Stjernetradition fra en gådefuld fortid

Af OVE VON SPAETH
Copyright © 2006 (bactrack 1983) - www.moses-egypt.net

Endnu i dag er det stadig muligt at finde mange tydelige spor fra en tidlig viden
om stjernerne. Der ser ud til engang at have eksisteret en verdensomspændende
astro-mytologisk lære baseret på flere fælles ideer i et kosmologisk system.

Plejadernes stjernehob som den er afbildet på
Senmuts stjernekort og betegnet som "de fugtige".

Betydningsfuld markør på verdens ældste stjernekort

I alle de gamle kulturlande omkring Middelhavet havde den gruppe af stjerner, vi kender som Plejaderne, en særlig vigtig rolle som himmelmæssig kalendermarkør for en af årets store begivenheder, nemlig forårsregnens eller forårsoversvømmelsens komme. I de tilfælde var disse stjerner anset - i meta-astrologisk forstand - som forbundet med begrebet "velsignelse".

Således kunne Plejaderne både signalere og indlede "den våde sæson", hvilket så blev forstærket efter signal fra en næstfølgende stjernegruppe, Hyaderne, græsk for 'regn'.

Senere, i antikken, ses græske og romerske forfattere ofte begejstret skrive om specielt Plejadernes stjernehob, om hvilken der i forvejen fandtes flere mytologiske beretninger.

Eksempelvis ses Plejadernes stjernehob allerede afbildet på den egyptiske vesir Senmuts nu 3.500-årige stjernekort, - dvs. disse stjerner er afbildet præcis det korrekte sted på kortet, hvor Plejaderne findes placeret på himlen. Ydermere er der på ved det specifikke billede på kortet vedføjet hieroglyffer, der tydligt viser at skulle læses fra højre til venstre, og som viser navnet mw(jt) nwt ht , 'de vandholdige legemer', 'de fugtige'. - Og, som meget ofte i egyptiske tekster, kan det også have en yderligere tolkning: 'tre dele af Nuts krop (på himlen)'.

Stjernekortet er en loftsudsmykning i Senmuts gravanlæg (Theben Tomb 353, i Deir el-Bahari, nær Luxor), der i en lang tunnel strækker sig ind under dronning Hatshepsuts tempel for Hathor, himmelgudinden.

At Plejaderne kan ses på Senmuts stjernekort, findes ikke hidtil omtalt i litteraturen om dette kort, som i virkeligheden indeholder en stor mængde data, der aldrig er blevet opdaget eller undersøgt.

Men en særlig analyse af kortet afslører sådanne typer af information af største vigtighed, blev foretaget af undertegnede og publiceret i 1984 (i magasinet "Stjernerne") - og senere i en yderligere videnskabelig udgave og detaljeret form som afhandlingen "Dating Egypt's Oldest Star Map" i "Centaurus Magazine of The History of Mathematics, Science, and Technology" (vol. 42:3, July 2000, pp. 159-179).

I alle Middelhavskulturer var Plejaderne vigtige i forbindelse med agerbrugs-kalenderen.

Templerne og stjernerne

At forbinde stjerne med templer og helligesteder er en ældgammel praksis. Eksempelvis er der i Lascaux-grotterne i Frankrig fundet 15.000-årige optegnelser om Plejadernes stjerner og Månen - og selve stedet var ikke brugt til beboelse, men var et kultsted. Plejadernes stjernehob har konstant gennem tiderne haft en særlig vigtig rolle i religiøs henseende - foruden som astronomisk orienteringssted på himlen samt til kalenderberegning.

Nogle af de egyptiske templer blev indrettet således, at lyset fra stjernen Sirius, når den om sommeren hvert år efter 70 dages usynlighedsperiode igen steg op - nu sammen med Solen (Sirius' heliakalske opgang), så ville lyset ville bevæge sig ned gennem templets hovedgang og oplyse templets inderste helligdom. I det øjeblik lyset fra Sirius (Sothis) ramte alteret herinde, ansås selve lyset fra Sirius at være transformeret til Sobdet, som er navnet for Sirius som egyptisk stjernegud. Denne guddom var en særlig udgave af den største gudinde, Isis.

Eksempelvis var indretningen også netop på denne måde i Isis-templet i Denderah, kopieret fra ældre templer. Ligeledes her, når alteret modtog lysstrålen, var stjernen Sirius (Sothis) anset som at være transformeret til guddomen Sobdet.

