I den nyorienterende bogserie ”Attentatet på
Moses” fremlægger Ove von Spaeth nyt, opsigtsvækkende materiale om den
historiske Moses. Udgivelsen skal bidrage til ny indsigt i en vigtig del af vor
historie og kulturbaggrund. Ingen har nogen sinde før skrevet fem bøger om
dette, ikke engang blot et to-bindsværk om Moses.
Modtagelsen af bøgerne har været omgivet af den mest positive
interesse - og også nogle kætterbål. Fra sidstnævnte, især akademiske, gruppe er
bøgerne ofte blevet mødt med en særpræget optræden og endda regulær
krigstilstand - forhold som har fået andre interesserede til at gøre indsigelser
mod disse angriberes metoder. Også ud fra den indgribende effekt, som udgivelsen
har afstedkommet, er det i hvert fald blevet konkluderet, at bøgerne er af
betydning der ikke kan afvises.
Kritisk modstand mod nye teser - såvel som mod ældre, afprøvede teser
- er videnskabens vitale ledetråde. Kritisk modstand kan give opladning og
skubbe vores viden fremad til forøget erkendelse. Og i releation til den
uheldige aktionering fra førnævnte gruppe vil denne artikel belyse nogle basale
principper, der angår os alle som modtagere af resultater fra videnskaberne.
For og imod
Først og fremmest her et
svar til de mange venlige tilkendegivelser - på internet og i en række eksterne
breve: Tak for venlig interesse og medindsigt. Ja, unægtelig har materialet, der
danner baggrund for bøgernes informationer, vist sig at være særdeles
inspirerende. Og meget taler for, at de fremlagte forhold i Moses-bogserien, som
visse grupper inden for nogle universitetsfag selv har valgt at finde
provokerende, nødvendigvis må gives endnu bedre fodfæste med tiden. Men bemærk:
disse bøger om Moses er fra starten ikke det mindste beregnet på at skulle være
provokerende. Ligeledes er der intet tilsigtet polemisk i bøgernes tekster.
Det har bestemt været en positiv oplevelse, at så
mange - også netop blandt akademikere - har grebet til pennen eller tasten for
at modsige en særlig form for akademisk adfærd over for bøgerne i en række
typiske tilfælde. Det følgende påviser interessante træk.
Hvad det drejer sig om i nærværende tilfælde, er naturligvis ikke om
bøgerne bliver godt eller dårligt omtalt, hvilket er uvigtigt for emnet. Derimod
er det, der virkelig betyder noget, at bøgerne rummer et usædvanligt stort
forskningsmateriale samlet gennem 25 år - og ligeledes en bibliografi over stort
set alt, der er udgivet om Moses gennem 120 år, således samlet på ét sted.
Bøgerne gennemanalyserer det i det meste hidtil oversete materiale og fremdrager
en række nye, afgjort udvidende historiske perspektiver, som alt dette
uvægerligt fører frem til.
Om man på selve denne baggrund er enige eller ej i selve resultaterne,
er meget lidt vedkommende i forhold til, at nu findes der for første gang
endeligt præsenteret et stort, sammenhængende materiale til at udforske videre i
- og med. Herefter vil der ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller
ikke være videre videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have
et øje til disse kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så
omfattende udstrækning.
Når værdifulde kilder undgås
En kvalificeret opposition er
en uundværlig del af den videnskabelige proces. Alligevel har selve tilvalget af
bøgernes materiale, som forskningen ellers hidtil mest har ladet ligge
ubehandlet, kunnet forårsage kompulsiv irritation og uforklarlig vrede. De
hyppigt generaliserende beskyldninger mod bøgerne bl.a. i anmeldelser og på
nettet gør det svært at vide præcis hvilke emner, der kan have forulempet de
pgl. akademiske repræsentanter, men deres uenighed med bøgerne måtte vel kunne
udtrykkes på en mere professionel
måde.
Fra oldtiden
kendes et omfattende antal kilder (bl.a. rabbinerskrifterne og oldtidens
forfattere), som i forbindelse med det tilkomne materiale især fra moderne
arkæologi har nødvendiggjort en nyvurdering af Moses som en historisk person med
langtrækkende indflydelse på eftertiden. Åbner vi os for den viden og
nyorientering, vil vi bedre kunne forstå mange forhold i vores historie som også
ligger bag vor nutids kultur og normer.
