Pyramiden
i himlen - på Verdens-aksen
Af OVE VON SPAETH
m
c
Copyright © 2012 - (backtrack © 1979) -
www.moses-egypt.net
I
den esoteriske tradition omtales en pyramide på himlen. Ved at undersøge
de oplysninger under overfladen kan man opdage,
at denne himmelpyramides
basislinje udgør en stor del af selve Verdens-aksen - den del af aksen,
der
går fra Sirius-stjernen og passerer stjernebilledet Store Bjørn.
Hos teosofferne blev der i starten af 1900-tallet udgivet tekster om en gammel
opfattelse, hvori der omtales (af Alice Bailey) ”en pyramide i himlen”.
Pyramidens omrids var funderet i tre hovedstjernegrupper: Sirius, Plejaderne og
Store Bjørn (Karlsvognen). Senere har flere forsøgt at indtegne denne pyramide
på stjernekort, men uden virkning eller forståelse.
Sagen
er, at i nyere tid er alle kort - og vores geografiske tænkning - orienteret
mod nord, hvorfor de omtalte forsøg gengiver pyramidens øverste del i det
nordlige stjernebillede Store Bjørn. Men indtegnes pyramiden derimod med
spidsen mod øst (græsk ‘oriens’, som man ofte tidligere orienterede
sig efter), er det de altid signifikante og positive Plejaderne, der
udfylder den store pyramides i virkeligheden manglende top.
I
oldtidens kultiske viden indgik at den store Cheops-pyramide dannes på himlen
af præcise
sigtelinjer til Plejaderne, Store Bjørn og Sirius. De to sidstnævnte vil angive
himmel pyramidens basis-
linje. Kortet kan kun gengive tilnærmelsesvis, at også himmel-pyramidens sider
faktuelt er lige store.
Indtegnes så pyramidens såkaldte Kongens Kammer korrekt på en ”stjernekort-gengivelse”
af den store pyramide, opdages det, at her er det eksakte sted, hvor den nye
planet Uranus blev fundet i 1782. Og indtegnes de særlige luftskakter, der
udgår fra Kongens Kammer, og følges den nordlige skakts forlængelseslinjen helt
over til, hvor den krydser ekliptika, er det præcis det punkt, hvor planeten
Neptun blev fundet i 1846. En samstemmighed på kvantefysisk plan.
Pyramidens
basislinje - netop på Verdens-aksen - bliver her eksakt på midten
delt over af ekliptika (”cirkelmuren om Paradis”). Og ligeså præcist i det
punkt blev den nye planet Pluto fundet i 1930 - her hvor på samme sted er
placeret stjernen med det arabiske navn Wasat, et sandsynligt levn fra
oldtidens viden, idet dette navn så utroligt betyder ‘midten’!
Disse former for rum-geografisk synkronicitet
og historisk meta-samspil og parallelitet har jeg fundet, dog uden en årsag for
fænomenet, men det er nærmest som et centralt koncept i C.G. Jungs forskning i
universel interaktion.
Udover
at den store Cheops pyramides skakter er rettet imod betydningsfulde stjerner
som Sirius,
Orion og Thuban (se illstr. nedenfor), indgår disse skakter i en forbløffende
præcis geometri.
Stjernekundskaben
ikke kun esoterisk lære
Hos indviede bevaredes en skjult viden. Da
frimurere i 1600-1700-tallets Europa emigrerede til friheden og medførte ideer
om den “genfundne Atlantis-agtige” nye verden på det amerikanske
kontinent, indførte de frimurersymbolik af egyptisk tilsnit.
Eksempelvis blev Cheopspyramiden på et
tidspunkt indsat i USA’s nationalheraldik, nu senere ses den på enhver
1-dollar-seddel i verden! En række af de første præsidenter; Washington, Adams,
Jefferson m.v. var frimurere - ligesom også ledere senere i flere stater i
Sydamerika - og de indførte det første nationalflag med stjerner på som
symbolik.