Fra samme ide var lignende princip allerede udviklet i den egyptiske dronning Hatshepsuts Hathor-tempel i Deir el-Bahari nær Luxor. Templets akse blev anlagt efter vintersolhvervslinjen og kunne endda også modtage lyset fra Plejadernes - i mytologien hele syv - stjerner. Det blev opfattet på den måde, at dette lys tilsammen bestod af syv lysstråler, der blev transformeret inde i templet til at være den egyptiske himmelgudinde Hathors syv kvindelige dommere, der dømmer menneskene.

På samme måde senere i de græske templer - for eksempel også selve Parthenon, der blev konstrueret med retningen mod lyset fra Plejadestjernerne. Templerne var således orienterede i det geografiske plan til at modtage sådanne lys i det inderste hellige rum, hvor dette lys' stråler ved ankomsten hertil omtaltes symbolsk som at være "transformeret til syv kvinder", nemlig "De syv Søstre", Plejaderne.

Den syvende Plejades mysterium

Den græske lærde, filosof og astronom, Eratosthenes (276-194 f.Kr.), havde som chef for Alexandrias berømte, meget store bibliotek adgang til enorme mængder viden og beskrev Plejaderne som "de syv stjerner, hvoraf den ene ikke er synlig".

Allerede den græske forfatter Hesiod (700-tallet f.Kr.) oplyser, at denne syv-stjernegruppe repræsenterer ifølge den gamle stjernemytologi de syv døtre af Atlas. Denne Atlas var også kendt som giganten, der bar selve himmelkuglen på sine skuldre.

Skønt vi især opfatter seks Plejader på himlen, er det et markant faktum hele vejen fra det gamle Grækenland og tværs over Stillehavet og - bemærk - i før-columbiansk Amerika, at beretningerne alle vegne fortæller om "de syv stjerner, hvoraf den ene er forsvundet".

Gajus Julius Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og af kejser Augustus udnævnt til chef for det Palatinske Bibliotek, skriver i sit værk "Astronomica" (Poeticon Astronomicon, 2,21):
"... Plejaderne bliver kaldt syv i antal, men kun seks kan ses ...".

I alle de nævnte lande og steder ses denne stjernehob ydermere betegnet som "de unge kvinder" eller "piger". Stjernehoben blev opfattet på denne måde hos de gamle hebræere såvel som hos Amerikas coyote-indianere i Oregon og iroqueser-indianere.

Også hos f.eks. dyakkerne og malajerne på Borneo var disse stjerner eksakt nummereret som "syv, af hvilke den ene er usynlig". Og hos de australske aboriginals, der også kaldte dem "de unge piger". Ligeledes benævnes de med dette navn på Solomon-øerne i Stillehavet. Også på Nord-Sumatra kaldes de - ofte med traditionel henvisning til den seks-stjernede udgave - "Bindtang Tudjohc", dvs. 'af de syv stjerner'.

Alt dette synes i opfattelsen af stjernesystemet at kunne referere til en meget højere alder, end de fleste historikere normalt forestiller sig at kunne acceptere. Gamle udbredte civilisationer fra forhistoriske tider, og som nu spores eller opdages mere og mere - kunne have eksisteret adskillige steder på jorden. Og fra nogle af disse forbindelser synes hebræerne, grækerne og egypterne at have været i besiddelse af en sådan arv - "de syv kvinder", "kilder af velsignelse", "de fugtige/vandgivende" - og har videreført den.

Moses 'borttog' den syvende datter

De gamle Rabbinerskrifter, der er oprindelige kommentarer til bibelskrifterne, gengiver en beretning fra ”2. Mosebog” og udvider forløbet til en romantiske begivenhed, hvor den store indviede, Jethro, havde den smukke datter Zipporah, som blev forelsket i Moses. I nogen tid ”bragte hun mad til Moses” og blev siden hen gift med ham. Jethro omtales som værende præst på Sinai - mest sandsynligt ved Sinais eneste tempel, himmelgudinden Hathor/Isis- tempel (hvori der også var et helligt rum for Sirius-stjernen/guden Sobdet). I skrifterne er datteren omtalt i henførte vendinger: ”smuk som Morgenstjernen og som duen på klippen".

Senere - i græsk mytologi - omtaltes Plejaderne som ”de syv duer”, der ”bragte føde til Zeus”. Mange forhold i græsk videnstradition stammer fra eller var inspireret fra Egypten. Plejadernes navn er fra græsk peleiades, ’en flok duer’ og dobbelttydigt som ’flere”(stjerner)’.

