Untitled 1

Stjernelære var ide-studium på Europas universiteter

Af OVE VON SPAETH

Copyright © 2015 (backtrack © 2004) - www.moses-egypt.net

Astrologi i sproget og hos lægerne

Endda sent fremme i europæisk historie, tæt på 1830, kunne man stadig ikke på en række universiteter blive læge uden at have studeret astrologi. Herunder ansås kropsvæsker og sindstilstand at have indbyrdes relation med planeterne. Læger skulle udføre åreladning under hensyntagen til Månens faser, da dennes periodiske træk mærkes i væsker, hvilket man også kendte fra iagttagelser af forøget højvande under nymåne og fuldmåne.

Et eksempel på astrologiforbindelsen: influenza er italiensk og betyder 'influeret af stjerner'. Psykologi tilhørte lægestudiet, og f.eks. at Shakespeare i ”Romeo and Juliet” betegner dette par som ’star-crossed lovers’ - ’ramt af kærligheden fra stjernernes stilling’ - udtryk, der kunne anvendes på grund af publikums forventede forståelse og var almindeligt accepteret.

Stjerner og himmellegemer var så vigtige for tilværelse og dagliglivet, at de i et meget stort antal sprog gav navn til de forskellige ugedage. Den udbredte almene interesse for astrologien og dens elementer fremgår også af den græske filosof Aristoteles’ ord i et brev, ca. 330 f.Kr., til sin berømte elev Alexander den Store: ”… om himlene, der er fyldt med guder, som vi kalder planeter ...”.

Flere astrologiske udtryk findes stadig især i engelsk (og fransk og italiensk), nu almindelige udtryk, bl.a. for ’ulykke’: disaster, fra latin: aster, ’stjerne’, og disastrous, ’en ikke-fordelagtig afvigelse’. Fra ordet luna, ’måne’, har vi på dansk lune, ’sindsstemning’, - og engelsk lunatic, ’sindssyg’. Igen fra det latinske: sidus, sidera, ’stjerne’ bruges på engelsk i consider, ’at tage i betragtning’, ’overveje’, ’anse’, og var brugt også ved varselstagning ved astrologi: ’at analysere nøje med inddragelse af stjernerne’. Ord som martialsk og jovial betyder ’som planeterne Mars og Jupiters natur’.

Kirken var oftest imod astrologi

Den katolske kirke var ofte imod astrologi. Dog dyrkede flere paver og kardinaler astrologi.
Skønt de fleste universiteters lærestole - men ikke på det næstældste universitet, Padua - altid var underlagt katolsk kirke, så hørte astrologi, foruden til lægestudiet, også længe til studierne for at blive jurist og teolog, især fordi astrologi var et vigtigt idestudium til at forstå antikkens tankegang i disse uddannelsers obligatoriske fag: klassisk filosofi.

I det protestantiske Danmark holdt Tycho Brahe flere forelæsninger om bl.a. netop astrologi på Københavns Universitet, men afslog at få ansættelse med fast professorat. Han ville kun forske. Helhedsvision eksisterede stadig her i renæssancen, bl.a. hos Paracelsus, Tycho Brahe og Kepler, men den blev ikke senere videreudviklet, da kirke og videnskab begyndte at gå i hver sin retning, fordi kirken fordømte renæssancens nye videnskaber.

Denne holdning påvirkede fortsat efter forskellige retningers brud med den romersk katolske kirke, der havde forbudt at praktisere astrologi, så helt frem til 1880erne forbød det ikke-katolske Englands straffelov astrologipraksis.

T.v.: Tycho Brahes forelæsninger (1574) på København Universitet, samlet af elever,
publiceret flere gange efter hans død: ”Oratio de disciplinis mathematicis”, denne er fra 1610.
T.h.: Københavns Universitet, foran den ældre Vor Frue Kirke. (illustration fra ca. 1610).

Astrologi og naturvidenskab

Da moderne naturvidenskab fødtes i slutningen af renæssancen, ændredes forskernes fokus, da astrologien - der var en af de væsentligste grunde til beskæftigelse med astronomi - efterhånden forkastedes til fordel for matematisk observations-astronomi.

Den egyptisk-græske astronom Ptolemæus’ nu kasserede verdenssystem fra ca. 130 e.Kr. ansås fejlagtigt for ubrydelig samhørigt med astrologi, som, især derfor, nu også måtte kasseres, mente mange. Filosofien bag systemet forsvandt. Ligeledes forsvandt filosofipræget alkymi til fordel for teknisk orienteret moderne kemi.