Stjernekundskaben
- ikke bare af esoterisk art - indgik engang som vigtig erkendelsesviden hos de
indviede, men er næsten altid det, der høres mindst om i nutidens gengivelser
af vores historie. Og som der efterhånden måske også vides mindst om.
Således
kan det gennem historien konstateres, at overalt i både tidlige og sene
kulturer kan der tydeligt findes overensstemmende samspil mellem geografi og
kosmografi samt med den gamle verdensopfattelse af en kosmisk samklang - alt
udtrykt gennem hændelser, ting og fænomener, der igen er afspejlet i flerdobbelte
lag i mange af de gamle religiøse tekster.
Sammen med USA’s
nationalvåben er indsat Cheops-pyramiden med den manglende top. I den top er
der
indsat det gamle symbol ”Guds øje” i en triangel. Graveret illustr. i
ornamentikken på USA’s 1-dollar sedler.
Denne
udbredte lære eller praksis angående universel samklang - især anvendt i
Egypten og Babylon, og som også genkendes i Bibelen - fortsatte helt frem i
tiden, også i forbindelse med flere senere indflydelsesrige personer såsom
Shakespeare, Nostradamus og Tycho Brahe.
Nu
bliver det interessant, for Jesus talte i lignelser - til særlig forståelse hos
de indviede - og omtalte
sig selv (Lukas 20,12) som vingårdsmurens ”manglende hovedhjørnesten”, som
visse mindre duelige bygmestre havde vraget.
Vingårdsmuren
er naturligvis ”Paradismuren”, zodiakens cirkel der indhegner haven - dvs. Paradis symbolsk
opfattet som et særligt område i stjernehimlen - med de 2 træer (i ét) og mange
dyr, nemlig stjernebilleder med dyrenavne.
I forbindelse
med en sådan vingård - altså Paradis-haven med ”vinstokken” som et gammelt
symbol for Mælkevejen/Verdens-aksen - omtaler Jesus også ”en daglejer”. I Mellemøsten
havde ‘daglejer’ den babyloniske betegnelse hunga og var anvendt for den
himmelsektor, der andre steder er mere almindeligt kendt som Vædderen:
ekliptika-cirklens østligste zodiak-billede. Det var den østligste ”solport” og
ofte fremstillet som indgang til haven.
Bag
henvisningen til vingårdens hovedhjømesten fandtes et velkendt symbol, nemlig
den manglende top til den store Cheopspyramide.
Pyramiden
bærer navnet på den gamle egyptiske konge, Cheops (Khufu), og tillige
har denne pyramide med den manglende, ‘femkantede’ top navn som det nordlige
stjernebillede med dets 5 hjørner/vinkler, Cepheus. Hermed navnet af
samme rod som det navn Jesus omtalte som Kephas, 'sten', 'klippe' (græsk
petrus), som han ville bygge ”sin lære” på.
Hos mysteriekulterne var der næppe tvivl:
Den lille kvadratiske platform i over 140 meters højde oppe øverst på den store
Cheopspyramide, og ligesom pyramidens indre synes at have været anvendt til
kultisk indvielsesproces. Det formodedes for de indviede, at i nogle tilfælde
oppe på platformen og det stærke energi-flow fremkaldt af pyramidens
geometriske form og dens uhyre stenmasser (kan f.eks. også påvirke en kompasnål
stærkt) – kunne det såkaldte tredje øje åbnes her.
Kunne
det tænkes, at det var for en inderkreds i Jesu gruppe af tilhængere, at han på
den ”klippe” - med en viden fra dengang egypterne anvendte pyramidens platform
- ville fundere en særlig lære for indviede?
Den omvendte pyramide
En
okkult tradition, senere især også kendt hos druzerne i Libanon, fortæller om
en omvendt og forsænket pyramide, som er svær at opdage, idet den ligger med
bundfladen opad. Den er placeret i Baalbek i Libanons bjergplateau, hvor mytens
Gilgamesh og senere Bibelens kong Salomon lod cedertræer fælde for at ”opbygge”
deres udvikling eller projekt med.
