Plejaderne og
forhistoriske kulturer
Af OVE
VON SPAETH
m
copyright
© 2006 -
www.moses-egypt.net
m
Hvad skyldes det, at der jorden rundt
findes traditioner med ensartede
forestillinger om bestemte stjernebilleder? Arv fra tidligere civilisationer?
Søfarere på langfart har altid navigeret ved hjælp af stjernerne, men det
behøver ikke nødvendigvis at være eneste måde for udbredelsen.
Plejaderne
Det kosmiske stjerneur
De mere sjældne, ekstremt store naturkatastrofer rammer
jordkloden således, at deres forekomst set over meget lange stræk fremstår som
noget af et periodisk fænomen. Sådanne cykliske, destruktive hændelser af
megastørrelse er foregået flere gange - og vil ske igen. Dette er et koncept,
der kendtes ikke alene hos de gamle grækere som Heraklit, Aristarchus og Hesiod
- men også i Bibelen og hos hinduer, buddhister og persiske zoroaster-tilhængere,
hvor ideen om verdens store omvæltninger indgår som en del af deres lære; og den
kendes ligeledes i den nordiske mytologi som ragnarok eller Vølvens spådom.
Eksempelvis Bibelens Noah-beretning om en kæmpeoversvømmelse i
Mellemøsten er normalt beregnet til at være sket for ca. 6.000 år siden - og en
sådan lignende oversvømmelse, der netop så fint passer til den omtalte, er
blevet præcist bekræftet via talrige undersøgelser og opdagelser i Irak såvel
som ved Sortehavets kyster.
En endnu tidligere omgang findes i oldtidsberetningernes omtale af
kontinentet Atlantis og dets kulturs undergang ved oversvømmelsen fra
Atlanterhavet, nu for ca. 11-12.000 år siden. Retningen af jordklodens akse
flytter langsomt og bestandigt sin position i en storcyklus med forløb à ca.
26.000 år (kaldet et Platonisk år).
Netop for 11-12.000 år siden pegede Jordens akse direkte mod den meget
lysstærke stjerne Lyra, der altid var kendt som den sande nordstjerne. Det
medførte, at denne jordakse på nævnte tidspunkt havde et sammenfald med
Verdens-aksen. Og Verdens-aksen udgør en direkte ret linje på langs med
Mælkevejens tværs over hele himlen, idet den forbinder de tre overhovedet
kraftigste stjerner, nemlig Lyra, Sirius og Canopus.
Verdens-aksen udgør en fast linje, mens Jordens akse med sin fortsatte
positionsbevægelse nærmest er som viseren på en kosmisk urskive, og hvor den
markerer de skiftende verdens-æra’er.
At alle tidligere kulturer har været stærkt optaget af stjerneverdenen
- som medspiller i de jordiske livscyklusser - findes der mangfoldige tegn på.
Antropologer har hos kulturer over hele verden fundet en evig beskæftigelse med
stjerneverdenen og en konkret seriøs optagethed heraf, og som traditionelt fører
tilbage i utallige generationer.
Så hvis beretningen om Atlantis og dets undergang har haft en konkret
baggrund, hvad en række interessante indicier synes at bidrage til at
tydeliggøre, ville man dengang uundgåeligt have bemærket sammenfaldet af de to
stjernerelaterede aksers positioner. Dette i en æra, der således forløb
simultant med Atlantis-kontinentets kataklysmiske destruktion, hvilket man ville
have anset som afslutning på en verdens-æra og starten på en ny cyklus.
Stjernebilleder hos
fortidsfolk. - T.v.: Orion,
for 33.000 år siden, udskåret i mammuttand.
Forhistoriske himmelfortegnelser
I de gamle beretninger gengives ikke alene
forestillinger om en fortidig kultur på Atlantis - omtalt som et tidligere
kontinent i Atlanterhavet - men også det træk, at Atlantis havde kolonier i
Middelhavsområdet, og dermed både i Afrika og i dele af Europa. Ifølge Platons
beretning fra filosoffen Solon var Atlantis et imperium, der beherskede flere
lande, heriblandt f.eks. Libyen og i Europa. I så fald med en sandsynlig
indflydelse tilmed mere nordpå i istidens Europa. Yderligere er også her fundet
spor af en betydelig interesse for stjernerne.