Jethros anseelige og langtidshistoriske eftermæle i Mellemøsten hos arabere, jøder, druzere og andre trosretninger vidner om, at han ikke bare var en tilfældig præst, men en betydelig personlighed, der stadig efter 3.500 år stadig æres som en hellig skikkelse af format. Nærmere omtale, se bl.a. kap. 15 i min bog: "De Fortrængte Optegnelser" (bind 1 i serien Attentatet på Moses).

Årligt valfarter bl.a. druzerne til hans hellige grav mellem 23. og 25. april. Disse datoer synes ikke tilfældige, idet det kan beregnes, at de angiver et i de gamle kulturer betydningsfuldt tidspunkt, når Solen passerede de dengang hellige 7 stjerner, Plejaderne.

I babyloniernes senere dominerende astronomi hed Plejaderne bl.a. Mul-mul, hvis betydning også her er ’flere stjerner’, dvs. ’stjernegruppe’. Men der synes at have eksisteret relation til ovenstående, idet Plejaderne på babylonisk også hed netop Sippur(a), og at de kendtes i flere andre lande som "de 7 klippeduer"; samt ved at Jethro havde 7 døtre, der i oldtidens bibelrelaterede tekster, Rabbinerskrifterne. kaldes for "klippeduer", hvilket understreges af den ene datters navn, Zipporah, der på hebraisk betyder 'fugl'.

Jethros forbindelse til stedet synes også udtrykt ved, at få kilometer vest for Kefar Hittim ligger den ældgamle landsby Sepphoris. (Byen blev senere stærkt udvidet af romerne til at være lokalt hovedcenter - og blev især kendt som Jomfru Marias barndomsby, hvor hendes forældre levede). Men oprindelig må Jethro-datterens navn være egyptisk ligesom det lignende navn Siph'rah, kendt fra "2. Mosebog"s omtale af en jordemor, der ikke adlød faraos ordre.

I den islamiske mysterielære betragtes Jethro som en inkarnation af Hudud, dvs. tilhørende en særlig gruppe af ophøjede, hvor hver af disse var en såkaldt "emanation af lyset fra al-Bari (Skaberen)".

Måske, måske ikke, indeholdes en ekstra relation i "Jobs Bog" - dens beretning i Bibelen er mest på arkaisk hebraisk og på en 3.500 år gammel baggrund. De ældste dele er skrevet af Moses ifølge samtlige af antikkens traditioner om tekstens ophav. Et berømt citat kunne her muligvis være et stadigt bevaret indtryk af et tab af den syvende Plejade, der tilsyneladende ikke forblev på himlen - således et træk om medvirken af guddommelige kræfter, ingen kunne sammenligne sig med:
"... Kan du sammenbinde de strålende Plejader? ..." (Jobs Bog, 38,31).

Store Bjørn gengivet som en bjørn med den unaturlige hale (Bayers stjerneatlas,
ca. 1600). - T.h.: Store Bjørn fotograferet på selve stjernehimlen.

Transatlantiske stjernebilledversioner

Det er et faktum, at reminiscenser af vores zodiaksystem fandtes hos mayaerne - længe før spaniernes ankomst til Mellemamerika i 1492. Således er visse af deres stjernetegnsymboler i princippet identiske med Mellemøstens zodiaktegn eller symboler.

Ligesom ved den forhistoriske verdens udbredte, fælles ideer om Plejaderne, ses noget tilsvarende også i forbindelse med Ursa Major, dvs. Store Bjørn.
Dette stjernebillede - også kendt som Karlsvognen - er en ikke-eksisterende halebjørn, der så bemærkelsesværdigt er kendt over store dele af verden. Dette dog undtaget hvad angår Senmuts stjernekort, det ældste egyptiske stjernekort, der viser en helt anden version, men denne er stadig korrekt er korrekt placeret - nær toppen af den himmelske Verdens-akse. (Mere om aksen - i det følgende).

Europæere og asiatere - såvel som Nordamerikanske indianere før Columbus - opfattede alle det pågældende stjernebillede som billedet af en bjørn. Ofte havde disse forskellige folk også andre ensartede betegnelser tilfælles for andre stjernebilleder. Og netop hvad angår Store Bjørns egen syvstjernede gruppe, blev denne gengivet på de forskellige kontinenter med deres mange lokale sprog ofte alligevel med samme navnebetydning, nemlig "bjørnen". Dette er bemærkelsesværdigt, fordi den bestemt ikke ligner en bjørn!