Det sidste astrologiske fakultet ved universiteter i Europa fandtes endnu i 1800-tallets første del: i Erlangen Universität (protestantisk) med lærestolen i astrologi ved matematikprofessor J. Wilhelm Pfaff (1774-1835). Ved hans død ophørte fakultetet definitivt. Han skrev bogen ”Astrologie. Der Mensch und die Sterne” (Bamberg, 1816), og udgav sin oversættelse, den første på tysk, af Ptolemæus’ græske astrologiske oldtidsværk ”Tetrabiblos”.

Den indiske astronomi-matematiker, Sir C.V. Raman (1888-1970), modtog i 1930 Nobelpris for forskning om lysets forhold i universet. Han var både et æret medlem i Vestens fineste videnskabelige selskaber og velkendt med astrologi via sin brahminfamilie, der stadig udgiver et af verdens største astrologi-magasiner.

Den indiske videnskabsmand Sir C.V. Raman (1888-1970) med stor
astrologiinteresse, tildeltes i 1933 Nobelpris i (astro-)fysik, og ses
her i København sammen med Niels Bohr og George Gamow.

Verdens-aksens stjernelinje

Stjernebilleder ses især tilknyttet myter - begge dele er i virkeligheden transportører af en indbygget viden med stærke religionskultiske træk. Sumerernes efterfølgere i mesopotamisk område - babyloniere, elamitter, kaldæere - brugte ofte sumeriske tegn for stjernebillederne.

Det er ikke muligt for vesterlandske forskere nord for 36. breddegrad ved selvsyn at iagttage den fulde udstrækning af Verdens-aksen, der i alle tidligere kulturer var velkendt som en ret himmellinje langs Mælkevejen mellem de tre kraftigst lysende stjerner: Canopus og Sirius i syd, og Lyren i nord.

Det har vist sig problematisk, at Verdens-aksens vigtige stjerne Canopus ikke kan ses nord for Sydspanien (gl. arabisk observationspost i Fuengirola) og Rhodos (den græske astronom Hipparchus' udkigspost ca. 130 f.Kr.). Her mistes ved ’skrivebordsforskning’ en reel sammenhæng bag religionernes kosmologi.

Esoterisk astrologi

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3.200 f.Kr. Nogle af stjernebillederne synes ’defineret’ i forbindelse med vejr- og kalenderregler - og nogle af de ældste stjernenavne kan tolkes som ”varslere” af årstider eller skift i vejret.

Overalt i de tidlige religiøse tekster ses, at de gamle kulturer med de ældre verdensopfattelser søgte overensstemmende samspil af universet og geografien - alt i kosmisk samklang. Alt blev opfattet som værende afspejlet og udtrykt ved hændelser, ting og fænomener. Stjerner, planeter, stjernebilleder og stjernetegn blev sat i forbindelse med alt lige fra helbredelse, medicin og til alkymistiske processer og magiske formler. I Indien handler astrologi også om medicin.

Eksempelvis til en særlig ”astro-magi” brugtes de indledende lyde i hebraiske navne for de såkaldt stærke planeter Shabbetai (‘Saturn’), Zedek (‘Jupiter’) og Maadim (‘Mars’) sammensat til et magisk ord ShaZaM. Dette ord, senere kendt som magisk formel, ”sesam”, ansås så magtfuldt, at det kunne åbne bjergvæggen i Ali Babbas hule ifølge de orientalske ”Tusind og En Nat”s fortællinger.

Stadig i Mellemøsten kunne USA's præsident Roosevelt den 14. feb. 1945 opleve, at Saudi Arabiens kong Abdul Aziz tog sin astrolog med som direkte rådgiver ved deres vigtige møde om fremtidigt stærkere samarbejde.

Stjernemytologi og observatorier

Mange af de stjernebillede-myter, som kendes i den senere græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men synes ikke alle at være overleveret i direkte form til oldtidens Grækenland. Det kan bl.a. skyldes forskellige sprogs betingelser. De i Vesten mest kendte stjernesagn er ofte genfortællinger af hellenistiske mytologiers udgaver.

