Pyramiden i himlen - på Verdens-aksen

 

Af  OVE VON SPAETH

m
c
Copyright © 2012  - (backtrack © 1979)  -  www.moses-egypt.net


I den esoteriske tradition omtales en pyramide på himlen. Ved at undersøge de oplysninger under overfladen kan man opdage, at denne himmelpyramides basislinje udgør en stor del af selve Verdens-aksen - den del af aksen, der går fra Sirius-stjernen og passerer stjernebilledet Store Bjørn.



Hos teosofferne blev der i starten af 1900-tallet udgivet tekster om en gammel opfattelse, hvori der omtales (af Alice Bailey) ”en pyramide i himlen”. Pyramidens omrids var funderet i tre hovedstjernegrupper: Sirius, Plejaderne og Store Bjørn (Karlsvognen). Senere har flere forsøgt at indtegne denne pyramide på stjernekort, men uden virkning eller forståelse.


Sagen er, at i nyere tid er alle kort - og vores geografiske tænkning - orienteret mod nord, hvorfor de omtalte forsøg gengiver pyramidens øverste del i det nordlige stjernebillede Store Bjørn. Men indtegnes pyramiden derimod med spidsen mod øst (græsk ‘oriens’, som man ofte tidligere orienterede sig efter), er det de altid signifikante og positive Plejaderne, der udfylder den store pyramides i virkeligheden manglende top.

 


Beskrivelse: zodiacal-map_pyramid_2


I oldtidens kultiske viden indgik at den store Cheops-pyramide dannes på himlen af præcise
sigtelinjer til Plejaderne, Store Bjørn og Sirius. De to sidstnævnte vil angive himmel pyramidens basis-
linje. Kortet kan kun gengive tilnærmelsesvis, at også himmel-pyramidens sider faktuelt er lige store.

 


Indtegnes så pyramidens såkaldte Kongens Kammer korrekt på en ”stjernekort-gengivelse” af den store pyramide, opdages det, at her er det eksakte sted, hvor den nye planet Uranus blev fundet i 1782. Og indtegnes de særlige luftskakter, der udgår fra Kongens Kammer, og følges den nordlige skakts forlængelseslinjen helt over til, hvor den krydser ekliptika, er det præcis det punkt, hvor planeten Neptun blev fundet i 1846. En samstemmighed på kvantefysisk plan.


Pyramidens basislinje - netop på Verdens-aksen - bliver her eksakt på midten delt over af ekliptika (”cirkelmuren om Paradis”). Og ligeså præcist i det punkt blev den nye planet Pluto fundet i 1930 - her hvor på samme sted er placeret stjernen med det arabiske navn Wasat, et sandsynligt levn fra oldtidens viden, idet dette navn så utroligt betyder ‘midten’!

 

Disse former for rum-geografisk synkronicitet og historisk meta-samspil og parallelitet har jeg fundet, dog uden en årsag for fænomenet, men det er nærmest som et centralt koncept i C.G. Jungs forskning i universel interaktion.

 

 image005


Udover at den store Cheops pyramides skakter er rettet imod betydningsfulde stjerner som Sirius,
Orion og Thuban (se illstr. nedenfor), indgår disse skakter i en forbløffende præcis geometri.

 


Stjernekundskaben ikke kun esoterisk lære

 

Hos indviede bevaredes en skjult viden. Da frimurere i 1600-1700-tallets Europa emigrerede til friheden og medførte ideer om den “genfundne Atlantis-agtige” nye verden på det amerikanske kontinent, indførte de frimurersymbolik af egyptisk tilsnit.

Eksempelvis blev Cheops­pyramiden på et tidspunkt indsat i USA’s nationalheraldik, nu senere ses den på enhver 1-dollar-seddel i verden! En række af de første præsidenter; Washington, Adams, Jefferson m.v. var frimurere - ligesom også ledere senere i flere stater i Sydamerika - og de indførte det første nationalflag med stjerner på som symbolik.