Og det er endda en bjørn med en lang hale - et ikke-eksisterende monstrum, ukendt i nogen zoologisk form! Dvs. et identisk "fantasiprodukt” genfundet på tværs af verdenshavene.

Det ovenfor nævnte indtryk af en tidlig, interkontinental række af tilfælde med identiske navne for en række stjerner og stjernebilleder synes ikke alene baseret på et åbenbart vidt udbredt kendskab til til et principielt ligedannet astronomisk system - f.eks. flere overensstemmende symboler for zodiakens 12 sektorer. Men også hvad angår adskillige andre identiske astronomiske navne og symbolik.

Store Bjørn er på Senmuts kort placeret cirkulerende om toppen af Verdens-aksen og
gengivet som Meshkitu, ’okseskanken’, her udformet med yderligere oksesymbolik.

Verdens-aksen på himlen

På ovenfor nævnte Senmuts kort findes den største og mest dominerende gengivelse af Verdens-aksen (axis mundi, ikke at forveksle med Jordens akse), der kendes på noget egyptisk stjernekort. Aksens betydning er hidtil upåagtet inden for egyptologien, foruden at selve afbildningen end ikke er blevet genkendt som Verdens-aksen på himlen.

Denne akse var den mest berømte sigtelinje på himlen - der forbinder de 3 stærkest lysende hovedstjerner Canopus, Sirius, og Lyra/Wega. Den kendtes i hele verden, og den følger Mælkevejen tværs over himlen.

I Egyptens såkaldte Nye Rige, hvis historiske periode starter med 18. dynasti fra cirka 1580 f.Kr., var det nyt at opstille meget store obelisker: Disse kultobjekter i sten udtrykte en repræsentation af den første (bjerg)top, der modtog de første stråler, der oplyste verden. De derfor guldbelagte obelisker - med guld på toppens lille pyramideform (nogle forskere mener, at obeliskerne var helt gulddækkede) og endda navngivet med personnavne og ofret til - havde en solkultisk funktion; og de udtrykte Verdensakse-ideen.

Aksen ses, måske fremhævet for første gang, således den tidligste kendte udgave, netop afbildet på Senmuts stjernekort. Selve stjernekortet er også grafisk i smukkeste overensstemmelse med det gamle Egyptens frembringelse af tidløst design inden for kunst, arkitektur og brugsgenstande - alle uden tvivl blandt det smukkeste frembragt i verdenshistorien.

T.v.:   Egypternes hieroglyf for Re eller Ra, ’Solen’, var en cirkel med prik i midten.
Her sammen med en glyf, de angiver faraos tilnavn: Søn af Ra.

T.h.:   Kinesernes ældgamle skrifttegn Re eller Ri, ’Solen’, blev af skrivetekniske
årsager mere kantet, men opfattes fortsat som en cirkel med prik i midten.

Verdensudbredt solsymbol og skorpion-tegn

Et meget tidligt eksempel på interkontinentale identiske navne er kendt i forbindelse med Solen, der kaldtes 'Ra' eller 'Re' af egypterne; kineserne kalder den 'Re' - og det kaldes den ligeledes hos polynesierne. Også over hele Stillehavet kaldes Solen for 'Ra' - på trods af mangel på forbindelse/slægtskab mellem egyptisk og kinesiske og polynesiske sprog - og uanset enorme geografiske afstande.

Dertil kommer, at ved siden af den næsten ensartede udtale af Ra/Re (Ri) bruger kineserne stadigvæk i deres specielle kinesiske skrift det fuldstændig samme billedskrifttegn for Solen som hos oldtidens egyptere. Det er det velkendte gamle tegn, der viser en cirkel med en prik i midten (i senere kinesisk skrift blev cirklen mere kantet af skrivetekniske årsager).

Når f.eks. børn tegner en sol, er det altid blot en cirkel - evt. forsynet med stråler eller et ansigt - men aldrig en cirkel med en prik i midten. Det ganske bestemte solsymbol bestående af en ikke-tom cirkelkontur, der er "karakteristisk-gjort" med sin centrumprik som 'kerne', er derfor ingen tilfældighed, når den genfindes i samme specielle form både hos de gamle egyptere og hos polyneserne og i den kinesiske skrift.