Alt dette tilhører en særlig gren af de gamle kulturer - en ideverden hvor man, efterhånden som der i nyere tider blev fremstillet mere nøjagtige planettabeller, end ikke behøver at se på himlen, men altsammen kan i realiteten foregå via skrivebord og computer. Dvs. ligeledes som det netop ofte foregår på store moderne observatorier, hvor computere åbner taget, indstiller kikkerten og optager de planlagte billeder af himmelobjekterne - og lukker det hele ned igen bagefter, mens astronomen får sin nattesøvn hjemme i sin seng.

Tjekkiets tidl. præsident, forfatteren Vaclav Havel i Prag (Tycho Brahes eksil), udtalte i 1995:

”... I dag ved vi uendelig meget mere om universet, end vore forfædre gjorde, og dog er det, som om de havde en langt dybere indsigt, der er gået tabt ...”.

Uden reel koordination med præmisser i de tidlige, store religioners opfattelser af universet og stjerneverdenen har forskningen ladet analysere gamle filosofiske, kultiske og bibelske tekster mest som "litteratur" og ofte ud fra en basis i nutidige litteraturteorier.

Fra det berømte astrologiske ur på tårnet af St. Vituskirken i Prag.

Tycho Brahe og astrologien

Alle anerkender Tycho Brahes geni, men blandt mange lærde ses der megen enighed om, “at han kun nødigt beskæftigede sig med astrologien” - med andre ord, ikke noget studiefelt for seriøse folk, og ofte finder en moderne akademisk verden det dybt pinligt og vil bortforklare.

Angående Tycho Brahes opdagelser ved observationer af supernovaen i 1572, skrev han året efter i sin bog herom og blev straks berømt i hele Europa. Og hans astrologiske forudsigelse om novaen havde detaljer, der senere viste stærk lighed med 30-årskrigen. Da denne krig 1618-1648 kom i Centraleuropa mere end 15 år efter hans død, og over 40 år efter hans forudsigelse, udkom der hundredevis af tryksager, der berømmede ham for hans dygtighed.

I sit allersidste værk, ’selvbiografien’ i 1598, skrev Tycho Brahe, at han efterhånden havde fundet frem til meget mere sikre astrologiske forudsigelsesmetoder. Og når Tycho Brahe naturligt gik imod ’almindelig’ astrologi og dårlige astrologer, er det inden for almindelig historiegengivelse ukorrekt at hævde, at han var imod al astrologi.

Men kritikere allerede i det gamle Rom anså astrologi, som om den drejede sig om for eller imod en ’tro’, skønt astrologi i sin basis er udtrykt i et filosofisk system ofte via arketypiske elementer iklædt astro-mytologisk billedsprog. Det er ikke mindst derfor, at astrologi senere indgik i filosofi-undervisning på universiteterne, helt ind i 1800-tallet,

Fra astrologi til kvantefysik

I nutiden agerer mange kritikere som uvidende om, at astrologi allerede hos berømte græske tænkere havde del i filosofi og kosmologi, begge et forklaringssystem og total relatering af universelle elementer, cyklusfænomener, dynamikker, udsving og balancer.

Lignende forholdsprincip og indsigt i pattern recognition kendes i dag eksempelvis i anden målestok for vejrprognoser.

Også kvantefysik vil bidrage til at forklare - og en større helhedsopfattelse, som hermetikeren Tycho Brahe søgte, er i mange træk på vej igen. - Kvantefysik-’tid’: Mange af himlens synlige stjerner er kun deres lys nu, idet de udsluktes for millioner af år siden. Alligevel har utallige kulturer brugt (inkluderet i deres observationer) også disse lys fra en fjern fortid, når astrologiske prognoser opstilles for at belyse en fremtid.

* * *

Læs mere i Ove von Spaeth’s bøger om emnet, bl.a. denne:
"Tycho Brahe hemmelighed"
- downloades FRIT her fra: http://www.moses-egypt.net/zenith-files_da/e-boger_gruppe1_da.asp

##################################################################

* * *

Få mere at vide. Alle kan frit tilslutte sig:
Interest Group For The Ove Von Spaeth Papers

INTEREST GROUP FOR THE OVE VON SPAETH PAPERS
Interessegruppen for Ove von Spaeth’s værker om Historie og Videnskab:
- Genopdagelse, indsigt, fornyelse.
• Udbredelse og debat om OVE VON SPAETHs research og opdagelser om den historiske Moses, og den egyptiske arv, oldtidens videnskaber og astronomi.
* Tilslut dig frit: https://www.facebook.com/groups/45399163234/

* * *