Stjernekundskaben - ikke bare af esoterisk art - indgik engang som vigtig erkendelsesviden hos de indviede, men er næsten altid det, der høres mindst om i nutidens gengivelser af vores historie. Og som der efterhånden måske også vides mindst om.


Således kan det gennem historien konstateres, at overalt i både tidlige og sene kulturer kan der tydeligt findes overensstemmende samspil mellem geografi og kosmografi samt med den gamle verdensopfattelse af en kosmisk samklang - alt udtrykt gennem hændelser, ting og fænomener, der igen er afspejlet i flerdobbelte lag i mange af de gamle religiøse tekster.

 

20 dollar bill back. The one dollar bill     12460

Sammen med USA’s nationalvåben er indsat Cheops-pyramiden med den manglende top. I den top er der
indsat det gamle symbol ”Guds øje” i en triangel. Graveret illustr. i ornamentikken på USA’s 1-dollar sedler.


Denne udbredte lære eller praksis angående universel samklang - især anvendt i Egypten og Babylon, og som også genkendes i Bibelen - fortsatte helt frem i tiden, også i forbindelse med flere senere indflydelsesrige personer såsom Shakespeare, Nostradamus og Tycho Brahe.


Nu bliver det interessant, for Jesus talte i lignelser - til særlig forståelse hos de indviede - og omtalte sig selv (Lukas 20,12) som vingårdsmurens ”manglende hovedhjørnesten”, som visse mindre duelige bygmestre havde vraget.


Vingårdsmuren er naturligvis ”Paradismuren”, zodiakens cirkel der indhegner haven - dvs. Paradis symbolsk opfattet som et særligt område i stjernehimlen - med de 2 træer (i ét) og mange dyr, nemlig stjernebilleder med dyrenavne.


I forbindelse med en sådan vingård - altså Paradis-haven med ”vinstokken” som et gammelt symbol for Mælkevejen/Verdens-aksen - omtaler Jesus også ”en daglejer”. I Mellemøsten havde ‘daglejer’ den babyloniske betegnelse hunga og var anvendt for den himmelsektor, der andre steder er mere almindeligt kendt som Vædderen: ekliptika-cirklens østligste zodiak-billede. Det var den østligste ”solport” og ofte fremstillet som indgang til haven.


Bag henvisningen til vingårdens hovedhjømesten fandtes et velkendt symbol, nemlig den manglende top til den store Cheopspyramide.


Pyramiden bærer navnet på den gamle egyptiske konge, Cheops (Khufu), og tillige har denne pyramide med den manglende, ‘femkantede’ top navn som det nordlige stjernebillede med dets 5 hjørner/vinkler, Cepheus. Hermed navnet af samme rod som det navn Jesus omtalte som Kephas, 'sten', 'klippe' (græsk petrus), som han ville bygge ”sin lære” på.

Hos mysteriekulterne var der næppe tvivl:   Den lille kvadratiske platform i over 140 meters højde oppe øverst på den store Cheopspyramide, og ligesom pyramidens indre synes at have været anvendt til kultisk indvielsesproces. Det formodedes for de indviede, at i nogle tilfælde oppe på platformen og det stærke energi-flow fremkaldt af pyramidens geometriske form og dens uhyre stenmasser (kan f.eks. også påvirke en kompasnål stærkt) – kunne det såkaldte tredje øje åbnes her.


Kunne det tænkes, at det var for en inderkreds i Jesu gruppe af tilhængere, at han på den ”klippe” - med en viden fra dengang egypterne anvendte pyramidens platform - ville fundere en særlig lære for indviede?



Den omvendte pyramide


En okkult tradition, senere især også kendt hos druzerne i Libanon, fortæller om en omvendt og forsænket pyramide, som er svær at opdage, idet den ligger med bundfladen opad. Den er placeret i Baalbek i Libanons bjergplateau, hvor mytens Gilgamesh og senere Bibelens kong Salomon lod cedertræer fælde for at ”opbygge” deres udvikling eller projekt med.

