Livet er en gave
Pas godt på det

Et ørnepar foran vores hus 10/08/2004  foto : Ulla Runchel


Jeg tog med min mand til lægen, han er stærk og en dygtig forretningsmand, det var jo bare en spytkirtel der havde irriteret ham i et par år, jeg havde ikke noget at lave så jeg tog med, også fordi det var længe siden, vi havde gjort noget sammen, en rigtig hygge tur.

”Den må vi hellere fjerne, du skal indlægges på mandag”.

Vi var glade for nu skulle kirtlen væk og så var det overstået. Vi Gik hånd i hånd ud af konsultationen, talte om vind og vejr og nød hinanden, efter 21 år havde vi nu haft det godt, havde rejst meget og vi boede jo i Spanien, med vore to små hunde hans tre børn, og børnebørn. Vi talte om at nu skulle han ikke arbejde mere, han ville trappe helt ned, vi skulle nyde dagene, han skulle være mere til stede, i tilstedeværelsen.. vi talte om mine bøger og om de mennesker vi havde omkring os, hvor heldige vi var og at livet var vidunderligt, vi var meget privilegerede.

Jeg sad jo og skrev på mine artikler som jeg var heldig at få ind diverse web-portaler, www. Og at min næste bog og alle de andre visioner og drømme jeg havde, han var i sin forretningsverden og jeg hørte på de cirkler han bevægede sig i. Jo livet var en gave, det var op til den enkelte at sørge for at holde det i ”live”.

Nogle gange tager man livet for givet og ikke ser sig omkring, alle de smukke oplevelser og mennesker, der er søde ved èn, hvordan dyrene, fuglene og faunaen kan gøre en i godt humør, at være til STEDE, at være tilfreds med sit liv, i stedet for nogle gange hvor man , går og brokker sig eller småskændes lidt, uden egentlig at have årsag til dette. Det er jo luksus problemer, egentligt.

Nå, min mand kom så ind og fik denne spytkirtel opereret, og arret voksede fint sammen, han skulle så ud til lægen og have de sidste papirer m.m., denne gang blev jeg hjemme, og havde mit i hovedet, som jeg var fyldt af, jeg sad og mailede med en god veninde, da telefonen ringede og min mand, fortalte mig: Det var CANCER der havde siddet inde i midten af kirtlen, men den var gudskelov indkapslet.

Der gik et lyn igennem mig, og jeg kunne ikke vente til han kom hjem, hvor jeg løb ham i møde, da bilen rullede i slowmotion ind ad indgangen til vores hus.

Jeg gav ham et blidt og kærligt kram, det varede længe inden jeg slap ham, som om jeg kunne holde ham i 1000 år, jeg var nu helt klar over at livet er en gave, i allerhøjeste potens, og at man ikke skal tage livet for givet, det var en reminder et vink fra oven, Mogens fik et ekstra liv, og det gav stof til eftertanke.

Den aften sad vi ude på terrassen og bare sad stille og holdt hinanden i hænderne, gav hinanden små klem, vi behøvede ikke at sige så meget, det var blevet sagt så mange gange de sidste par år, at 90% af sygdomme kommer af stres.

Hel natten , holdt vi stadig om hinanden, og ordet cancer, var i et glimt kommet på gennemrejse i vore trygge liv, og sat sine spor i vores hukommelse, og det var svært at slette de første mange dage.

Der er nu gået to uger, Mogens er frisk og glad, og vi beder til at der ikke kommer flere ubalancer og bosætter sig i vores krop.

Jeg er holdt op med mine små beklagelser, og være efter ham som vi kvinder kan være, jeg beder til at jeg fremover kun vil tænke positivt, uden at være utilfreds over små bagateller. Når man får så alvorligt en energi ind i sit ”hus”, er det om at slippe hurtigst muligt, og komme videre i sit liv, og KUN tænke på fremtiden og alt det man skal være sammen om, med besindighed.

Og slette ALT om det ord, vi alle sammen er angste for,UD med det i universet, i en hvid guddommelig sky, og lad det guddommelige eliminere det, til positive energier.

Jeg som er healer, og seer og meget alternativ, tror på det guddommelige i alt væren, jeg vèd at vi ikke er herre over LIVET og TIDEN, vi kan gøre en stor forskel, TRO, TRO og atter TRO, det kan gøre meget i livets svære stunder.

At have gode venner, der støtter èn, er GULD værd, det ved jeg rigtig nu, en stor tak til alle de søde mennesker jeg omgås i min hverdag.

AT LIVET ER EN GAVE, SOM SKAL PLEJES OG PASSES I KÆRLIGHED, FRED OG FORDRAGELIGHED.

Min mand er lige taget af sted for at spille golf, med et lyst sind og et nyt liv i sit hjerte, som spreder glæde ud i alle hans celler og opgraderer sindet. Han er fantastisk og jeg elsker ham højt, og inderligt. Jeg vil gøre mit til at vi fremover ser med andre øjne , at efter dette, er der INTET der kan gøre mig angst eller gøre mig irriteret, energien i sig selv er der ikke mere.

Ja, at man skal helt ned under gulvbrædderne, før man kan se sine egne ”skyggesider” er løn i sig selv, og der kommer jeg aldrig mere.

Lev livet i lyset, og glæd jer over alle de dejlige mennesker i omgås, jeres familie og børn, og dyrene ikke at forglemme. Og lad være med at hænge jer i bagateller, det kan slet ikke betale sig, det ophober sig i hukommelsen og lad være med at irriterer jer, det går kun ud over én selv i det lange løb, nyd hinanden og lær at leve uden stres, det kan i hvert fald hjælpe til at man måske kan undgå at påføre sig sygdom, og det er man ikke herre over, når først det bosætter sig.

Vi har været heldige, men vi har JEG har slugt nogle kameler, som jeg er glad for nu og det har gjort vores liv meget mere lykkeligt og fredfyldt.

Til alle jer derude, som læser dette glimt af mit liv, pas på jer selv og giv hinanden et knus, det varmer.

 

I lys og kærlighed
Ulla Runchel