Her findes den berømte og ubegribeligt
konstruerede gigantiske stenterrasse, som danner bunden i den pågældende,
omvendte Baalbek-pyramide.
Ifølge druzernes version, fra deres
overtagelse af ældgamle myter, dræbte Kain sin broder Abel ved at spærre den
åndeligt søgende Abel inde i den nedadvendte pyramide, der tilsyneladende
ligesom de store egyptiske pyramider også blev anvendt som indvielsessted.
Videre ifølge den okkulte tradition går
Baalbek-pyramidens spids dybt ned i Jorden, og det hele kan ses som ”modsætningen”
til Cepheus-pyramiden i Egypten.
Begge steder er anlagt en by,
som på basis af langt ældre navne i forbindelse med ’solen’ nu senere på græsk
kom til at hedde Heliopolis, 'Solens by'. I den egyptiske by, der oprindelig
hed On (kendt fra Bibelen) var der mange templer og helligsteder og her
var center for tidlig alkymi i Ptah's tempel, - idet solen og guldet var altid
forbundet i den gamle lære.
Brudstykker
fra Kain og Abel motivet kan måske også findes her, idet Kain, hebraisk
for ’smed’, ’kobbersmed’, i Bibelen omtales som stamfader til alle smede og
metalarbejdere.
Senere
ved Heliopolis’ ”tilsvarende” libanesiske by byggede romerne et Jupiter-tempel
oven på stenterrassen, der i sig selv i en ukendt fortid er bygget med verdens
overhovedet største, kendte udhuggede sten. Selv med den mest avancerede
teknik i dag i det 21. århundrede, vil de ikke kunne fremstilles og flyttes.
Pyramiderne i Giza (ved Heliopolis i
Egypten) og ”pyramiden” i Baalbek (ved Heliopolis i Libanon) har sådanne
indbyrdes geografiske positioner, at de danner nøjagtige diagonale hjørnepunkter
i et kvadrat i et geografisk gradnet, men som kvadrat på Jordens kugle-overflade
er det præcist 4° højt og 5° bredt.
Det er
således, at distancen øverst på firkanten består af 5 ’smallere’ grader i
bredden, idet breddegrader bliver som bekendt ”smallere”, når de måles
højere mod nord, og netop på dette sted, Baalbek, svarer omtalte distance i
flademål til 4 længdegrader. Inde i dette kvadrat findes den nævnte specielle
diagonal mellem Heliopolis i Egypten og Heliopolis i Libanon.
Den
modsatte diagonal viser retningen på et af de vigtigste revnemønstre mellem to
af Jordens landmasse-flager og faktisk strækker sig helt fra Schweiz og ned
gennem Rødehavet og via Stillehavet til Australien. Brudlinjen er således
flankeret af de pågældende op- og nedadvendte pyramider. Det kan også nævnes, uden
nærmere detaljer kendes, at der har været ideer angående en mulig
afbalancerende indflydelse på de tektoniske forhold.
T.h.: Det magiske felt,
der indsnævres i breddegraderne, spænder fra Cheops pyramiden
i Giza (Heliopolis/Cairo) og diagonalt op til Baalbek-terrassen (ovenfor b’et i
Geb) i Libanon.
”Vilde” ideer i gamle traditioner bør ikke
bare forkastes totalt, - i nogle tilfælde kan måske videnskaben engang i
fremtiden analysere en mulig information, der oprindelig lå bag.
Det tilhører den ideverden, hvor der endda også på himlen findes en
”tilsvarende” omvendt pyramide orienteret med dens nedadvendte spids ved stjernebilledet
Hydras hoved.
Førnævnte
store opadvendte pyramide på himlen, dannet udfra sigtelinjer fra Plejaderne
til Store Bjørn (Karlsvognen) og Sirius, har sin vigtige topvinkel ved Plejaderne.