I 1979 blev der i en hule i Donau-regionen i Sydtyskland fundet nogle
af de ældste kendte astronomiske optegnelser - udskåret i en tynd plade af
mammuttand. Den ene side af pladen viser en mandslignende figur, og den anden
side viser 87 systematiske indhak. Fundet er efterhånden grundigt undersøgt,
især af Dr. Michael Rappenglueck, tidligere München Universitet. Kulstof-14
datering angiver en alder på mellem 33.000-37.000 år.
En af BBC’s videnskabsredaktører, astronomen Dr. David Whitehouse,
fremlagde i januar 2003, at Rappenglueck med astronomisk computerprogram kan
vise stjernebilledet, som vi kalder Orion, med dets positioner for ca. 34.000
siden. Her fremstod korrekt denne konstellations lidt ændrede udseende pga.
stjernernes individuelle bevægelser, fart (”proper motion”) og retninger - og
man kunne se, hvordan alt passede i nøjagtige detaljer med det udskårne billede.
- Et tilfælde, eller hvad? Kunne der virkelig være tale om så høj en alder?
Dette stjernebillede Orion, som også kendtes som Osiris i det gamle
Egypten, aftegner sig meget markant på himlen og til alle tider med en helt egen
karakterisisk udformning, som kunne opfattes i sine hovedtræk meget langt
tilbage i tiden. Men vi ved endnu ikke ret meget om den periode.
Desuden er der blevet påvist en dobbeltbetydning af systemet med de 87
hulninger eller hak. Nemlig det antal af dage der fratrækkes et års 365 dage for
generelt at angive en graviditetsperiode, en metode der endnu ses i brug så sent
som i 1800-tallet. Desuden, på den oprindelige tid var Orions to mest markante
stjerner usynlige i 87 dage om året - set fra den lokale breddegrad ved Donau,
hvor himmeloptegnelsen blev fundet, hvorimod i Middelhavsområdet i syd ville
antallet af dage være færre. Disse data er bl.a. offentliggjort i ”Science”, 7.
Feb. 2003 (vol. 299, no. 5608, p. 817).
Hulemaleri fra Lascaux-grotten - viser Tyren og Plejaderne - og
Hyaderne til venstre – alle i korrekt position for 16.000 år siden.
Plejaderne
tidligt i magiens tjeneste
I vores forhistorie var også Plejaderne tidligt i fokus. På de berømte
hulemalerier. der viser motiver med forskellige dyr som heste, okser, hjorte
etc., i Lascaux i Frankrig, mener astronomen Frank Edge - ifølge sin bog
”Aurochs in the Sky”, 1995 - at kunne påvise også nogle aftegninger, der har med
stjernehimlen at gøre. Eksempelvis ses tydeligt Plejaderne og andre stjerner,
såsom Hyaderne, i området ved den himmelsektion, der kendes som Tyren.
Lascaux-grottens udsmykninger er dateret til ca. 16.500 f.Kr. - og det
pågældende fund er bekræftet og videre udforsket af ovennævnte ekspert Dr.
Rappenglueck.
Dog ved vi stadig intet om, hvor langt tilbage i tiden man indførte at
anvende disse stjernebilleder. Men grotterne rummer en hel del flere af sådanne
markeringer - og er af forskere blevet kaldt ”et forhistorisk planetarium” for
et folk, der var ”gennembevidste om naturens cyklusser - deres overlevelse var
afhængig af dem”.
Der er ligeledes i grotterne fundet en månekalender for månemåneders
generelt 29-dages cyklus fra nymåne til nymåne, her i form af en række med 29
distinkte kugleformede markeringer.
Dertil findes separat 13 lignende kuglemarkeringer i lige linje
afsluttet med et præcist retvinklet tomt kvadrat. Dr. Rappenglueck ser
det som den halve månecyklus, dvs. de 13 dage før og efter hver nymåne, og det
tomme felt som den altid i 3 dage fraværende Måne lige før den synlige nymånes
opdukken. - Men kunne det i stedet betyde årets 12 måne-måneder plus en 13.
månemåned, der ca. hvert 3 år indsættes efter urgammel tradition, når Solen
passerer ”det store kvadrat”på himlen, stjernebilledet Pegasus (en ’hest’
ligesom på det andet billede)?
Flere andre serier med stjernegrupper er systematisk malet på væggene,
især i en af grottesystemets hovedgange. Hos enhver med erfaring i almindelig
observationsastronomi, vil der umuligt være tale om ”tilfældige” markeringer og
antal.
