer som Rhetorius (100-tallet f.Kr.) og Kleomedes
(ca. 150-200 e.Kr.).
I oldtidens opfattelse var de nævnte fire stjernes tilhørssteder
stjernebillederne Tyr, Løve, Skorpion og Vandbærer anset for at udgøre de
såkaldte fire såkaldt ”faste” dyrekredsbilleder på himlen. Helt tilbage fra en
meget tidlig astrologitradition ansås deres signifikans som værende tilknyttet
verdens ”faste”, stabile eller materielle tilstandsformer.
Noget særligt ved alle de fire hovedstjerner er, at de gennem
historien har været kendt som ”de fire kongelige stjerner”. I oldtidens
stjerneverden og himmelforhold var de tildelt denne betegnelse, fordi de
opfattedes som havende en overordnet vigtig betydning, idet de indgik i et
større, men i dag nærmest ukendt referencemønster.
Det store
X-kors på himlen
I det mønster var det af stor betydning, at forbindelseslinjerne eller
sigtelinjerne - der forbinder hvert par af disse tværs over himlen modstående
kongestjerner - danner tilsammen et X-kors, som deler ekliptika i to forskellige
par af næsten symmetriske dele.
Kongestjernernes indbyrdes afstande har ikke gennem tiderne ændret sig
synligt, da de kun har en ubetydelig egenbevægelse.
Hvis disse stjerner i nutiden måles inden for det for os ”normale”,
bevægelige Dyrekreds’ stjerne-tegn, var deres positioner omkring det
sidste årti op til år 2000 følgende: Aldebaran ca. 9°55’ i Tvillingernes tegn,
Basiliskos-Regulus ca. 29°59’ i Løven tegn, Antares ca. 9°55’ i Skyttens tegn og
Sadelmelik ca. 3°30’ i Fiskenes tegn.
Hos perserne brugtes der desuden ved ”løsere” orientering, at de fire
kongelige stjerner markerede himlens fire verdenshjørner, skønt kun i omtrentlig
retning.
Denne praksis var begyndt, da Basiliskos stod i midsommerpunktet for
ca. 4000 år siden. Her kaldtes disse stjerner således også for ”de fire
himmelvogtere” - i deres punkter Hastorang ‘det nordlige sted’,
Tascheter ‘østlige’, Venant ‘sydlige’ og Satevis ‘vestlige
sted’. Også dette mønster fulgtes hos inderne.
I oldtiden var det uforanderlige himmelkors eller rettere X-kors, som
disse stjerners linjer danner, velkendt for ikke at have fire rette vinkler, men
er fordelt på to vinkler af ca. 70° og to af 110°.
Dette X-kors mellem de fire kongelige stjerner var således et af de
vigtigste orienteringsmønstre. Dette især fordi det naturligt markerer disse
fire geometriske hovedpunkter i den sideriske zodiak.
Eksempelvis kunne Tyrens hovedstjerne Aldebaran og Skorpionens
hovedstjerne Antares via deres indbyrdes sigtelinje let observeres af alle at
befinde sig præcis ”over for” hinanden. Der kendes et rigt antal optegnelser om,
at den ene stjerne fra sådanne bestemte stjernepar var opstigende, netop når
dens anden ”linje-forbundne” stjerne gik ned.
Der kunne opfattes en stærk symmetri, og man
mente at se en særlig præcision i sådanne mønstre. Der herskede herom en udbredt
og voldsom opmærksomhed forbundet med, hvad der med et moderne begreb kaldes
pattern recognition.
Det er derfor forståeligt, at disse fænomener
betragtedes med stor ærefrygt, når der så stærkt mentes konstateret en særlig
logik i mønstre dannet ud fra den tids veldefinerede sigtelinjer mellem
stjernerne.
I de religiøst-filosofiske ideer, der indgik i oldtidens
indvielseskultiske lærdomme, ansås den type stjerneforhold - flere med indbyrdes
forbløffende symmetri og overensstemmelser - for tegn på en særlig kosmos-orden
af synkronicitets-sammenhæng med himlen og Jorden, både for levende væsener og
fysiske forhold.
Som den ’Store Sfinx’
på himlen ses den liggende Løvens stjernebillede aftegnet. Hovestjernen
Basiliskos-Regulus kaldes også Løvens Hjerte – og findes her placeret direkte på
ekliptika.
Basiliskos-stjernen
Stjernerne Aldebaran i Tyr og Antares i Skorpion er placeret ca. 5° under
ekliptikalinjen, mens Sadelmelik i Vandbæreren er 10° over. Til
observationsmæssig hjælp ansås således Basiliskos-Regulus i Løven som ”førende”,
fordi den befinder sig direkte på selve ekliptika.