Hvis f.eks.
politikere bruger en bestemt kliché, når de advares om uønskede konsekvenser og
siger: "Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig", kan det måske afsløre,
at de hellere skulle have haft netop den evne - eller muligvis slet ikke haft
det erhverv. Det kan ikke nægtes, at lignende også er observeret inden for
forskning, hvor der ved løsningsmodeller til problemer, som ikke har nogen
entydig fortolkning, kan opleves automatisk afvisning, såfremt løsningen ikke
findes i overensstemmelse med 'lokale' trends.
Dette gælder
konkret inden for egyptologi og teologi - om end ikke generelt så dog blandt
p.t. dominerende skoler, hvor de nævnte trends' ofte mindre velreflekterede
såkaldte virkelighedsbilleder omhyggeligt fastholdes. De holdes i hævd, skønt de
gennem lang tid er blevet radikalt miskrediteret af et righoldigt informativt
nyt materiale og dets perspektiver.
På den måde
afvises en mængde nye data fra forskellige videnskabsområder. Bl.a. mere præcise
data til en bedre tidsregning for en af Egyptens vigtigste perioder (18.-19.
dynasti). Tilsvarende afvises f.eks., at John Garstangs arkæologiske udgravning
af Jeriko, publiceret tilbage i 1940, rummer vægtige indicier, der endda yderst
detaljeret samstemmer med Bibelens omtale af israelitternes adfærd ved denne by.
Dårligt orienterede kritikere bør i virkeligheden have rettet kritikken mod sig
selv, når de lader sig ramme her af nutidig
historieløshed.
Afvisningen fastholdes af de pågældende akademiske skoler, skønt Garstangs
resultater i dag bestyrkes bl.a. af moderne keramikdateringsmetoder - og er
overhovedet aldrig blevet modbevist, men blot bekvemt gemt af vejen.
Moses-bogseriens tilvalg af også denne art materiale er kritiseret for
"ensidighed", hvorfor det må undre, at så netop disse vægtige kilder i reglen
ikke kan konstateres at indgå i de pågældende kritikeres egne grundlag og
tekster?
Om man på selve denne
baggrund er enige eller ej i selve resultaterne, er meget lidt vedkommende i
forhold til, at nu findes der for første gang endeligt præsenteret et stort,
sammenhængende materiale til at udforske videre i - og med. Herefter vil der
ikke være nogen undskyldning for - og faktisk heller ikke være videre
videnskabeligt seriøst - at forske i emnet Moses uden at have et øje til disse
kilder, der hermed er gjort alment tilgængelig i en så omfattende udstrækning.
Kompetence eller diffus
utilfredshed
For ikke-fagfolk kan
der om konkrete analysemetoder i den involverede forskning gives et kort
overblik: Til kritisk fremgangsmåde ved historiske emner kan der skelnes - om
end ikke fuldt udtømmende - især mellem tre hovedgrupper af historiske kilder:
Skreven dokumentation (bl.a. inskriptioner og arkivalier) og ikke-skreven
dokumentation (i reglen benævnt: materielle kilder, f.eks. arkæologiske
artefakter og dateringsmålinger) samt tradition (f.eks. fortsat levende
overleveringer og antropologiske spor).
Og til at uddrage
yderligere viden af faktorerne kan bruges tre indirekte former: Det negative
argument (begrundet modsigelses-test); den erfarings/formodningsbestemte
afgørelse; og den uafhængige logikdeduktion (a priori argument) ud fra kun det
givne. Funktionerne kan alle indgå ved bl.a. kildekritisk vurdering. Alle disse
metoder blev opstillet eller samlet af Ch. de Smedt: ”Principes de la critique
de historique” (Liège, Paris 1884) og udbredt internationalt, ikke mindst i
engelsksprogede lande. De anvendes officielt, endda også f.eks. inden for den
katolske kirkes akademiske bibelforskning og historieforskning.
Dertil bruges det også
f.eks. inden for eksakt videnskab, at en teori reelt skal være selv-konsistent
(dvs. ikke selvmodsigende). Men også allerede her ses bibelmytehypotesen at
fejle, idet den afviser at israelitterne kan have medvirket til destruktion af
Jeriko ca. 1400 f.Kr. Byen var herefter en ruin stadig ved 1200 f.Kr., og de pgl.
skoler placerer så beretningen de 200 år senere og hævder, at israelitternes nu
på dette senere tidspunkt ikke-mulige bydestruktion er "bevis" for
myte-hypotesen.