Da grotterne i sin tid blev opdaget, var hele verden forbløffet over
maleriernes høje kunstneriske stade. Dernæst opdagedes, at mange af billederne
også var til magisk brug f.eks. ved jagt. Det spirituelle og det magiske kendes
af antropologer at følges hånd i hånd, så det vil være usædvanligt, hvis ikke
kosmos også var inddraget - og det er just repræsenteret her.
Ligeledes himmelkundskab og religiøs initiering hang altid ubrydeligt
sammen. Lascaux-grotten med disse hulemalerier har været anvendt til
initieringsritualer og magiske formål - der er ingen spor af direkte beboelse,
f.eks. fra de folk, der fremstillede malerierne.
Lascaux-hulemalerier med
astronomiske data. T.v.: En månekalender indsat.
T.h.: En halv månecyklus og en tom firkant
Fokus på Plejaderne i kalenderen
Organiseret landbrugskultur var kalender-samordnet i datiden ud fra løbende
astronomiske informationer. Inden for arkæologi og historie måtte man, omkring
2004, på grund af overraskende fund - bl.a. en fint svunget 11.000 år gammel
stentrappe i et tårnfundament nær det Røde Hav - skrive en del af tidlig
Mellemøstenshistorie om.
Man havde hidtil ikke villet datere lignende ting så langt tilbage
alene af den grund, at man indtil da mente, således fejlagtigt, at folkene på
dette tidlige tidspunkt næppe var gået igang med at dyrke jorden. Det vides nu,
at mere systematisk landbrugskultur kan føres ekstremt langt tilbage.
I en langt senere oldgræsk såkaldt bondekalender, der tilskrives
Hesiod i 600-tallet f.Kr. (kendt både som en digter og en bonde, der aldrig
havde været uden for sit hjemsted), findes der mange bestemte stjerneangivelser.
I den fortegnelse ses ikke mindst Plejadernes vigtighed i forbindelse med
landbruget.
Denne Hesiod-tekst lader landbrugsaktiviteter følge stjernerne i de
forskellige årstider: ”... Når Plejaderne rejser sig på himlen (dvs. opgang
sammen med Solen - kaldet heliakalsk opgang - ca. 10. maj efter vor nuværende
kalender) er det tid at bruge høstsegl, men at pløje, når Plejaderne er i
nedgangsposition (morgenopgang ca. 12. november). I 40 dage bliver Plejaderne
væk fra himlen (linje 382). ... Når Plejader, Hyader og Orion helt begynder i
nedgangspositionerne (3., 7. og 15. november), skal pløjning huskes (linje 615).
... Når Plejaderne løber væk fra Orion og dukker ind i mørket (ved
morgenopgangen 12. november), kan der ventes storm ...” (linje 619).
Oldtidens mennesker havde en fantastisk samliv-cyklus med stjernerne.
Landbrug og søfart anvendte stjernerne på hver sin måde, henholdsvis til
forvarsel af tiderne for såning og høst - og til navigation og daglig
tidskontrol til søs. Dog afspejledes denne forskel ikke så direkte i de
søfarende grækeres stjernemytologi, hvori mange ældre træk er fra
landbrugskulturlande som Babylon, men især Egypten.
Den nævnte bondekalenders regler om Plejaderne var naturligvis
gældende hele tiden - og dermed også længe før grækerne. I dag ved vi, som
nævnt, at landbrugskultur kendtes langt, langt tidligere end hidtil antaget.
En enorm
cirkelflade findes udbredt midt i de flade hvedemarker
nær Goseck i Tyskland. Anlægget præsenterer resterne af verdens
hidtil ældste stjerneobservatorium - en alder af 7.000 år.
Plejadestjernerne på Nebra-bronzeskiven
Igen, ca. 10.000 år efter Lascaux-grottens hulemalerier, kan Plejaderne
ses afbildet på en astronomisk bronzeskive, der blev fundet i 1999 i Nebra, ca.
180 km sydøst for Berlin i den tyske delstat Saxen-Anhalt. Dateringen ud fra en
række pålidelige betingelser afgør, at den er udført for 3.600 år siden. (Mere
om selve bronzeskiven nedenfor).