For oldtidens astronomipræster var det nemlig
ikke uden vanskelighed, når de observerede på nattehimlen, at skulle finde den
nøjagtige placering for selve ekliptika, Solens såkaldte bane, der i sig selv
udgør den langsgående midterlinje i zodiaken. Vanskeligt, fordi ekliptikas
eksakte placering på himlen kun har kunnet findes ved hjælp af positionerne for
de af Solen og Jorden fremkaldte måne-eklipser, dvs. formørkelser. Der
forekommer op til fem måneformørkelser årligt, og de kan kun ske på ekliptika.
Det er dette, der har givet ekliptika sit navn, som betyder
‘formørkelse(slinjen)’.
Et cyklisk ”nul-punkt” er det tidspunkt, der fremkommer hvert ca.
26.000 år (en cyklus kaldet det Platoniske år), hvor den sideriske zodiak med
Dyrekredsens ubevægelige stjernebilleder og den bevægelige Dyrekreds af
”stjernetegn” har præcis samme udgangspunkt - i forårspunktet.
Også her viser stjernen Basiliskos
(Regulus) sin betydning, netop fordi den er den eneste stjerne, der er
placeret direkte på ekliptika. I Ptolemæus’ førnævnte værk ”Almagest” (IX, 3)
beskrives, hvorledes han - på en nødvendigvis noget indirekte måde - derfor
først må bestemme Basiliskos’ længdegradsposition, for så herudfra at kunne
bestemme nogle øvrige stjernemæssige positioner.
Dette kunne foregå især i tiden omkring et jævndøgn (i sig selv
omhyggeligt målt, når dag og nat er præcis lige lange) ved først at observere
Solen i dens nedgangspunkt (nær begyndelsen af - på hans tid - Vædderens fast
stjerner) og derefter måle hen til Månen (hvis den var inden for samme
synsfelt), der allerede skimtes i tusmørket, for så endelig herfra at måle hen
til Basiliskos (nær begyndelsen af Løven). Herved kunne han så til slut tjekke
Basiliskos’ afstand fra forårsjævndøgnspunktet.
Det var netop af stor betydning - idet denne traditionspraksis altså
forudsætter, at Basiliskos dengang regnedes for placeret i selve begyndelsen af
Løvens faste stjernebillede. Det medførte, at når man havde fundet den rette
position for Basiliskos, havde man inden for dette system også dermed automatisk
den sideriske zodiaks udgangspunkt 120° derfra. Nemlig Vædderstjernebilledets
dermed udpegede grænselinje, idet Vædderens begyndelsespunkt her traditionelt er
defineret som placeret i et trigonforhold (dvs. de 120°) til Løvens
begyndelsespunkt.
Netop dette kan også vise, at det sideriske nulpunkt ikke på
Ptolemæus’ tid ca. 130 e.Kr., havde sammenfald med Dyrekredsens nulpunkt,
hvilket mange ellers hævder, for så skulle der have været 120° mellem Basiliskos
og Dyrekredsens bevægelige begyndelsespunkt (forårsjævndøgnspunktet), og det var
der ikke. Det var der kun på Hipparchus’ tid - faktisk markeret med en
solformørkelse hen over på Basiliskos-stjernen i året 157 f.Kr.
Zodiak-udgangspunkt i ældste tradition
Basiliskos’ betydning. som et præciseret, men indirekte udgangspunkt for den
ubevægelige sideriske zodiak, demonstreres også ved, at den netop var blandt de
temmelig få stjerner, der tidligt hos Hipparchus angives med definerede
længdegradsangivelser (ekliptika længde).
Om dette antager mange forskere - men øjensynligt næppe korrekt - at
det længdegradssystem måske var noget dengang relativt nyt og ’primitivt’ hos
grækerne.
En betydningsfuld stjernetabel fra oldtiden var matematiker-astronomen
Theon af Alexandria’s optegnelser, kendt under titlen ”Håndtavler” (300-tallet
e.Kr.). Den begynder tilsvarende sin stjernepositionsfortegnelse med netop
Basiliskos, fordi der blandt flere metoder også fandtes en tradition, hvor
det praktiseredes, at man kunne lade Basiliskos tjene som markør til at beregne
udgangspunktet for alle længdegraderne. Og ikke mindst i Ptolemæus’ værk,
”Inscriptio canobi”, bruges denne praksis.