Ligeledes har både kineserne og de gamle egyptere et skrifttegn eller en glyf, der viser en skorpion. Ifølge ældgamle traditioner med astrologiske forhold, for eksempel hos grækerne og romerne, kunne dyrekredstegnet Skorpionen (oprindeligt stjernebilledet Skorpionen) symbolisere eller referere til "enorme mængder eller antal"; og når et hieroglyftegn med en skorpion blev brugt i en egyptisk tekst - eller optræder i den stadig anvendte kinesiske skrift - betyder den det samme i begge disse skrevne sprog, nemlig "enorme antal". I samme symbollære alle steder betød den i naturen giftige Skorpion også noget med død, og Mellemamerikas mayaer kaldte dette stjernebillede bl.a. for "Dødsgudens tegn".

Også for eksempel de stjerner, vi kender som Tvillingerne, har samme betegnelse hos grækerne og babylonierne - så vel som hos de gamle øboere i det sydlige Stillehav.

En arv fra tidligere civilisationer? Arketyper? For alle disse eksempler gælder, at det fælles i opfattelser og betegnelser er næppe hver gang bare et tilfælde, men kunne tyde på en form for transport af traditioner, f.eks. via fortidens søfarere, der over hele verden til enhver tid har navigeret ved hjælp af stjernerne. Spredning af nogle af de gensidige ideer kan derfor også være sket på denne måde, men ikke nødvendigvis som den eneste måde.

Stjernebilledet Store Bjørn afbildes som en okseskank, Meskhitiu, på mange egyptiske billeder.

T.h.: Udsnit af en zodiak i templet i Denderah. Ideer om tidligere slankere form
kan måske være overlevet i Egypten. Gennem årtusinderne ændrer stjernernes
egenbevægelser på formen af Store Bjørn (Karlsvognen, Ursa Major).

Ældre symbolik på Senmuts stjernekort

På Senmuts stjernekort og på talrige andre gamle egyptiske billeder ses Meshkitu - konstellationen af Store Bjørn/Karlsvognens stjerner - ofte som usædvanlig flad. Når den egyptiske mytologiske tradition synes at have flere henvisninger til en tidligere civilisation - kunne måske ældre oindtryk af det stjernebillede af være blevet videregivet derfra?

Angående den tidligere, ofte verdens-fælles stjernesymbolik, er det interessant, at egypterne i det tilfælde gik deres egne veje og ikke lod stjernebilledet Store Bjørn kalde ved dette navn, men enten Kepesh (hpsh) eller især Meshkitu, dvs. ‘okseskanken’.

I gamle myter, og tillige i Bibelen, kan lænd, hofte eller lår ofte referere i overført betydning til fødselsprocessen eller genfødsel og var også kendt som eufemisme for de reproduktive organer. I det Ny Testamente er ”Johannes Åbenbaring”s omtale af “Skøgen fra Babylon” et symbol for Karlsvognen/Store Bjørn - ifølge Dantes ”Divina Commedia” fra ca. 1300, hvor man stadig i de indviedes viden havde bevaret en del af oldtidens kosmologi-tradition.

Der er forskel på stjernebilleders indre sammenhold og bevægelseshastighed. F.eks. kan Plejadernes stjernegruppe anses for temmelig stabil - især de syv eller seks vigtige stjerner ud af hele gruppens mere end 40 stjerner - idet nøjagtige målinger viser, at Plejaderne bevæger sig i helt samme retning og med helt samme langsomme fart, dvs. de holder sammen i relativ tæt gruppe gennem mange årtusinder, hvilket er temmelig unikt i universet. Aztekerne i Mellemamerika baserede deres kalenderår på Plejadernes stabile gruppe.

Anderledes med stjernebilledet Store Bjørn, der ændrer sig voldsomt gennem årtusinderne. På Senmuts stjernekort fra ca. 3.500 f.Kr. og i talrige andre gamle egyptiske billeder vises Meshkitu - stjernebilledet Store Bjørn/Karlsvognen - i en udgave, der er usædvanlig flad. Og hos Senmut er den endog påtegnet hoved og horn for at understrege oksesymbolikken.

Idet den egyptiske mytologiske tradition synes at have flere, ofte gådefulde referencer til tidligere kulturer, kunne en ide eller måske viden om det bemærkelsesværdige træk angående Store Bjørns glidende, meget langsomme forandring gennem tidsdistancer af mange tusinde år måske have været overført derfra?

Plejaderne