Fundstedet var på en bakketop ved Nebra i samme område som Goseck,
hvor der omkring år 2000 er blevet afdækket Europas og endda verdens ældste
kendte stjerneobservatorium. Dette bl.a. ifølge Madhusree
Mukerjee: ”Circles for Space. German ‘Stonehenge’ marks oldest
observatory”(Scientific American, 8th December 2003).
Observatorieanlægget er anlagt med et system af fire koncentriske
cirkelvolde og kanaler uden på hinanden (næsten som i Platons beskrivelse af en
Atlantisby) - her 75 m i diameter. Og det er dateret efter alle kunstens regler
ved standardkronologi for arten af potteskår såvel som ved det flotte lineære,
neolitiske design - alt viser, det går mindst 7.000 år tilbage i oldtiden -
flere tusinde år ældre end Nebra-skiven og er endda ældre end Stonehenge.
Der er tre portåbninger - mod sydøst, sydvest og nord - præcist
indrettet efter vintersolhvervslinjen. Stående i centrum ved vintersolhverv - og
kun på det tidspunkt - kunne observatørerne også se solens opgang og nedgang i
hhv. den sydøstlige og sydvestlige åbning. Igen, det har overrasket
forskningstraditionel opfattelse af fortiden, at europæiske neolitiske folk og
bronzealderfolk opmålte himmelforholdene så tidligt og på en så eksakt måde.
Denne imponerende konstruktion har krævet et system af optegnelser fra
uddannede mennesker rekrutteret i en oplyst elite med videnstradition langt
tilbage i fortidscivilisationer, som vi har hørt faktisk intet om hidtil.
Opbevaring af viden og matematiske og astronomiske data nødvendiggør skrift. I
Glozel, Frankrig, blev der 1924 fundet en 6.000-årig skrift, og den neolitiske
Vinca-kulturs 7.000-årige skrift er fundet i Bulgarien i 1986. I Ukraine,
Sydfrankrig og Jugoslavien findes pyramideanlæg ældre end egyptiske - en
storslået fortidskultur overset. Flere og flere fortidsopdagelser trænger sig på
- og vil ændre vores nuværende billede totalt.
Igen, konstruktionen af cirkelanlægget i Goseck har været dybt
forankret i et religiøst, astrospirituelt opfattelsesunivers udover det
astronomiske og kalendariske koncept. Den tids kalenderformål alene ville ikke have krævet en sådan
eksakthed og formidabel konstruktion.
Sol, Måne og bl.a.
Plejaderne - for 3.600 år siden
repræsenteret på bronzeskiven fra Nebra, Tyskland.
Avanceret kultur meget tidligere
Den videnskabelige tydning af Nebra-bronzeskiven, kom for alvor i gang i 2003,
efter at myndighederne havde konfiskeret den fra skattejægere, der ulovligt
havde udgravet den.
Harald Meller, der er den tyske delstat Saxen-Anhalt’s chefarkæolog,
mener, at den astronomiske bronzeskive også efterhånden fik en betydning som
kultobjekt. Dog, efter at skivens astronomiske forhold (jf. nedenfor) var blevet
belyst, erklærede han: ”... Vi har dramatisk undervurderet de præhistoriske
mennesker ...”.
Dog synes der ikke bemærket den betydning som ligger i, at teknologien
bag skivens fremstilling ligeledes var meget avanceret. Bronze er normalt en
legering af kobber med ca. 10 pct. (eller mere) tin til at hærde kobberet, en
metode tidligst kendt ca. 2.000 f.Kr. fra sumerisk-babyloniske, persiske og
egyptiske fund. Begge metallers forekomststeder findes sjældent geografisk nær
hinanden, undtagen f.eks. i Persien, hvor de kunne bringes i kontakt med
hinanden, så udvikling af bronze kunne ske, hvorimod tin måtte indføres til
Egypten, der til sin rådighed kun havde kobber (på Sinai).
Tidligt fandtes der også den neolitiske Vinca-kulturs åbne kobberminer
i de rumænske bjerge (f.eks. den 5000-årige Ötzi-alpemands økse var af kobber)
og på den dengang større ø Helgoland. Men bronzeskiven i Nebra kunne netop også
være inspireret fra Mellemøsten.
Som det vil blive klart, kunne denne inspiration eventuelt også angå
bronzeskivens astronomiske dekoration. Den solide 32 cm brede og 2 kg tunge
skive med guldindlæg viser Sol, Måne og 32 stjerner. Heriblandt ses en markant
gruppe af syv stjerner, hvortil skivens undersøgte astronomiske forhold peger -
ikke overraskende - på netop Plejaderne.