Fra Ptolemæus og tilbage til Hipparchus kan netop denne praksis spores
yderligere tilbage via persere til babyloniere, der igen havde det fra de
tidligere sumerere.
Vidnesbyrd om denne stjernes astronomiske
betydning gennem den endnu tidligere historie er det muligt at se i babylonske
fund med nedskrevne positioner for Basiliskos 1985 år før Ptolemæus.
Og der er spor helt fra ca. 2320 f.Kr., hvor denne stjerne da havde
sin placering på midsommerpunktet. En autoritet som Skotlands berømte Astronomer
Royal, professor Charles Piazzi Smyth, fastslog således:
”... Regulus’ (Basiliskos’) længdegrad har igennem tidsaldre
været brugt som
dateringspunkt af de bedste astronomer i alle lande
...”.
Den 2000-årige
græsk-romerske skulptur af den astromytologiske Atlas med
himmelkuglen på sine
skuldre. Forårspunktets datidige placering ses ved Vædderens
begyndelse i krydspunktet mellem ækvator og zodiakbæltets midterlinje,
ekliptika.
Kongestjernernes betydning
Blandt de fire kongestjernes navne hentyder Antares direkte til denne
hovedstjernes stjernebillede Skorpionen, som ifølge traditionen beherskedes af
planeten Mars. For navnet menes egentlig at være ant-Ares, græsk for ‘som
Mars’, hvad den også er visuelt, da den er en hel del rødlig. Derfor hedder den
hos inderne Rohini, ‘den røde’.
Aldebaran, hovedstjernen i Tyren er fra
arabisk Na’ir al-Dabaran, som betyder ‘den lyseste af de følgende
(stjerner)’ - til forskel fra Vædderen, der ansås som det første stjernebillede
i Dyrekredsen.
Af en eller anden grund bestemte den kendte franske astronom og
skribent Flammarion i 1880’erne - ligesom allerede hans kollega, den store
astronom Bailly i 1700-tallet - at den sydlige kongestjerne, beliggende nær
grænsen mellem Vandbærerens og Fiskenes stjernebilleder, måtte være Fomalhaut (alpha
Piscis australis). Denne opfattelse, som ignorerer hensyn til viden fra
traditionen, er uheldigvis siden hen gået uudryddeligt ind i litteraturen.
Følgelig kendes den sydlige kongestjerne nu kun under denne ‘forkerte’
betegnelse.
En årsag til forvekslingen kunne skyldes, at Sadelmelik - der er den
rette stjerne her - befinder sig placeret på nøjagtigt samme
ekliptika-længdegrad som positionen for Fomalhaut. Men sidstnævnte har - ved at
være for langt uden for ekilptika - en alt for stor distance til denne. En anden
årsag er måske, at Fomalhaut lyser kraftigst af de to, hvilket slet ikke er
kriteriet.
Men som antydet er Fomalhaut-stjernen et reelt dårligt
observationspunkt, idet den befinder sig hele 21° fra ekliptika, dvs. dobbelt så
langt borte som Sadelmelik med kun 10°.
Fomalhaut tilhører simpelthen ikke konceptet for de fire ”faste”
dyrekredsbilleder. For til trods for sit fiskenavn hører den absolut heller ikke
til selve Dyrekredsen. Således opfyldes hos Fomalhaut ikke en af betingelserne
for kongestjernerne, hverken stjernemytologisk eller teknisk.
I øvrigt antyder den anden stjernes navn, Sadelmelik, det
korrekte tilhørsforhold blandt de fire kongelige stjerner, da det betyder noget
med ’konge’, nemlig ‘kongens lykke’ (fra arabisk al Sa’d al-Malik). Også
derfor er det uforståeligt, at den moderne skrøne om Fomalhaut har kunnet
fortsætte uopdaget.
Navnet på Løvens hovedstjerne, Regulus, betyder ‘lille konge’ -
det er Copernicus’ latinske oversættelse af dens græske navn Basiliskos
hos bl.a. Ptolemæus, og med samme betydning. Desuden hed den Stella regia
fra latin rex, dvs. ‘kongelige stjerne’, som jo her ”styrede de himmelske
forhold”.
I den oldindiske hellige tekst Rig Veda hed Basiliskos Magha,
‘den mægtige’ - der også er tilnavn for kongerne - og hed ud fra tilsvarende
princip i Persien, Meyan, ‘det mægtige midtpunkt’. I Kina kaldtes
Basiliskos-Regulus for ”Den kejserlige families (Heen Yuen) store
stjerne”.