En
efterhånden temmelig accepteret disciplin er den såkaldt kontrafaktiske
historieskrivning, en metode allerede Pascal benyttede sig af til særlige
hypoteser. Men den metode er i nyeste tid desuden set 'misforstået' anvendt af
bestemte anmeldere til at levere ukendeliggørende referater af Moses-seriens
bøger - for faglige anmeldere kan vel ikke bevidst finde på at fejlreferere i
større omfang?
Som et andet vigtigt punkt er der heller ikke stillet substantielt underbyggede
spørgsmål om bøgernes data er korrekte (eller plausible). Og her burde det være
indlysende, at selv i tilfælde af eventuelle måske uundgåelige ukorrektheder i
det sidste, rammer det ikke nødvendigvis det første. Men det er uhensigtsmæssigt
for enhver stillingtagen alene at kritisere bøgerne ved, som det er sket, at
mobilisere diffus utilfredshed.
Uverificeret hypotese
bruges som indiskutabel realitet
En sådan problemfornægtelse
som her (ovenfor) eksponeres, bør vel mødes med en vis overbærenhed, også fordi
flere af de pågældende kritikeres udviste frustration må forstås ud fra en
praksis med ofte at afgrænse fokus til blot den information, der kan bruges til
at fastholde egne synspunkter. Dette vel for lettere at kunne opfylde blot det
der forventes.
I
det regi kan det være problematisk således uønsket at finde forhold, der ikke
passer ind i tidligere vedtagne mønstre. At vide hvad man leder efter begrænses
af hvad man ved. Som videnskabsfilosoffen Karl Popper (1902-1994) har påpeget,
er observationer teoriafhængige. Samt hertil, at sandsynlighed er et dårligt mål
for videnskaben. Og virkeligheden viser også netop, at åbenhed og kontakt med
kontroversielle emner (det p.t. mindre sandsynlige) kan være bestyrkende for den
videnskabelige kapacitet. Hvorimod "opfattelsesfælder" let opstår, når nogen
tror at vide mere om deres eget, hvis de ved mindre om andres
felter.
Problemet
bliver naturligvis forstærket, når oplysninger og påstande foregives at være
hævet over diskussion. Dvs. som såkaldte antinomier, f.eks. middelalderkirkelige
dogmer, der principielt ikke skal modbevises. Men videnskab må ikke fungere som
religiøs autoritet eller totalitær inkvisition - hvis nogen skulle vove at
forbryde sig mod den etablerede mening. Et lukket system skaber monopol på
indfaldsvinkler og vurderingerne. Bøgerne med den nye Moses-forskning fremlægger
kontroversielt materiale - dette kan vanskeligt gøres ikke-eksisterende, i
stedet kan budbringeren
straffes.
Typisk
har flere teologisk-akademiske anmeldere baseret deres afvisning af bøgernes
data og evidensmateriale ved at hævde, at Bibelen (Gamle Testamente) består af
sammenskrevne myter uden særlige realhistoriske forbindelser. Dette var en
hypotese for længe siden, men gennem de sidste hundrede år er der dynget nyere
hertil forbundne hypoteser ovenpå, hvorefter man henviser til denne
konstruktions seneste sidegrene eller udgaver som om de var et fuldt beviseligt
faktum.
Den
uheldige 'videnskabsmyte', der uden videre ophøjedes fra hypotese til et faktum,
ses udmøntet i en reel forskningspolitisk holdning, som her går ud på, at
fortidens begivenheder aldrig har fundet sted, men kun eksisterer som fiktion.
Fra det stade af despekt for de ældre optegnelser afvises også en række
betydelige fund, uanset at selve deres eksistens er i stærkeste opposition
herimod og destabiliserer forskernes egne myter. Dette bliver yderligere klart
på baggrund af de bredere perspektiver, der opstår ved at kombinere flere
fagområder, sådan som f.eks. Moses-bogserien netop gør
det.
Når bøgerne
overalt åbent og omhyggeligt redegør for kilderne, og tydeligt henviser til
hvilke kapaciteter der har sagt hvad og hvor og hvornår om konkrete fund og
historiske forhold, er det ikke fagligt relevant at fortsætte med uden mindste
forbehold at affærdige det som værende myter. Især ikke når dette myte-argument
aldrig i de specifikke tilfælde er set underbygget af konkrete kilder.