Ligesom i de meget gamle kulturers bekæftigelse med stjerneverdenen
var også metals bearbejdning altid sat i forbindelse med deres religiøse verden.
En forgrening førte til alkymi. I kobbermineområdet på Sinai havde egypterne
bygget et tempel for himmelgudinden Hathor og Siriusstjernen. Måske vil en
oldtidshelligdom også kunne findes i de rumænske bjerge.
Mul-Apin stjerne-
og himmelfænomen-fortegnelsen
fra Babylon. Brændt lertavle med kileskrift, ca. 650 f.Kr.
Plejaderne kan vise skudmåned
På Nebra-bronzeskiven vises Månen ikke som en begyndende nymåne, men som en 4-5
dage gammel nymåne. Astronomen Ralph Hansen fra Hamburg udforskede skivens
stjerneforhold og bemærkede sig netop, der ikke er en
aftegning af en spinkel månebue som normalt for en nymåne, men at denne ses med
en større tykkelse - som den altid viser sig op til sit 5. døgn.
I ”Mul-Apin” - babyloniernes berømte stjernefortegnelse fra 7.-6. årh.
f.Kr. - findes en regel, der direkte genkendes allerede som tidligt afspejlet i
udformningen af skiven fra Nebra.
Ralph Hansen omtaler netop ”Mul-Apin” som et kompendium af ”...
astronomisk viden opsamlet fra de tidligste tider”.
Dette bl.a. ifølge The Times (Times On
Line), March 02,2006.
Navnet for den pågældende liste
”Mul-Apin” er nutidigt - her er der simpelthen brugt listens allerførste ord,
nemlig et babylonisk navn for de første stjerner i den himmelsektor, som vi
kalder Vædderen. Om denne stjernegruppe anvendte babylonierne også betegnelsen
hunga, ’daglejer’. Her begyndte året - og Dyrekredsens stjernerække.
Fra sine pionér-udgravninger i oldtidens babyloniske byer udgav
assyrologen George Smith bl.a. dette værk: ”Assyrian Discoveries” (London 1875).
Heri gengiver han (s. 405) fra MulApin-listens tekst: ”... Hvis det sker på den
første dag af Nisannu (årets første babyloniske måned), at Månen og
stjerne(rne) Mul-mul (Plejaderne) står sammen, er året fuldt ...”. Den
sidste del betyder eller indbærer, at her er Plejaderne synlige temmelig længe
efter solnedgang, og at det er så tidligt om foråret, at det er nødvendigt at
indføje en 13. måned.
Med andre ord, idet solåret (365 dage) ikke passer helt sammen med 12
måne-bestemte måneder (354 dage), havde mange kulturer indført en skudmåned.
Denne 13. måned skulle, bl.a. ifølge ”Mul-Apin”, kun blive indsat i måneårets
kalender, når Månen viste sig ved Plejaderne på den særlige måde.
Denne opstilling er nøjagtigt, som den allerede fremtræder på
bronzeskiven fra Nebra. På passende tidspunkter har man simpelthen holdt skiven
op mod himlen og målt, om Månen og Plejaderne korresponderede med billedet på
skiven, hvilket skete hvert andet eller tredje år, hvorved man så havde
sikkerhed for, at en skudmåned kunne indføjes.
Månen og
Plejaderne
På Nebra-bronzeskiven er der foruden det buede månesegl anbragt to andre, mere
flade, bueformede figurer indsat under sol- og månesymbolerne på Nebra-skiven.
Disse buer har forskere, bl.a. prof. Francois Bertemes fra Halle-Wittenberg
Universitetet, plausibelt sat i relation til det gamle Mellemøstens ideer om
f.eks. ”solbåden”, en repræsentation af solens glidende bevægelse i fast styret
retning - også gennem natten, når den ikke kan ses.
Disse buer er forsynet med regelmæssigt indsatte markeringer. De kan
her foreslås at kunne evt. have fungeret som en varig huskeanordning, der
indikerer måneårets manglende dage. Når skiven brugtes som sigteinstrument, kan
markeringerne, ikke usandsynligt, have tjent til opdeling af horisonten,
angående f.eks. bestemte stjerners opgangssteder.