Navnet er fra græsk pleidion, ’flerfoldig’, ’mangfoldig’ samt
'retvinklet bygningsværk'. Disse stjerner hed noget tilsvarende på babylonsk: zappu,
et sandsynligt ordspil på sippu: bl.a. 'hovedhjørnesten' eller
'vinkelsten', jf. supru, ’vinkel’. Både babylonierne og deres
”forgængere”, sumererne, var eksperter i den slags rebustydninger, det var
simpelthen normal rutine for dem ved læsning af deres skrifttegn og tillige ved
selve deres sprogs udstrakte brug af stavelsesombytning.
Nutidens religioner uden stjerneuniverset
Megen
af den bogstavtro form for bibellæsning blev først særligt fremtrædende efter
den protestantiske reformation i 1500-tallet.
Flere af de vigtigste blandt de tidlige
kirkefædre og ledere i kristen historie - inklusive Origenes, Clemens,
Augustin, Jeronimus, og Thomas Aquinas - anså det for et faktum, at de bogstavtro
læsninger af bl.a. Bibelens Skabelsesberetning var tegn på, at man var uuddannet!
I Egypten fik Origenes mange informationer fra
lærde jøder. Fra den viden hævder han, at det netop ikke var meningen, at
Bibelens fortælling om Noahs ark skulle forstås bogstaveligt:
"... alene foderet til
elefanterne i de mange måneder i arken ville være et kæmpe problem ...".
I nogle tolkninger af Noahs ark motivet ses
der på visse målforhold ved arken og forhold ved den store pyramide ved Giza.
Den er ikke en kongegrav, men mysterieindvielsesrum, og er derfor uden et
eneste vægmaleri eller inskription, der ellers var i alle kongegrave. Den har
indgang oppe på siden. På hebraisk betyder tsohar Noahs arks
'indgang/luge/lysåbning' eller 'tagrygning' med gavl-trekant: arken set som en
tresidet prisme/pyramide-form.
Kunne det været et billede på den manglende
topsten? Toppen, der kunne tænktes som en indgang til højere viden?
Robert Bauval, der mere end nogen anden har
studeret forbindelserne mellem de gamle tempelanlæg og stjernerne, skriver i
sin ”The Egyptian Code” (London 2006, pp. 253-255), at:
"... Når man studerer det
gamle Egypten, har man at gøre med en åndelig civilisation, som lagde stor vægt
på at tro på evigheden og efterlivet, som blev opnået ved at forbinde sig med
den kosmiske orden. Det må studeres netop på basis af dette. ... For det er
mere end tydeligt, at tempelpræster i det gamle Egypten, især dem i Heliopolis,
havde indarbejdet observations astronomi i deres indvielsessystem under
uddannelsen. ...
… Dette er godt dokumenteret i
deres mange religiøse tekster, såsom de såkaldte ”Pyramide-teksterne”, og tillige
i deres monumenters stærke astronomiske egenskaber, der især er det symbolske
arkitektoniske udtryk for deres tro. ... Vores nuværende civilisation har
desperat behov for denne gamle visdom. ... De gamle egyptere forvandlede
Egypten til et kosmos-tempel, hvor alle skulle leve i Maat (princippet for universets
orden) …”.
Tidligere tiders kultiske indviede blev i
princippet bekendt med gnosis baseret på universets love, etik og
balancer - og herunder også med forståelse for stjerneverdenen og samspillet i
vores omgivende kosmos. Til en større forståelse må man - selv om moderne
kritikere vil ofte forveksle det med visse såkaldte New Age betragtninger - lade
de religiøse tekster og arkitektur, ligesom hos de gamle egyptere, netop
reagere sammen med astronomien.
Ove von Spaeth er uafhængig forsker,
historiker og forfatter
til bl.a. bogserien om den
historiske Moses (fås hos: Lemuel
Books, tlf.
+45 21831447 & mail: admin@lemuelbooks.com
& web: www.lemuelbooks.com)
Yderligere information:
www.moses-egypt.net