Her findes den berømte og ubegribeligt konstruerede gigantiske stenterrasse, som danner bunden i den pågældende, omvendte Baalbek-pyramide.

 

Ifølge druzernes version, fra deres overtagelse af ældgamle myter, dræbte Kain sin broder Abel ved at spærre den åndeligt søgende Abel inde i den nedadvendte pyramide, der tilsyneladende ligesom de store egyptiske pyramider også blev anvendt som indvielsessted.

Videre ifølge den okkulte tradition går Baalbek-pyramidens spids dybt ned i Jorden, og det hele kan ses som ”modsætningen” til Cepheus-pyramiden i Egypten.

 

Begge steder er anlagt en by, som på basis af langt ældre navne i forbindelse med ’solen’ nu senere på græsk kom til at hedde Heliopolis, 'Solens by'. I den egyptiske by, der oprindelig hed On (kendt fra Bibelen) var der mange templer og helligsteder og her var center for tidlig alkymi i Ptah's tempel, - idet solen og guldet var altid forbundet i den gamle lære.


Brudstykker fra Kain og Abel motivet kan måske også findes her, idet Kain, hebraisk for ’smed’, ’kobbersmed’, i Bibelen omtales som stamfader til alle smede og metalarbejdere.


Senere ved Heliopolis’ ”tilsvarende” libanesiske by byggede romerne et Jupiter-tempel oven på stenterrassen, der i sig selv i en ukendt fortid er bygget med verdens overhovedet største, kendte udhuggede sten. Selv med den mest avancerede teknik i dag i det 21. århundrede, vil de ikke kunne fremstilles og flyttes.

 

Pyramiderne i Giza (ved Heliopolis i Egypten) og ”pyramiden” i Baalbek (ved Heliopolis i Libanon) har sådanne indbyrdes geografiske positioner, at de danner nøjagtige diagonale hjørnepunkter i et kvadrat i et geografisk gradnet, men som kvadrat på Jordens kugle-overflade er det præcist 4° højt og 5° bredt.


Det er således, at distancen øverst på firkanten består af 5 ’smallere’ grader i bredden, idet breddegrader bliver som bekendt ”smallere”, når de måles højere mod nord, og netop på dette sted, Baalbek, svarer omtalte distance i flademål til 4 længdegrader. Inde i dette kvadrat findes den nævnte specielle diagonal mellem Heliopolis i Egypten og Heliopolis i Libanon.


Den modsatte diagonal viser retningen på et af de vigtigste revnemønstre mellem to af Jordens landmasse-flager og faktisk strækker sig helt fra Schweiz og ned gennem Rødehavet og via Stillehavet til Australien. Brudlinjen er således flankeret af de pågældende op- og nedadvendte pyramider. Det kan også nævnes, uden nærmere detaljer kendes, at der har været ideer angående en mulig afbalancerende indflydelse på de tektoniske forhold.

 

             

T.h.:  Det magiske felt, der indsnævres i breddegraderne, spænder fra Cheops pyramiden
i Giza (Heliopolis/Cairo) og diagonalt op til Baalbek-terrassen (ovenfor b’et i Geb) i Libanon. 

 

 

”Vilde” ideer i gamle traditioner bør ikke bare forkastes totalt, - i nogle tilfælde kan måske videnskaben engang i fremtiden analysere en mulig information, der oprindelig lå bag.
Det tilhører den ideverden, hvor der endda også på himlen findes en ”tilsvarende” omvendt pyramide orienteret med dens nedadvendte spids ved stjernebilledet Hydras hoved.