Fra oldtidens stjernekyndige i Babylon, Grækenland og Rom findes
optegnelser eller regler, som i mere astrologisk retning omhandler et
himmellegemes natur med ændringer i kvalitet afhængig af det stjernebillede, det
befinder sig i. Det ses f.eks. i oldtidsastronomen Ptolemæus’ værk
”Tetrabiblios” (bog 1;20). Her var ofte en planets placering specificeret til et
bestemt sted inden for hvert stjernebillede. Og ved beregninger ud fra
placeringerne på stjernehimlen i antikken viser det sig, at disse bestemte
steder er positionerne for nogle af de vigtigste fiksstjerner. Eksempelvis
betegnes Månens kvalitet som ”ophøjet”, når selve Månen befinder sig i
positionen i 2 grader i Tyren. Netop på den position fandtes Plejaderne.
Denne sammenbringning - igen - af Måne og Plejader er interessant, når
Plejaderne var kendt som kalendermarkør for forårsregnens eller
forårsoversvømelsernes komme, og når Månen i sig selv kan være udløsende for
oversvømmelser og meteorologisk for regn.
Traditioner om den tabte verden
Mange andre ældre kulturer rundt om i verden, i Indien, Sumer, Egypten, Kina og
Amerika, relaterede sig selv til himlen og stjerneverdenen. Eksempelvis hos de
gamle egyptere betød stjernen Sirius så utroligt meget, at den var identificeret
med deres største gudinde, Isis.
En genklang heraf dokumenteres senere af den romerske forfatter
Apuleius (124-180 e.Kr.), der omtaler egypternes (og hans egen opfattelse som
tilhænger af) ideer om Isis som: ”... stjernernes moder, tidernes herskerinde og
verdens dronning ...”, og gengiver opfattelsen af gudindens allestedsnærvær og
universelle omsorg.
Alle de nævnte kulturer havde traditioner om store oversvømmelser på
verdensplan, dog - set fra nutiden – ofte med ingen eller sjældent genkendelige
detaljer. Det besværliggør udforskning. Og angående ideerne om et Atlantis ses
hævdet, at ved kontinentets forsvinden i Atlanterhavet flygtede de overlevende
ud til begge sider - til Europa i øst og Amerika i vest.
Idag findes der mange forskelligartede omtaler og indicier af
vekslende kvalitet - det er ikke formålet her at opregne alt, hvad der findes
eller er til fordel for bestemte opfattelser. Dog kan der sig ind imellem
fremdrages relationer og facts, der giver stof til eftertanke.
Som nævnt, kendtes der over store dele af verden fortidsberetninger
knyttet til Plejadernes stjernegruppe, angående ”de syv Plejadesøstre, hvoraf
den ene forsvandt”. Det vil naturligt være af direkte relevans at sætte mange af
de nye fremdragne træk i relation til overleveringer i oldtidens Europa (og
Egypten), bl.a. dette at Plejaden Elektra, der også har navnet Atlantis,
forsvandt - ligesom kontinentet Atlantis og dets kultur forsvandt.
En af Hopi-indianernes magiske inskriptioner med varsler, på Prophecy Rock
i Arizona, bl.a. om “den blå stjerne Kachina (Sirius)” og dens ”signaler”.
Plejaderne og
Sirius hos indianerne
Lad os også se på den amerikanske side. Her findes der fortsat folkestammer med
en i realiteten ikke-teknologisk kultur - ligesom hos de højt begavede
neolitiske folk i Europa med deres forbløffende stjernekundskab for 10-30.000 år
siden.
Hopifolket, der er et af Nordamerikas ældste indianersamfund, er i
senere tider samlet især i Arizona - de er med respekt omtalt som
”indianerfolkenes hukommelse”. Dele af deres viden og profetier er fastholdt i
tegn indhugget i klipperne, bl.a. den berømte Prophesy Rock, som folket
beskytter. Europæere har kendt dens eksistens i nogle hundrede år. Som i Bibelen
begynder hopiernes skabelsesberetning, ”... Den første verden var Tokpela
(endeløst rum) ...”.
Ifølge hopiernes tradition er Jorden blevet rykket eller vippet flere
gange allerede - og senest ved ”den store oversvømmelse” for 11-12.000 år siden.
Tidspunktet svarer til det antal år, som Platon for 2.400 år siden angav (9.000
år) for kontinentet Atlantis’ oversvømmelse og forsvinden. Det var det nævnte
tidspunkt, hvor så at sige ”viseren på det store stjerneur”, Verdens-aksen,
havde sin position sammenfaldende med retningen for Jordens akse.