Det har aldrig været
meningen, at videnskabsfolk skulle optræde som bureaukratiske kommissærer i
forsvar mod anderledes perspektiver. I den form vil de ikke selv kunne leve op
til videnskabelig redelighed og saglighed - for hvis f.eks. to tolkninger af et
materiale synes mulige, vil man være forpligtet til at vurdere dem begge seriøst
og ærligt. Dog, det er ikke hensigten med nærværende opstilling at gendrive en
række faktuelle fejl, men bl.a. at fremholde en grundlæggende årsag bag flere af
dem: At hvis der i nogle bibelteksters indhold eventuelt findes 'myter', er det
tydeligvis et misgreb, at lade dette rent automatisk gælde generelt for det
Gamle Testamentes tekstgrupper fra næsten alle epokerne.
Når provisoriske modeller fejlopfattes som
facts
Bibelen
er den mest udforskede bog i verden - og alligevel går noget galt. For 400 år
siden evnede Steno (Niels Stensen), skønt stærkt religiøs, at opstille to ny
videnskabsgrene om Jordens historie udskilt fra kirkens udgave af religionen.
Det skete ud fra så logiske principper, at det bidrog afgørende til grundlaget
for moderne videnskabsmetodik. Alle de nu fremlagte videnskabshistoriske
fremskridt med eksempler om hvad videnskabeligt syn hensigtsmæssigt kan
baseres på, har således været kendt i lang tid. Derfor findes der næppe
undskyldning for ikke at have tilegnet sig det og anvende det til seriøs
videnskabelig fremgangsmåde - også ved alternative forskningsresultater
for bibelberetningerne om Moses.
I forskningsgrene
omkring Bibelen fremstår især to foretrukne holdningslinjer. Enten er man
voldsomt overforsigtig med at fortolke fund. Heri ses eftervirkninger egentlig
på grund af tidligere vildspor, hvor man ved egen utilstrækkelig viden tabte
tilliden til, at bibelteksterne skulle indeholde realhistorisk stof. - Eller
også fortolkes fundene så snævert fokuseret på mini-områder lokalt, historisk og
tekstmæssigt, at omverdenens indflydelse systematisk glemmes. Især "overses"
størstedelen af den omfattende og så betydningsfulde egyptiske
indflydelse.
Men i videnskab må en
kritisk opposition også hos sig selv være på vagt imod en pavlovsk betinget
refleks forankret i vaneopfattelser. For - i lighed med hvad f.eks. Jean-Paul
Satre bemærkede om historiesynet - næsten intet ændrer sig så hyppigt som
fortiden: senere generationer skaber deres eget historiske billede. De hertil
skiftende sæt af antagelser, som fysikeren og videnskabshistorikeren Thomas Kuhn
kaldte paradigmer, har for de forskellige generationer gennem tiderne udgjort de
operative forudsætninger for det videnskabelige arbejde. Paradigmerne
kunne typisk - påviste han ved en historisk analyse - udvirke også en slags
kollektiv blindhed og irrationelle motiver.
Men hos hele
generationer inden for den bibelrelaterede forskning glemmes igen og igen netop
hypotesebaggrunden, hvor man til de historiske forløb, hvori Mosebøgernes
bibelske epoke skulle placeres, ikke har noget definitivt billede, men kun
provisoriske modeller. Betragtninger, om end måske rimelige, er ikke facts.
Manglende viden har fremkaldt et utal af meninger. Meninger ses hyppigt
forvekslet med viden.
Opsøgning i
største udstrækning af konkrete kilder og informative data er selvsagt
nødvendigt. Det er hyppigt ved fortolkningen af dette materiale, at der opstår
den for forskningen netop så nødvendige uenighed. Her er det ekstra beklageligt,
hvis nye kilder og data, dette grundlæggende trin, fravælges og end ikke
besigtiges. Og her er det er ikke ualmindeligt, at et ekspert-tyranni beskytter
sig med besværgende formularer at "enhver jo ved" eller "det siger sig selv at"
- refererende til deres for tiden prioriterede trends. Der kan faktisk kræve en
hel del civilcourage at gå imod: Netop Moses-bogserien fremlægger et usædvanligt
stort antal kilder, hvorved publikum får adgang til en vid række af forskellige
synspunkter og forskningsmæssige alternativer - også dem, de ikke selv ville
have udvalgt på forhånd. Samtidig undgås, at der på forhånd bortdømmes disse
muligheder, der konkurrerer med hidtidige linjer.