Førnævnte store opadvendte pyramide på himlen, dannet udfra sigtelinjer fra Plejaderne til Store Bjørn (Karlsvognen) og Sirius, har sin vigtige topvinkel ved Plejaderne. Navnet er fra græsk pleidion, ’flerfoldig’, ’mangfoldig’ samt 'retvinklet bygningsværk'. Disse stjerner hed noget tilsvarende på babylonsk: zappu, et sandsynligt ordspil på sippu: bl.a. 'hovedhjørnesten' eller 'vinkelsten', jf. supru, ’vinkel’. Både babylonierne og deres ”forgængere”, sumererne, var eksperter i den slags rebustydninger, det var simpelthen normal rutine for dem ved læsning af deres skrifttegn og tillige ved selve deres sprogs udstrakte brug af stavelsesombytning.

 

 

Nutidens religioner uden stjerneuniverset


Megen af den bogstavtro form for bibellæsning blev først særligt fremtrædende efter den protestantiske reformation i 1500-tallet.

Flere af de vigtigste blandt de tidlige kirkefædre og ledere i kristen historie - inklusive Origenes, Clemens, Augustin, Jeronimus, og Thomas Aquinas - anså det for et faktum, at de bogstavtro læsninger af bl.a. Bibelens Skabelsesberetning var tegn på, at man var uuddannet!

 

I Egypten fik Origenes mange informationer fra lærde jøder. Fra den viden hævder han, at det netop ikke var meningen, at Bibelens fortælling om Noahs ark skulle forstås bogstaveligt:

          "... alene foderet til elefanterne i de mange måneder i arken ville være et kæmpe problem ...".

I nogle tolkninger af Noahs ark motivet ses der på visse målforhold ved arken og forhold ved den store pyramide ved Giza. Den er ikke en kongegrav, men mysterieindvielsesrum, og er derfor uden et eneste vægmaleri eller inskription, der ellers var i alle kongegrave. Den har indgang oppe på siden. På hebraisk betyder tsohar Noahs arks 'indgang/luge/lysåbning' eller 'tagrygning' med gavl-trekant:  arken set som en tresidet prisme/pyramide-form.

Kunne det været et billede på den manglende topsten? Toppen, der kunne tænktes som en indgang til højere viden?

 

Robert Bauval, der mere end nogen anden har studeret forbindelserne mellem de gamle tempelanlæg og stjernerne, skriver i sin ”The Egyptian Code” (London 2006, pp. 253-255), at:

          "... Når man studerer det gamle Egypten, har man at gøre med en åndelig civilisation, som lagde stor vægt på at tro på evigheden og efterlivet, som blev opnået ved at forbinde sig med den kosmiske orden. Det må studeres netop på basis af dette. ... For det er mere end tydeligt, at tempelpræster i det gamle Egypten, især dem i Heliopolis, havde indarbejdet observations astronomi i deres indvielsessystem under uddannelsen. ...

          … Dette er godt dokumenteret i deres mange religiøse tekster, såsom de såkaldte ”Pyramide-teksterne”, og tillige i deres monumenters stærke astronomiske egenskaber, der især er det symbolske arkitektoniske udtryk for deres tro. ... Vores nuværende civilisation har desperat behov for denne gamle visdom. ... De gamle egyptere forvandlede Egypten til et kosmos-tempel, hvor alle skulle leve i Maat (princippet for universets orden) …”.

 

Tidligere tiders kultiske indviede blev i princippet bekendt med gnosis baseret på universets love, etik og balancer - og herunder også med forståelse for stjerneverdenen og samspillet i vores omgivende kosmos. Til en større forståelse må man - selv om moderne kritikere vil ofte forveksle det med visse såkaldte New Age betragtninger - lade de religiøse tekster og arkitektur, ligesom hos de gamle egyptere, netop reagere sammen med astronomien.


                   

 

Ove von Spaeth er uafhængig forsker, historiker og forfatter

til bl.a. bogserien om den historiske Moses (fås hos: Lemuel

Books, tlf. +45 21831447 & mail: admin@lemuelbooks.com

& web: www.lemuelbooks.com)

Yderligere information: www.moses-egypt.net