I Babylon hed Basiliskos Sharru, som
både betyder ‘stråleglans’ og ‘konge’ (jf. moderne kongebetegnelse, en sha)
- der er således en sammenhæng. Langt tilbage, hos sumererne, kndes denne
stjerne.
Leo-stjernebilledet i “De
Astronomia” (“Poetica Astronomica”, trykt i Venedig, 1482)
af Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og chef for det Palatinske
Bibliotek.
Bogens illustrationer (Ratdolt) blev forbillede for alle stjerneatlas i flere
århundreder.
Kongestjerner og kultisk viden
Det var sandsynligvis ikke Hipparchus, der først opdagede præcessionsfænomenet –
forårspunktets langsomt (baglæns-)glidende positionsforskydning. Babylonierne
ville med deres gennem årtusinder førte kæmpemæssige stjerne-bogholderi have
opdaget symptomer herpå og kunne teknisk set dog næppe undgå at have opnået
nogen viden om det.
Oprindeligt synes denne viden kendt i de indviedes lukkede kulter -
ikke mindst i Babylon, men også i Indien og Egypten – forbundet med en lære, der
især også omfattede stjernekundskab.
Platon levede fra 427-347 f.Kr., således omkring 200 år før
Hipparchus. Platon, som var en indviet, beretter i sit værk ”Timaios” (Platons
skrifter VIII, C.A. Reitzels forlag 1955) om himlen over os og dennes ydre
”ensartede” bevægelse, der går langsomt mod højre. Det synes derfor her at være
præcessionen og ikke Jordens egen (hurtige) rotation, han omtaler, bl.a. fordi
han også beskriver sidstnævnte og dens pol-akse i samme kapitel.
Som nævnt ses en sådan viden at gå langt
tilbage i tiden, bl.a. hos sumererne. Sandsynligvis havde de en længere
tradition angående Basiliskos engang havde sin placering ved forårspunktet i
øst, idet de kaldte denne stjerne for Gus-ba-m, dvs. ‘den ildlysende
flamme af det østlige hus’.
Den ”diagonale” sigtelinje mellem Aldebaran og Antares kunne i Babylon
idemæssigt opfattes som en forbindelse, der manifesteredes billedligt i den
babylonske type sfinx: Den vingede tyr, idet der ved Skorpionen findes det
dengang betydningsfulde stjernebillede Aru, babylonisk for ’Ørnen’. I en
astromytologisk forestillingsverden var Tyr og Skorpion relateret til hhv.
elementerne jord og vand. Lignende omtaler den gæske astronom Eudoxos.
De to andre hovedstjerner Basiliskos og Sadelmelik var
man ofte mest optaget af som ”kongelige” stjerner. Deres diagonale
forbindelseslinje tværs over himlen opfattedes i den gamle stjernelære som
dannende forbindelse mellem elementerne ild og luft ud fra deres tilhørende
såkaldte ”faste” stjernebilleder Løve og Vandbærer. Astromytologisk har det
været tolket som værende gengivet i den - måske langt ældre end nogen af disse
optegnelser - egyptiske sfinx: Løvekroppen med Vandbærerens
menneskehoved.
Fortsat i traditionen ansås Månen, når den passerede gennem Tyrens
stjerner, især Plejadegruppen, for at være tillagt en signifikans som ”ophøjet”
- og var i sig selv tilnyttet elementet vand, hvilket også var tilfældet med
Skorpionens stjernebillede overfor på himlen.
Alt dette kendtes tidligt i en idéverden hos det meget nathimmel- og
måne-optagne Babylons religionskultur. Men i Babylons store nabo-imperium,
Egypten, var himmelmæssige træk inden for religionen i flere henseender mere
sol-relateret.
Oldtidens jødiske folk kom i deres landområde ustandselig i klemme
imellem disse to store nationer, men influeredes også fra begge. Bl.a. gav det
sig udslag i, at de oprindeligt ud fra Moses’ forordninger reelt måtte indrette
sig på at leve efter begge parters kalendersystemer, en hybrid af kombineret
sol- og måne-kalender - hhv. sol-årets 12 måneder og måne-årets 13 måneder -
dengang af indgribende religiøs betydning, også symbolsk.
Ove von
Spaeth
Forfatter,
historiker, uafhængig forsker -
copyright © 2004 (&
opdat.1978)
En
række oplysninger i teksten er fra Ove von Spaeths bog
”Den
Hemmelige Religion”
fra serien “Attentatet på Moses”
- bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden,
C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 &
info@careitzel.com
Yderligere
information:
www.moses-egypt.net
|