Dette viser sig
at have afstedkommet en problemfyldt reaktion hos visse universitetsfolk: Fra
Københavns Universitet har en af de akademiske undervisere fremsendt et regulært
hadebrev til personalet på Moses-bogseriens forlag, skrevet på sit offentlige
instituts brevpapir og med totalt udokumenterede og ærekrænkende beskyldninger
om bøgernes indhold og forfatteren. Dertil har to andre fra instituttet under
falsk dække af at ville anmelde bøgerne i et bestemt tidsskrift, men bevidst
fortiet at det ikke eksisterede mere, via denne kontakt forsøgt sig - uden held
- med et negativt rettet pres mod en halv snes videnskabsfolk, der støtter
Moses-bogserien. Bøgernes overvældende mange stærke kilder synes det åbenbart
for svært at argumentere imod. Og det burde have indgivet de uheldige aktører en
vis ydmyghed ved at se, at flere sider af historien stadig kan lære os
noget.
Perspektiver
med nye indsigter
Hvis de toneangivende altid
har ret, hvordan samler vi så ny viden? Ikke-enighed er det, der driver
videnskab fremad til, at vi kan bliver klogere. Enøjethed begrænser, to øjne
giver stereosyn med tingene i flere dimensioner. Fobier og 'meninger' imod
perspektiver uden for forskningsmyterne om Moses forhindrer i at erkende og
analysere de mange ældre og nye funds historiske virkelighed, der findes lige
for øjnene. Således er det en kapitalbrøler at bruge også senere udløbere af det
føromtalte, fra grunden usolide hypotesekompleks, der aldrig selv har kunnet
levere noget væsentligt bevis for hverken historien eller egen fortsatte
berettigelse, til nu som et slags sandhedsparameter at vurdere pålideligheden af
Moses-seriens bøger.
'Testen'
foretages således fejlagtigt ud fra konkret inhabile præmisser, der tilmed
rejser betydelig tvivl om hvorvidt bøgerne i det hele taget er blevet læst
igennem af de pgl. kritikere - idet disse bøger netop ikke går ind
for, at Bibelen i sin nuværende udgave altid skulle være historisk korrekt.
Derimod vil bøgernes indhold især pege på, at flere tekstdele i
Bibelens ældste kerne stadig viser sig overraskende historisk plausible og
velfunderede, og gennemført logisk sammenhængende med betydelige antal fund og
oldtidskilder.
Den amerikanske videnskabssociolog Robert K. Merton opstillede i 1942 visse
regler (cudos-normen), som er blevet internationalt udbredt i forbindelse med
videnskabelig redelighed - og herunder skal bl.a. "disinterestedness"
overholdes: At forskningen ikke må tage parti. - Men den omtalte snævre
selektive information har vist sig at influere også lærebøger og pensa. Inden
for humaniora ses her et irrationelt scenario, hvori veltestede resultater fra
andre forskningsområder kan blive afvist eller ignoreret - i troen på, at egne
diskurser repræsenterer virkeligheden. En deraf uheldig slagside har vist sig
også at kunne fremme holdningsdomme og smagsarrogance, en uvidenskabelig form
der kan vanskeliggøre, at de pågældende kan få etableret en reel debat. Men
selvfølgelig kan der skrives anmeldelser uden respekt for en særlig
baggrundsviden. Resultatet bliver bare
derefter.
Dog kan
det også opleves, at repræsentanter fra nye forskergenerationer viser vej til at
bryde hidtil ofte snævre akademiske grænser. Der banes vej for konstruktivt
videnskabeligt arbejde og for at lade uenighed især være en positiv spænding,
der kan føre til forbedringer. Yderligere hvad angår Moses-forskningen, er det
netop videre befordrende, at tilmed mange udenforstående har vist stærkt
engageret interesse også for det aktuelle projekt.
Ove von Spaeth
Uafhængig historisk forsker -
www.moses-egypt.net
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
De omtalte bøger er fra Ove von Spaeths bogserie "Attentatet på Moses" -
jf. www.moses-egypt.net
- kan bestilles direkte hos C.A. Reitzel forlag og boghandel: tlf. 33 12
24 00 el. info@careitzel.com
|