Livet er en gave
Pas godt på det
Et ørnepar foran vores hus 10/08/2004 foto : Ulla Runchel
Jeg tog med min mand til lægen, han er stærk og en dygtig
forretningsmand, det var jo bare en spytkirtel der havde
irriteret ham i et par år, jeg havde ikke noget at lave så jeg
tog med, også fordi det var længe siden, vi havde gjort noget
sammen, en rigtig hygge tur.
”Den må vi hellere fjerne, du skal indlægges på mandag”.
Vi var glade for nu skulle kirtlen væk og så var det overstået.
Vi Gik hånd i hånd ud af konsultationen, talte om vind og vejr
og nød hinanden, efter 21 år havde vi nu haft det godt, havde
rejst meget og vi boede jo i Spanien, med vore to små hunde hans
tre børn, og børnebørn. Vi talte om at nu skulle han ikke
arbejde mere, han ville trappe helt ned, vi skulle nyde dagene,
han skulle være mere til stede, i tilstedeværelsen.. vi talte om
mine bøger og om de mennesker vi havde omkring os, hvor heldige
vi var og at livet var vidunderligt, vi var meget privilegerede.
Jeg sad jo og skrev på mine artikler som jeg var heldig at få
ind diverse web-portaler, www. Og at min næste bog og alle de
andre visioner og drømme jeg havde, han var i sin
forretningsverden og jeg hørte på de cirkler han bevægede sig i.
Jo livet var en gave, det var op til den enkelte at sørge for at
holde det i ”live”.
Nogle gange tager man livet for givet og ikke ser sig omkring,
alle de smukke oplevelser og mennesker, der er søde ved èn,
hvordan dyrene, fuglene og faunaen kan gøre en i godt humør, at
være til STEDE, at være tilfreds med sit liv, i stedet for nogle
gange hvor man , går og brokker sig eller småskændes lidt, uden
egentlig at have årsag til dette. Det er jo luksus problemer,
egentligt.
Nå, min mand kom så ind og fik denne spytkirtel opereret, og
arret voksede fint sammen, han skulle så ud til lægen og have de
sidste papirer m.m., denne gang blev jeg hjemme, og havde mit i
hovedet, som jeg var fyldt af, jeg sad og mailede med en god
veninde, da telefonen ringede og min mand, fortalte mig: Det var
CANCER der havde siddet inde i midten af kirtlen, men den var
gudskelov indkapslet.
Der gik et lyn igennem mig, og jeg kunne ikke vente til han kom
hjem, hvor jeg løb ham i møde, da bilen rullede i slowmotion ind
ad indgangen til vores hus.
Jeg gav ham et blidt og kærligt kram, det varede længe inden jeg
slap ham, som om jeg kunne holde ham i 1000 år, jeg var nu helt
klar over at livet er en gave, i allerhøjeste potens, og at man
ikke skal tage livet for givet, det var en reminder et vink fra
oven, Mogens fik et ekstra liv, og det gav stof til eftertanke.
Den aften sad vi ude på terrassen og bare sad stille og holdt
hinanden i hænderne, gav hinanden små klem, vi behøvede ikke at
sige så meget, det var blevet sagt så mange gange de sidste par
år, at 90% af sygdomme kommer af stres.
Hel natten , holdt vi stadig om hinanden, og ordet cancer, var i
et glimt kommet på gennemrejse i vore trygge liv, og sat sine
spor i vores hukommelse, og det var svært at slette de første
mange dage.
Der er nu gået to uger, Mogens er frisk og glad, og vi beder til
at der ikke kommer flere ubalancer og bosætter sig i vores krop.
Jeg er holdt op med mine små beklagelser, og være efter ham som
vi kvinder kan være, jeg beder til at jeg fremover kun vil tænke
positivt, uden at være utilfreds over små bagateller. Når man
får så alvorligt en energi ind i sit ”hus”, er det om at slippe
hurtigst muligt, og komme videre i sit liv, og KUN tænke på
fremtiden og alt det man skal være sammen om, med besindighed.
Og slette ALT om det ord, vi alle sammen er angste for,UD med
det i universet, i en hvid guddommelig sky, og lad det
guddommelige eliminere det, til positive energier.
Jeg som er healer, og seer og meget alternativ, tror på det
guddommelige i alt væren, jeg vèd at vi ikke er herre over LIVET
og TIDEN, vi kan gøre en stor forskel, TRO, TRO og atter TRO,
det kan gøre meget i livets svære stunder.
At have gode venner, der støtter èn, er GULD værd, det ved jeg
rigtig nu, en stor tak til alle de søde mennesker jeg omgås i
min hverdag.
AT LIVET ER EN GAVE, SOM SKAL PLEJES OG PASSES I KÆRLIGHED, FRED
OG FORDRAGELIGHED.
Min mand er lige taget af sted for at spille golf, med et lyst
sind og et nyt liv i sit hjerte, som spreder glæde ud i alle
hans celler og opgraderer sindet. Han er fantastisk og jeg
elsker ham højt, og inderligt. Jeg vil gøre mit til at vi
fremover ser med andre øjne , at efter dette, er der INTET der
kan gøre mig angst eller gøre mig irriteret, energien i sig selv
er der ikke mere.
Ja, at man skal helt ned under gulvbrædderne, før man kan se
sine egne ”skyggesider” er løn i sig selv, og der kommer jeg
aldrig mere.
Lev livet i lyset, og glæd jer over alle de dejlige mennesker i
omgås, jeres familie og børn, og dyrene ikke at forglemme. Og
lad være med at hænge jer i bagateller, det kan slet ikke betale
sig, det ophober sig i hukommelsen og lad være med at irriterer
jer, det går kun ud over én selv i det lange løb, nyd hinanden
og lær at leve uden stres, det kan i hvert fald hjælpe til at
man måske kan undgå at påføre sig sygdom, og det er man ikke
herre over, når først det bosætter sig.
Vi har været heldige, men vi har JEG har slugt nogle kameler,
som jeg er glad for nu og det har gjort vores liv meget mere
lykkeligt og fredfyldt.
Til alle jer derude, som læser dette glimt af mit liv, pas på
jer selv og giv hinanden et knus, det varmer.
I lys og kærlighed
Ulla Runchel