Selv om så mange ældre fortidsberetninger over hele Jorden omtaler
forskellige, meget omvæltende naturkatastrofer og oversvømmelser, så kan dét
næppe klassificeres som rene ”tilfældigheder” i de tilfælde, hvor de angivne
hændelsestidspunkter er præcis de samme.
Hopierne hævder, der har været tre tidligere ”verdens-epoker” før
nuværende fjerde. I en gammel hopi-profeti erklæres det, at ”...når den blå
stjerne Kachina vil fremtræde på himlen, vil den femte verden realiseres
...”. Saquasohuh (’blå stjerne’) Kachina er hopiernes navn for
stjernen Sirius, og de siger, at den til den tid ”... vil danse på den store
plads ...”.
Verdens-aksen - dannet af de tre kraftigst lysende stjerner, Canopus,
Sirius og Lyra placeret på en ret linje tværs over himlen - er kendt hos mange
folkeslag. Når Sirius, den kraftigste af dem alle, her omtales at ”fremtræde på
den store plads (himmelfladen) med nye trin”, er det som et billede af, at
Verdens-aksens position flyttes - og markerer nye tider.
Hos Nordamerikas forskellige indianerfolk er udbredt, at Sirius ses
som ulv - jf. Sirius i Egypten forbindes med sjakalen Anubis og i
Europa-Orienten med Store Hund Canis Major.
Længere sydpå - i Mellemamerika - blev det gamle mayafolks
nuværende efterkommere, lacandon-indianerne i Chiapas, (gen)opdaget i
1900-tallet. I deres indtil da isolerede samfund fandt man nogle træk med
overraskende lighed med traditioner hos baskere i Europa og berbere i Afrika tæt
ved Atlanterhavskysten, havets anden grænse i øst.
I mayaernes hellige bog ’Popul Vuh’ ses beskrivelser om rejsende fra
kosmos, brugen af kompas, viden om at Jorden er rund, og kendskab til
’universets hemmeligheder’. Mayaernes særlige hieroglyftekster omtaler, at deres
forfædre fra et land ude på havet i øst var engang ankommet dér og skabte et
avanceret kultursamfund. Det betones, at de kom fra - Plejaderne.
Orions bælte på
sigtelinjen til Plejaderne
Ove von Spaeth
m
Forfatter og forsker, -
Copyright © 2006 (& © 1983).
Enkelte dele i teksten er fra bind 2 og 4 i Ove von Spaeths bogserie ”Attentatet
på Moses”.
( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 &
info@careitzel.com
)
Yderligere information:
www.moses-egypt.net
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Bibliografi, orienterende
Boyes, Roger (in Berlin): Bronze Age clock that told man it was spring,
The Times, by Times On Line, 2nd March 2006, www.timesonline.co.uk/article/0,,13509-2064962,00.html
.
Edge, Frank: Aurochs in the Sky, 1995.
Fawkes, Helen (in Kiev): Pyramids discovered in Ukraine, BBC Science,
http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/5322894.stm
- Thursday, 7 September 2006, 10:08 GMT 11:08 UK
Mukerjee, Madhusree: Circles for Space. German ‘Stonehenge’ Marks Oldest
Observatory, Scientific American, 8th December 2003.
Osmanagich, Sam: The World of the Maya, (Gorgias Press) New Jersey 2005.
Pannekoek,
A.: A History of Astronomy, (London 1961) New York 1989, pp. 37-38,
95-96.
Smith, George: Assyrian Discoveries, London 1875, p. 405, - & in:
Monthly Notices of the Royal Society, XXXIX, p. 454.
Waters, Frank: The Book of the Hopi, Penguin (Non-Classics) reprint
edition 1977.
Whitehouse,
David: Ice Age star map discovered, BBC Science,
http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/871930.stm
- Wednesday, 9 August, 2000, 01:00 GMT 02:00 UK
Whitehouse,
David: Oldest lunar calendar identified, BBC Science,
http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/975360.stm -
Monday, 16 October, 2000, 22:27 GMT 23:27 UK
Whitehouse,
David: Oldest ‘star chart' found, BBC Science,
http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2679675.stm -
Tuesday, 21 January, 2003, 10:50 GMT
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright
© 2006 (& 1983) by: Ove von Spaeth -
www.moses-egypt.net - All rights reserved.
|